← Danmark

lukkede døre

lukkede døre højesterets dom afsagt torsdag den 3. november 2016 sag 46/2016 (1. afdeling) m (advokat johan hartmann stæger, beskikket) mod h (advokat jørgen u. grønborg, beskikket) i tidligere instan

§ 28

a. det er unødvendigt og i strid med det præceptive surrogationsprincip i henhold til § 28, stk. 3, jf. § 28 a, at antage, at et aktiv udelukkende er enten særeje eller fælleseje. anpartssærejet er udtryk for den rette afvej- ning af de modstående hensyn, når et aktiv erhverves for en blanding af særeje og fælleseje. - 3 - det er ikke tilstrækkeligt at rette op på forskydninger mellem særeje og fælleseje ved brug af reglerne om vederlagskrav, jf. § 23, stk.

  1. gæld skal henføres til formuefællesskabet, og den del af købesummen, der er finansieret af lån, skal derfor anses for fælleseje. det må i den forbindelse være uden betydning, om lånet er sikret ved pant i det pågældende aktiv, f.eks. en fast ejendom. hs særeje blev etableret ved gaven fra moderen i
  2. når det var giverens ønske, at ind- tægter af særeje skulle være fælleseje, var det dengang unødvendigt at træffe udtrykkelig be- stemmelse herom, idet denne ordning fulgte direkte af den dagældende regel i retsvirknings- lovens § 21, stk.
  3. § 21 blev ophævet ved lov nr. 396 af
  4. juni 1990, som trådte i kraft den
  5. oktober 1990, og indtægter af særeje er ifølge den nye bestemmelse i retsvirkningslovens § 28, stk. 3, særeje. ændringsloven indeholder ikke overgangsregler vedrørende indtægter af særeje, men det fremgår dog af bemærkningerne til lovforslaget, at de hidtidige regler er afgørende, når en gave er overgivet inden lovens ikrafttræden. landsretten har derfor med rette lagt til grund, at indtægter af særeje, som er etableret ved en gave før 1990, fortsat må være fælleseje – også for så vidt angår de indtægter, der falder efter lovens ikrafttræden. det modsatte ville gribe ind i parternes bestående retsforhold i strid med de forudsætninger og ønsker, som gavegive- ren må antages at have haft. vederlagskravet efter § 23, stk. 2, skal fastsættes skønsmæssigt, og en fleksibel anvendelse af reglen er også nødvendig, hvis anpartssæreje ikke anerkendes. i modsat fald bliver resultatet helt urimeligt og i strid med det hensyn til genopretning af balancen mellem fælleseje og sær- eje, som er reglens formål. hs særeje udspringer af en gave på 300.000 kr. i
  6. hvis det lægges til grund, at hun i dag kan udtage hele e2 som sit særeje, vil det være urimeligt at begrænse vederlagskravet til et beløb, som er mindre end de 3,5 mio. kr., som følger af landsrettens dom. det gælder særligt i lyset af det oplyste om den aktuelle handelsværdi af e2 og de øvrige oplysninger om størrel- sen af parternes fælleseje mv. ifølge det udkast til boopgørelse, som er udarbejdet af hs ad- vokat, udgør handelsværdien af ejendommen 16 mio. kr., og hvis vederlagskravet kun udgør - 4 - 220.000 kr., bliver resultatet af bodelingen, at hun har et boslodskrav mod ham på netto ca. 1,8 mio. kr. ved vurderingen af størrelsen af et rimeligt vederlagskrav bør der endvidere lægges vægt på parternes meget langvarige ægteskab, og at det kun er takket være hans arbejdsindsats og indtægter fra hans selvstændige virksomhed, at det har været muligt at bevare e2 – også i årene 1988-2000, hvor der var underskud på driften af ejendommen. han fik ikke løn for sin arbejdsindsats på ejendommen i disse år. hertil kommer, at gælden på ejendommen er ned- bragt med mere end 4,8 mio. kr., uden at h har kunnet dokumentere, at gælden er nedbragt med midler fra hendes særeje. han har med henvisning til højesterets dom ufr 2015.3857 frafaldet sit anbringende om, at efterfølgende forhold efter købet af e2 kan have betydning for vurderingen af, om ejendom- men tilhører h som anpartssæreje. h har anført navnlig, at det efter højesterets praksis ligger fast, at en ejendom i sin helhed er særeje, når gavemomentet ved overdragelsen er væsentligt i forhold til ejendomsværdien og tillige betydeligt i absolut forstand, jf. ufr 1984.564 h og ufr 1987.763 h. denne betingelse er opfyldt for hendes erhvervelse af en del af e1 i 1978, hvor gaveandelen udgjorde 300.000 kr. ud af den samlede overdragelsessum på 680.000 kr. synspunktet om muligheden for etablering af et anpartssæreje ved delgave er baseret på be- tragtninger om mulige konsekvenser af særejereformen i 1990, men disse konsekvenser kan ikke spille nogen rolle for gaver fra tiden før denne reform, som der er tale om i denne sag. i øvrigt må det også efter særejereformen lægges til grund, at giveren kan bestemme, at aktivet i sin helhed skal være særeje, når gavemomentet er væsentligt. højesterets domme er således fortsat udtryk for gældende ret. når e1 var særeje i sin helhed, betyder det, at hele provenuet fra salget af ejendommen i 1988 også var særeje, jf. den dagældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 21, stk. 1, nr. 3, som svarer til surrogatreglen i den gældende lovs § 28, stk. 3, jf. § 28 a. der er enighed om, at be- løbet på 2.124.000 kr., som indgik i betalingen for e2 i 1988, var provenu fra salget af e
  7. det udgør 60,32 % af den samlede købesum for e2 på 3.521.235 kr. og en endnu større andel - 5 - af den kontante del af købesummen. gælden i ejendommen skal anses for særejegæld og ikke fællesejegæld. også e2 blev erhvervet før særejereformen i
  8. efter de dagældende regler var det ved køb tilstrækkeligt til etablering af særeje for ejendommen i sin helhed, hvis mere end halvde- len af udbetalingen blev betalt med særejemidler. på den baggrund er det klart, at der ikke bliver tale om anpartssæreje for denne ejendom. den er i sin helhed særeje for hende. resultatet ville i øvrigt have været det samme, hvis erhvervelsen af e2 var sket efter
  9. der er således heller ikke efter de gældende regler grundlag for anpartssæreje, når en ejendom erhverves for blandede midler. en ændring af retstilstanden, herunder eventuel indførelse af regler om anpartssæreje, bør ske ved lov, og overvejelser om lovændringer fremgår af retsvirkningslovsudvalgets betænkning nr. 1552/
  10. en opfølgning på denne betænkning er på regeringens lovprogram for folketingsåret 2016-
  11. efter ophævelsen af retsvirkningslovens § 21 og indførelsen af § 28 er indtægter af særeje ikke længere fælleseje, men derimod særeje, jf. § 28, stk.
  12. synspunktet om, at indtægter af særeje også efter ikrafttrædelsen af ændringsloven den
  13. oktober 1990 skulle være fælleseje, er derfor i strid med loven, når der ikke kan påvises en særlig overgangsregel om, at de hidtil gældende regler fortsat skulle være gældende for særeje etableret inden lovændringen. i det foreliggende tilfælde har gavegiveren ikke truffet nogen bestemmelse om indtægter af gaven, og hun har næppe overhovedet gjort sig overvejelser herom. der er i hvert fald ikke grundlag for en antagelse om, at hendes undladelse af at tage stilling til spørgsmålet skal for- tolkes som et ønske om, at indtægterne skal være fælleseje. spørgsmålet om formueordningen for indtægterne må derfor besvares på grundlag af de til enhver tid gældende regler herom, og det betyder, at de indtægter, som er faldet i tiden efter den
  14. oktober 1990, er særeje. dette resultat følger også af de almindelige intertemporalretlige regler. i forbindelse med købet af e2 i 1988 modtog hun en gave på 220.000 kr. fra sin mor uden vilkår om særeje. denne gave er derfor fælleseje, og da den indgik i betalingen af købesum- men, har m krav på vederlag i medfør af retsvirkningslovens § 23, stk.
  15. - 6 - der er ikke grundlag for et vederlagskrav efter § 23, stk. 2, som overstiger beløbet på 220.000 kr. der er ikke hjemmel til pristalsregulering af kravet eller til at forhøje det på grund af ejen- domsværdistigningen. det kan ikke føre til et andet resultat, hvis m har udført arbejde på ejendommen uden vederlag, men han har i øvrigt heller ikke ført bevis for at have arbejdet uden vederlag. der er ikke ført bevis for, at underskud på den løbende drift af ejendommen eller afdrag på gælden i ejendommen blev betalt med fællesejemidler. hun havde tilstrække- lige særejemidler til finansiering af disse udgifter, og siden 2000 har driften af ejendommen givet overskud. hvis m får medhold i sit synspunkt om, at indtægterne af hendes særeje, optjent efter den
  16. oktober 1990, skal anses for fælleseje, anerkendes det, at han har et vederlagskrav på 3,5 mio. kr., således som landsretten har lagt til grund. retsgrundlag den tidligere gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 21 havde følgende ordlyd: ”§
  17. særeje er:
  18. hvad der ved ægtepagt er gjort til særeje,
  19. gave, som er givet en ægtefælle af tredjemand med det vilkår, at den skal være særeje, eller arv, selv om den er arvingens tvangslod, for så vidt arveladeren ved testamente har truffet sådan bestemmelse,
  20. hvad der træder i stedet for de under 1 og 2 nævnte genstande, medmindre andet gyldigt er bestemt. stk.
  21. indtægt af særeje er fælleseje, medmindre andet gyldigt er bestemt.” bestemmelsen blev ophævet ved lov nr. 396 af
  22. juni
  23. ved denne ændringslov blev §

§ 28a indsat i retsvirkningsloven.

disse bestemmelser har følgende ordlyd: ”§

  1. ved ægtepagt kan ægtefæller aftale: 1) at hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder, hvad denne ejer, men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje), og 2) i forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje). stk.
  2. en aftale efter stk. 1 kan angå en del af ægtefællernes ejendele, kan tidsbegræn- ses og kan træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død. - 7 - stk.
  3. en aftale efter stk. 1 omfatter, hvad der træder i stedet for de ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele, medmindre andet er bestemt i aftalen. § 28 a. en gavegiver eller arvelader kan vedrørende gave eller arv, herunder tvangsarv, træffe tilsvarende bestemmelse som efter §
  4. bestemmelsen vedrørende arv skal træf- fes i et testamente.” om forskellene mellem brøkdelssæreje og såkaldt anpartssæreje hedder det i retsvirknings- lovsudvalgets betænkning nr. 1552 fra 2015, side 312, bl.a.: ”anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgø- rende forskelle: 1) brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente. anpartssærejet antages af nogle forfattere herudover at kunne opstå ensidigt ved en tilfældighed, når midler fra flere formuearter sammenblandes. 2) brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt og forbliver ved et salg af et brøk- delssærejeaktiv krone-for-krone brøkdelssæreje. heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et aktiv i anpartssæreje og herefter selv fordeler salgsprovenuet forholdsmæssigt på de respek- tive formuearter. det er uvist, hvordan en sådan fordeling skal finde sted for at være gyldig. 3) sammenblanding af midler fra forskellige formuearter løses ved brøkdelssæreje på skifte af lovreglerne om vederlagskrav, som forudsat i forarbejderne til retsvirkningslo- ven, hvis ægtefællerne ikke aftaler andet ved ægtepagt. anpartssæreje forudsættes som nævnt også at kunne deles ensidigt af en ægtefælle uden aftale med den anden og uden regler for, hvornår og hvordan en ægtefælle skal bestemme, hvilke midler der hører til de forskellige formuearter.” højesterets begrundelse og resultat i 1978 overdrog hs mor, a, en andel af ejendommen e1 til hende med bestemmelse om, at den skulle være hendes særeje. overdragelsessummen for ejendommen var 680.000 kr., hvoraf 300.000 kr. blev givet som gave. h solgte den i 1988 og købte samme år ejendommen e
  5. købesummen for e2 var 3.521.235 kr., og der er enighed om, at en del af denne købesum (2.124.000 kr.) blev betalt med provenuet fra salget af e
  6. spørgsmålet er, om e2 herefter i sin helhed er hs særeje, eller om hun har et såkaldt anpartssæreje i denne ejendom – og hvad der i givet fald er størrelsen af et sådant anpartssæreje. endvidere skal højesteret tage stilling til, om de indtægter af hs særeje, der er optjent efter den
  7. oktober 1990, er fælleseje eller - 8 - særeje, samt til størrelsen af det vederlagskrav i henhold til retsvirkningslovens § 23, stk. 2, som m har ret til under skiftet af parternes fællesbo. e2 – særeje eller anpartssæreje højesteret har ved dom af
  8. maj 1984 (ufr 1984.564) og ved dom af
  9. august 1987 (ufr 1987.763) fastslået, at en ejendom i sin helhed skal anses for særeje for en ægtefælle, som har modtaget den som gave med vilkår om særeje, når overdragelsen efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder indeholder et betydeligt gavemoment. ved erhvervelsen af e1 i 1978 udgjorde værdien af gaven 44,12 % af overdragelsessummen, og højesteret finder herefter, at denne ejendom blev særeje i sin helhed for h i henhold til as bestemmelse herom, jf. den dagældende § 21, stk. 1, nr. 2, i retsvirkningsloven. salgsprove- nuet, som hun opnåede ved salget af ejendommen i 1988, var derfor også særeje, jf. § 21, stk. 1, nr.
  10. h købte e2 i 1988, og spørgsmålet om særeje skal afgøres efter forholdene på dette tidspunkt, jf. herved højesterets dom af
  11. august 2015 (ufr 2015.3857). købesummen udgjorde 3.521.235 kr., og der er enighed om, at 1.041.812,50 kr. blev finansie- ret ved lån. af restkøbesummen på 2.479.422,50 kr. bestod 2.124.000 kr. af salgsprovenuet fra salget af e1, som derfor var særeje. under disse omstændigheder tiltræder højesteret, at e2 må anses for hs særeje i sin helhed. det forhold, at en del af købesummen bestod af fæl- lesejemidler, kan alene give grundlag for et vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2, og således ikke for et såkaldt anpartssæreje. højesteret finder, at heller ikke særejereformen i 1990, jf. lov nr. 396 af
  12. juni 1990, der bl.a. indførte mulighed for brøkdelssæreje, giver grundlag for at anerkende anpartssæreje. indtægter af e2 efter den
  13. oktober 1990 (fælleseje eller særeje ?) samt vederlagskrav otte dommere – poul søgaard, jytte scharling, thomas rørdam, poul dahl jensen, jens peter christensen, lars hjortnæs, kurt rasmussen og jens kruse mikkelsen – udtaler: den dagældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 21 indeholdt regler om, hvad der var særeje, herunder særeje etableret ved gave. efter § 21, stk. 2, var indtægt af særeje fælleseje, - 9 - medmindre andet gyldigt var bestemt. retsvirkningslovens § 21 blev som nævnt ophævet ved lov nr. 396 af
  14. juni 1990 og erstattet af §

§ 28a, der trådte i kraft den 1.

oktober

  1. efter § 28 a kan en gavegiver træffe bestemmelse om særeje vedrørende gaven. en så- dan bestemmelse om særeje omfatter efter § 28, stk. 3, også indtægter af særejet, medmindre andet er bestemt af gavegiver. ved reformen i 1990 er der således sket en ændring af den ud- fyldende regel om, hvilken formueart indtægter af særeje har, når andet ikke er aftalt eller bestemt. som anført foran blev e1 særeje for h i overensstemmelse med gavegivers (as) bestemmelse herom ved overdragelsen til h i
  2. gavegiver traf ingen udtrykkelig bestemmelse om, hvad der skulle gælde for indtægterne af særejet. indtægterne af det oprindelige særeje (e1) og senere indtægterne af e2, der i 1988 trådte i stedet for det oprindelige særeje, er herefter fælleseje, jf. den dagældende § 21, stk.
  3. spørgsmålet er, om bestemmelsen i § 28, stk. 3, hvorefter indtægter af særeje er særeje, fører til, at indtægter af e2, der optjenes efter den
  4. oktober 1990, ikke længere er fælleseje, men i stedet særeje. den dagældende bestemmelse i § 21, stk. 2, og den nugældende bestemmelse i § 28, stk. 3, har karakter af regler, der fylder en aftale eller bestemmelse om særeje ud ved at fastlægge, hvilken formueart indtægter af særeje har, når der i aftalen eller bestemmelsen om særeje ikke er taget stilling hertil. vi finder, at bestemmelsernes karakter af udfyldende regler indebærer, at formuearten af fremtidige indtægter af særejet fastlægges endeligt på det tidspunkt, hvor aftale om særeje indgås, eller hvor bestemmelse om særeje træffes af gavegiver eller arvelader. det er således lovgivningen på dette tidspunkt, som de disponerende har mulighed for at indrette sig efter. det er også ud fra forholdene på dette tidspunkt, at det afgøres, om selve aktivet er særeje, jf. højesterets dom af
  5. august 2015 (ufr 2015.3857). heraf følger, at reglen i § 28, stk. 3, kun finder anvendelse på særejebestemmelser, som en gavegiver har truffet, før reglen trådte i kraft den
  6. oktober 1990, hvis loven indeholder en overgangsregel herom. en sådan overgangsregel indeholder loven ikke. - 10 - på denne baggrund tiltræder vi, at indtægterne af e2, herunder også de indtægter, der er ind- tjent efter den
  7. oktober 1990, er fælleseje. når det således lægges til grund, at indtægterne af e2 også efter den
  8. oktober 1990 er fæl- leseje, er der mellem parterne enighed om, at m har et vederlagskrav på de 3,5 mio. kr., som landsretten har fastsat efter en samlet skønsmæssig vurdering. vi stemmer herefter for i det hele at stadfæste landsrettens dom. dommer lars apostoli udtaler: efter retsvirkningslovens § 21, stk. 2, var indtægt af særeje fælleseje, medmindre andet gyl- digt var bestemt. denne bestemmelse blev ophævet ved lov nr. 396 af
  9. juni 1990 og afløst af §

§ 28a, og det følger af § 28, stk.

3, at indtægter af særeje er særeje, medmindre andet er bestemt i ægtepagten, der danner grundlag for særejet, eller af gavegiveren eller ar- veladeren, der har truffet bestemmelse om, at det pågældende aktiv skal være særeje, jf. § 28 a. som anført af skifteretten og landsretten indeholder loven fra 1990 ikke overgangsregler vedrørende indtægter af særeje, hvor særejet blev etableret ved ægtepagt, arv eller gave fra før

  1. a har ikke truffet bestemmelse om, hvorvidt indtægterne af det særeje i form af en andel af e1, som hun gav til h i 1978, skulle være særeje eller fælleseje. efter min opfattelse er der ikke fremlagt noget, der giver belæg for at fortolke as undladelse af at træffe bestemmelse om indtægternes formueart som udtryk for et ønske om, at de skulle være fælleseje – svarende til resultatet i henhold til den dagældende § 21, stk. 2, når intet andet var bestemt. hendes undladelse betyder derfor alene, at hun netop ikke har truffet nogen bestemmelse om indtæg- ternes formueart, og at formuearten for indtægterne må bestemmes efter de regler, der er gæl- dende om sådanne indtægter på det tidspunkt, hvor indtægterne erhverves. indtægter af særeje er ifølge ordlyden af § 28, stk. 3, særeje, når intet andet er bestemt, og det gælder uden hensyn til, om det særeje, som indtægterne stammer fra, er etableret før eller ef- ter 1990 og uden hensyn til, om det pågældende særeje er etableret ved ægtepagt, gave eller arv. - 11 - uden særlige overgangsregler er der efter min opfattelse ikke hjemmel til anvendelse af § 21, stk. 2, på indtægter af særeje, som erhverves efter den
  2. oktober 1990, hvor loven fra 1990 trådte i kraft, og § 21 blev ophævet. indtægter af særeje, der erhverves efter den
  3. oktober 1990, skal i stedet behandles efter reglen i § 28, stk. 3, som trådte i stedet for § 21, stk.
  4. det er således tidspunktet for erhvervelsen af indtægterne – og ikke tidspunktet for erhvervelsen af det særeje, som indtægterne hidrører fra – som er afgørende for, om det er den gamle regel i § 21, stk. 2, eller den nye regel i § 28, stk. 3, der skal anvendes. dette resultat er også i over- ensstemmelse med de almindelige intertemporalretlige regler, idet jeg herved bemærker, at det efter § 28, stk. 3, er erhvervelsen af indtægterne og ikke etableringen af særejet, som er den relevante retsstiftende kendsgerning, og at en regelændring med virkning for indtægter, som erhverves efter den
  5. oktober 1990, ikke indebærer et indgreb i et kontraktforhold mel- lem gavegiver og gavemodtager i en situation som den foreliggende, hvor gavegiver netop intet har bestemt om disse indtægter. da det af de anførte grunde er § 28, stk. 3, der efter min opfattelse finder anvendelse på de indtægter af særeje, som h har erhvervet efter den
  6. oktober 1990, stemmer jeg for at stadfæ- ste skifterettens bestemmelse om disse indtægter. som følge af flertallets afgørelse om indtægterne af e2 efter 1990, finder jeg ikke anledning til at udtale mig om størrelsen af vederlagskravet efter retsvirkningslovens § 23, stk.
  7. konklusion der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part eller til stats- kassen.

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.