Obsah (5)

§ 15§ 2§ 14§ 3§ 21

dom afsagt den 5. marts 2014 i sag nr. bs 4-535/2013: dødsboet efter a mod codan forsikring a/s som mandatar for y-firma sagen drejer sig om differencekravserstatning. stævning er modtaget den 7. juni

§ 15. 12.

der er ikke grundlag for at antage, at skadelidte i denne sag har forskertset retten til at kræve erstatning fra skadevolder som følge af retsfortabende passivitet. sagsøger kunne ikke have fremsat krav over for sagsøgte før tidligst medio

1. det tidsrum, der herefter gik indtil et krav blev fremsat, har ikke forringet sagsøgtes retsstilling og der er ikke tale om, at sagsøgte er blevet påført et tab eller har indrettet sig i forventning om, at der ikke blev fremsat et krav. det bemærkes herved, at selve kravet ikke er et tab i erstatningsretlig forstand, idet erstatningspligten og erstatningsopgørelsen er ubestridt mellem parterne og der er derfor tale om et beløb, som sagsøgte skulle have betalt til sagsøger efter erstatningsansvarslovens regler.
2. det forhold, at sagsøgers fagforening i brev af
3. februar 2012 til sagsøgte skrev ”afdelingen har ingen differencekrav og betragter sagen som afsluttet” er ikke en sådan meddelelse, der afskærer a (nu i dennes sted dødsboet) fra at indtale et berettiget erstatnings- krav over for codan. 13.
4. det forhold, at en afdeling hos skadelidtes daværende rådgiver, en fagforening, udtalte at afdelingen betragtede sagen som afsluttet, kunne hverken sprogligt eller retligt op- fattes som en uigenkaldelig afskrivning af skadelidtes eget, personlige krav på personskade- erstatning. 13.
5. for det andet fremgår det af brevet, at fagforeningen medsendte arbejdsskade- styrelsens afgørelse af
6. juli 2010, hvoraf fremgik, at ankestyrelsen netop havde omgjort arbejdsskadestyrelsens afgørelse og tilkendt a en så høj erhvervsevne-tabserstatning (65%). netop derfor talte al sandsynlighed for, at der nu var et differencekrav over for den ansvarlige arbejdsgiver. - 5 - 13.
7. for det tredje følger det af erstatningsansvarslovens regler, at man slet ikke kan give afkald på et fremtidigt erstatningskrav for personskade. det antages således i den juridiske litteratur, at det som udgangspunkt end ikke kan aftales mellem parterne, at en sag ikke skal kunne genoptages efter erstatningsansvars- lovens § 11 eller efter almindelige genoptagelsesregler, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. det følger dels af erstatningsansvarslovens § 11, dels af aftalelovens §
8. det er til- lige antaget af assurandør-societetet (nu forsikring & pension) og justitsministeriet. 13.
9. for det fjerde vil det efter højesteretspraksis stride mod aftalelovens § 36, så- fremt sagsøgte ville fastholde sagsøger på et udsagn i sagsøgers tidligere rådgivers brev af
10. februar
11. blandt andet henset til, at sagsøgte samtidig blev gjort bekendt med arbejds- skadestyrelsens afgørelse af
12. juli 2010, har det for sagsøgte fremstået som en nærliggende mulighed, at rådgiverens udsagn om, at der ikke fremkom noget differencekrav, beroede på en vildfarelse. " sagsøgtes anbringender er: "
13. grundlæggende synspunkter) til støtte for den nedlagte påstand gøres gældende, at sagsøgers krav er forældet. sagsøgtes grundlæggende synspunkt er, at differencekrav på erhvervsevnetabserstatning for- ælder 1 år efter arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse. da afgørelsen om endeligt erhvervsevnetab blev truffet
14. juli 2010, og da forældelsen ikke er afbrudt før udtagelse af stævning i juni 2013 er kravet forældet. der er ikke forhold hos sagsøgte eller repræsentanten for sagsøgte (forsikringsselskabet), f.eks. en bestemt udvist adfærd, som kan begrunde at forældelse ikke er indtrådt.
15. uddybende anbrindender) 2.
16. vedr. forældelsesreglerne) det er udgangspunktet, at krav som udspringer af et uheld som nærværende, forældes 5 år efter at skadelidte var bekendt med at der kunne eksistere et krav, jf. arbejdsskadesikrings- lovens §
17. krav på erstatning består af en række erstatningsposter, og der gælder som udgangspunkt ikke forskellige forældelsesfrister i relation til de enkelte erstatningsposter, jf. f.eks. u2013.1823h. henset til omstændighederne ved sagsøgers tilskadekomst, hvorefter sagsøger allerede på uheldstidspunktet pådrog sig flere brud, er det ubetænkeligt at konkludere, at det allerede der måtte stå sagsøger klart, at der kunne eksistere krav. det forældelsesmæssige udgangspunkt er således, at kravet er forældet 5 år efter tilskadekomsten (dvs.
18. juni 2011). - 6 - sagsøger har i al fald siden afgørelsen om midlertidigt erhvervsevnetab (bilag 9) i juni 2007 været klar over at der kunne eksisterer et krav på differenceerstatning. det har formodning imod sig, uanset om ankestyrelsen ikke var i stand til at fastsætte et en- deligt erhvervsevnetab før 2010, at sagsøger ikke på et tidligt tidspunkt var bekendt med, at uheldet ville kunne have ervhvervsmæssige konsekvenser for sagsøger. den særlige situation i denne sag er, at det ikke var muligt at gøre kravet op. i en sådan situa- tion kan forældelse (normalt) ikke indtræde inden kravet kan gøres op. i sager om rene krav efter erstatningsansvarsloven (eal) vil krav på erhvervsevnetab som forelægges for arbejdsskadestyrelsen efter eal § 10, som udgangspunkt forælde 1 år efter der foreligger en vurdering. der er ikke grundlag for at antage at der gælder et anderledes princip for differencekrav. princippet om at forældelse ikke indtræder mens kravet ikke kan gøres op følger i forhold til sager om differenceerstatning bl.a. af u1995.843h. det er hverken i medfør af retspraksis eller i lovgivningen udtrykkeligt anført, hvornår krav på differenceerstatning forælder. forholdet er imidlertid nævnt i lovens forarbejder, og forar- bejderne støtter sagsøgtes synspunkt om forældelse. det bemærkes videre, at retspraksis har fastslået, at såfremt man ikke har gjort krav overfor skadevolder på nogen midlertidige erstatningsposter i 5-års perioden som foreskrevet i ar- bejdsskadesikringslovens § 36, da kan man ikke gøre et differenceerstatningskrav gældende, jf. østre landsrets dom af
19. september
20. det er sagsøgtes opfattelse, bl.a med henvisning til østre landsrets dom af
21. september 2012, litteratur og lovens forarbejder, at differenceerstatningskravet ikke kan adskilles fra den øvrige del af erstatningssagen på en sådan måde, at der gælder en ny selvstændig 3-årig hhv. 5-årig forældelsesfrist for et sådant krav, cfr.

§ 2og 3 og arbejdsskade- sikringslovens § 36.

arbejdsskadestyrelsens afgørelsestidspunkt er ikke i sig selv afgørende for hvornår en foræl- delsesfrist begynder at løbe. for differenceerstatningskrav gælder en selvstændig 1-årig tillægsfrist til 5-års fristen. denne 1-årige frist kan udledes af bl.a.

§ 14

og § 21, sammenholdt med at både § 2 og § 3 i forældelsesloven og arbejdsskadesikringslovens § 36. der er ingen grund til at antage, at forældelsesreglerne i denne sammenhæng skal fortolkes til fordel for skadelidte. skadelidte har haft 1 år fra arbejdsskadestyrelsens afgørelse til at gøre kravet gældende. arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 4 er ikke anvendelig på denne sag, idet denne bestem- melse udtrykkeligt vedrører krav efter loven (og altså ikke krav i henhold til eal).

§ 15kan ikke anvendes som løftestang for at forældelsen er afbrudt.

- 7 - hensigten med forældelsesreglerne er at sikre, at skadevolder på et tidspunkt kan indrette sig i tillid til at der ikke opstår yderligere krav. tidspunktet for hvornår forældelse indtræder i den- ne sag kan ikke udstrækkes som anført af sagsøger. 2.

1. vedr. sagens øvrige omstændigheder) det gøres videre gældende, at sagsøger har fortabt retten til at gøre et krav på difference- erstatning gældende, idet denne har udvist retsfortabende passivitet ved ikke at gøre kravet gældende i mere end 2 år efter arbejdsskadestyrelsens afgørelse. videre gøres gældende, at sagsøgers tilkendegivelse i mail af
2. februar 2012 (bilag 20) ikke er en tilkendegivelse af at kravet ikke er forældet, men blot en anmodning om at modtage op- lysninger om differencekravet. det bemærkes i den forbindelse særligt, at codan forsikring a/s på dette tidspunkt ikke nødvendigvis var klar over hvornår arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse om erhvervsevnetab. sagsøgers og sagsøgtes dialog i 2012 er ikke et udtryk for forhandling i medfør af forældel- seslovens §
3. det gøres gældende, at sagsøgers repræsentants erklæring af
4. februar 2012 (bilag 21) ud- gør en bindende erklæring om at der ikke udestår yderligere krav i sagen, og stævning er jo så derudover også udtaget mere end 1 år efter denne tilkendegivelse. denne erklæring er afgivet af sagsøgers professionelle repræsentant, og uden nogen forbe- hold, og må anses for bindende for sagsøger. det bemærkes, at det ikke er sagsøgtes opgave at vurdere, om der evt. udestår et difference- krav alene på baggrund af en tilkendegivelse om, at der er truffet en afgørelse om erhvervs- evnetab i arbejdsskadestyrelsen. sagsøgte er således ikke i ond tro eller lign. i forbindelse med dialogen i
5. det er sagsøgers professionelle repræsentant som bærer risikoen for at der er foretaget en fejl- vurdering i
6. februar
7. sagsøgte har indrettet sig i tillid til denne meddelelse." rettens begrundelse og afgørelse den almindelige forældelsesfrist efter

§ 3, stk.

1, er 3 år. denne frist er i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3, som en undtagelse til

§ 3, stk.

1, fastsat til 5 år for krav som omhandlet i nærværende sag jf. arbejdsskadesikringslovens § 36, stk.

1. den 5-årige frist efter arbejdsskadesikringsloven regnes efter lovens § 36, stk. 3, fra den dag fordringshaverens (her sagsøgeren) blev bekendt med fordringen eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagtsomt. i hvert fald efter at arbejdsskadestyrelsen i første omgang den
2. maj 2007 havde prøvet spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne findes sagsøgeren at have haft et sådant kendskab til et muligt krav på differencekravserstatning, at forældelsesfristen på 5 år senest skal regnes fra dette tidspunkt. forældelse er således i princippet som udgangspunkt indtrådt den
3. maj 2012, d.v.s., før stævningens udtagelse den
4. juni
5. imidlertid er genbehandlingen sag- søgerens sag fortsat indenfor det administrative klagesystem. efter arbejdsskadesikrings- lovens § 36, stk. 4, gælder der i sådanne tilfælde en undtagelse til ovennævnte, hvorefter for- - 8 - ældelse af krav tidligst indtræder 3 år efter arbejdsskadestyrelsens henholdsvis ankestyrel- sens afgørelse i sagen. i denne sag traf ankestyrelsen den
6. marts 2010 afgørelse om at forhøje sagsøgerens erhvervsevnetab til 40 %. sagsøgeren findes derfor senest fra dette tids- punkt at burde have kunnet indse, at der kunne opstå et spørgsmål om differencekravserstat- ning. da sagsøgeren imidlertid ikke har forfulgt kravet før ved stævning af
7. juni 2013 er kravet også som udgangspunkt i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 4, forældet. da retten heller ikke finder, at

§ 21, stk.

2, kan fortolkes som et tillæg på 1 år til fristen i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 4, frifindes sagsøgte. thi kendes for ret: sagsøgte, codan forsikring a/s, frifindes. inden 14 dage skal sagsøgeren til dækning af sagsøgte udgifter til advokatbistand betale 70.000 kr. beløbet inkluderer moms.