højesterets kendelse afsagt onsdag den 25. januar 2017 sag 168/2016 anklagemyndigheden mod t (advokat jacob kiil) i tidligere instanser er truffet afgørelse af københavns byret den 25. marts 2015 og a

§ 1008, stk.

1, og at denne bevisførelse - 3 - må angå en anden forbrydelse end den, som han er dømt for, jf.

§ 1008, stk.

2. den del af bevisførelsen, der har omhandlet hans tilstedeværelse i bod 26, kan heller ikke an- ses for nødvendig, da hans tilstedeværelse ikke har været bestridt. han fik ved landsrettens dom forhøjet sin fængselsstraf med 6 måneder, men han fik sam- tidigt nedsat konfiskationsbeløbet til halvdelen. det indebærer en ikke uvæsentlig forandring til fordel for ham, hvorfor statskassen skal betale de fulde sagsomkostninger for landsretten, jf.

§ 1008, stk.

3. at han for by- og landsret er blevet pålagt at betale et samlet beløb på 1.005.750 kr. i sags- omkostninger er uforholdsmæssigt både i forhold til den idømte straf og hans sociale og økonomiske formåen, jf.

§ 1008, stk.

4,

1. pkt. bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c, og praksis fra den europæiske menneskerettighedsdomstol fastlægger, at det strider mod artikel 6, stk. 3, litra c, hvis de pålagte sagsomkostninger er ”excessive”. anklagemyndigheden har navnlig anført, at sagen vedrørte, hvorvidt hashhandlen havde en så velorganiseret og professionel karakter, at der var tale om et kriminelt netværk, samt om t som følge af den organiserede hashhandel kunne gøres ansvarlig for hashhandel på tidspunkter, hvor han ikke var til stede. t benægtede at have deltaget i den organiserede hashhandel eller at have handlet i forening med andre, og han erkendte kun i begrænset omfang at have solgt hash fra bod
2. bevisførelsen var derfor nødvendig vedrørende boderne 5 og 26 og også for så vidt angår ”aktionsdagene”. da sagen i høj grad vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt hashhandlen var så organiseret og pro- fessionel, at de enkelte hashhandlere udgjorde en del af et kriminelt netværk, kan bevis- førelsen allerede derfor ikke anses som at angå en anden forbrydelse. det understøttes end- videre af, at landsretten lagde til grund, at t havde haft en fast tilknytning til bod 26 som sælger, og at han som led i den organiserede hashhandel i forening med andre havde solgt hash til talrige personer. da t er dømt for salg af et større kvantum hash, end han selv erkendte, for medvirken samt for at være en del af det kriminelle netværk, er der ikke grundlag for at lade statskassen betale en større del af sagsomkostningerne end fastsat af byretten. - 4 - der er heller ikke grundlag for at anse landsrettens resultat som værende mere gunstigt for t end resultatet ved byretten. i pusherstreetsag 6, hvor højesteret tiltrådte landsrettens omkost- ningsfastsættelse, var to af de tiltalte, ligesom det er tilfældet for t, i landsretten blevet idømt strengere fængselsstraffe end i byretten, mens de samtidigt havde fået nedsat konfiskationsbeløbet, uden at dette medførte, at det omkostningsmæssigt blev anset som et for disse tiltalte gunstigere resultat. der er ikke i retspraksis eksempler på, at sagsomkostningerne i medfør af

§ 1008, stk.

4, 2. pkt., er pålagt det offentlige under henvisning til en tiltalts sociale og økono- miske forhold. t har mulighed for i medfør af reglerne i inddrivelsesloven at søge henstand eller eftergivelse af de idømte sagsomkostninger. højesterets begrundelse og resultat t er dømt for deltagelse i organiseret hashhandel og er pålagt at betale sagsomkostninger på godt 710.000 kr. for sagens behandling ved byretten og knap 290.000 kr. for sagens behandling ved landsretten, i alt godt 1 mio. kr. sagsomkostningerne udgøres alene af udgifter til forsvarersalær med tillæg af moms. af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder højesteret, at de omhandlede udgifter til forsvarerbistand har været nødvendige og derfor som udgangspunkt kan kræves erstattet af t, jf.

§ 1008, stk.

1, 1. pkt. der er ikke grundlag for at antage, at bevisførelsen har været rettet mod en anden forbrydelse end den, som t er blevet dømt for. § 1008, stk. 2, kan derfor ikke medføre en begrænsning i ts pligt til at betale sagsomkostningerne. højesteret tiltræder, at ts anke til landsretten ikke førte til en forandring til hans fordel.

§ 1008, stk.

3, kan derfor ikke føre til, at han fritages for at betale omkostninger for landsretten. efter sagens karakter og omstændigheder finder højesteret ikke grundlag for at begrænse omkostningsansvaret efter reglen i

§ 1008, stk.

4, 2. pkt. der er ikke grundlag - 5 - for at antage, at omkostningsansvaret ellers vil komme til at stå i åbenbart misforhold til dom- fældtes skyld og vilkår. højesteret finder, at artikel 6, stk. 3, litra c, i den europæiske menneskerettighedskonvention ikke fører til et andet resultat. thi bestemmes: landsrettens afgørelse stadfæstes