afsagt den 19. november 2015 af vestre landsrets 11. afdeling (dommerne vogter, henrik

dom afsagt den

1. november 2015 af vestre landsrets
2. afdeling (dommerne vogter, henrik estrup og lisbeth kjærgaard (kst.)) i
3. instanssag v.l. b–1181–14 a (advokat lars sandager, lyngby) mod ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat jacob pinborg, københavn) påstande denne sag, der er anlagt ved retten i herning den
4. september 2013, er ved kendelse af
5. maj 2014 henvist til behandling ved vestre landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk.
6. sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgte, ankestyrelsen, har været berettiget til den
7. oktober 2013 på ulovbestemt grundlag at tilbagekalde sin afgørelse af
8. juli 2010 (som rettet den
9. oktober 2010) om anerkendelse af, at sagsøgeren, a, havde været udsat for en arbejdsskade den
10. juni
11. a har nedlagt følgende påstande:
12. ankestyrelsens afgørelse af
13. oktober 2013 hjemvises til fornyet behandling i ankesty- relsen.
14. ankestyrelsen skal anerkende, at afgørelsen af
15. juli 2010 ikke kan tilbagekaldes. ankestyrelsen har påstået frifindelse. a har fri proces. - 2 - sagsfremstilling a, der var ansat som ledende sælger hos x aps, hjalp den
16. juni 2008 med at sende pakker. da hun skulle løfte en pakke med en vægt på 6,6 kg over på en palle, fik hun en dyb smerte i ryggen. hun kunne ikke stå, få luft eller andet på grund af smerter. a oplyste endvidere i sin besvarelse af arbejdsskadestyrelsens spørgsmål i tilknytning til anmeldelsen om arbejdsska- den, at det var en helt almindelig pakke, som hun skulle sætte på en palle med stykgods til forsendelse. der var ikke en akavet arbejdsstilling eller andet. en mr-skanning den
17. oktober 2008 viste, at a havde degenerative forandringer (slidgigt) mellem
18. lændehvirvel og korsbenet og en generel protusion af discus med påvirkning af nerverødderne på begge sider, mest udtalt på højre side. den
19. juli 2009 afslog arbejdsskadestyrelsen at anerkende hændelsen som en arbejdsskade, da løftet og de forhold, det skete under, ikke kunne medføre en rygskade. a klagede over af- gørelsen og oplyste, at hun havde foretaget et vrid i ryggen, da hun bukkede sig fremover for at sætte pakken på pallens fjerneste hjørne. arbejdsskadestyrelsen traf den
20. februar 2010 en ny afgørelse, hvorved hændelsen blev an- erkendt som en arbejdsskade. samtidig blev a tilkendt 35.720 kr. i godtgørelse for varigt mén svarende til en méngrad på 5 %. af afgørelsen fremgår det, at arbejdsskadestyrelsen på bag- grund af de nye oplysninger om en akavet måde at håndtere pakken på vurderede, at der var årsagssammenhæng mellem hændelsen og skaden. afgørelsen byggede blandt andet på en speciallægeerklæring fra speciallæge i neuromedicin, overlæge jesper tørring og en special- lægeerklæring fra speciallæge i ortopædkirurgi, overlæge søren fruensgaard, ligesom der havde medvirket lægekonsulent ved behandlingen af spørgsmålet om anerkendelse. ankesty- relsen stadfæstede den
21. juli 2010 arbejdsskadestyrelsens afgørelse, idet den beskrevne håndtering af kassen blev anset for egnet til at forårsage smerter i lænderyggen. ankestyrelsen henvist tillige til nogle principafgørelser, hvor ankestyrelsens praksis i relation til anerken- delse af lændesmerter var nærmere beskrevet. det blev ved ankestyrelsens afgørelse af
22. oktober 2010 præciseret, at ulykken den
23. juni 2008, hvor a fik smerter i lænderyggen, var en arbejdsskade, men at hendes smerter som følge af slidgigt og den konstaterede diskusprolaps ikke var en arbejdsskade. - 3 - arbejdsskadestyrelsen genoptog herefter sagen og traf den
24. marts 2011 afgørelse om, at a’ varige mén fortsat blev vurderet til 5 %, og at hun ikke havde ret til erstatning for tab af er- hvervsevne, idet styrelsen fandt, at kun en meget lille del af hendes gener skyldtes arbejds- skaden, således som ankestyrelsen havde fastlagt omfanget af denne. ankestyrelsen stadfæ- stede den
25. december 2011 afgørelsen om erstatning for tab af arbejdsevne. på baggrund af a’ stævning af
26. september 2013 med påstand om ophævelse af ankestyrel- sens afgørelse af
27. december 2011 og hjemvisning besluttede ankestyrelsen at genoptage sagen. ankestyrelsen traf herefter den
28. oktober 2013 afgørelse om, at ulykken den
29. juni 2008 ikke var en arbejdsskade, og at spørgsmålet om varigt mén og tab af erhvervsevne derfor bortfaldt. endvidere blev det bestemt, at arbejdsskadestyrelsen skulle tage stilling til eventuel tilbagebetaling af den méngodtgørelse, a havde fået udbetalt. af afgørelsen fremgår: ”… begrundelsen for at genoptage vores tidligere afgørelser på ulovbestemt grundlag ... vi er i forbindelse med modtagelsen af stævningen blevet opmærksomme på, at vi i forbindelse med vores afgørelse af
30. oktober 2010 … har begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl. sagsbehandlingsfejlen består i, at din anmeldte arbejdsskade indtruffet den
31. juni 2008 er anerkendt som en arbejdsskade i strid med vores praksis. da stillingtagen til spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne forud- sætter, at der er anerkendt en arbejdsskade, er der tillige begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl i forbindelse med vores afgørelse af
32. december 2011 …, hvor vi tog stilling til, hvorvidt den anerkendt arbejdsskade berettigede til er- statning for tab af erhvervsevne. vi har på den baggrund genoptaget vores tidligere afgørelser. begrundelsen for afgørelsen om afslag på anerkendelse af den anmeldte ulykke vi vurderer, at hændelsen den
33. juni 2008, hvor du løftede en kasse på 6,6 kilo ikke er egnet til at medføre den anmeldte skade i form af rygsmerter og diskusprolaps i lænderyggen. ved en ulykke forstås efter arbejdsskadeloven en personskade, som er forårsa- get af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage. det er en betingelse for at anerkende skaden, at hændelsen eller påvirk- ningen er egnet til at forårsage skaden. det er ikke tilstrækkeligt, at der er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden. - 4 - vi har lagt vægt på, at du i svar på arbejdsskadestyrelsens spørgsmål … har oplyst, at du skulle løfte en pakke på 6,6 kilo. du oplyste endvidere, at løftet ikke foregik i en akavet stilling, og at løftet forløb helt normalt. vi har lagt vægt på, at byrden, som du håndterede var meget beskeden. vi vurderer, at hændelsen repræsenterer en belastning så sædvanlig og hyppigt forekommende og så moderat i grad af belastning, at der ikke er tale om en hændelse, der er egnet til at overvinde kroppens naturlige modstandskraft. vi bemærker, at du har fået påvist svære degenerative forandringer i lænderyg- gen samt en diskusprolaps i lænderyggen, som ikke har sammenhæng med hændelsen den
34. juni 2008, og som kan forklare dine gener i ryggen. da hændelsen ikke kan anerkendes som en arbejdsskade, bortfalder spørgsmå- let om varigt mén og tab af erhvervsevne. …” retslægerådet har den
35. marts 2015 besvaret en række spørgsmål, herunder om hændelsen den
36. juni 2008 har været egnet til at kunne udløse generne fra lænderyggen, og parterne er herefter enige om, at overvejende sandsynlighed taler for, at den hændelse, a var udsat for den
37. juni 2008, ikke har medført hendes varige helbredsmæssige gener fra ryggen. procedure a har anført, at ankestyrelsen har været ubeføjet til at ændre afgørelsen om anerkendelse af arbejdsskaden og fastsættelsen af varigt mén på samme faktuelle og retlige grundlag, hvorfor afgørelsen står ved magt. der foreligger ikke en annullation af en ugyldig afgørelse, men alene en tilbagekaldelse begrundet i, at afgørelsen anses for at være i strid med ankestyrel- sens egen interne praksis. ankestyrelsen havde alle fornødne oplysninger i sagen, og a har hverken tilbageholdt oplysninger eller givet urigtige oplysninger. tilbagekaldelsen af afgørel- sen af
38. juli 2010 beror alene på en omvurdering af et medicinsk skøn over hændelsens eg- nethed, uden at dette er påkrævet i forhold til et legalitetsprincip. afgørelsen strider således ikke mod loven og er ikke ugyldig. da der er tale om en begunstigende forvaltningsakt, som hun kan støtte ret på, kan ankestyrelsen ikke af egen drift mere end 3 år efter omgøre afgørel- sen til skade for hende. i et partslignende forhold kan ankestyrelsen ikke af egen drift ændre sin egen afgørelse, da afgørelsen også binder forvaltningsmyndigheden – og ikke kun adres- saterne, idet afgørelsen skal bringe en endelig afklaring på parternes forhold. en tilbagekal- delse vil udgøre et forholdsvist dybt og intensivt indgreb over for hende, der i god tro har ind- - 5 - rettet sig efter afgørelsen, og der foreligger ikke en stærk tilbagekaldelsesgrund i form af hen- syn til liv og sundhed. der er således ikke grundlag for at tilbagekalde afgørelsen efter almin- delige forvaltningsretlige principper. a har endvidere under proceduren protesteret imod an- kestyrelsens anbringende om, at afgørelsen af
39. juli 2010 er ugyldig, idet hun har anført, at der er tale om et nyt anbringende. ankestyrelsen har anført, at anerkendelse af en ulykke som en arbejdsskade forudsætter, at hændelsen eller påvirkningen er egnet til at forårsage skaden, jf. arbejdsskadesikringslovens § 5, jf. § 6, stk.
40. det er ubestridt, at den hændelse, a var udsat for den
41. juni 2008, ikke kan anerkendes som en arbejdsskade. afgørelsen af
42. juli 2010, som er uddybet ved afgørelsen af
43. oktober 2010, er derfor materielt forkert og i strid med ankestyrelsens praksis, jf. bl.a. principafgørelserne u-18-04 og 265-
44. der foreligger dermed en væsentlig retlig mangel, som medfører ugyldighed, og afgørelsen er med rette tilbagekaldt efter almindelige forvalt- ningsretlige regler. ankestyrelsen skal nå et materielt rigtigt resultat og er ikke bundet af par- ternes påstande i klagesager, jf. retssikkerhedslovens § 68, stk. 1 og 2, sammenholdt med ar- bejdsskadesikringslovens §
45. ankestyrelsen kan derfor tage stilling til ethvert spørgsmål, som en klagesag giver anledning til, uanset om det fører til et resultat, der er til skade for ska- delidte, jf. hertil navnlig højesterets dom af
46. september 2006 (ufr 2006.3370) og højeste- rets dom af
47. juni
48. det vil være i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsæt- ning at opretholde en materielt forkert afgørelse. en begunstigende forvaltningsakt skal tilba- gekaldes, hvis den øverste rekursmyndighed har afgjort, at forvaltningsakten er i strid med gældende praksis og dermed ukorrekt. dertil kommer, at sager om arbejdsskader angår rets- stillingen mellem to parter. der foreligger ikke sådanne tungtvejende grunde, at afgørelsen kan opretholdes på trods af, at den manglede hjemmel og var i strid med gældende praksis. da a ikke ved afgørelsen er pålagt at tilbagebetale godtgørelsen for varigt mén, kan hendes ind- rettelsessynspunkter ikke føre til et andet resultat. hvis afgørelsen om anerkendelsen af ar- bejdsskaden ikke anses for ugyldig, er der efter det anførte grundlag for at tilbagekalde afgø- relsen. landsrettens begrundelse og resultat ankestyrelsens afgørelse af
49. juli 2010, hvorved det er anerkendt, at a den
50. juni 2008 var udsat for en arbejdsskade, er truffet inden for rammerne af arbejdsskadesikringslovens § 5 og §
51. ved afgørelsen er det under hensyn til de foreliggende lægefaglige oplysninger og sagens øvrige faktiske oplysninger vurderet, at der forelå en arbejdsskade. der er ikke tilkommet nye - 6 - faktiske oplysninger, som kan begrunde, at afgørelsen var uhjemlet, lige som den omstændig- hed, at ankestyrelsen nu finder, at afgørelsen er i strid med en anden praksis end den oprin- deligt anførte og dermed materielt forkert, ikke indebærer et sådant brud på en lighedsgrund- sætning, at der er grundlag for at tilsidesætte den begunstigende afgørelse som ugyldig, selv om der er tale om en partstvist. det er ubestridt, at a ikke har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, og at ankestyrel- sen har haft alle relevante oplysninger til brug for behandling af den anmeldte arbejdsskade. ankestyrelsens tilbagekaldelse af afgørelsen er således alene baseret på en ændret vurdering af de faktiske oplysninger, som forelå, da den oprindelige afgørelse blev truffet. der er derfor, og da der ikke foreligger omstændigheder, der kan føre til et andet resultat, heller ikke grundlag for at tilbagekalde afgørelsen efter almindelige regler om tilbagekaldelse af gyldige, begunstigende forvaltningsakter. landsretten tager derfor a påstande til følge. efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal ankestyrelsen betale delvise sagsomkostninger til statskassen med i alt 34.000 kr., jf. retsplejelovens § 332, jf. § 313, stk.
52. beløbet omfatter 4.000 kr. til retsafgift, og 30.000 kr. til udgifter til advokatbistand inkl. moms. landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på det oplyste om sagens øko- nomiske værdi og dens karakter, omfang og forløb. der er herunder lagt vægt på, at sagens forberedelse har omfattet forelæggelse for retslægerådet, og at denne del af sagen må anses for tabt af a. t h i k e n d e s f o r r e t: ankestyrelsens afgørelse af
53. oktober 2013 hjemvises til fornyet behandling i ankestyrelsen. ankestyrelsen skal anerkende, at afgørelsen af
54. juli 2010 ikke kan tilbagekaldes. ankestyrelsen skal betale delvise sagsomkostninger til statskassen med 34.000 kr. de idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.