2: tandremmen er det defekte produkt, og skaden på motoren forvoldes af tandremmen. sagsøgerne er enige i at reklamationsfristen er sprunget såfremt situationen skal behandles efter de køberetlige regler. afgrænsningen af hvilke skader der er omfattet af henholdsvis købeloven og produktansvarsloven er vanskelig, jf. justitsministeriets bemærkninger til ‐7‐ produktansvarsloven i folketingstidende 1988‐89, tillæg a, spalte 1616. ifølge bemærkningerne vil afgørelsen afhænge af hvad der er aftalt mellem køber og sælger. sagsøgerne er ikke enige heri da produktansvaret hviler på et sikkerhedsmæssigt synspunkt. justitsministeriets bemærkninger er alene et fortolkningsbidrag, og fortolkningen skal ske direktivkonformt. ifølge direktivet dækker produktbegrebet enhver løsøregenstand uanset om genstanden er indføjet som en bestanddel af en anden genstand. der er da også i teorien sat spørgsmålstegn ved om justitsministeriets bemærkninger er forenelige med direktivet. der er tale om en komponentskade idet tandremmen kan adskilles fra de øvrige motordele. tandremmen er en enkelt del som kan udtages uden destruktive tiltag. der er en lav grad af integration hvilket gør det nærliggende at betragte tandremmen som en komponent og ikke som en ”ingrediens”. da omkostningerne vedrørende skaderne på selve det defekte produkt, tandremmen, kun udgør en beskeden del af de samlede udgifter, skal udgiften hertil også dækkes, jf. u 1999.255 h (medierørsdommen). det vil ikke kompromittere sondringen mellem køberet og produktansvar at lade ma‐ ren pedersens og ole hansens tilfælde være omfattet af produktansvarsreglerne. produkt‐ ansvaret bygger på en objektiv vurdering af om produktet har den sikkerhed man kan forvente som forbruger. det er ubestridt at skaden vedrørende scott sandorfs bil reguleres af produktansvarsreglerne, og i sammenligning hermed er det rimeligt og rigtigt at nå frem til at maren pedersens og ole hansens situationer også reguleres af produktansvarsreglerne. for maren pedersen og ole hansen er det en tilfældighed at det er de oprindelige tandremme der brister, og det er urimeligt hvis det forhold at det er de oprindelige tandremme der brister, og ikke de senere indføjede, skal føre til forskellige resultater for parterne. tandremmene var defekte da de ikke frembød den sikkerhed man med rette kunne forvente, jf.
. det må lægges til grund at alle tre biler havde svigt af tandremmen væsentlig før det angivne udskiftningstidspunkt. sagsøgerne måtte kunne forvente at tandremmene holdt intervallet ud. da de svigtede lang tid før intervallets udløb, er der er tale om en defekt. arne løgsted har forklaret at det kan være vanskeligt at fastslå årsagen til skaden. et egentligt krav om at årsagen til defekten skal godtgøres, kan imidlertid ikke stilles. kravet til ‐8‐ bevis må lempes da der er en naturlig sammenhæng mellem defekten og skaden. tandremssvigtet skete mens bilerne var i brug, og sagsøgerne havarerede som følge af tandremssvigt. der er ikke oplyst andre årsager til havarierne. spørgsmålet er om et syn og skøn overhovedet ville have afdækket hvad årsagen var. bilerne havarerede i 2002 og 2003, og sagen er først anlagt i 2004. efter arne løgsteds forklaring gemmes motormaterialet ikke medmindre kunden beder om det, og det er vanskeligt for en forbruger når tandremmen er skiftet, senere at påvise årsagen til defekten. bevisbedømmelsen er fri, og defektvurderingen er objektiv og kan ske selvom produktet er gået til grunde. disse forhold må føre retten til den bevismæssige vurdering at det forhold at tandremmene knækkede lang tid før udskiftningsintervallet, må betyde at de var defekte. de sagsøgte er som mellemhandlere ansvarlige for skaden. på salgstidspunktet var det et velkendt problem at der skete tandremssvigt. desuagtet solgte de sagsøgte biler der ikke havde den fornødne sikkerhed. producentens undladelse af at sikre at forbrugerne ikke udsatte sig selv for risiko må karakteriseres som culpa i
forstand. der foreligger fejl og forsømmelser hos producenten der medfører hæftelsesansvar for de sagsøgte. der foreligger ikke egen skyld i scott sandorfs tilfælde. man kan ikke lægge en forbruger til last at han ikke i forbindelse med bilkøbet eller senere fik udskiftet tandremmen. de sagsøgte har gjort gældende at der i maren pedersens og ole hansens tilfælde ikke er spørgsmål om produktansvar, men om et køberetligt ansvar. der er tale om selvbeskadigelse, og produktansvar omfatter ikke skade på selve det defekte produkt, jf. produkt‐ansvarslovens § 2, stk. 2, in fine. det købte produkt er en bil, og skaden sker på bilen. når der sker skade på et produkt som følge af en skade eller fejl ved et element i produktet, foreligger der et køberetligt spørgsmål, og ikke et produktansvarsspørgsmål. det illustreres af justitsministeriets bemærkninger til produktansvarsloven, jf. folketingstidende 1988‐89, tillæg a, spalte 1616: ”afgrænsningen af, hvilke skader der er omfattet af henholdsvis købeloven og reglerne om produktansvar, vil kunne give anledning til vanskeligheder i praksis, særligt hvis defekten kan lokaliseres til en del af en større enhed, og det er den ‐9‐ større enhed, der skades. ved vurderingen af spørgsmålet finder justitsministeriet, at der bør tages udgangspunkt i, om det defekte produkt er en del af et produkt, der er blevet solgt som en enhed. som eksempel herpå kan nævnes en privat benyttet bil. i tilfælde af, at der opstår skade på f.eks. bilens karrosseri som følge af, at bilen ved købet havde defekte bremser, vil skaden skulle betragtes som en skade på selve det defekte produkt, hvorfor skaden ikke omfattes af reglerne om produktansvar. hvis bilen senere forsynes med nye bremser, vil en skade på bilen, som følge af, at de nye bremser var defekte, være en skade på en anden genstand end selve det defekte produkt, og skadelidte vil kunne kræve erstatning af producenten af bremserne efter reglerne om produktansvar. afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en skade på selve det defekte produkt eller på en anden ting end det defekte produkt, vil ofte afhænge af, hvad der nærmere er aftalt mellem køberen og sælgeren. afgrænsningen vil i øvrigt som hidtil skulle ske gennem domstolenes praksis.” justitsministeriets bemærkninger er et væsentligt og interessant fortolkningsbidrag til fastlæggelsen af retstilstanden. der er ikke holdepunkter for at justitsministeriets fortolkning ikke er eu‐konform; der har under sagen ikke været rejst spørgsmål om forelæggelse af fortolkningen af produktansvarsdirektiver for ef‐domstolen. man må tage udgangspunkt i det produkt der er solgt, og bileksemplet i bemærkningerne er helt parallelt til den foreliggende sag. det er uden betydning hvordan den angiveligt defekte del er fastgjort. når man skal vurdere om der er sket skade på andet end det solgte produkt, er det afgørende at man ser på hvad der er solgt, og dette afhænger af hvilket led i omsætningskæden kravet er rettet imod. når bilen er solgt som en enhed, reguleres situationen af købeloven, og grænsedragningen mellem ingrediens‐ og komponenttilfælde er ikke relevant. hvis maren pedersen og ole hansen kan påberåbe sig produktansvarsloven, vil det kompromittere det køberetlige ansvarssystem. det vil have vidtrækkende konsekvenser og vil påvirke mange andre brancher. sagsøgerne har ikke løftet bevisbyrden for at der var tale om en defekt ved tandremmene hvilket navnlig har betydning i scott sandorfs tilfælde. der foreligger hverken værkstedsrapporter, forklaringer fra de skadelidte eller værkførerne, og der er ikke foretaget syn og skøn. bevissikring er sagsøgers opgave, men sagsøger har praktisk taget ‐ 10 ‐ intet gjort for at sikre beviset for defekt på tandremmen, skønt fdm har været inde i sagen siden 1999. selv hvis man måtte forudsætte at tandremmenes kvalitet har haft en betydning for skadernes indtræden, fører det ikke til produktansvar for de sagsøgte. der mangler en teknisk sandsynliggørelse for sammenhængen mellem en defekt ved remmen og skadens opståen. som forklaret af arne løgsted kan en lang række forskellige faktorer hver for sig eller sammen være årsag til problemerne. det er videre som også forklaret af arne løgsted opels erfaring at 95 % af skader på motoren i forbindelse med tandremsbrud skyldes andet end forhold ved tandremmen. bevisbyrden for at produktet ikke frembyder den sikkerhed som med rette kunne forventes, er således ikke løftet. der bør også peges på at sagsøgerne i alt har fremdraget 60‐70 sager med tandremsbrud, hvilket er et meget lille antal i forhold til den samlede bestand af opel‐biler i danmark, i alt 70.000. det forhold at der med tiden er kommet bedre tandremme, er ikke bevis for eller sandsynliggørelse af at der har foreligget et defekt produkt. et produkt anses ikke for at være defekt blot fordi der senere er bragt en bedre produkt i omsætning. på baggrund af forklaringen fra arne løgsted bør det fastslås at de sagsøgte har påvist at skaderne ikke skyldes fejl eller forsømmelser hos de sagsøgte som ikke foretager sig andet ved bilen end rengøring og anden klargøring af bilen når den sælges. sagsøgerne kan derfor ikke påberåbe sig
.
hvis retten finder at der foreligger produktansvar, skal der ifølge
i erstatningen. det bemærkes også at der kunne være tale om egen skyld, jf.
. sø‐ og handelsrettens afgørelse maren pedersens og ole hansens krav mod de sagsøgte: tandremmen indgår som en del af det produkt, den samlede bil, som blev leveret til maren pedersen og ole hansen gennem general motors danmarks forhandler andersen & martini a/s, og skaden er sket på det købte produkt. i tilslutning til de bemærkninger til lovforslaget ‐ 11 ‐ der er gengivet ovenfor, finder retten at der ikke er grundlag for at gøre et produktansvar gældende i denne del af sagen, jf.
2, in fine. med hensyn til scott sandorfs krav er parterne enige om at det skal afgøres efter produktansvarsreglerne. det er en forudsætning for kravet at det sandsynliggøres at tandremmen var behæftet med en defekt, og at denne har medført skade på bilens motor. af de grunde der i denne henseende er anført af de sagsøgte, tiltræder retten at det ikke kan anses for sandsynliggjort i tilstrækkelig grad at årsagen til motorsammenbruddet var en defekt ved tandremmen. herefter giver retten general motors danmark og andersen & martini a/s medhold i de nedlagte påstande. efter sagens værdi, karakter, forløb og udfald skal sagsøgerne in solidum betale sagens omkostninger med 76.072 kr. til de sagsøgte. af omkostningsbeløbet dækker 75.000 kr. en passende udgift til advokatbistand, mens 1.072 kr. dækker retsafgift. thi kendes for ret: general motors danmark, filial af general motors overseas distribution corporation, og andersen & martini a/s frifindes. maren pedersen skal inden 14 dage til andersen & martini a/s betale 25.564,91 kr. med tillæg af rente 0,75 % pr. måned fra 20. oktober 2003. inden 14 dage skal forbrugerrådet og fdm som mandatarer for maren pedersen, ole hansen og scott sandorf betale 76.072 kr. i sagsomkostninger til general motors danmark, filial af general motors overseas distribution corporation, og andersen & martini a/s. sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a. johannes jacobsen jens feilberg leif nygaard dircksen ‐ 12 ‐ (sign.) ___ ___ ___ udskriftens rigtighed bekræftes p.j.v. sø- og handelsretten, den
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.