← Danmark

højesterets dom

højesterets dom afsagt torsdag den

  1. marts 2017 sag 347/2011 (
  2. afdeling) a for 1) a under konkurs 2) a holding a/s under konkurs 3) a ejendomme a/s under konkurs 4) a a/s under konkurs (selv) mod sydbank a/s (advokat anne buhl bjelke) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
  3. afdeling den
  4. november
  5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: thomas rørdam, vibeke rønne, jan schans christensen, kurt rasmussen og anne louise bormann. påstande a har for konkursboerne gentaget påstandene for landsretten. sydbank a/s har påstået stadfæstelse. anbringender parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender. a har for så vidt angår spørgsmålet om årsagssammenhæng supplerende anført bl.a., at hvis banken havde overholdt mifid-reglerne, da de trådte i kraft den
  6. november 2007, og givet - 2 - ham og hans selskaber den investorbeskyttelse, de havde krav på efter loven, så ville han som den ultimative ejer af koncernen have fulgt de råd, som en fornuftig og anerkendt bank må antages at ville have givet en 63-årig mand, der skulle leve af den formue, han selv havde skabt. sydbank a/s har supplerende anført bl.a., at der allerede i 2005 var registreret en investe- ringsprofil og foretaget en egnethedsvurdering for a holding a/s efter de dagældende regler i god skik-bekendtgørelsen, som dækkede det samlede engagement. vurderingen indeholdt de samme elementer som egnethedstesten efter mifid-reglerne. investeringsprofilen opfyldte derfor også mifid-reglerne i november
  7. forklaringerne for landsretten fra f og e gik ud på, at man ikke over for a havde anvendt bankens spørgeværktøj til standardkunder. det er ikke det samme som, at der ikke er udført en egnethedstest, som lever op til mifid-reglerne. supplerende sagsfremstilling den
  8. januar 2012 blev a, a holding a/s og a ejendomme a/s taget under konkursbehandling, og den
  9. juni 2012 blev a a/s taget under konkursbehandling. konkursboerne besluttede, at de ikke ville videreføre retssagen mod sydbank a/s. ved kendelse af
  10. juni 2016 bestemte højesteret, at a havde ret til at videreføre ankesagen for konkursboerne. der er for højesteret fremlagt et udateret udtræk af de data, der var registreret om a og hans selskaber i banktrelleborgs system i datacentralen sdc. det fremgår heraf, at der er registreret en horisont på 0-3 år, og at a holding a/s og a ejendomme a/s er registreret med høj risiko, mens der for a og a a/s ikke er registreret nogen risikoprofil. i rubrikkerne ”mifid grundlag opfyldt” er anført ”ja”. der er afgivet skriftlig vidneerklæring af ejvind viuf og skriftlige supplerende vidneerklæ- ringer af f, e og k, som bl.a. indeholder enkelte korrektioner til landsrettens gengivelse af forklaringerne. - 3 - højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om sydbank a/s (banktrelleborg a/s) er erstatningsansvarlig for det tab, a og hans selskaber led ved, at deres investeringer i aktier i oktober 2008 mistede en væsentlig del af deres værdi som følge af finanskrisen og blev solgt med tab efter mødet i banken den
  11. oktober
  12. a har til støtte for sin erstatningspåstand navnlig gjort gældende, at banken har overtrådt reglerne i den dagældende bekendtgørelse nr. 809 af
  13. juni 2007 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel (investorbeskyttelsesbekendtgørelsen), nu bekendtgørelse nr. 623 af
  14. april
  15. a har endvidere anført, at bankrådgiver f under telefonsamtalen den
  16. juli 2008 rådede ham til ikke at sælge aktierne, og at dette er ansvarspådragende for banken, ligesom banken har pådraget sig erstatningsansvar som følge af salget af aktierne i oktober
  17. investorbeskyttelsesbekendtgørelsen investorbeskyttelsesbekendtgørelsen trådte i kraft den
  18. november 2007, og a har gjort gældende, at banktrelleborg på dette tidspunkt forsømte sin pligt til at udarbejde en eg- nethedstest og at rådgive ham om navnlig de risici, der var forbundet med hans investeringer i aktier for lånte midler. som beskrevet i landsrettens dom har banken i en række tilfælde ydet investeringsrådgivning som defineret i investorbeskyttelsesbekendtgørelsens § 2, stk.
  19. a og hans selskaber var i banken kategoriseret som detailkunder, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr.
  20. banken havde efter § 16 om egnethedstest pligt til at indhente de nødvendige oplysninger om as kendskab til og erfaring med de investeringer, som var omfattet af rådgivningen, og om hans finansielle situation og investeringsformål. på grundlag heraf skulle banken vurdere, om investeringen opfyldte hans investeringsformål, om han finansielt var i stand til at bære de med handlen forbundne investeringsrisici, og om han havde den nødvendige erfaring og det nødvendige kendskab til at kunne forstå risiciene. det følger af § 18, stk. 3, at de oplysninger, der skal indhentes efter § 16, når det er relevant, skal indeholde information om bl.a. investeringshorisont, risikovillighed og risikoprofil. - 4 - bekendtgørelsen, der trådte i kraft den
  21. november 2007, medførte ikke en pligt til at indhen- te nye oplysninger, hvis banken i forvejen var i besiddelse af de nødvendige oplysninger. be- kendtgørelsen indeholder heller ikke krav om, at der ved indsamlingen af oplysningerne og vurderingen anvendes en bestemt fremgangsmåde eller formular. a havde været kunde i det pengeinstitut, som blev til banktrelleborg, siden starten af 1990’erne og havde allerede forud for salget af sin virksomhed i 2004 i betydeligt omfang investeret i aktier. i årene 2004-2007 handlede han og selskaberne aktier for i alt ca. 4 mia. kr. fordelt på ca. 3.000 handler. bankens medarbejdere havde mange telefonsamtaler med a om hans investeringer og hans overvejelser herom. en række af handlerne blev gennemført på as eget initiativ uden rådgivning fra banken, og han handlede endvidere på egen hånd på nordnet, som er en uafhængig internetmægler. banken var bekendt med, at han havde solgt sin virksomhed, og at han ikke havde arbejdsindtægter, og banken modtog løbende regnskaber fra a og hans selskaber. banken var således bekendt med, at han og selskaberne havde en betydelig formue. ifølge den opgørelse, som han har fået udarbejdet af finanshuset i fredensborg a/s, udgjorde hans og selskabernes samlede formue i slutningen af 2007 ca. 56 mio. kr. højesteret finder på den baggrund, at banken i november 2007 havde de oplysninger, der kræves efter bekendtgørelsens § 16 for så vidt angår as finansielle situation og hans kendskab til og erfaring med aktieinvestering som grundlag for bankens vurdering af, at investering i aktier for lånte midler var en egnet investering for a og hans selskaber. for så vidt angår information om as investeringshorisont, risikovillighed, risikoprofil og investeringsformål, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 3, fremgår det af den investeringsprofil, som f udarbejdede i juni 2005 for a holding a/s, at selskabets risikovillighed var høj, og at tidshorisonten var mellemlang, mens investeringsformålet ikke fremgår. investeringsprofilen ses ikke at være forelagt for a, og parterne er uenige, om risikovillighed, risikoprofil, investeringshorisont og investeringsformål er blevet drøftet med a. højesteret finder, at det må påhvile banken at godtgøre, at banken har indhentet oplysninger fra a om risikovillighed, risikoprofil, investeringshorisont og investeringsformål, og denne - 5 - bevisbyrde har banken efter det anførte ikke løftet. banken har derfor ikke fuldt ud opfyldt de krav til en egnethedstest, der følger af bekendtgørelsens § 16 og §
  22. a handlede i meget betydeligt omfang med aktier, herunder ved handler uden rådgivning fra banken og ved køb af aktier, som han solgte ganske kort tid efter (day trading). i sine telefonsamtaler med bankens medarbejdere udviste han betydelig viden om aktiehandel, og det fremgik herunder, at han fulgte kurserne nøje, og at han trods tab valgte at fortsætte sine investeringer, som altovervejende var i danske børsnoterede aktier. højesteret finder det herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at a fuldt ud var klar over de risici, der var forbundet med hans og selskabernes investering i aktier for lånte midler, og at banken var bekendt med dette. banken kunne endvidere med rette gå ud fra, at hans in- vesteringer lå inden for hans investeringsformål og investeringshorisont. på denne baggrund finder højesteret, at den anførte tilsidesættelse af kravene i investorbe- skyttelsesbekendtgørelsen ikke indebærer, at banken har handlet ansvarspådragende over for a og hans selskaber. telefonsamtalen med f den
  23. juli 2008 og salget af aktierne i oktober 2008 a har gjort gældende, at banken har handlet ansvarspådragende ved, at f under telefonsamtalen den
  24. juli 2008 rådede ham til ikke at sælge sine aktier. det fremgår af telefonsamtalen, at a nøje fulgte kurserne, og at han var klar over, at kursudviklingen kunne gøre hans økonomiske situation såvel værre som bedre. det fremgår endvidere, at han havde overvejet situationen i et par timer sammen med sin datter. også f gav i samtalen udtryk for, at situationen kunne blive værre. højesteret finder, at det må have stået a klart, at fs udtalelser om bl.a., at han ”synes, det er for billigt at sælge”, og at han ”i langt højere grad foretrækker at sidde lidt på hænderne”, var udtryk for fs skøn, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at a selv måtte træffe beslutningen om eventuelt salg af aktiebeholdningerne og bære risikoen herfor. højesteret finder på den baggrund, at sydbank ikke har handlet ansvarspådragende i forbin- delse med fs udtalelser under telefonsamtalen den
  25. juli
  26. - 6 - højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at banken ikke har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med salget af aktierne efter mødet den
  27. oktober 2008, og at banken heller ikke af andre grunde er erstatningsansvarlig over for a og selskaberne. bankens selvstændige betalingspåstande a har erkendt, at der efter salget af aktierne var en gæld til banken på 15.742.000 kr. a har ikke anfægtet den fordeling af gælden mellem konkursboerne, som er foretaget af landsretten. da a ikke har fået medhold i, at han har et erstatningskrav, der kan modregnes i gælden til banken, tiltræder højesteret, at sydbanks betalingspåstande er taget til følge som bestemt af landsretten. konklusion højesteret stadfæster landsrettens dom. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal a betale 1 mio. kr. til sydbank a/s. de idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. sagsom- kostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.