afsagt den 28. oktober 2015 af vestre landsrets 9. afdeling (dommerne dorte jensen, malene

dom afsagt den

1. oktober 2015 af vestre landsrets
2. afdeling (dommerne dorte jensen, malene urup og katrine wittrup-jensen (kst.)) i ankesag v.l. b–0095–14 m (advokat johan hartmann stæger, københavn) mod h (tidligere h…) (advokat jørgen u. grønborg, aarhus) retten i randers har den
3. december 2013 afsagt dom i
4. instans (rettens nr. bs 1- 1131/2012). påstande mv. for landsretten har appellanten, m, principalt nedlagt påstand om, at indstævnte, h, dømmes til at anerkende, at ejendommen matr.nr. ... m.fl., x by, beliggende x-vej, 8850 bjerringbro, tilhører h som fælleseje. subsidiært har m nedlagt på stand om, at h dømmes til at anerkende, at ejendommen matr.nr. ... m.fl., x by, beliggende x-vej, 8850 bjerringbro, tilhører h som anpartssæreje med 26,65 % fuldstændigt særeje og 73,35 % fælleseje. mere subsidiært har m nedlagt påstand om, at h dømmes til at anerkende, at m under skiftet af parternes fællesbo har et vederlagskrav på 7.852.663 kr. h har påstået dommen stadfæstet. - 2 - der har mellem parterne under skriftvekslingen for landsretten været uenighed om, hvorvidt bestemmelsen i byrettens dom om, at indtægterne af hs særeje optjent efter den
5. oktober 1990 tilhører hende som særeje, er omfattet af anken. m har i ankereplikken anført, at byrettens dom er anket i sin helhed, og at det ”følger af appellantens principale påstand, at anken også omfatter spørgsmålet om formuearten af indtægter af e
6. hvis appellanten får medhold i sin principale påstand, er indtægterne af gården fælleseje.” m har videre i ankeprocesskrift 1 gjort gældende, at hs påstand om formuearten for indtægter af e2 reelt er et anbringende til støtte for hendes frifindelsespåstand over for påstanden om vederlagskrav, hvorfor påstanden burde have været afvist af byretten. i det omfang påstanden nedlægges også under anken, påstås principalt afvisning, subsidiært frifindelse. h har i ankeduplikken anført, at byrettens bestemmelse om, at indtægterne af hendes særeje optjent efter den
7. oktober 1990 tilhører hende som særeje, ikke er anket. denne del af dommen har således retskraft med den virkning, at m er afskåret fra som et anbringende at gøre gældende, at indtægterne er fælleseje. landsretten har den
8. juni 2014 afsagt kendelse vedrørende spørgsmålet om, hvad anken omfatter. kendelsen er sålydende: ”k e n d e l s e: der er i betragtning af påstandene for byretten sammenholdt med indholdet af ankestævningen ikke grundlag for at fastslå, at anken er begrænset til alene at angå en del af dommen. hs påstand om, at dommen ikke er anket i sin helhed, tages derfor ikke til følge. t h i b e s t e m m e s: hs påstand om, at dommen ikke er anket i sin helhed, tages ikke til følge.” - 3 - de påstande, der er nedlagt under hovedforhandlingen for landsretten, svarer til påstandene i ankestævningen. ms mere subsidiære påstand er opgjort således: indskudskonto pr.
9. december 2009 og 2010 2.814.612 kr. mellemregningskonto pr.
10. november 2010 1.038.481 kr. grunde indskudt i 2004 (fælleseje) - 823.667 kr. anerkendt vederlagskrav i gave i 1988 - 220.000 kr. i alt 2.809.426 kr. afdrag på gæld 1989-2010 4.823.237 kr. vederlagskrav gave i 1988 220.000 kr. i alt 7.852.663 kr. m er under ankesagen meddelt delvis fri proces. den fri proces omfatter påstanden om, at h dømmes til at anerkende, at m under skiftet af parternes bo har et vederlagskrav på 7.852.663 kr. h har fri proces. supplerende sagsfremstilling der er for landsretten fremlagt en opgørelse over saldoen på mellemregningskontoen mellem parterne pr.
11. november 2010 udarbejdet af h og en oversigt over hs formue i årene 1988 til
12. der er endvidere fremlagt udkast til boopgørelse af
13. august 2012 udarbejdet af advokat grønborg, hvorefter m skal betale 1.802.356,85 kr. til h. der er også for landsretten forevist original kassejournal for årene 1979 til 1990 (bilag 13). forklaringer - 4 - m og h har afgivet supplerende forklaring for landsretten. m har supplerende forklaret, at han med en rendegraver har vedligeholdt og repareret skovvejene på e
14. han har også malet stuehuset udvendigt og repareret vinduerne, som herefter blev malet hos en malermester. han kørte selv vinduerne hen til maleren og hentede dem her igen. han husker ikke nærmere, hvornår arbejdet blev udført. han har fået hjælp til arbejdet med vejene og med vinduerne af et par venner. på et tidspunkt fik de nyt fyr på ejendommen, og han udførte det arbejde, der var nødvendigt for at tilslutte det. i de perioder, han udførte arbejde på ejendommen, var han der dagligt. han skulle dog samtidig passe sin forretning i randers, og han har derfor kun været på ejendommen, når det har været nødvendigt. det ægtepar, der har boet på ejendommen, har som forklaret for byretten passet haven og herunder slået græsset, men de har ikke fungeret som viceværter. der har ikke været ansat andre til at udføre arbejde på ejendommen. hans virksomhed, y-firma, var et handelsfirma, og de reservedele mv., der var brug for på e2, og som j. e. s. materiel forhandlede, blev leveret til e2 til nettopriser. dette skete på hans foranledning, og det var også ham, der udskiftede reservedelene. det var h, der stod for alt det økonomiske, og da de i ægteskabet havde fælleseje, interesserede han sig ikke nærmere for, hvordan betalinger m.v. foregik. på et tidspunkt begyndte han at modtage løn for det arbejde, han udførte på e
15. det var h, der insisterede herpå. pengene blev indsat på en konto, som h disponerede over. de udgifter, han havde til privatforbrug, eksempelvis til veteranbiler, blev trukket herpå. der blev også på kontoen trukket andre udgifter, som ifølge h var hans udgifter. han fandt frem til den revisor, der herefter lavede regnskaber for dem, men det var h, der havde kontakten til revisoren. selv deltog han i de fleste af møderne med revisor og altid i det møde, hvor de underskrev regnskaberne. regnskabet var da udarbejdet og lå klar til underskrift. tallene havde revisoren fået fra h. han kontrollerede selv kun de tal, der vedrørte y-firma og interesserede sig ikke for andet. han er først i forbindelse med denne sag blevet opmærksom på, at der flere steder i regnskaberne omtales særeje, og han har således aldrig fået disse afsnit af regnskaberne gennemgået. - 5 - foreholdt udkastet til boopgørelse (bilag 100, ekstraktens side 973 ff.), hvorefter han skal betale ca. 1,8 mio. kr. til h, har han forklaret, at han kun vil kunne betale dette beløb, hvis han sælger sin ejendom på …vej. denne ejendom er af en ejendomsmægler vurderet til 2,7 mio. kr. han og h har aldrig drøftet, om e2 var særeje. han var klar over, at h i forbindelse med købet af e1 fik 300.000 kr. som særeje af sin mor. han vidste også, hvad h fik for ejendommen, da hun solgte den, og de talte om, hvordan disse penge skulle investeres. han var derfor også klar over, at indtægten fra salget af e1 skulle bruges til køb af e
16. det var herudover nødvendigt at optage et lån. h har supplerende forklaret, at hendes mor døde i 2000, 95 år gammel. moderen var åndsfrisk til det sidste. hun var oprindeligt uddannet på advokatkontor og startede sammen med faderen en entreprenørvirksomhed i randers. moderen stod for bogholderiet, og det er moderen, der har lært hende bogholderi. e1 blev bygget af hendes far i mellemkrigsårene, og hun og m boede her de første 15 år af deres ægteskab. senere flyttede de til ...vej, hvor de havde værksted. moderen overdrog e1 til hende og hendes to brødre, da moderen ikke længere efter faderens død kunne overkomme at have ejendommen. forældrene havde i 1954 oprettet et testamente, hvorefter arven efter dem skulle være særeje, og bestemmelsen om særeje i skødet vedrørende e1 var således helt i overensstemmelse med forældrenes ønske om, at deres aktiver skulle blive i familien. e1 blev solgt, fordi hendes brødre, der er noget ældre end hun er, gerne ville have nogle penge ud. samtidig fik de oplyst, at skattereglerne ville blive ændret, så ejendomsavance ville blive skattepligtig. hun førte kassebogen i årevis, og bogføringen heri udgør grundlaget for revisors udarbejdelse af regnskaber gennem årene. der er bilag på alle posteringer helt tilbage fra
17. moderen tilbød først brødrene at købe e2, men ingen af dem var interesserede. hun betalte noget af købesummen vedrørende e2 før den
18. marts 1989, da moderen manglede kontanter til gaver til børn og børnebørn. moderen forærede alle børn og børnebørn det beløb, der - 6 - afgiftsfrit kunne gives i gave, i alt 96.000 kr. hun overførte halvdelen af de obligationer, hun købte, til sin mor, som delbetaling for e
19. beløbet på 16.433,69 kr. i hendes opgørelse over betalingen af købesummen vedrørende e2 (bilag 5, ekstraktens side 781), vedrører en afregning for træ i november 1988, som moderen modtog efter overtagelsesdagen. der blev derfor udstedt en kreditnota, og beløbet blev anvendt som afdrag på købesummen. tilsvarende med hensyn til den forudbetalte forpagtningsafgift på 50.000 kr. da hun udarbejdede opgørelsen i slutningen af 1989, opdagede hun, at tallene ikke stemte, og at hun havde betalt for meget. moderen, som havde bedt hende lave opgørelsen, fik den udleveret, og som hun husker det, gjorde moderen også notater på sit eksemplar. hun har forgæves forsøgt at finde moderens eksemplar af opgørelsen. advokaten, der stod for handlen, og som var advokat for både hende og moderen, ringede på et tidspunkt og spurgte, om hun havde overført den sidste del af købesummen. effekt- oversigten fra privatbanken, som ikke er tilladt fremlagt under sagen, blev i den forbindelse sendt til advokaten. moderen var meget nøjeregnende og gjorde ikke forskel på hende og brødrene. hun har betalt moderen hele købesummen. da moderen døde, arvede hun og hendes brødre hver 800.000 kr., så en stor del af pengene fra moderens salg af e2 var i behold, da moderen døde. arven var særeje, og ca. 200.000 kr. heraf blev anvendt til afdrag på vindmøllen. indtægterne fra vindmøllen gik de første 6 år direkte til bg bank, som havde finansieret købet af møllen. i forbindelse med købet af vindmøllen fik de ny revisor, da der ikke var mange revisorer, der havde forstand herpå. det var den nye revisor, der i regnskabet skrev, at der mellem hende og m var indgået aftale om særeje. den tidligere revisor var også klar over, at e2 var særeje. m og hun har også talt om, at e2 var særeje. når de talte om risikoen for erstatningssager ved driften af ms virksomhed, y-firma, sagde m, at de i så fald kunne leve videre for hendes særeje. nogle af de obligationer, hun købte for provenuet fra salget af e1, blev med tiden udtrukket, - 7 - og nogle af disse penge brugte hun også til indskud i e
20. indeståendet på ”den gyldne bankbog” er kun brugt på e
21. hun har aldrig ført regnskab for sin mor, som også havde en anden revisor, end hun og m havde. procedure parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed. m har i et sammenfattende processkrift af
22. september 2015 vedrørende spørgsmålet om vederlagskrav gjort følgende anbringender gældende: ”hvis vestre landsret finder, at e2 tilhører h som særeje, har h ikke haft andre særejemidler end e
23. jeg gør derfor gældende, at ethvert indskud af midler til driften, til forbedringer og/eller afdrag på gæld i e2 er sket med fællesejemidler. opgørelsen af vederlagskravet fremgår af ekstraktens side
24. der er enighed mellem parterne om, at hs indskudskonto for e2 udgjorde 2.814.612 kr. ultimo 2009 og
25. der er enighed mellem parterne om, at hs mellemregningskonto med e2 udgjorde 1.038.481 kr. pr. separationsdagen, som er den
26. november
27. der er enighed mellem parterne om, at der i hs ejertid er afdraget i alt 4.823.237 kr. på gæld i e2 indtil og med år
28. der er enighed mellem parterne om, at værdien af de grunde, som er indskudt i e2, i relation til beregning af vederlagskravet har en værdi på 823.667 kr. dette beløb skal fradrages vederlagskravet, da der er enighed om, at grundene er - 8 - fælleseje. vederlagskravet kan herefter opgøres til 2.814.612 kr. + 1.038.481 kr. + 4.823.237 kr. – 823.667 kr. = 7.852.663 kr. kun i det omfang vestre landsret finder det bevist, at h har indskudt midler fra ”den gyldne bankkonto” i virksomheden, kan vederlagskravet reduceres som anført i opgørelsen, jf. ekstraktens side
29. i den forbindelse bemærker jeg, at indskudskontoen udgjorde 1.230.598 kr. ultimo 1989, jf. ekstraktens side
30. også af denne grund har h ikke bevist, at alle midler fra ”den gyldne bankkonto” er indskudt i e2.” m har yderligere bl.a. anført, at landsretten ved den skønsmæssige fastsættelse af et evt. vederlagskrav tillige må medinddrage parternes meget langvarige ægteskab, deres fordeling af arbejdsopgaverne og deres tilrettelæggelse af økonomien. han har gennem årene forestået alt praktisk arbejde også vedrørende e2, og h ville ikke have kunnet beholde e2, hvis det ikke havde været for hans daglige indsats og indtægterne fra hans virksomhed y-firma. h har i et sammenfattende processkrift af
31. september 2015 vedrørende spørgsmålet om vederlagskrav gjort følgende anbringender gældende: ”til støtte for appelindstævntes påstand om stadfæstelse af byrettens dom om, at indstævnte alene har et vederlagskrav i medfør af rvl § 23, stk. 2 på 220.000 kr., gøres det gældende, at appellanten ikke har godtgjort, at der er anvendt fællesejemidler til forbedring af indstævntes særeje, ar saldo på en indskudskonto og mellemregningskonto opgjort efter de skatteretlige regler i virksomhedsskatteloven ikke doku- menterer, at der er familieretligt er opstået et vederlagskrav, da man ikke kan sætte lighedstegn mellem virksomhedsskatteordning og særeje, og da indskud i virksomheden både kan ske med særeje- - 9 - og fællesejemidler, at indstævntes virksomhedsordning omfatter andre aktiver end e2, 1 vindmølle og de 2 1/3 grunde, jf. bilag 42 p. 8 (e4 954), hvor der bl.a. også er aktiver i form af indestående i pengeinstitutter på 2.968.710 kr., og at indskudskonto og mellemregningskonto kan være steget som følge af indskud på disse bankkonti, jf. også boopgørelsen, bilag 100, hvor der i e4 978 er anført 2 konti i jyske bank pr. 23.11.2010 på i alt kr. 2.869.924,93, at landsretten ikke skal tage stilling til, om disse bankkonti er ind- stævntes særeje, at indskud på disse konti kun kan give appellanten et vederlagskrav, hvis appellanten er enig i, at disse konti tilhører indstævntes særeje, hvilket appellanten ikke hidtil har taget stilling til, at appellanten opfordres til at tilkendegive, om indeståendet på de nævnte bankkonti er særeje, hvilket jo er forudsætningen for det rejste vederlagskrav, at appellanten ikke kan få vederlagskrav for det samme beløb to gange, både når midler indskydes i virksomhedsordningen, og når de samme midler anvendes til betaling af afdrag på gælden, således som anført i bilag 102 (e5 1362), at statsaut. revisor ole vestergaard i erklæring af 25.10.2013, jf. bi- lag 95 (e4 1002), i svaret på spørgsmål 8 har bekræftet, at et indskud fra indstævnte på kr. 500.000 til nedbringelse af gælden i e2 vil medføre, at mellemregningskontoen stiger med kr. 500.000 og gælden falder med kr. 500.000, at appellanten således søger at få et indskud på kr. 500.000 kr til at - 10 - give et vederlagskrav på to gange kr. 500.000, at indstævntes vederlagskrav som følge heraf bør reduceres med op til 2.809.426 kr., svarende til summen af indskudskontoen og mellemregningskontoen - se bilag 102 (e5 1362), og vederlags- kravet kan højest udgøre kr. 4.823.237, dvs. afdragene på sær- ejegælden, at indstævntes indskud af særejemidler ved købet af e2 ikke kan give anledning til vederlagskrav, hvilket appellanten forbigår ved blot at rejse vederlagskrav på basis af indskudskontoen, at indskudskontoen i 1988 lød på kr. 262.061, jf. bilag 20 (e1 143) og i 1999 på yderligere kr 968.537, jf. bilag 21 e1 196, eller i alt kr. 1.230.589, jf. parternes årsregnskab for 1989, bilag 44 (e1 183) og bilag 99 (e5 1361), som må antages at være indstævntes indskudte særeje med fradrag af 50% af lånet i nykredit på kr. 2.111.000, at indstævnte som led i købet af e2 i 1989 optog et realkreditlån i nykredit på kr. 2.111.000 med pant i ejendommen med et overskydende provenu på nom. kr. 1.056.000 i obligationer, som er særeje, da lånet havde pant i indstævntes særeje, og at indstævntes obligationer, som var særeje, løbende er skudt ind i virksomheden, sidste gang i 2004 med i 358.595 kr., jf. bilag 36 side 8 (e3 759), at indstævnte i 2000 har indskudt ca. 221.000 kr. af sin arv efter sin moder, på mellemregningskontoen med e2, jf. bilag 32 side 10 (e2 589), statsaut. revisor ole vestergaards erklæring af 23.11.2013 svaret på spørgsmål 3, bilag 95 (e4 998), og at denne arv ubestridt var særeje, jf. forældrene testamente fra 1956, bilag 69 (e1 66-67), - 11 - at en stor del af indskud på indskudskonto og mellemregningskonto hidrører fra indtægterne af indstævntes særejeobligationer 1989- 2003 på ca. 1 mio. kr. før skat og indtægterne fra e2 2000-2010 på 4.951.201 kr. før skat, jf. bilag k (e4 1019), og at der ikke kan blive tale om et vederlagskrav, hvis landsretten finder, at indtægterne af særejet er særeje, at appellantens eventuelle krav vedr. indskud i e2 og arbejde og bistand vedr. e2 ikke kan give anledning til et vederlagskrav efter rvl § 23, stk. 2, men i bedste fald et formueretligt krav efter rvl § 29, som ikke er gjort gældende i sagen, at appellanten ikke på noget tidspunkt har foretaget nogen form for økonomiske indskud i e2, som ikke er blevet refunderet løbende, at appellanten løbende har fået betaling for den bistand, han har ydet med tilsyn m.v. på e2, jf. bilag 19 (e4 1028), hvoraf fremgår, at appellanten har fået refunderet kr. 1.441.411,08, og bilag 73 (e4 1034-1039), hvor løn, leje og refusioner er specificerede, at appellantens eventuelle vederlagskrav skal nedsættes forholds- mæssigt, hvis appellanten får medhold i, at ejendommen tilhører indstævnte som anpartssæreje.” landsrettens begrundelse og resultat det tiltrædes af de grunde, der er anført af byretten, at der har været forbundet så væsentligt og betydeligt et gavemoment med overdragelsen af e1, at hs andel af ejendommen i sin helhed må anses for hs særeje. i relation til byrettens bemærkning om, at h ikke har haft særlig tilknytning til ejendommen, bemærkes dog, at ejendommen efter hs forklaring er opført af hendes far, og at hun og m boede i ejendommen i en årrække frem til 1979 og således også på tidspunktet for hs erhvervelse af en andel af ejendommen. - 12 - det er ubestridt, at hs provenu ved salget af e1 udgjorde 2.124.000 kr., og at dette beløb blev indsat på en konto i privatbanken, som mellem ægtefællerne blev benævnt ”den gyldne bankkonto”. da provenuet fra salget trådte i stedet for særeje, tiltrædes det endvidere, at dette provenu også var hs særeje, jf. herved den dagældende retsvirkningslovs § 21, stk. 1, nr.
32. efter bevisførelsen, herunder hs forklaring og forklaringen afgivet af m for landsretten, hvorefter m var klar over, at indtægten fra e1 skulle anvendes til køb af e2, sammenholdt med opgørelsen over betalingen af købesummen udarbejdet af h i 1989, der stemmer med indholdet af bogføringsjournalen (bilag 13), kvitteringen for indbetaling af et beløb på 10.018,38 kr. til hs konto (bilag 17) og hævningerne foretaget på ”den gyldne bankkonto”, lægges det – i overensstemmelse med opgørelsen i hs sammenfattende processkrift – til grund, at der af indeståendet på ”den gyldne bankkonto” blev anvendt godt 2.211.000 kr. til erhvervelse af e
33. det lægges efter bevisførelsen endvidere til grund, at den resterende del af købesummen på 3.521.235 kr. blev betalt med modregning af en indtægt for skovsalg og forudbetalt forpagtningsafgift, med obligationer til en kursværdi på 1.041.812,50 kr. købt for lån optaget i e2 og med et gavebeløb på 220.000 kr. herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at e2 skal anses for hs særeje. landsretten stadfæster derfor byrettens afgørelse om, at m skal anerkende, at ejendommen matr.nr. ... m.fl., x by, beliggende x-vej, 8850 bjerringbro, tilhører h som særeje. på tidspunktet for as overdragelse af e1 til h og hendes brødre i december 1978 var indtægter af særeje efter den dagældende retsvirkningslovs § 21, stk. 2, fælleseje, medmindre andet gyldigt var bestemt. skødet vedrørende e1 indeholder ingen bestemmelser vedrørende indtægter af særejet, og det må derfor antages, at det i overensstemmelse med den deklaratoriske regel i den dagældende bestemmelses § 21, stk. 2, var forudsat, at indtægterne af særejet skulle være fælleseje. dette gælder også indtægterne af e2, som træder i stedet for dette særeje. ved lov nr. 396 af
34. juni 1990 blev retsvirkningslovens § 21 ophævet og de nugældende § 28, stk. 3, og § 28 a indsat med ikrafttræden den
35. oktober
36. en aftale om skilsmis- - 13 - sesæreje og fuldstændigt særeje og en tilsvarende bestemmelse vedrørende gave eller arv omfatter herefter bl.a. også indtægter af særejet, medmindre andet er bestemt i aftalen. ændringsloven fra 1990 indeholder ikke vedrørende spørgsmålet om indtægter af særeje en overgangsbestemmelse, og det må i lyset af den frie adgang til at træffe bestemmelse vedrørende indtægternes formueart, som var gældende også forud for lovændringen, kræve sikre holdepunkter i lovens ordlyd eller forarbejder, hvis indtægter af særeje etableret forud for ændringslovens ikrafttræden herefter under alle omstændigheder efter lovændringen skal anses som særeje. sådanne sikre holdepunkter foreligger ikke, og da det som anført må antages, at det, da gaven blev givet i 1978, var forudsat, at indtægterne af særejet skulle være fælleseje, er der ikke grundlag for at fastslå, at indtægterne af hs særeje optjent efter den
37. oktober 1990 tilhører hende som særeje. herefter og da der efter landsrettens kendelse af
38. juni 2014 i ms påstand findes at være indeholdt en påstand om frifindelse over for hs påstand om stadfæstelse af den del af byrettens dom, hvorefter m skal anerkende, at indtægterne af hs særeje optjent efter den
39. oktober 1990 tilhører hende som særeje, frifindes m for denne påstand. m har efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2, krav på vederlag, såfremt h har anvendt midler af fællesboet til erhvervelse eller forbedring af sit særeje. det er i den forbindelse ubestridt, at det gavebeløb på 220.000 kr., som indgik ved berigtigelsen af købesummen vedrørende e2, er fællesejemidler, og at m som følge heraf har krav på vederlag. det er endvidere ubestridt, at gælden i ejendommen i perioden fra 1988 til november 2010 er nedbragt med 4.823.237 kr. ved afdrag på pantegælden må særejet anses for tilsvarende forøget, og i det omfang, der er anvendt fællesejemidler hertil, vil afdragene derfor også kunne danne grundlag for vederlagskrav. det må efter bevisførelsen, herunder hs forklaring og statsautoriseret revisor ole vestergaards besvarelse af spørgsmål 3, 5 a, 6 og 7, lægges til grund, at i hvert fald en del af hs arv i 2000 efter moderen på godt 795.000 kr. er anvendt på e2, og at h herudover i perioden fra 1988 til 2010 har indskudt betydelige beløb i e2, herunder også i form af beløb fra ”den gyldne bankkonto” og indtægter fra salg af obligationer. det må efter ole vestergaards besvarelse videre lægges til grund, at den løbende drift i øvrigt har været - 14 - finansieret af indtægten fra driften af e
40. det tiltrædes som anført af byretten, at obligationerne købt for lånet optaget ved erhvervelsen af e2, og hvoraf h beholdt nominelt 1.056.000 kr., der som anført foran løbende er indskudt i e2, også er hs særeje. det gælder som foran anført endvidere indeståendet på ”den gyldne bankkonto” og ubestridt arven i 2000 efter moderen. det er på den anførte baggrund, og således som sagen er forelagt, usikkert i hvilket omfang, der er anvendt fællesejemidler på ejendommen, herunder til nedbringelse af pantegælden i ejendommen, ligesom det er usikkert om udgifter, der i øvrigt måtte være betalt med fællesejemidler, har en sådan karakter af egentlig reparation, forbedring eller mere omfattende vedligeholdelsesarbejde på ejendommen, at de kan indgå i et vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk.
41. hertil kommer, at de skattemæssige forhold ikke er belyst. på denne baggrund og efter den tid, der er forløbet siden gavebeløbet på 220.000 kr. blev givet, og da der ubestridt siden overtagelsen har været en ikke uvæsentlig værdistigning vedrørende e2, finder landsretten, at m herefter efter en samlet skønsmæssig vurdering har et vederlagskrav på i alt 3.500.000 kr., jf. herved retsvirkningslovens § 23, stk.
42. ms mere subsidiære påstand tages herefter med det anførte beløb til følge som bestemt nedenfor. med de anførte ændringer stadfæster landsretten byrettens dom. efter en samlet vurdering af de nedlagte påstande og anbringender sammenholdt med sagens forløb skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for nogen af retterne til den anden part eller til statskassen. t h i k e n d e s f o r r e t: m tilpligtes at anerkende, at ejendommen matr.nr. ... m.fl., x by, beliggende x-vej, 8850 bjerringbro, tilhører h som særeje. - 15 - m frifindes for påstanden om, at han skal anerkende, at indtægterne af hs særeje optjent efter den
43. oktober 1990 tilhører h som særeje. h skal anerkende, at m under skiftet af parternes fællesbo har et vederlagskrav på 3.500.000 kr. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for nogen af retterne til den anden part eller til statskassen.