højesterets dom

højesterets dom afsagt onsdag den

1. april 2019 sag bs-5975/2018-hjr (
2. afdeling) boet efter a (advokat henrik lindebod) mod lemvig varmeværk a.m.b.a. (advokat håkun djurhuus) og sag bs-6335/2018-hjr b (advokat henrik lindebod) mod lemvig varmeværk a.m.b.a. (advokat håkun djurhuus) og sag bs-6356/2018-hjr c og d (advokat henrik lindebod for begge) 2 mod lemvig varmeværk a.m.b.a. (advokat håkun djurhuus) og sag bs-6374/2018-hjr e og f (advokat henrik lindebod for begge) mod lemvig varmeværk a.m.b.a. (advokat håkun djurhuus) i tidligere instanser er afsagt domme af retten i holstebro den
3. juli 2016 og af vestre landsrets
4. afdeling den
5. september
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: poul dahl jensen, henrik waaben, michael rekling, jan schans christensen og lars apostoli. påstande i sag bs-5975/2018-hjr har appellanten, boet efter a, nedlagt påstand om 1) at indstævnte, lemvig varmeværk a.m.b.a., skal betale 10.499,08 kr. med proces- rente af 4.048,42 kr. fra den
7. november 2015 og af 6.450,66 kr. fra den
8. fe- bruar 2018, og 2) at lemvig varmeværk skal anerkende at være uberettiget til at tillægge renter i den periode, hvor pristillægget opkræves. i sag bs-6335/2018-hjr har appellanten, b, nedlagt påstand om 1) at indstævn- te, lemvig varmeværk a.m.b.a., skal betale 14.476,88 kr. med procesrente fra den
9. juni 2015, subsidiært, for så vidt angår rentepåstanden, at forrentningen sker fra et af højesteret fastsat senere tidspunkt, og 2) at lemvig varmeværk skal anerkende at være uberettiget til at tillægge renter i den periode, hvor pris- tillægget opkræves. i sag bs-6356/2018-hjr har appellanterne, c og d, nedlagt påstand om 1) at ind- stævnte, lemvig varmeværk a.m.b.a., skal betale 8.328,64 kr. med procesrente af 4.004,36 kr. fra den
10. november 2015 og af 4.324,28 kr. fra den
11. februar 3 2018, og 2) at lemvig varmeværk skal anerkende at være uberettiget til at til- lægge renter i den periode, hvor pristillægget opkræves. i sag bs-6374/2018-hjr har appellanterne, e og f, nedlagt påstand om 1) at ind- stævnte, lemvig varmeværk a.m.b.a., skal betale 18.061,63 kr. med procesrente fra den
12. juni 2015, subsidiært, for så vidt angår rentepåstanden, at forrentnin- gen sker fra et af højesteret fastsat senere tidspunkt, og 2) at lemvig varme- værk skal anerkende at være uberettiget til at tillægge renter i den periode, hvor pristillægget opkræves. lemvig varmeværk a.m.b.a. har påstået stadfæstelse. anbringender appellanterne har anført navnlig, at varmeforsyningsselskaberne reelt havde og har en monopolposition, og på forespørgsel fra flere varmeforbrugere om mu- lighederne for udtræden som varmeforbrugere har varmeforsyningsselskaberne krævet et ganske betydeligt beløb. i fusionsaftalen var det oplyst, at vilkårene for fusionen skulle godkendes af energitilsynet. på baggrund af disse oplysninger valgte e og f og b at betale ”underdæknings- beløbet” kontant. a, nu boet efter a, og c og d så sig nødsaget til at afvikle un- derdækningsbeløbet ved udstedelse af et gældsbrev. oplysningerne fra varmeforsyningsselskaberne var urigtige og vildledende og i hvert fald egnet til at fremkalde den opfattelse, at appellanterne havde et per- sonligt skyldforhold til lemvig varmeværk, som kunne kræves forrentet med 7 %, hvis ikke der straks skete betaling, og i øvrigt at lemvig varmeværk var be- rettiget til at kræve omkostninger til oprettelse af gældsbrev og tinglysning af deklaration betalt af varmeforbrugerne. der forelå ikke et personligt gældsfor- hold. der kunne ikke kræves forrentning og heller ikke omkostninger til udste- delse af gældsbrev og tinglysning af deklaration. de urigtige og vildledende oplysninger var bestemmende for, at appellanterne valgte at betale underdækningsbeløbet straks eller udstede et gældsbrev med lavest mulig afviklingstid. appellanterne har krav på tilbagebetaling af de indbetalte beløb, hvilket dels støttes på, at aftalerne er ugyldige, jf. bl.a. aftalelovens § 33 og § 36, dels på, at indbetalingerne er sket under urigtige forudsætninger, der var væsentlige, ken- delige og i øvrigt relevante. det er uafklaret, om betingelserne for en prisdifferentiering er opfyldt, og hvor- ledes lemvig varmeværk reelt har forholdt sig med hensyn til afskrivninger på 4 transmissionsledningen. det må være varmeforsyningsselskabet, der har bevis- byrden for, at der overhovedet kan opkræves et tillæg. lemvig varmeværk a.m.b.a. har anført navnlig, at energitilsynet (nu forsy- ningstilsynet) var bekendt med rentevilkårene, da energitilsynet traf afgørelse om ikke at foretage sig yderligere i anledning af fusionen, og varmeværket har været berettiget til i overensstemmelse med fusionsaftalen at beregne en for- rentning af gældsudligningsbeløbet med 7 % over afdragsprisen. energitilsynet har ikke udstedt pålæg efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, og sagen vedrører ikke prøvelse af administrative afgørelser. den vedrører ale- ne det civilretlige forhold mellem parterne på et område, der er tæt reguleret af varmeforsyningsloven. det bestrides, at der foreligger aftaleretlig ugyldighed for så vidt angår kravet om betaling af gældsudligningsbeløbet eller for så vidt angår betalingsmåden, dvs. betaling af et engangsbeløb eller afdragsvis betaling som annuitet over 3, 5 eller 10 år. der foreligger heller ikke aftaleretlig ugyldighed i relation til renten fastsat i fusionsaftalen beregnet som annuitet. fastlæggelsen af betalingsmåden og rentesatsen er sket i henhold til en fusions- aftale med tilhørende bilag, herunder det revisorberegnede gældsudligningsbe- løb. fusionsaftalen med tilhørende bilag, der regulerer disse forhold, er god- kendt af de tre varmeværkers bestyrelser og efterfølgende af varmeværkernes medlemmer i forbindelse med gennemførelse af ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger. prisdifferentiering har hjemmel i varmeforsyningslovens § 20, stk.
13. det ville stride mod bestemmelserne navnlig i lovens § 21, stk. 4, jf. § 20, stk. 7, og § 20 d, stk. 1, hvis de varmeforbrugere, der ønskede afdragsvis betaling over en længe- re årrække, ikke skulle betale sædvanlig, markedskonform rente af denne kre- dit. i givet fald ville kreditten være til skade for de varmeforsyningskunder, der valgte at betale gældsudligningsbeløbet uden forrentning som en engangsbeta- ling, og for de kunder, der ikke skulle betale et gældsudligningsbeløb, som i givet fald ville komme til at bidrage til finansieringen af kreditten. energitilsy- nets krav om, at der skal være mulighed for at vælge mellem at betale gældsud- ligningsbeløbet kontant som et engangsbeløb og betaling i afdrag, må bygge på den forudsætning, at der kan indregnes en rente ved den afdragsvise betaling, da valget mellem de to betalingsformer ellers vil savne mening. supplerende sagsfremstilling for højesteret er der fremkommet yderligere oplysninger. 5 forsyningstilsynet (tidligere energitilsynet) har i en erklæring af
14. september 2018 besvaret følgende spørgsmål således: ”spørgsmål 1: det bedes venligst oplyst, om i i den konkrete fusionssag har godkendt, at det fortsættende varmeværk (lemvig varmeværk a.m.b.a.) forrenter un- derdækningsbeløbet/gældsudligningsbeløbet med 7 % ved opkrævninger hos varmeforbrugere, der har ønsket underdæknings/udligningsbeløbet opkrævet over en periode.” ”svar: forsyningstilsynet har ikke godkendt en forrentning på 7 % af pristillæg- get hos de varmeforbrugere, der har ønsket at betale pristillægget i forbin- delse med fusionen over en årrække over den faste afgift. som det fremgår af sagsmaterialet, herunder forsyningstilsynets bemærk- ninger til energiklagenævnet af
15. september 2016… fandt forsyningstil- synet, at en opkrævning med rente måtte betragtes som urimelig i hen- hold til varmeforsyningsloven. forsyningstilsynet indledte bl.a. på den baggrund en forhandling med lemvig varmeværk med henblik på at få bragt forholdet til ophør. lemvig varmeværk oplyste i den forbindelse bl.a., at samtlige gældsbreve med løbende renter ville blive annulleret. forsyningstilsynet fandt derfor ikke grundlag for at foretage sig yderli- gere og afsluttede herefter sagen.” ”spørgsmål 2: hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, bedes det venligst oplyst, hvad den konkrete forrentningsprocent er godkendt med?” ”svar: som følge af svar på spørgsmål 1, er besvarelse ikke relevant.” ”spørgsmål 3: hvis i, jf. spørgsmål 1 og 2, har godkendt en forrentning, bedes det ven- ligst oplyst med hvilken hjemmel en sådan godkendelse er givet, og med hvilken hjemmel, der i givet fald efter energitilsynets opfattelse, kan kræves rente.” ”svar: 6 som følge af svar på spørgsmål 1 og 2, er besvarelse ikke relevant.” ”spørgsmål 4: det bedes venligst oplyst, om det efter jeres opfattelse er således, at var- meværket v/dets repræsentanter har oplyst til jer, at der ikke – i hvert fald for fremtiden – ville blive opkrævet renter.” ”svar: under forhandlingen mellem lemvig varmeværk og forsyningstilsynet, se vores svar på spørgsmål 1, oplyste varmeværket at ville annullere gældsbreve med løbende renter. det er således forsyningstilsynets opfat- telse, at lemvig varmeværk hverken på daværende tidspunkt eller frem- adrettet ville opkræve renter hos varmeforbrugerne.” af en mail af
16. december 2018 fra forsyningstilsynet til lemvig varmeværk fremgår: ”forsyningstilsynet har modtaget en anmodning om genoptagelse af den tidligere afgjorte sag om lemvig varmeværks opkrævning af pristillæg hos de tidligere varmeforbrugere under nr. nissum kraftvarmeværk… forsyningstilsynet traf på daværende tidspunkt afgørelse om ikke at fore- tage sig yderligere, da lemvig varmeværk oplyste, at samtlige gælds- breve med løbende renter på 7 % blev annulleret, og pristillæg herefter blev opkrævet i overensstemmelse med tilsynets praksis. i anmodningen om genoptagelse bemærkes, at lemvig varmeværk fortsat opkræver rente af pristillæg. jeg har fundet den fusionsaftale, der blev anmeldt den
17. oktober 2014, hvor det i § 5.5,
18. afsnit, fremgår: ”såfremt forbrugerne i nr. nissum og klinkby måtte ønske at betale det ekstraordinære tilslutningsbidrag som et tillæg til varmeprisen, udreg- nes beløbet som en annuitet over maksimalt 10 år, idet renten fastsættes til 7 % af den til enhver tid værende restgæld. […]” til brug for vores vurdering af evt. sagsskridt, beder vi jer om en nærmere redegørelse for renteopkrævning. vi kan til generel orientering oplyse, at det må anses for urimeligt, såfremt der opkræves renter af selve pristillægget. varmeforbrugerne skal betale 7 de omkostninger, som de foranlediger, deraf pristillægget, og prisdifferen- tiering skal være omkostningsbegrundet. tilsvarende opkræves heller ikke renter af underdækninger. hvis renten ikke vedrører pristillægget, men vedrører transmissionsledningen, der er anlagt mellem lemvig var- meværk og nr. nissum kraftvarmeværk skal renten være den rente, som aktuelt betales for det lån, der er optaget til ledningen. den rente indreg- nes som en omkostning i priserne, og ikke som et rentetillæg.” af en mail af
19. februar 2019 fra lemvig varmeværks advokat til forsyningstil- synet fremgår: ”i forlængelse af forsyningstilsynets besvarelse af
20. september 2018 til højesteret, fremgår det af svaret på spørgsmål 4 som følger: ”under forhandlingen mellem lemvig varmeværk og forsyningstilsy- net, se vores svar på spørgsmål 1, oplyste varmeværket at ville annul- lere gældsbreve med løbende renter. det er således forsyningstilsynets opfattelse, at lemvig varmeværk hverken på daværende tidspunkt el- ler fremadrettet ville opkræve renter hos varmeforbrugerne.” indstævnte her i denne forbindelse forstået tilsynets besvarelse således, at dette alene har udtalt sig om rentespørgsmålet i en situation med udstedte gældsbreve. derimod har tilsynet ikke udtalt sig om, hvorvidt der vil kunne kræves renter i en situation hvor gældsudligningsbidraget betales over tid som en del af den faste afgift. kan tilsynet bekræfte, at besvarelsen af spørgsmål 4 skal forstås som an- ført ovenfor? indstævnte har endvidere forstået tilsynets
21. led/punktum af tilsynets be- svarelse af spørgsmål 4 således, at tilsynet ikke har udtalt sig om hvorvidt lemvig varmeværk måtte opkræve renter hos forbrugerne, men derimod om hvad der var tilsynets faktuelle opfattelse af hvorvidt der blev – eller ville blive – opkrævet renter i det konkrete tilfælde. kan tilsynet bekræfte, at
22. led/punktum af besvarelsen af spørgsmål 4 skal forstås som ovenfor anført? energitilsynet har herudover i en e-mail af
23. august 2017 [i en anden sag end den foreliggende] til advokat uffe bro anført som følger: ”hertil nærmere, at såfremt gældsudligningsbeløbet betales over en år- række, vil dette ske som en annuitet som tillæg til den faste afgift, dvs. at der ikke etableres et gældsforhold/en afdragsordning som tillægges 8 påløbende renter, herunder ved tinglysning af forpligtelsen på forbru- gernes ejendomme.” indstævnte forstår tilsynets besvarelse til advokat bro således, at der dermed kan opkræves rente, når dette sker som en annuitet som tillæg til den faste afgift. kan tilsynet bekræfte dette?” i en mail af
24. februar 2019 har forsyningstilsynet besvaret lemvig varme- værks forespørgsel på følgende måde: ”forsyningstilsynet kan bekræfte, at besvarelsen af spørgsmål 4 er forstået som anført, nemlig at forsyningstilsynet alene har udtalt sig om rente- spørgsmål i situationen med udstedte gældsbreve. energitilsynets mail af
25. august 2017 i [sagen] om ”gudenådalens energi- selskab - fusion mellem bjerringbro varmeværk og ulstrup kraftvarme- værk”, hvori energitilsynet bemærker at tage redegørelsen af
26. juli 2017 om indbetalingsformen af gældsudligningsbeløbet til efterretning, skal læ- ses i forlængelse af sagens akter, herunder navnligt det af uffe bro til energitilsynet oplyste om, at spørgsmålet om udregning af gældsudlig- ningsbeløb som en annuitet ikke var blevet anfægtet af hverken byretten i holstebro eller vestre landsret i forbindelse med fusionen mellem lem- vig varmeværk og nr. nissum kraftvarmeværk… energitilsynet havde ved brev af
27. juni 2017… oplyst, at ”det er som bekendt sekretariatets vurdering, at det vil anses for et urimeligt vilkår at påregne renter af det til enhver tid værende restbeløb, hvis forbrugeren ønsker at betale udlig- ningsbeløbet som et tillæg til den faste afgift over en årrække.” ” retsgrundlag den dagældende varmeforsyningslovs § 20, stk. 1, 5 og 7, og § 21, stk. 1, 3 og 4, jf. lovbekendtgørelse nr. 1184 af
28. december 2011, som ændret ved lov nr. 577 af
29. juni 2012, var sålydende: ”§
30. kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomheder, kraftvar- meanlæg med en eleffekt over 25 mw samt geotermiske anlæg m.v. kan i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas med det formål at levere energi til bygnin- gers opvarmning og forsyning med varmt vand indregne nødvendige ud- gifter til energi, lønninger og andre driftsomkostninger, efterforskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige for- pligtelser, herunder omkostninger til energispareaktiviteter efter §§ 28 a, 28 b og 29, samt finansieringsudgifter ved fremmedkapital og underskud 9 fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering og væsentlig udbygning af forsyningssystemerne, jf. dog stk. 7-17, § 20 a og § 20 b.
31. pkt. finder tilsvarende anvendelse på levering af opvarmet vand til andre formål fra et centralt kraft-varme-anlæg, jf. § 10, stk. 6, i lov om elforsy- ning. … stk.
32. de kollektive varmeforsyningsanlæg kan fastsætte forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder. klima-, energi- og bygningsministeren kan fastsætte regler om priser i for- bindelse med tilslutning af ejendomme til et kollektivt varmeforsynings- anlæg. … stk.
33. det vederlag, som betales ved hel eller delvis overdragelse af anlæg omfattet af stk. 1, må hverken direkte eller indirekte føre til, at priserne for ydelser fra anlæg omfattet af stk. 1 bliver højere, end de kunne være ble- vet, såfremt overdragelsen ikke havde fundet sted, herunder som følge af indregning af forøgede udgifter til finansiering ved fremmedkapital, driftsmæssige afskrivninger eller forrentning af indskudskapital. … §
34. tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser for ydelser om- fattet af §§ 20 eller 20 b skal anmeldes til et tilsyn, der er nedsat af klima-, energi- og bygningsministeren (energitilsynet), med angivelse af grundla- get herfor efter regler fastsat af tilsynet. energitilsynet kan fastsætte regler om formen for anmeldelse og om, at anmeldelse skal foretages elektro- nisk. energitilsynet kan fastsætte regler om, at anmeldelse skal ledsages af erklæring afgivet af en registreret revisor, statsautoriseret revisor eller kommunens revisor. energitilsynet kan give pålæg om anmeldelse. … stk.
35. tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er an- meldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige. stk.
36. finder energitilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i §§ 20, 20 a eller 20 b eller regler udstedt i henhold til loven, giver tilsynet, såfremt forhol- det ikke gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser, jf. dog stk. 6.” bestemmelsen i § 20, stk. 5, svarer til § 27, stk. 2, der blev indsat i varmeforsy- ningsloven ved lov nr. 308 af
37. juni
38. § 27, stk. 2, var sålydende: 10 ”stk.
39. der kan fastsættes forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder.” i lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen anføres det (folketingstidende 1981-82,
40. samling, tillæg a, lovforslag nr. l 197, sp. 4900 ff.): ”som nyt stk. 2 foreslås indført en bestemmelse, der giver mulighed for prisdifferentiering, således at d.o.n.g. a/s vil kunne prisdifferentiere re- gionalt over for de enkelte naturgasselskaber med henblik på at opnå ens- artede naturgaspriser til samme forbrugerkategorier over hele landet, så længe de samlede indtægter kan beregnes i overensstemmelse med stk.
41. selskaberne kan ligeledes prisdifferentiere over for forskellige forbruger- kategorier, således at industrien kan tilbydes naturgas til priser, der kan konkurrere med markedsprisen på det alternative brændsel. selskaberne kan ligeledes give individuelle rabatter inden for samme forbrugerkate- gori. dette indebærer f.eks., at selskaberne i kommuner, der anvender til- slutningspligten, kan få mulighed for at tilbyde forbrugerne særlige rabat- ter på naturgas eller overskudsvarme. bestemmelsen er især begrundet i hensyn til naturgasprojektet, men foreslås også at omfatte prisfastsættel- sen på leverancer af opvarmet vand og damp. prisdifferentiering forudsættes anvendt efter rimelige økonomiske prin- cipper. … det følger af bestemmelserne i stk. 1, at der ikke kan aftales højere forbru- gerpriser end sådanne priser, der indebærer, at summen af indtægterne i naturgasprojektet kan begrundes i omkostningerne i hvert enkelt salgsled med indregning af en rimelig forrentning.” ved lov nr. 382 af
42. juni 1990 blev bestemmelsen i § 27, stk. 2, flyttet til § 20, stk.
43. ved lov nr. 451 af
44. maj 2000 blev princippet i reglen videreført i § 20, stk.
45. af bemærkningerne til § 20, stk. 5, i dette lovforslag fremgår (folketingstidende 1999-00, tillæg a, lovforslag nr. l 240, s. 6621): ”bestemmelsen i § 20, stk. 5,
46. pkt., svarer til den gældende varmeforsy- ningslovs § 20, stk. 2, og er flyttet af redaktionelle grunde. det præciseres dog, at det er anlæggene, der har kompetencen til at differentiere i pris- fastsættelsen, som forudsættes at ske efter objektive og ikke-diskrimine- rende kriterier.” ved lov nr. 745 af
47. juni 2015 blev § 20 d, stk. 1, indsat i varmeforsyningsloven. 11 bestemmelsen, der trådte i kraft den
48. juli 2015, lyder: ”varmedistributions- virksomheder skal stille deres ydelser omfattet af § 20, stk. 1, til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende vil- kår.” af bemærkningerne til lovforslaget fremgår (folketingstidende 2014-15,
49. sam- ling, tillæg a, lovforslag nr. l 177, s. 11): ”2.1.
50. levering til procesformål, prisdifferentiering og forbrugerbeskyttelse 2.1.3.
51. gældende ret … varmeforsyningslovens § 20, stk. 5, indeholder muligheden for at prisdif- ferentiere mellem forbrugergrupper eller geografiske områder. det bety- der, at der må opkræves forskellige priser fra grupper af rumvarmefor- brugere, f.eks. forbrugere i boligforeninger og parcelhuse, eller i geografi- ske områder, f.eks. i forbindelse med fusioner. prisdifferentieringen skal være omkostningsbestemt. prisforskellen skal således kunne begrundes i, at levering til en forbrugergruppe eller et geografisk område påfører vær- ket mindre omkostninger end en anden gruppe eller et andet område.” højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om det var berettiget, at lemvig varmeværk a.m.b.a. pålagde ap- pellanterne at betale et gældsudligningsbeløb i forbindelse med fusionen mel- lem nr. nissum kraftvarme a.m.b.a., klinkby kraftvarmeværk a.m.b.a. og lem- vig varmeværk og i den forbindelse krævede forrentning med 7 % p.a. af den til enhver tid værende restgæld for dem, der i stedet for kontant betaling af gælds- udligningsbeløbet valgte afdragsvis betaling som et tillæg til den faste varmeaf- gift. det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 5, at de kollektive varmeforsy- ningsanlæg kan fastsætte forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder. prisdifferentieringen skal efter loven og dens forarbejder anvendes efter rimelige økonomiske principper, og den skal ske efter objektive og ikke-diskriminerende kriterier. prisdifferentieringen skal endvidere være omkostningsbestemt. efter lovens § 20, stk. 7, må det vederlag, som betales ved overdragelse af et varmeforsyningsanlæg, hverken direkte eller indirekte føre til, at priserne for ydelserne bliver højere, end de kunne være ble- vet, såfremt overdragelsen ikke havde fundet sted. højesteret finder, at beslutningen om at pålægge varmeforbrugerne hos nr. nissum kraftvarme og klinkby kraftvarmeværk at betale et gældsudlignings- beløb i anledning af de investeringer, der var nødvendige for deres tilslutning 12 til lemvig varmeværk samt til udligning af forskelle i gæld m.m., var baseret på saglige, objektive, rimelige og ikke-diskriminerende grunde. herved blev de oprindelige varmeforbrugere hos lemvig varmeværk ikke belastet af udgifter m.m., der ikke vedrørte dem. appellanterne fik efter lemvig varmeværks endelige beslutning valget mellem, om de ville betale gældsudligningsbeløbet kontant som en engangsbetaling, el- ler om de ønskede henstand med betalingen, således at beløbet skulle betales i afdrag som tillæg til den faste afgift. som vederlag for henstanden indregnede lemvig varmeværk i så fald en rente på 7 % p.a. i tillægget. højesteret finder, at vilkårene for betalingen ligeledes var saglige, objektive og ikke-diskriminerende. ved indregningen af en rente på 7 % fik lemvig varme- værk dækket omkostningen ved det likviditetsmæssige træk, der var en følge af, at varmeværket ydede henstand med betalingen af de pågældende forbruge- res andel af den gennemførte nødvendige investering m.m. højesteret finder, at der ikke er grundlag for at fastslå, at lemvig varmeværk herved fik et vederlag for den ydede henstand, som ikke var omkostningsbaseret og rimeligt. det be- mærkes herved, at en rentefri henstand ville betyde, at de øvrige varmeforbru- gere – direkte eller indirekte – ville komme til at bære en del af omkostningen ved henstanden. på denne baggrund finder højesteret, at fastsættelsen af det gældsudligningsbe- løb, som appellanterne skulle betale, og af vilkårene for betalingen heraf er i overensstemmelse med varmeforsyningslovens § 20, stk.
52. herefter, og da der heller ikke i øvrigt er grundlag for at tilsidesætte aftalerne mellem appellanterne og lemvig varmeværk som ugyldige, tiltræder højeste- ret, at varmeværket er frifundet. højesteret stadfæster derfor dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal boet efter a betale 10.000 kr. til lemvig varmeværk a.m.b.a. i sagsomkostninger for højesteret skal b betale 10.000 kr. til lemvig varmeværk a.m.b.a. 13 i sagsomkostninger for højesteret skal c og d betale 10.000 kr. til lemvig var- meværk a.m.b.a. i sagsomkostninger for højesteret skal e og f betale 10.000 kr. til lemvig var- meværk a.m.b.a. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje- steretsdoms afsigelse. sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.