højesterets dom

højesterets dom afsagt tirsdag den

1. oktober 2011 sag 52/2010 (
2. afdeling) a (advokat karsten høj, beskikket) mod det sociale nævn, statsforvaltningen hovedstaden (kammeradvokaten ved advokat benedicte galbo) biintervenient til støtte for det sociale nævn: ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat benedicte galbo) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. januar
5. i pådømmelsen har deltaget syv dommere: asbjørn jensen, jytte scharling, marianne højgaard pedersen, poul dahl jensen, vibeke rønne, jens peter christensen og oliver talevski. påstande appellanten, a, har gentaget sine påstande. indstævnte, det sociale nævn, statsforvaltningen hovedstaden, har påstået stadfæstelse. anbringender det sociale nævn, statsforvaltningen hovedstaden, har under hovedforhandlingen ikke be- stridt, at as udgifter til tandbehandling skyldes hendes nedsatte funktionsevne. supplerende sagsfremstilling i den afgørelse fra ankestyrelsen (c-7-07), som det sociale nævn henviste til i sin afgørelse af
6. januar 2008, fandt ankestyrelsen, at der ikke kunne ydes hjælp til dækning af udgifter - 2 - til tandbehandling efter lov om social service §
7. som begrundelse herfor anførte ankesty- relsen: ”begrundelsen var, at servicelovens bestemmelse om hjælp til dækning af merudgifter ikke indeholdt hjemmel til at yde hjælp til behandlingsudgifter. ankestyrelsen lagde vægt på, at det følger af sektoransvarlighedsprincippet, at udgifter til behandling henhører under sundhedssektoren. dette princip sammenholdt ankesty- relsen med socialministeriets vejledning om særlig støtte til voksne, hvorefter der ikke kan ydes hjælp til dækning af behandlingsudgifter som en merudgift efter serviceloven. ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det i afgørelsen refereret i sm c-53-06 blev fast- slået, at der ikke kunne ydes hjælp til behandlingsudgifter efter servicelovens merud- giftsbestemmelse. ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at behandlingsudgifter efter styrelsens vurdering også omfattede udgifter til tandbehandling. …” for højesteret er fremlagt en række regninger fra tandlæge lars nygaard, som a har fået be- handling hos. heraf fremgår, at hendes udgifter til tandbehandling i perioden fra den
8. maj 2006 til den
9. juni 2009 udgjorde i alt 193.472 kr. a var den
10. september 2009 til undersøgelse på odontologisk videncenter på rigshospitalet. i centrets journal hedder det bl.a.: ”konklusion: epidermolysis bullosa (eb) er en medført tilstand, der hører til gruppen af sjældne diagnoser, hvor den til grundliggende tilstand giver anledning til specielle problemer i tænderne. hos denne 43-årige kvinde med eb, junctional type er tandsættet velbehandlet med kroner på alle tænder. den generelle sygdom påvirker tanddannelsen, med generel misdannelse af emalje og der har derfor tidligt været behov for omfattende behandling, hvis tænderne skulle beva- res. kroner til alle tænder er første gang bevilget for ca. 23 år siden, og flere tænder er in- denfor de sidste 3 år genbehandlet med nye kroner, til stor udgift for patienten. genbehandling er foretaget pga. af gingival caries og pulpale komplikationer i flere tænder. … i henhold til lovgivningen henregnes behandling af eb ikke til kategorien ”højtspeciali- seret behandling”, men kan udføres hos egen tandlæge. … - 3 - af hensyn til patientens trivsel er det vigtigt, at de naturlige tænder bevares bedst mu- ligt, da aftagelige proteser ikke tolereres af mundslimhinden. der vil fortsat være behov for opfølgende, konserverende tandbehandling, og det bør være muligt for patienten at få offentlig støtte til denne behandling. … 08.10.09 konference uden patient … man er enige i, at pt. efter gældende lovgivning har fået al den behandling, som hun har krav på. man er også enige i, at den medfødte tilstand påtvinger patienten store økonomiske byr- der, som hun selv skal udrede sålænge det drejer sig om behandling af tænder, mens be- handling af hudsygdommen er helt gratis. …” retsgrundlaget loven og forarbejderne m.v. i § 100 i lov om social service hedder det i stk. 1 og 2: ”§
11. kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem det fyldte
12. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. det er en betingelse, at merud- giften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov. stk.
13. udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, f. eks merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsakti- viteter.” det fremgår af de specielle bemærkninger til § 100 (l 38, folketingstidende 2004-05, tillæg a, s. 2161), at bestemmelsen er en videreførelse af den dagældende bestemmelse i § 84 i lov om social service med redaktionelle ændringer. den dagældende bestemmelse i § 84 stammede fra lov nr. 285 af
14. april 2001 om ændring af lov om social pension og andre love. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget hedder det under pkt. 4.4 (l 137, folketingstidende 2000-01, tillæg a, s. 3137 f.) bl.a.: ”… i fn’s standardregler om lige muligheder for handicappede anvendes begrebet handi- cap om tab eller begrænsninger af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre… - 4 - det nye handicapbegreb lægger vægt på de barrierer i det omgivende samfund, et men- neske med en nedsat funktionsevne støder imod, relationen mellem en persons nedsatte kropslige eller kognitive funktion og mulighederne i det omgivende samfund. vurderingen af funktionsevnen hos det enkelte menneske bliver derfor efter de gælden- de regler sat i relation til de tre overordnede principper for handicapindsatsen: – solidaritetsprincippet, (skattefinansiering af ydelser). – sektoransvarlighedsprincippet (hver sektor er ansvarlig for »indretning«, støtte og ydelser på sit område) og – kompensationsprincippet, (kompensering for følgerne af nedsat funktionsevne). …” i de specielle bemærkninger til § 84 hedder det bl.a. (folketingstidende 2000-01, tillæg a, s. 3158 ff.): ”… merudgiftsydelsen er et supplement til servicelovens øvrige bestemmelser om støtte. merudgiftsydelsen skal sikre, at en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funk- tionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter til at få dagligdagen og almindelig livsførelse til at fungere. … der kan ikke foretages en udtømmende opregning af, hvilke udgifter, der vil kunne op- nås dækning for, idet merudgiftsbehovet vil være forskelligt fra person til person. i vur- deringen vil bl.a. indgå pågældendes aktivitetsniveau, boligforhold, erhvervsforhold, personlige forhold etc. formålet er, at den pågældende kan fortsætte et liv så nær det normale som muligt. … eksempler på hvilke udgifter merudgiftsydelsen kan dække: • bistand til håndsrækninger, fx at skifte en elpære, pudse vinduer, købe ind etc. • nødvendige håndværkerudgifter. • egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin, der gives som følge af den nedsatte funktionsevne, og særlige ernæringspræparater ud over det tilskud, der evt. kan ydes efter sygesikringslovens bestemmelser. • forhøjede forsikringspræmier vedrørende familieulykkesforsikringer. • udgifter til beskæftigelse i fritiden. • udgifter til flytning, der er betinget af en nedsat funktionsevne, herunder eventuelt salær til ejendomsmægler, leje af flyttevogn m.v. • merudgifter til befordring, hvis disse ikke dækkes af andre ordninger, • med flere. - 5 - der kan ydes tilskud til merudgifter til befordring til uddannelse, behandling og fritid. …” under folketingsbehandlingen af lovforslaget blev den foreslåede affattelse af § 84, stk. 1, ændret, således at bestemmelsen – som i dag – angår dækning af ”nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse” i stedet for dækning af ”nødvendige merudgifter ved forsørgel- sen”. om baggrunden herfor hedder det i bemærkningerne til ændringsforslaget (folketings- tidende 2000-01, tillæg b, s. 801): ”til nr. 10 baggrunden for ændringsforslaget er høringssvar fra dsi og ptu om en mere præcis og tidssvarende formulering i stedet for den gældende ”ved forsørgelsen”, som blot var en videreførelse af bistandslovens oprindelige formulering. der er således alene tale om en sproglig præcisering.” i den oprindelige lov om social service (lov nr. 454 af
15. juni 1997) var der i § 84, stk. 1, fastsat følgende: ”§
16. kommunen yder dækning af de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen til per- soner med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvor merudgif- ten er en følge af den nedsatte funktionsevne. …” i de specielle bemærkninger til bestemmelsen hedder det bl.a. (folketingstidende 1996-97, tillæg a, s. 4985 f.): ”forslaget afløser den del af bistandslovens § 48, stk. 4, som handler om merudgifter ved forsørgelsen. … merudgifter ved forsørgelsen skal som hidtil dække nødvendige merudgifter, som følger af den nedsatte funktionsevne. de merudgifter, der dækkes, er ifølge hidtidig praksis fx dokumenterede ekstraudgifter til vask og hygiejne, kurser, særligt tøj, kost, befordring og medicin. …” socialministeriets vejledninger da det sociale nævn traf afgørelse i denne sag, fandt socialministeriets vejledning nr. 96 af
17. december 2006 om særlig støtte til voksne anvendelse. i vejledningens punkt 115 hedder det: - 6 - ”behandling
18. udgifter til lægebehandling forudsættes afholdt indenfor rammerne af den gælden- de sygesikringsordning. om hjælp til særlig tandbehandling, ergoterapi, fysioterapi og anden lignende behandling kan der også henvises til lov om aktiv socialpolitik § 82.” i den nævnte § 82 er fastsat bl.a., at kommunen kan yde hjælp til udgifter til sygehusbehand- ling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. i de tidligere vejledninger er der anført det samme som i punkt 115 i vejledningen fra 2006, jf. vejledning nr. 106 af
19. oktober 2002 og vejledning nr. 58 af
20. marts
21. tilsvarende var anført i vejledning nr. 104 af
22. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens §
23. det hedder således i vejledningens punkt 50: ”udgifter til syge- og lægebehandling forudsættes afholdt inden for rammerne af den gældende sygesikring. om hjælp til dækning af udgifter til særlig tandbehandling, fy- sioterapi og anden lignende behandling henvises til § 46 a.” dagældende bistandslovs § 46 a er afløst af § 82 i lov om aktiv socialpolitik. højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om det sociale nævn, statsforvaltningen hovedstaden, i sin afgørelse af
24. januar 2008 har været berettiget til at tiltræde københavns kommunes afslag på dækning af as udgifter til tandbehandling. som begrundelse for sin afgørelse henviste nævnet til, at § 100 i lov om social service om dækning af merudgifter ikke omfatter behandlingsudgifter. det følger ikke af bestemmelsens ordlyd, at en kommune skal dække udgifter til læge- og tandlægebehandling. det fremgår heller ikke af forarbejderne til bestemmelsen, at en kom- mune skal dække sådanne udgifter. det må lægges til grund, at det er fast administrativ prak- sis, at udgifter til læge- og tandlægebehandling ikke dækkes efter bestemmelsen. denne prak- sis er også i overensstemmelse med princippet om sektoransvar og svarer i øvrigt til, hvad der altid har været anført i socialministeriets vejledninger om dækning af merudgifter efter lov om social service. tilsvarende var endvidere anført i socialministeriets vejledning om dæk- ning af merudgifter efter bistandslovens §
25. - 7 - højesteret finder herefter, at det sociale nævn har været berettiget til at tiltræde københavns kommunes afslag på dækning af as udgifter til tandbehandling. hverken fn’s konvention af
26. december 2006 om rettigheder for personer med handicap, som danmark ratificerede den
27. juli 2009, eller princippet om ligebehandling af handicappede kan føre til et andet resultat. højesteret stadfæster derfor dommen. under hensyn til sagens karakter og videregående betydning finder højesteret, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part.