påstandene for landsretten. - 2 - anbringender ankestyrelsen har anført navnlig, at sagen indeholder et centralt lovfortolkningsspørgsmål, nemlig om bevisvurderingen efter arbejdsskadesikringslovens § 8, stk. 1, ved anerkendelse af en erhvervssygdom efter lovens § 7, stk. 1, nr. 1, præjudicerer bevisvurderingen efter lovens § 12, stk. 2, ved udmåling af godtgørelse for den anerkendte erhvervssygdom efter § 18. der er tale om to bevisformodningsregler med nogenlunde samme ordlyd. de to regler har imidlertid hver sit formål og skal ikke praktiseres på samme måde. det ligger i ordningen, at ankestyrelsen skal anerkende en erhvervssygdom efter lovens § 7, stk. 1, nr. 1, selvom der er en medvirkende/konkurrerende årsag, nemlig hvis den arbejdsbe- tingede påvirkning er
strækkelig, og ankestyrelsen samtidig kan foretage fradrag i erstat- ningen og godtgørelsen svarende
det, der kan henføres
medvirkende/konkurrerende år- sag. der er derfor ikke grundlag for at lade betingelserne for anerkendelse efter lovens § 8, stk. 1, påvirke bevisbedømmelsen ved erstatningsudmålingen efter § 12, stk. 2. ankestyrelsen har anerkendt as lungekræft som en erhvervssygdom efter § 7, stk. 1, nr. 1, selvom der var to mulige årsager
lungekræften, nemlig asbestpåvirkningen og tobaksryg- ningen. asbestpåvirkningen var i sig selv
strækkelig
at opfylde erhvervssygdomsforteg- nelsens betingelser for at anerkende lungekræften som en erhvervssygdom, men tobaksryg- ningen var den mest sandsynlige årsag
lungekræften. der var imidlertid ikke efter § 8, stk. 1, et
strækkeligt grundlag for at afslå at anerkende sygdommen som en erhvervssygdom. ankestyrelsen har samtidig afslået at
kende a godtgørelse for varigt mén under henvisning
2, hvorefter et påvist varigt mén anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod. ankestyrelsen har lagt vægt på, at tobaks- rygning udgør så stor en risikofaktor i forhold
asbestpåvirkning, at fradraget bragte det va- rige mén under bagatelgrænsen på 5 %. det indgik i denne vurdering, at efter risikofordelin- gen mellem tobaksrygningen og asbestpåvirkningen udgør tobaksrygning 90 % af den sam- lede risiko, mens asbestpåvirkningen udgør 10 %. det følger dermed af fordelingsprincippet, at 90 % af det samlede varige mén med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end arbejdsskaden. - 3 - ankestyrelsen har dermed løftet sin bevisbyrde, mens a ikke har påvist forhold, der giver grundlag for at
sidesætte ankestyrelsens skøn. a har anført navnlig, at ankestyrelsen har anerkendt hans lungekræft som en erhvervssygdom og fastsat det samlede varige mén
15 %, og der er ikke uenighed om denne méngrad. an- kestyrelsen har truffet afgørelse om, at der ikke efter § 8, stk. 1, var grundlag for at afslå godtgørelse efter loven, da det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldtes andre forhold end de erhvervsmæssige. da lidelsen (lungekræft) er anerkendt som en arbejdsskade, er der ikke grundlag for at reducere godtgørelsen, når det ikke i forbindelse med anerkendelsen blev anset for overvejende sandsynligt, at lidelsen skyldtes andre forhold end de erhvervsmæssige. det er ikke sådan, at a ville have haft en mildere form for lungekræft, hvis han ikke havde været udsat for asbest, eller hvis han ikke havde røget tobak. måske ville han have haft lunge- kræft alligevel, og måske ville han ikke have haft lungekræft, men påvirkningerne har ikke haft betydning for omfanget af lidelsen, alene for risikoen for at udvikle lidelsen. bestemmelsen i § 12, stk. 2, angår efter sin ordlyd den situation, hvor et påvist varigt mén helt eller delvist må anses for at være en følge af andre forhold end arbejdsskaden. as varige mén kan ikke anses for at være forårsaget af andet end lungekræften, som er den anerkendte ar- bejdsskade, og allerede derfor skal a have medhold i sin påstand. efter praksis kan der ske bortfald eller nedsættelse af en godtgørelse efter prognosesyns- punkter, hvis de ikke-erhvervsmæssige påvirkninger (her tobaksrygning) under alle omstæn- digheder ville påvirke as helbredsmæssige
stand inden for en nærmere fremtid. efter bl.a. retslægerådets udtalelser kan det ikke konkret angives, hvad der har været årsag
udvikling af lungekræft hos a, og angivelse af årsag er alene baseret på en generel statistisk risikovurdering. ankestyrelsen har derfor allerede af den grund ikke løftet bevisbyrden for, at as lungekræft er forårsaget af andet end den erhvervsbetingede påvirkning. - 4 - ankestyrelsen har anført, at tobaksrygning udgør 90 % af den samlede risiko og asbestpåvirk- ning alene 10 % af den samlede risiko. det kan ikke
trædes, og ankestyrelsens vurdering vil føre
åbenbart forkerte resultater. det bestrides ikke, at as risiko for at udvikle lunge- kræft ville have været 90 % mindre, hvis han ikke havde røget tobak. det medfører imidlertid ikke, at tobaksrygning udgør 90 % af den samlede risiko, eller at overvejende sandsynlighed taler imod, at det er asbestpåvirkningen, der er årsag
lungekræften. forklaringer
brug for højesteret er der afgivet supplerende forklaring af professor, overlæge, dr. med. ulrik becker. ulrik becker har forklaret bl.a., at han er enig i retslægerådets konklusioner i sagen. det er den samme kræftsygdom, som udvikles af asbest og rygning, og man kan derfor ikke adskille tingene fra hinanden, når en patient har været påvirket af begge dele. man kan altså ikke se på en vævsprøve, om det er rygning eller asbest, der er årsag
kræften. i nogle
- fælde kan man genfinde asbestfibre eller spor efter tobaksrygning i lungerne, men det fortæl- ler ikke noget i sig selv om årsagen
kræften, blot at lungerne har været påvirket af hen- holdsvis asbest og tobak. i det konkrete
fælde kan man derfor ikke se, om det er rygningen eller asbesten, der har for- årsaget kræften. man må forholde sig
sandsynlighederne. der er ofte samvirkende årsager
kræften. statistisk set er rygning den største risikofaktor. foreholdt landsrettens præmisser om, at ”der for såvel rygere som ikke-rygere er tale om en fordobling af risikoen for at få lungekræft, hvis man udsættes for påvirkning fra asbest, som a har været det”, er han enig i betragtningen, hvis man anskuer sandsynlighedsberegningen på denne måde. det er korrekt udtrykt, da risikoen øges fra 1 %
2 % ved påvirkning fra asbest hos en ikke-ryger og fra en risiko på 10 %
20 % for en ryger. - 5 - hvis en person, der har været påvirket af asbest, også udsættes for tobaksrygning, stiger risi- koen ud fra samme betragtning 10 gange. retsgrundlaget ved lov nr. 165 af 27. maj 1964 blev lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde (ulyk- kesforsikringsloven) ændret, idet følgende bestemmelse blev indsat som ny § 1 b: ”1 b. er det usikkert, om en påvist forringelse af erhvervsevnen hos en person eller en persons død skyldes et ulykkestilfælde eller en skadelig påvirkning som omhandlet i § 1 eller en erhvervssygdom som omhandlet i § 1 a, skal forringelsen af erhvervsevnen el- ler døden anses som hidført ved ulykkestilfældet eller den omhandlede skadelige på- virkning eller erhvervssygdommen, medmindre der er overvejende sandsynlighed for, at dette ikke er
fældet.” i bemærkningerne
lovforslaget (folketingstidende 1963-64,
læg a, lovforslag nr. l 111, sp. 1374-1375) hedder det bl.a.: ”
.
nr. 1. den gældende ulykkesforsikringslov omfatter ulykkestilfælde, der midlertidig eller vedvarende forringer en forsikret persons erhvervsevne eller forvolder pågældendes død. hermed ligestiller loven skadelige påvirkninger af højst nogle få dages varighed, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår, og som medfører forrin- gelse af erhvervsevnen eller død. endelig omfatter loven en række nærmere i loven an- givne erhvervssygdomme, såfremt det med rimelig sandsynlighed kan antages, at disse sygdomme og deres følgetilstande udelukkende eller i overvejende grad skyldes skade- lige påvirkninger hidrørende fra den forsikredes arbejde eller de forhold, hvorunder det foregår. for at anerkende en lidelse som bevirket ved et ulykkestilfælde er det efter de gældende regler ikke
strækkeligt, at muligheden for en årsagsforbindelse mellem ulykkestilfæl- det og lidelsen ikke kan anses for udelukket, men det kræves, at den pågældende lidelse efter almindelige lægelige erfaringer med rimelig sandsynlighed kan anses for bevirket ved ulykkestilfældet. den heromhandlede bedømmelse vil også efter gennemførslen af forslaget ske på grundlag af, hvad der er sandsynligt, således at erstatning udbetales, hvor der er en ri- melig sandsynlighed for medicinsk årsagssammenhæng, medens ydelse af erstatning af- slås, hvor sandsynligheden taler imod en sådan årsagssammenhæng. forslaget tager alene sigte på en afgørelse af medicinsk tvivlsomme
fælde, hvor sandsynligheden for - 6 - og imod årsagsforbindelse trods indgående undersøgelse af alle foreliggende omstæn- digheder i det enkelte
fælde er lige stor, således at det ikke er muligt at træffe en afgø- relse med udgangspunkt i, hvad der er mest sandsynligt i det foreliggende
fælde. efter forslaget vil disse
fælde blive afgjort
fordel for den forsikrede, hvilket må anses for rimeligt.” ved lov nr. 272 af
lovforslaget (folketingstidende 1975-76,
læg a, lovforslag nr. l 189, sp. 3399-3400) fremgår bl.a.: ”
stk. 3. ef-henstillingen af 1966 går ud fra, at enhver lovgivning om erhvervssygdomme, som bygger på et fortegnelsessystem, yder den forsikrede fordelen af en lovbestemt formod- ning med hensyn
de erhvervsbetingede årsager
den sygdom, han har pådraget sig, når sygdommen er opført i fortegnelsen, og den erhvervsmæssige beskæftigelse bringer ham i berøring med det skadelige stof eller udsætter ham for den skadelige påvirkning, der efter fortegnelsen kan forårsage sygdommen. forslagets stk. 3 lovfæster denne formodning for de i bekendtgørelsen optagne syg- dommes erhvervsbetingethed. kan den forsikrede sygdomsramte person herefter godt- gøre, at hans sygdom er optaget i bekendtgørelsen, og at han i sit erhverv har konktakt med den skadelige påvirkning, som kan fremkalde sygdommen, er han berettiget
er- statning efter loven. den forsikrede skal således ikke, som efter gældende lov, godtgøre, at den skadelige påvirkning fra hans erhverv faktisk er sygdomsfremkalderen. kun såfremt arbejdsgive- ren (forsikringsselskabet) kan fremføre sådanne forhold, at det må anses for at være overvejende sandsynligt, at andre forhold end erhvervet er årsag
sygdommen (om- vendt bevisbyrde), bortfalder den forsikredes erstatningskrav.” ulykkesforsikringsloven blev afløst af lov nr. 79 af
lovforslaget (folketingstidende 1977-78,
læg a, lovforslag nr. l 47, sp. 928-929) fremgår bl.a.: ”
bestemmelserne svarer
bestemmelserne i ulykkesforsikringslovens § 1 a… …
. bestemmelsen svarer
gældende lovs § 1 b. der er tale om en formodningsregel i de situationer, hvor der ikke hersker tvivl om, hvorvidt der tidligere er sket en arbejds- skade, men hvor der kan være tvivl om, hvorvidt en senere indtruffen sygdom skyldes arbejdsskaden, dvs. tvivl om en sygdoms årsagssammenhæng med en tidligere arbejds- skade. formodningen har således ikke betydning for spørgsmålet om, hvorvidt en kon- stateret skade skal anerkendes som en arbejdsskade, men har alene relation
spørgs- målet om, hvorvidt en konstateret medicinsk lidelse er en følge af en tidligere (aner- kendt) arbejdsskade. bestemmelsen har således også betydning for så vidt angår de i § 10 omhandlede sygdomme. den i § 10, stk. 2, foreslåede formodningsregel vedrører kun spørgsmålet om en sygdoms erhvervsbetingethed, dvs. spørgsmålet om dens aner- kendelse som erhvervssygdom. et eksempel vil belyse problemstillingen. pådrager en forsikret person sig en arsénforgiftning, og har pågældende på sin arbejdsplads kontakt med arsén, fastslår formodningsreglen i § 10, stk. 2, at arsénforgiftningen skal anses for fremkaldt gennem kontakten med arsén på arbejdspladsen og erstattes som erhvervs- sygdom. senere blive pågældende blind på det ene øje og hævder, at blindheden er en medicinsk følge af arsénforgiftningen. hvis ikke overvejende medicinsk sandsynlighed i det konkrete
fælde taler for, at blindheden skyldes andre forhold end arsénforgift- ningen, følger det af § 13, at den skal anses for en medicinsk følge heraf og erstattes ef- ter loven.” den
som i dag at anerkende de sager, hvor arbejdet alene er medvirkende årsag
sygdommen, eller hvor arbejdet blot har forværret en sygdom, eller at det udtrykkeligt bør fremgå af asfl, at disse
fælde ikke er omfattet af loven. underudvalgets flertal har fundet, at disse
fælde fortsat bør anerkendes, dvs. at der bør skabes formel lovhjemmel for denne praksis. …” af deltænkningen (hovedbetænkningens s. 306-320) fremgår bl.a.: ”3.3.
gennemgangen af ar- bejdsskadeforsikringslovens § 10 ovenfor side 15 ff – afsnit 3.1.2.3.1). der er ikke i denne definition noget krav om, at sygdommen samtidig skal have medført et varigt mén på 5 % eller derover eller tab af erhvervsevne på 15 % eller derover (lo- vens §§ 28 og 27) for at kunne anerkendes som en erhvervssygdom. ... det har været foreslået, at sikringsstyrelsen ikke længere skal anerkende de sager, hvor der ikke skønnes at være erstatningsberettigende følger. ... - 9 - 3.3.3.3. beviset for sygdommen. … i disse sager tjener anmeldelsen og anerkendelsen blandt andet som en registrering, der medfører, at skadelidte – hvis sygdommen udvikler sig – kan henvende sig
sikrings- styrelsen på ny med henblik på en behandling af erstatningsspørgsmålet. ... 3.4.1.
fælde, hvor arbejdet er medvirkende årsag
en er- hvervssygdom eller
forværring af en forudbestående li- delse. i en række
fælde kan man undertiden komme ud for, at de påvirkninger den pågæl- dende udsættes for under arbejdet, forværrer en forudbestående ”privat” lidelse eller forværrer en lidelse, som måske kan henføres
en tidligere arbejdsskade. dette er typisk
fældet ved hudlidelser. arbejdsskadeforsikringsloven indeholder ikke bestemmelser, der udtrykkeligt omtaler anerkendelse af forværring af en forudbestående lidelse, men flere steder i loven synes dette forudsat således f.eks. i §§ 22 og 23, der dog særligt forudsætter en forudgående arbejdsskade. der er ingen tvivl om, at sigtet med arbejdsskadeforsikringsloven generelt er at give er- statning for tab af erhvervsevne og for varigt mén, der kan henføres
den skadelidtes arbejde. dette betyder, at man skal vurdere skadelidtes helbredstilstand før og efter skaden, og dække den eventuelle forringelse, der måtte være sket, når lovens formelle betingelser i øvrigt er opfyldt. i denne forbindelse er det således uden betydning om den skade, der måtte være sket, alene er en forværring af en privat sygdom eller en selvstændig skade, når blot forvær- ringen kan henføres
arbejdet. enhver arbejdsskade anses herefter principielt som en forværrelse af den skadelidtes helbredstilstand før skaden, uanset om skadelidte før arbejdsskaden generelt var anset for rask. styrelsens anerkendelse af sådanne
fælde i den almindelige sagsbehandling hviler på mangeårig praksis, ubestridt af den sociale ankestyrelse. det kan nævnes, at anerkendelse af sager, som forelægges erhvervssygdomsudvalget i medfør af bestemmelsen i lovens § 10, stk. 3 er betinget enten af, at sygdommen efter den nyeste medicinske erfaring opfylder kravene for at blive optaget i fortegnelsen, eller af, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets sær- lige art. - 10 - der er ikke med denne bestemmelse
sigtet nogen indskrænkning i sikringsstyrelsens nævnte praksis. bestemmelsens ordlyd findes ej heller at være
hinder for, at sikringsstyrelsen kan anerkende en i forhold
den totale helbredssituation selv beskeden forværring, idet det i denne gruppe af sager alene er forværringen, der anerkendes som arbejdsbetinget, og ikke hele lidelsen. ved fastsættelsen af selve erstatningen (varigt mén og tab af erhvervsevne m.v.) vil der blive taget afgørende hensyn
omfanget af pågældendes forudbestående lidelse og om- fanget af den del af lidelsen, der herefter kan henføres
arbejdet. … konklusion der er i udvalget enighed om, at der bør skabes formel lovhjemmel
at anerkende de sager, hvor arbejdet alene er medvirkende årsag
sygdommen eller hvor arbejde har forværret en forudbestående sygdom, eller at det klart fremgår af arbejdsskadeforsik- ringsloven, at disse
fælde ikke er omfattet af loven. udvalgets flertal har fundet, at disse
fælde fortsat bør anerkendes. …” på baggrund af betænkningen vedtog folketinget en ny arbejdsskadeforsikringslov (lov nr. 390 af
skadelidtes samlede helbredstil- stand. stk.
arbejdsskaden. …” i de almindelige bemærkninger
lovforslaget (folketingstidende 1991-92,
læg a, lovfors- lag nr. l 168, sp. 3751-3752) hedder det bl.a.: ”4. betydningen af forudbestående lidelse arbejdsskadestyrelsen/ankestyrelsen har hidtil haft den praksis, at kun de følger, der kan
skrives arbejdsskaden, anerkendes og kompenseres. ombudsmanden har rejst tvivl om lovmedholdeligheden af styrelsernes praksis og har blandt andet henvist
den almindelige erstatningsret. efter de almindelige erstatningsregler ydes der fuld erstatning, selv om der indtræder usædvanlige komplikationer, eller følgerne skyldes skadelidtes særlige dispositioner, medmindre skadelidtes erhvervsevne allerede var nedsat, eller den forudbestående li- delse med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i det væsentlige de samme følger af skaden. en ændring af styrelsernes praksis, således at den kommer
at svare
de almindelige erstatningsretlige regler, vil betyde, at nogle skadelidte ikke får den erstatning, som de efter styrelsernes nuværende praksis er berettigede
, mens andre vil få erstatning for skadefølger, der ikke kan henføres
arbejdsskaden. det foreslås derfor, at den hidtidige praksis, hvorefter der alene ydes kompensation for de skadefølger, der kan henføres
arbejdsskaden, præciseres i loven.” af bemærkningerne
lovforslagets enkelte bestemmelser (sp. 3758-3761) fremgår bl.a.: ”
der er rejst kritik af arbejdsskadestyrelsens praksis med at anerkende skadetilfælde, hvor skadelidtes aktuelle helbredsmæssige situation ikke udelukkende er en følge af ar- bejdsskaden, men er en kombination af følger af en arbejdsskade og konkurrerende for- hold, ligesom det er kritiseret, at arbejdsskadestyrelsen anerkender visse skadetilfælde som forværring af forudbestående lidelse. - 12 - der foreslås i stk. 1 indsat en lovhjemmel
at anerkende disse skadetilfælde i overens- stemmelse med hidtidig praksis. beslutning om eventuelt forbehold forudsættes truffet i forbindelse med stillingtagen
anerkendelse. der henvises endvidere
og bemærkningerne hertil samt
lovforslagets almin- delige bemærkninger. bestemmelsens stk. 2 skal forhindre, at skadelidte først i forbindelse med erstatnings- fastsættelsen får kendskab
, at erstatningen er nedsat på grund af en forudbestående lidelse. en sådan nedsættelse af erstatningen er begrundet i anerkendelsen jf. ovenfor, og må af skadelidte kunne indbringes for den sociale ankestyrelse efter reglerne for klage over afviste
fælde, jf. § 55.
bestemmelsen svarer
den gældende lovs § 13. …
bestemmelsen er ny og skal ses i sammenhæng med forslagets § 12 og bemærkningerne hertil samt lovforslagets almindelige bemærkninger. i konsekvens af bestemmelsen i forslagets § 12, hvorefter arbejdsskadestyrelsen har adgang
at anerkende skadestil- fælde, hvor arbejdsskaden ikke udelukkende har medført skadesfølgerne, indføres der her en adgang for arbejdsskadestyrelsen
at nedsætte eller efter omstændighederne lade erstatningen helt bortfalde, således at skadelidte alene opnår kompensation for ar- bejdsskadens følger, og ikke for forudbestående (eventuelt medfødte) eller konkurre- rende lidelser mv. der er ikke ved bestemmelsen
sigtet nogen ændring af arbejdsska- destyrelsens hidtidige praksis. samtidig med afgørelsen om skadens anerkendelse underrettes skadelidte om eventuelle forbehold, der vil blive
lagt vægt ved erstatningsudmålingen eller udmålingen af godtgørelsen. ved afgørelsen af erstatningen eller godtgørelsen underrettes skadelidte om vægtningen af forbeholdet.” ved lov nr. 422 af
skadekomnes aktuelle lægelige eller sociale situation ikke udelukkende kan hen- føres
arbejdsskaden. stk. 2. et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.” af bemærkningerne
lovforslaget (folketingstidende 2002-03,
læg a, lovforslag nr. l 216, s. 6613-6618) fremgår bl.a.: ”bemærkninger
lovforslagets enkelte bestemmelser …
bestemmelsen svarer
gældende lovs § 11 med en enkelt sproglig
føjelse for at præ- cisere bestemmelsens ordlyd. …
1 afløser gældende lovs § 26. bestemmelsen i stk. 2 svarer
gældende lovs § 13.” af den nugældende arbejdsskadesikringslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 278 af
skadekomnes aktuelle lægelige eller sociale situation ikke udelukkende kan hen- føres
arbejdsskaden. stk.
bekendtgørelsen er under gruppe k angivet kræftsygdomme, og under k.4.1.d er anført lunge/asbest. arbejdsskadestyrelsen har i sin vejledning nr. 9946 af
fælde er
skadekomnes erhvervsmæssige situation betinget af både arbejds- skadens følger og andre forhold på det tidspunkt, hvor erhvervsevnetabet skal vurderes. loven er indrettet på den måde, at der kun kan ydes erstatning for følgerne af en ar- bejdsskade. erstatning kan således ikke ydes for forringelse af erhvervsevnen, der har andre grunde. (§ 12, stykke 1) på den anden side indeholder loven en formodningsregel, hvorefter hele forringelsen af erhvervsevnen skyldes arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod (§ 12, stykke 2). denne formodningsregel får især betydning i de situationer, hvor det er tvivlsomt, om arbejdsskaden er den eneste årsag
et påvist tab af erhvervsevne. domstolene har i en række retssager
lagt denne formodningsregel afgørende betyd- ning, ved at stille store krav
dokumentationen for, at der er andre årsager end arbejds- skaden
et påvist tab af erhvervsevnen. domstolenes fortolkning af formodningsreglen nærmer sig de principper, der gælder inden for erstatningsretten. domstolene lader risi- koen, for manglende dokumentation for andre årsager
erhvervsevnetabet (bevisbyr- den), hvile på os. fradrag i erstatningen kan derfor kun ske, hvis den forudbestående eller konkurrerende skade eller sygdom allerede har medført en begrænsning i indtjeningsevnen, eller under alle omstændigheder ville medføre en begrænsning af indtjeningsevnen i fremtiden. i pa u-2-99 og i pa u-3-99 har ankestyrelsen taget udgangspunkt i: 1) om der var dokumentation for nedsat erhvervsevne forud for arbejdsskaden og 2) om der ud fra en lægesagkyndig bedømmelse forelå nærliggende risiko for, at den forudbestående sygdom, uafhængigt af arbejdsskaden, ville nedsætte erhvervsevnen væsentligt, eller for at der uafhængigt af arbejdsskaden ville være opstået en væ- sentlig helbredsforringelse, som ville medføre et tab af erhvervsevne (prognose- synspunkt). når vi overvejer fratræk efter § 12, stykke 2, sondrer vi således mellem: − forudbestående sygdomme som vedrører den legemsdel, som er beskadiget ved ar- bejdsskaden. en form for forudbestående sygdom er dispositioner for sygdomme i den legemsdel, som er ramt af arbejdsskaden og som udløses ved arbejdsskaden, ek- sempelvis hvirvelskred i ryggen. - 16 - − konkurrerende sygdomme som er andre sygdomme, der ikke kun vedrører den arbejdsskadede legemsdel. som eksempler kan nævnes følger efter børnelammelse, sklerose og epilepsi. − prognosesynspunktet hvor erhvervsevnen ikke har været påvirket af en forud- bestående eller konkurrerende sygdom, men hvor sygdommen utvivlsomt inden for en kortere tidshorisont, uanset arbejdsskaden, ville have påvirket evnen
at tjene penge. der er ikke den store forskel på forudbestående og konkurrerende sygdomme set i for- hold
vurderingen af erhvervsevnetab. bevisbyrden ved prognosesynspunktet er meget tung at løfte. helbredsmæssigt må der ikke være tvivl om, at sygdommen er så alvorlig, at sygdommen indenfor kortere tid, uanset arbejdsskaden, ville have påvirket indtjeningsevnen. …” højesterets begrundelse og resultat ankestyrelsen anerkendte ved afgørelsen af 11. januar 2013 as lungekræft som en erhvervs- sygdom på grund af hans erhvervsmæssige udsættelse for asbest. ankestyrelsen fastsatte samtidig, at hans varige mén kun for en tiendedels vedkommende skyldtes arbejdsskaden, mens resten måtte henføres
hans tobaksrygning. da den arbejdsskaderelaterede méngrad herefter var under 5 %, blev der ikke fastsat nogen méngodtgørelse. spørgsmålet er, om ankestyrelsen efter forholdene ved afgørelsen af 11. januar 2013 var be- rettiget
at bestemme, at méngodtgørelsen skulle nedsættes eller bortfalde, selvom arbejds- skaden var anerkendt, og i givet fald om det var berettiget at lade godtgørelsen bortfalde. forholdet mellem arbejdsskadesikringslovens § 8, stk. 1, og § 12 selvom en sygdom anerkendes som en erhvervssygdom og dermed som en arbejdsskade, har den syge person ikke krav på méngodtgørelse, hvis det må anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige, jf. arbejdsskadesikringslovens § 8, jf. § 7. efter disse bestemmelser og deres forarbejder (folketingstidende 1975-76,
læg a, lovforslag nr. l 189, sp. 3399-3400) må det forstås således, at det for anerkendelse af en sygdom som en erhvervssygdom efter fortegnelsen ikke er et krav, at det godtgøres, at den erhvervsmæssige skadelige påvirkning faktisk er sygdomsfremkalderen, hvis den efter for- - 17 - tegnelsen kan forårsage den. der er imidlertid ikke krav på ydelser, hvis det må anses for overvejende sandsynligt, at andre forhold end de erhvervsmæssige er årsag
sygdommen, jf. § 8, stk. 1. efter arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 1, kan bl.a. godtgørelse for varigt mén nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis den
skadekomnes lægelige situation som følge af arbejdsskaden ikke udelukkende kan henføres
arbejdsskaden (erhvervssygdommen). højesteret finder, at i
fælde, hvor de almindelige betingelser for at anse en sygdom som en erhvervssygdom efter fortegnelsen over erhvervssygdomme er opfyldt, skal der efter § 8, stk. 1, foretages en konkret bevisbedømmelse af sygdommens årsag, som kun udelukker ydelser, hvis sygdommen i det hele må anses for en følge af de ikke erhvervsmæssige årsager. høje- steret finder endvidere, at en anerkendelse af en erhvervssygdom som arbejdsskade efter § 8, stk. 1, ikke er
hinder for, at der træffes afgørelse i medfør af § 12, stk. 1, om nedsættelse eller bortfald af ydelser, såfremt den
skadekomnes situation helt eller delvis skyldes andre forhold end den erhvervsbetingede sygdom. ankestyrelsen var således berettiget
som sket at anerkende as lungekræft som en erhvervs- sygdom efter § 8, stk. 1, med forbehold for ved afgørelsen efter § 12 om varigt mén at fore- tage fradrag i godtgørelsen under henvisning
, at ménet delvis havde anden årsag. dette er i overensstemmelse med den administrative praksis, der blev opretholdt ved lov nr. 390 af 20. maj 1992 om arbejdsskadeforsikring. fastsættelse af méngodtgørelse efter arbejdsskadesikringslovens § 12 fire dommere – niels grubbe, thomas rørdam, jon stokholm og kurt rasmussen – udtaler herefter: ved bedømmelsen af, om en
skadekommens lægelige situation helt eller delvis skyldes an- dre forhold end de erhvervsbetingede med den virkning, at en méngodtgørelse eller andre ydelser efter loven skal nedsættes eller bortfalde, jf. arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 1, gælder en formodningsregel efter § 12, stk. 2, hvorefter bl.a. et varigt mén anses for en følge - 18 - af arbejdsskaden (erhvervssygdommen), medmindre overvejende sandsynlighed taler der- imod. vi finder, at denne formodningsregel indebærer, at ménet anses for i det hele at være en følge af erhvervssygdommen, herunder de erhvervsmæssige skadelige påvirkninger, medmin- dre det efter en konkret bevisbedømmelse vurderes, at overvejende sandsynlighed (det vil sige en sandsynlighed på mere end 50 %) taler for, at ménet helt eller delvis må anses for at være en følge af andet end de erhvervsmæssige skadelige påvirkninger, jf. herved højesterets dom gengivet i ufr 2010.1197. vi finder endvidere, at der
afkræftelse af formodningen efter bestemmelsens ordlyd og formål må kræves en sædvanlig konkret bevisbedømmelse, der kan sidestilles med den, der kræves ved bedømmelse af forudbestående lidelser, jf. herved bl.a. højesterets domme gengi- vet i ufr 1998.1627, ufr 2010.168 og ufr 2010.1197. retslægerådet har i besvarelsen af spørgsmål 9 udtalt, at det ikke konkret kan angives, hvad der har været årsagen
as udvikling af lungekræft. retslægerådet har udtalt sig om de risici, der er forbundet med as udsættelse for radon, asbest og tobaksrygning, som relative og absolutte risici, risikoøgning og ætiologisk fraktion (effekt af fjernelse af en risiko). i besvarelsen af spørgsmål 3 og 5 har rådet udtalt, at a i seks år har været udsat for en signifikant asbestpåvirkning svarende
10-15 fibre/ml i 10 år, og at det vurderes, at denne påvirkning har øget risikoen for lungekræft med 2 gange i forhold
en person, som ikke har været udsat for asbestpåvirkning. af besvarelsen af spørgsmål 4, 5 og a fremgår – idet parterne er enige om, at as tobaksforbrug har været i en størrelsesorden sva- rende
20 pakkeår – at as risiko for lungekræft med det tobaksforbrug, han har haft, er øget 10 gange i forhold
en person, som aldrig har røget. hans risiko for lungekræft med det to- baksforbrug, han har haft, var 10 %, når der ses bort fra asbestpåvirkningen, og hans risiko for at udvikle lungekræft med den asbestpåvirkning, han har været udsat for, var 2 %, når der ses bort fra hans tobaksforbrug. det fremgår endvidere af besvarelserne, at tobaksrygning og as- bestpåvirkning har en multiplikativ virkning, således at as risiko for lungekræft var 20 %, når begge forhold tages i betragtning. retslægerådet har i fortsættelse heraf anført, at andelen af lungekræfttilfælde, der skyldes asbestpåvirkning, således er omkring 50 % for både rygende og ikke-rygende asbestarbejdere. det fremgår endvidere af retslægerådets besvarelse af - 19 - spørgsmål a, at den ætiologiske fraktion for udsættelsen for asbest er 50 % og for tobak 90 %. med henvisning
oplysningerne om de ætiologiske fraktioner har rådet udtalt, at den mest sandsynlige årsag
as lungekræft er tobaksrygning, men at asbestpåvirkningen uanset to- baksrygningen har fordoblet risikoen. ankestyrelsen har i afgørelsen af 11. januar 2013 anført, at den konkrete risiko for lungekræft skal sammenlignes med risikoen, såfremt a ikke var ryger. uanset retslægerådets oplysnin- ger om den ætiologiske fraktion på 90 % for tobak og 50 % for asbest har ankestyrelsen vur- deret, at rygning udgør 90 % af den samlede risiko, mens arbejdsskaden udgør 10 %. anke- styrelsen har dermed vurderet, at 90 % af det samlede mén med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end arbejdsskaden. både retslægerådet og ankestyrelsen har taget udgangspunkt i, at as risiko for lungekræft skal sammenlignes med risikoen for en ikke-ryger. vi finder imidlertid, at da a faktisk var ryger, skal der tages udgangspunkt i, at hans risiko for lungekræft i overensstemmelse med retslægerådets besvarelse af spørgsmål 4, 5 og a er blevet fordoblet fra 10 %
20 % som følge af asbestpåvirkningen. vi finder det herefter ikke godtgjort, at as lungekræft med over- vejende sandsynlighed skyldes andre forhold end den asbestpåvirkning (arbejdsskaden), han har været udsat for. det må således i overensstemmelse med formodningsreglen i arbejdsska- desikringslovens § 12, stk. 2, lægges
grund, at lungekræften er forårsaget af asbestpåvirk- ningen. det bemærkes herved, at hans risiko for lungekræft ligeledes ville være fordoblet som følge af asbestpåvirkningen, hvis han ikke havde været ryger. vi har efter denne vurdering ikke anledning
at tage stilling
, om risikoanalyser vedrø- rende alternative mulige årsager, baseret på statistiske analyser af sygdomsforekomst og -fra- vær hos befolkningsgrupper, i sig selv opfylder kravene
den konkrete bevisbedømmelse, der kan begrunde fravigelse af den legale formodning om, at lungekræften i det hele skyldes asbestpåvirkningen. - 20 - vi stemmer herefter for at stadfæste landsrettens dom med den præcisering, der fremgår af as principale påstand. dommer lars hjortnæs udtaler: retslægerådet har på grundlag af de foreliggende oplysninger om omfanget og varigheden af as asbestudsættelse og tobaksrygning vurderet, at rygningen er den mest sandsynlige årsag
, at han fik lungekræft. as kræftsygdom blev anerkendt som en arbejdsskade med forbehold for at foretage fradrag på grund af tobaksrygningen ved afgørelsen om bl.a. godtgørelse for varigt mén. det varige mén udgøres i as
fælde af en
bagefaldsrisiko. derfor bliver vurderingen af årsagerne
kræftsygdommen i realiteten sammenfaldende med vurderingen af årsagerne
det varige mén. as tobaksrygning ville isoleret set have medført en risiko for lungekræft, som var fem gange større end den risiko, han isoleret set ville have haft som følge af asbestpåvirkningen. på grund af den særlige synergieffekt mellem risikofaktorerne, som er beskrevet i retslægerådets besvarelser, kunne disse kræftrisici ikke blot lægges sammen, men as kræftrisiko var på det tidspunkt, hvor sygdommen brød ud, yderligere forøget
i alt 20 %, fordi risikoen fra to- baksrygningen skulle ganges med risikoen fra asbestpåvirkningen. det fremgår af retslæge- rådets besvarelse, at tobaksrygningen også var den væsentligste årsag
den yderligere for- øgelse af kræftrisikoen, som synergieffekten medførte. jeg er som følge heraf ikke enig med flertallet i, at situationen bør anskues sådan, at halvdelen af as samlede kræftrisiko på 20 % skal henføres
asbestpåvirkningen, idet det for mig at se kun er muligt at stille tallene op på den måde ved at henføre hele den risikoforøgelse, som skyldes synergieffekten,
asbestpå- virkningen. det afspejler efter min mening ikke realiteten, når situationen rent faktisk er den, at det er lige så rigtigt at henføre hele denne risikoforøgelse
tobaksrygningen. der er såle- des reelt snarere tale om en ”parallelforskydning” af forholdet mellem den kræftrisiko, som tobaksrygningen skabte, og den kræftrisiko, som asbestpåvirkningen skabte. jeg bemærker herved, at det efter min opfattelse ikke i denne forbindelse er relevant, om a bør sammenlig- - 21 - nes med en anden ryger eller ikke-ryger, idet det her drejer sig om at vurdere, hvad der er den mest sandsynlige årsagssammenhæng, og ikke om det erstatningsretlige princip om at tage skadelidte, som skadelidte er. på denne baggrund må det efter min opfattelse i overensstemmelse med retslægerådets be- svarelse lægges
grund, at as tobaksrygning er den mest sandsynlige årsag
kræftsyg- dommen og derved reelt også
det varige mén. dermed har ankestyrelsen løftet bevisbyr- den for, at ikke hele det varige mén kan henføres
asbestpåvirkningen, og ankestyrelsen har derfor været berettiget
– i overensstemmelse med det forbehold, der blev taget ved aner- kendelsen af kræftsygdommen som en arbejdsskade – at foretage fradrag for tobaksrygningen ved vurderingen af, om a er berettiget
en godtgørelse for varigt mén. jeg finder, at der ikke er grundlag for at
sidesætte ankestyrelsens vurdering, hvorefter a ikke havde krav på méngodtgørelse, idet den del af det varige mén, der kan henføres
as- bestpåvirkningen, måtte antages at udgøre mindre end lovens mindstegrænse på 5 %. jeg har ikke herved taget stilling
, om det også var med rette, at ankestyrelsen lagde
grund, at arbejdsskaden (og ménet) kun for en tiendedels vedkommende kunne henføres
asbestpå- virkningen. jeg stemmer herefter for at stadfæste byrettens dom. der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at landsrettens dom stadfæstes med den anførte præcisering. thi kendes for ret: ankestyrelsen skal anerkende, at as méngrad som følge af den anerkendte arbejdsskade i form af planocellulært carcinom på baggrund af de oplysninger, der forelå for ankestyrelsen ved afgørelsen af 11. januar 2013, udgjorde 15 %. landsrettens afgørelse om sagsomkostninger stadfæstes. - 22 - i sagsomkostninger for højesteret skal ankestyrelsen betale 40.000 kr.
a. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.