dom afsagt den 4. december 2015 af vestre landsrets 12. afdeling (dommerne michael ellehauge, torben geneser og dorte jensen) i ankesag v.l. b–0699–14 boet efter a (advokat michael s. wiisbye, københa

§ 2, stk.

1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. dette tidspunkt be- nævnes normalt forfaldstidspunktet. det foreslås samtidig, at det præciseres i loven, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold vil forfaldstids- punktet være tidspunktet for skadens indtræden, jf. forslagets § 2, stk. 4. denne bestemmelse indeholder altså ikke en undtagelse til bestemmelsen i § 2, stk. 1, men blot en præcisering af indholdet i stk. 1 i forhold til fordringer på erstat- ning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold. begyndelsestidspunkt for den foreslåede almindelige 3-årige forældelsesfrist, jf.

§ 3, stk.

1, vil ved personskadekrav efter arbejdsskadesikrings- loven således være det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf.

§ 2, stk.

1, og det vil ved disse krav sige tidspunktet for skadens indtræden. der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 12 vedrørende lov- forslaget. ……. spørgsmål 20: - 5 - ministeren bedes redegøre for, hvilke konsekvenser de foreslåede regler får for de arbejdsskadede, der som følge af den samme skadevoldende begivenhed har et krav på erstatning efter både arbejdsskadesikringsloven og erstat- ningsansvarsloven. svar: lovforslaget vil have den virkning, at både krav efter arbejdsskadesikrings- loven og øvrige krav om erstatning og godtgørelse i anledning af personskade underlægges en 3-årig forældelsesfrist, der dog suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet og skyldneren, kombineret med en absolut forældelses- frist på 30 år, som regnes fra den skadevoldende handlings ophør, jf. lovfor- slagets § 3, stk. 1, 2 og 3, nr.

1. for så vidt angår tilfælde, hvor en person, der har været udsat for en arbejds- skade, ikke fuldt ud får dækket sit krav efter arbejdsskadesikringsloven, følger det af arbejdsskadesikringslovens § 77,
2. pkt., at den tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige efter de almindelige erstatnings- retlige regler nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov. det følger af højesterets dom, der er optrykt i ugeskrift for retsvæsen 1995.843 h, at i tilfælde, hvor et krav kan være omfattet af arbejdsskadesikringsloven, er den skadelidte ikke berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om dennes tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort. forældelsesfristen for både krav efter arbejdsskadesikringsloven og krav efter de almindelige erstatningsretlige regler vil som udgangspunkt skulle regnes fra skadens indtræden, jf.

§ 2, stk.

1 og 4, samt besvarelsen af spørgs- mål nr. 12 og 14 vedrørende lovforslaget. den skadelidte vil imidlertid som nævnt ikke have mulighed for at rejse kravet efter de almindelige erstatnings- retlige regler, før spørgsmålet om kravet efter arbejdsskadessikringsloven er afgjort. det følger af

§ 14

, at hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordrings- haverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter hindringens ophør. denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på den beskrevne situa- tion, således at forældelsesfristen vedrørende krav efter erstatningsansvars- loven tidligst kan udløbe et år efter afgørelsen af kravet i henhold til arbejds- skadesikringsloven.” det fremgår af § 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven, at krav efter loven eller mod ar- bejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade forældes efter reg- lerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 3-

1. ifølge § 36, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven er fristen efter forældelseslovens § 3, stk. 1, 5 år for krav som nævnt i stk.
2. det fremgår af § 36, stk. 3,
3. pkt., at denne forældelsesfrist regnes først fra den dag, da fordringshaveren blev - 6 - bekendt med fordringen og skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagtsomt. arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2 og 3, er affattet ved § 21 i lov nr. 523 af
4. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v., der trådte i kraft den
5. januar
6. det fremgår af lovens § 48, stk. 1, at loven finder anvendelse også på tid- ligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gæl- dende regler. i retsudvalgets tillægsbetænkning over forslaget til lov om ændring af forskellige lovbe- stemmelser om forældelse af fordringer m.v. (lovforslag nr. l 166, folketinget 2006-07) afgi- vet den
7. maj 2007 anføres det i bemærkningerne til disse bestemmelser blandt andet: ”efter den gældende § 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven bortfalder til- skadekomnes eller efterladtes krav 5 år efter arbejdsskadens indtræden, hvis sagen ikke kan behandles på grund af forhold, der kan henføres til tilskade- komne eller efterladte, herunder passivitet. bestemmelsen, der kun er blevet anvendt i få sager, foreslås ophævet som en konsekvens af, at der foreslås ind- ført en 5-årig forældelsesfrist. det indebærer en forbedring af tilskadekomnes retsstilling i forhold til i dag, idet den gældende 5-årige frist regnes fra arbejds- skadens indtræden uden mulighed for suspension, mens den 5-årige forældel- sesfrist, der foreslås indført, ligeledes regnes fra skadens indtræden, men desu- den suspenderes i visse tilfælde, jf. nedenfor. ved nyaffattelsen af § 36, stk. 2, foreslås det præciseret i arbejdsskadesik- ringsloven, at den foreslåede forældelseslov som udgangspunkt vil finde an- vendelse på arbejdsskadekrav. det foreslås samtidig, at dette udgangspunkt fraviges på visse punkter, jf. forslaget til § 36, stk. 3-
8. henset til arbejdsskadeområdets særlige karakter foreslås i stk. 3 og 4 dels en særlig lang forældelsesfrist for krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af arbejdsskader, dels en ændret udformning af den såkaldte suspensionsregel i forældelseslovens § 3, stk. 2, dels en særlig lang tillægsfrist for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven, når en sag har været behandlet af arbejds- skademyndighederne. det foreslås for det første, at forældelseslovens »korte« forældelsesfrist, for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven og eventuelt mod arbejdsgi- veren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade skal være 5 år (i stedet for 3 år), jf. forslaget til § 36, stk.
9. bestemmelsen omfatter alene arbejdsskader, som er omfattet af definitionen i arbejdsskadesikringslovens §
10. det foreslås for det andet, at denne 5-årige forældelsesfrist suspenderes, hvis - 7 - den tilskadekomne eller dennes efterladte er ubekendt med fordringen eller skyldneren, og at fristen i disse tilfælde først begynder at løbe fra den dag, da fordringshaveren fik kendskab til fordringen og skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes denne som groft uagt- somt. formålet hermed er at slå fast, at der på arbejdsskadeområdet vil være et meget snævert anvendelsesområde for den tilskadekomnes »burde viden«, sammenlign herved den foreslåede almindelige suspensionsregel i forældelses- lovens § 3, stk.
11. i arbejdsskadesager vil forældelsesfristen bl.a. som altover- vejende hovedregel først kunne begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor en læge giver den tilskadekomne oplysninger, som medfører, at lægen har pligt til at indberette sagen til arbejdsskadestyrelsen, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 950 af
12. november 2003, medmindre der er tale om skader, der indtræder umiddel- bart i direkte forbindelse med en arbejdsulykke. adskillige sygdomme kan skyldes skadelige påvirkninger, der findes både i og uden for den tilskadekom- nes arbejdsmiljø, og det vil generelt heller ikke kunne kræves, at den tilskade- komne eller de efterladte skal have kendskab til, hvilke sygdomme der eventu- elt er eller kan være arbejdsbetingede. forældelsesfristen for de enkelte tabsposter vil kunne løbe fra forskellige tids- punkter, afhængigt af de konkrete helbredsmæssige og erhvervsmæssige for- hold. f.eks. vil forældelsesfristen for et krav på erstatning for tab af erhvervsevne tidligst kunne regnes fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige og erhvervs- mæssige forhold er så afklarede, at det kan konstateres, at den tilskadekomne har pådraget sig en varig nedsættelse af erhvervsevnen, og det gælder uanset, hvornår en læge har indberettet sagen til arbejdsskadestyrelsen. forældelses- fristen for krav på godtgørelse for varigt men vil tidligst kunne regnes fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige forhold er så afklarede, at den tilskade- komne er i stand til at opgøre et krav. i et tænkt forløb, hvor en person f.eks. mærker et knæk i ryggen i forbindelse med et tungt løft på arbejdet og i den første tid herefter fortsætter med sit job, men hvor helbredstilstanden på grund af rygskaden efter nogle år udvikler sig sådan, at den pågældende må ophøre med at arbejde, vil forældelsesfristen for kravet på erstatning for varigt tab af erhvervsevne først begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor det konstateres, at den tilskadekomne må ophøre med at arbej- de. for det tredje foreslås, at tillægsfristen ved foreløbig afbrydelse af forældelsen skal være 3 år (i stedet for 1 år), når en sag har været behandlet af arbejds- skademyndighederne, jf. forslaget til § 36, stk.
13. det foreslås således, at for- ældelse tidligst indtræder 3 år efter, at arbejdsskadestyrelsen har givet med- delelse om sin afgørelse, når arbejdsskaden er anmeldt inden forældelses- fristens udløb. … … bestemmelsen i § 36, stk. 4, omfatter krav efter arbejdsskadesikringsloven, men i modsætning til § 36, stk. 3, ikke krav på f.eks. erstatning for tabt ar- - 8 - bejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte. det skal ses i sammen- hæng med, at sådanne tabsposter ikke kan behandles af arbejdsskademyn- dighederne. det samme gælder krav på supplerende godtgørelse for varigt mén og supplerende erstatning for tab af erhvervsevne (»differencekrav«). sådanne krav, der rejses efter almindelige erstatningsretlige regler, kan efter retspraksis først rejses, når spørgsmålet om krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort. det følger af § 14 i forslaget til ny forældelseslov (l 165), at hvis fordringsha- veren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter hindringens ophør. denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på dif- ferencekrav. … hvis ændringsforslaget vedtages, vil forslaget til ny forældelseslov (l 165) navnlig medføre følgende ændringer for de tilskadekomne på arbejdsskade- området: lovforslaget om en ny forældelseslov med de ændringer, som følger af æn- dringsforslaget, vil medføre, at der på arbejdsskadeområdet dels kommer til at gælde en 5-årig forældelsesfrist, der regnes fra skadens indtræden, men som suspenderes, så længe tilskadekomne ikke har kendskab til fordringen eller skyldneren og dette ikke skyldes grov uagtsomhed, dels kommer til at gælde en absolut 30-årig forældelsesfrist, som regnes fra den skadevoldende handlings ophør. …” det fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 77, at tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov. landsrettens begrundelse og resultat efter arbejdsskadesikringslovens § 77 nedsættes den tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven. reglen indebærer, at når et sådant krav kan være omfattet af arbejdsskadesikringsloven, er den tilskadekomne ikke berettiget til at forføl- ge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om hans tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort, jf. herved u1995.843h. det følger herefter af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2 og 3, sammenholdt med for- - 9 - ældelseslovens § 2, stk. 1, at den 5 årige forældelsesfrist for så vidt angår differencekrav som udgangspunkt skal regnes fra afgørelsen i arbejdsskadesagen. dette følger også af retspraksis, jf. herved u2001.1119/2v og u2012.3181h. for så vidt angår differencekrav kan forfalds- tidspunktet således ikke anses for at være tidspunktet for skadens indtræden. arbejdsskadestyrelsen traf den
14. maj 2010 afgørelse om, at as erhvervsevnetab var 40 pro- cent, men tilkendegav samtidigt, at ”vi ser på størrelsen af dit erhvervsevnetab igen med det samme”. arbejdsskadestyrelsen traf herefter den
15. juli 2010 afgørelse om, at erhvervsevne- tabet var 65 %, og tilkendegav samtidigt, at ”vi vil ikke behandle spørgsmålet om erhvervs- evnetab igen”. afgørelsen blev ikke indbragt for ankestyrelsen. forældelsesfristen på 5 år må herefter regnes fra den
16. juli 2010, og da sagen blev anlagt ved byretten den
17. juni 2013, er kravet ikke forældet. det har formodningen imod sig, at en person, der er kommet til skade ved en arbejdsulykke, og som derfor har et krav på erstatning for tab af erhvervsevne, skulle give afkald på kravet. i brevet af
18. februar 2012 fra 3f til codan forsikring a/s anføres det, at ”afdelingen har ingen differencekrav og betragter sagen som afsluttet”. brevet må forstås således, at 3f på daværende tidspunkt var af den opfattelse, at der ikke bestod noget differencekrav, og at fag- foreningen derfor ikke ville foretage sig mere i sagen. brevet kan derimod ikke betragtes som et bindende afkald fra a på at gøre et differencekrav gældende. anbringendet om at have ind- rettet sig i tillid til meddelelsen kan under de foreliggende omstændigheder ikke tillægges be- tydning. brevet bevirker derfor ikke, at boet er afskåret fra at gøre kravet gældende. a har heller ikke udvist en passivitet, som med føje har kunnet opfattes som et afkald på kra- vet, eller som af anden grund med rimelighed kan afskære boet fra nu at gøre kravet gælden- de. landsretten bemærker herved, at såvel erstatningspligten som erstatningskravets størrelse er ubestridt. landsretten tager herefter boets påstand til følge. efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal codan forsikring a/s som mandatar for y-firma betale sagsomkostninger for begge retter til boet med i alt 198.400 kr. - 10 - beløbet omfatter 48.400 kr. til retsafgift og 150.000 kr. til udgifter til advokatbistand. beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand er inkl. moms, da boet ikke er momsregistreret. landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og om- fang. t h i k e n d e s f o r r e t: y-firma skal betale 995.527,90 kr. med procesrente fra den
19. juni 2013 til boet efter a. codan forsikring a/s som mandatar for y-firma skal betale sagens omkostninger for begge retter til boet efter a med 198.400 kr. det idømte skal betales inden 14 dage. sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.