højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt onsdag den

1. april 2016 sag 199/2015 advokat a kærer vestre landsrets kendelse om afbeskikkelse af ham som forsvarer i sagen: anklagemyndigheden mod t og sag 200/2015 advokat a kærer vestre landsrets beslutning om ikke at tilkende ham salær for udførelsen af forsvaret i sagen: anklagemyndigheden mod t i tidligere instans er afsagt kendelse af vestre landsrets
2. afdeling den
3. marts 2015 og truffet beslutning af vestre landsrets
4. afdeling den
5. marts
6. i påkendelsen har deltaget tre dommere: thomas rørdam, lars hjortnæs og oliver talevski. påstande advokat a og t har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse af
7. marts 2015 ophæves. advokat a har endvidere nedlagt påstand om, at han tilkendes salær i overensstemmelse med sin opgørelse til landsretten. - 2 - anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse af
8. marts 2015 og landsrettens beslutning af
9. marts
10. sagsfremstilling ved retten i viborgs dom af
11. november 2014 blev t fundet skyldig i vold og trusler, jf. straffelovens §§ 244 og
12. straffen blev fastsat til fængsel i 3 måneder, som blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. advokat a var under byretssagen beskikket som forsvarer for t. t ankede dommen med påstand om frifindelse. under ankesagen ved landsretten blev advokat a på ny beskikket som forsvarer for t. hovedforhandlingen fandt sted den
13. marts 2015, hvor advokat a deltog som beskikket forsvarer. af vestre landsrets retsbog af
14. marts 2015 fremgår bl.a.: ”forsvareren foreviste kort en erklæring fra retslægerådet for anklageren og tilkende- gav, at han ønskede at fremlægge erklæringen. anklageren havde ingen bemærkninger hertil. forsvareren redegjorde – ud over en ganske kort omtale af hovedindholdet – ikke i detaljer nærmere for bilaget og foretog ikke nærmere dokumentation fra bilaget. … b mødte som vidne og blev gjort bekendt med sandhedspligt og strafansvar. … det har som følge af karakteren af de spørgsmål, som forsvareren stillede, herunder på baggrund af hans forehold fra tidligere afgivne forklaringer for byretten og til politiet, ikke været muligt at gengive dele af forsvarerens afhøring af vidnet på relevant vis. det bemærkes herved, at anklageren under forsvarerens afhøring protesterede mod den måde, der skete forehold af vidnets forklaring for byretten, idet foreholdet ikke var fuld- stændigt og ikke var loyalt i forhold til indholdet af dommens gengivelse af vidneforkla- ringen. forsvareren forstod ikke anklagerens protest, og retsformanden forsøgte derfor ad flere omgange at forklare, hvori protesten bestod i forhold til indholdet af dom- bogens side 3, næstsidste afsnit. forsvareren opgav herefter temaet og gik videre med afhøringen. … c mødte som vidne og blev gjort bekendt med sandhedspligt og strafansvar. … med henvisning til vidnets forklaring om skilsmissesagen oplyste forsvareren, at denne er afsluttet ved byretten og nu er indbragt for landsretten. han henviste i den forbindelse til, at vidnets oplysninger kan søges bekræftet i landsrettens sag nr. vl. b-1399-
15. han havde ikke forinden fremlagt relevante dokumenter eller i øvrigt foretaget dokumenta- tion i relation til de forhold, som dette vidne skulle afhøres om. … - 3 - anklageren og forsvareren redegjorde for deres opfattelse af sagen. retsformanden bad flere gange under forsvarerens procedure forsvareren om at koncentrere proceduren om sagens konkrete bevistemaer. efter anklagerens og forsvarerens første indlæg trak retten sig tilbage. retsformanden rejste spørgsmål om, hvorvidt der efter en samlet vurdering af forsvare- rens optræden og indsats under hovedforhandlingen var tilvejebragt et forsvarligt grundlag, hvorpå retten kunne træffe afgørelse i sagen. retsformanden gav i den forbin- delse udtryk for, at der efter hans opfattelse – bortset fra nogle meget korte bemærknin- ger til sidst i proceduren – ikke fra forsvarerens side under proceduren var kommet no- get frem, som på en forsvarlig og professionel måde forholdt sig til sagens relevante be- vismæssige og retlige problemstillinger. dette var en helt usædvanlig situation. spørgsmålet blev drøftet. efter votering tilkendegav retten, at sagen skal gå om, således at hovedforhandlingen udsættes og gennemføres på et senere tidspunkt med en ny forsvarer, idet retten fandt, at tiltalte ikke under hovedforhandlingen havde fået det fornødne forsvar. landsretten vil afsige kendelse herom, som tilsendes anklagemyndigheden, forsvareren og tiltalte. landsretten afsluttede hovedforhandlingen. der blev herefter under medvirken af domsmænd truffet følgende afgørelse k e n d e l s e: der har efter drøftelse blandt domsmandsrettens medlemmer været enighed om, at det vil være uforsvarligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. retten har lagt vægt på, at forsvarerens optræden under sagen, herunder hans afhøringer og proce- dure, har været af en sådan karakter, at der ikke er givet tiltalte et relevant og tilstræk- keligt forsvar. det bemærkes særligt, at der ikke er sket fyldestgørende dokumentation af en udtalelse fra retslægerådet, som forsvareren senere henviste til under proceduren, at forsvarerens afhøring af b ikke var fyldestgørende, idet den blandt andet byggede på en misforståelse af hendes forklaring for byretten, at forsvarerens procedure ikke forholdt sig til de relevante bevistemaer for afgørelsen af skyldspørgsmålet, men i stedet indeholdt udtalelser, der kunne forstås som personlige angreb på retten og anklageren, ligesom han anfægtede bs almindelige troværdighed, blandt andet i relation til, om hun var den person, hun udgav sig for, og at forsvarerens bemærkninger vedrørende strafudmålingen nærmest måtte forstås som en opfordring til at straffe hårdest muligt for at understrege forsvarerens synspunkter i relation til en bevisførelse, som landsretten tidligere havde afslået. det er herefter den samlede domsmandsrets opfattelse, at forsvaret af tiltalte har været så utilstrækkeligt, at det vil være uforsvarligt at træffe afgørelse i sagen. t h i b e s t e m m e s: - 4 - den beskikkede forsvarer, advokat a, afbeskikkes. denne sag skal gå om under medvirken af nye dommere og domsmænd og ny forsvarer. afgørelsen er truffet efter principperne i retsplejelovens § 736, stk. 2, jf. § 733, stk. 2.” ved retsbog af
16. marts 2015 tilkendte landsretten advokat a kørselsgodtgørelse med 1.546,60 kr. med tillæg af moms. landsretten tilkendte ikke advokat a salær for udførelse af forsvaret, idet landsretten anførte, at sagens udførelse havde været behæftet med så væsentlige mangler, at beskikkelsen var ophævet. landsretten henviste i det hele til de grunde, som var anført i landsrettens kendelse af
17. marts 2015, hvorved advokat a blev afbeskikket. advokat a kærede landsrettens kendelse af
18. marts 2015 om afbeskikkelse til den særlige klageret. den særlige klageret afviste kæremålet ved kendelse af
19. maj
20. af kendelsen fremgår bl.a.: ”landsrettens kendelse er begrundet i hensynet til, at tiltalte får et tilstrækkeligt forsvar, jf. herved retsplejelovens § 736, stk.
21. kendelsen skal derfor uanset kendelsens henvis- ning til principperne i retsplejelovens § 736, stk. 2, jf. § 733, stk. 2, kæres efter de al- mindelige bestemmelser i retsplejelovens kapitel
22. herefter afvises kæremålet.” den
23. september 2015 meddelte procesbevillingsnævnet advokat a tilladelse til kære til højesteret af landsrettens kendelse af
24. marts 2015 om afbeskikkelse med bemærkning, at nævnet ikke herved havde taget stilling til, om kære kræver tilladelse fra nævnet. pro- cesbevillingsnævnet meddelte samme dag advokat a tilladelse til at kære landsrettens beslutning af
25. marts 2015 om salær til højesteret. den
26. oktober 2015 frafaldt t sin anke, hvorefter landsretten ved retsbog af
27. november 2015 hævede sagen og besluttede, at tiltalte skulle betale sagens omkostninger for landsretten. anbringender advokat a har navnlig anført, at retsplejelovens § 736 og den europæiske menne- skerettighedskonventions artikel 6 ikke giver hjemmel til at afbeskikke en forsvarer uden an- - 5 - modning fra tiltalte eller forsvareren. det var tiltaltes opfattelse, at han havde haft et ordent- ligt forsvar, og at forsvaret blev gennemført grundigt, omhyggeligt, engageret og professio- nelt, og tiltalte var utilfreds med, at sagen skulle gå om. det kan ikke mod tiltaltes opfattelse lægges til grund, at forsvaret var åbenlyst ineffektivt. tiltalte har sammen med sin forsvarer ret til at tilrettelægge forsvaret på en måde, som de er enige om, og tiltaltes opfattelse af, om han har fået et relevant og tilstrækkeligt forsvar, må lægges til grund. desuden kunne retsformanden gennem opfordringer og spørgsmål til forsvaret have grebet ind over for forhold, som denne fandt i forsvarets interesse, hvilket ikke skete. afgørelsen om afbeskikkelse blev truffet uden varsel, uden at der var nedlagt påstand herom og uden forud- gående forhandling, og landsretten havde ikke i løbet af dagen tilkendegivet, at man var util- freds med forsvarets kvalitet. retsformanden forholdt sig med en enkelt undtagelse passiv under hele hovedforhandlingen. kendelsen henviser til principperne i retsplejelovens § 736, stk. 2, jf. § 733, stk.
28. det cen- trale i disse bestemmelser er, at retten ved kendelse kan nægte at beskikke den advokat, sig- tede ønsker, som forsvarer, hvis dennes medvirken vil medføre en forsinkelse af betydning for sagens fremme, eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring. ingen af de anførte betingelser foreligger i sagen. der er tale om en indgribende beslutning, der berører såvel tiltalte, forurettede, vidnerne samt forsvaret. der må derfor stilles krav om klar lovhjemmel. principperne i retsplejelovens § 736, stk. 2, jf. § 733, stk. 2, udgør ikke sådan klar lovhjemmel. under sin forklaring for landsretten fremtog tiltalte en erklæring fra retslægerådet, som for- svareren ikke var bekendt med. anklageren oplyste, at det kunne lægges til grund, at tiltaltes kræfter i venstre arm var reduceret. der var derfor ikke behov for dokumentation af retslæge- rådets erklæring. afhøringen af b var fyldestgørende og byggede ikke på en misforståelse af hendes forklaring for byretten, hvor han selv foretog afhøringen af hende om samme tema. hvis landsretten havde problemer med at gengive bs forklaring, burde retten have stillet opklarende - 6 - spørgsmål. han spurgte vidnet, om hun huskede at have udtalt sig som anført i den indankede dom for så vidt angår forløbet den
29. december
30. anklageren ønskede, at hele forklaringen blev foreholdt vidnet, hvilket forsvareren herefter gjorde. forud for hovedforhandlingen havde han til brug for landsrettens afgørelse af, om tiltaltes hovedvidne måtte afgive vidneforklaring, oplyst, at forældremyndighedssagen var afsluttet ved forlig indgået for landsretten i oktober 2014 i landsrettens sag nr. v.l. b-1399-
31. da anklageren under hovedforhandlingen havde brug for at få fastslået tidspunktet for mødet i statsforvaltningen, fandt han det relevant at dele sin viden herom med anklageren, som straks lagde tidspunktet til grund. der er herefter ikke tale om en bestridt kendsgerning, som kræ- vede dokumentation. han gennemgik i sit første indlæg såvel de retlige som de bevismæssige spørgsmål i sagen. han fremsatte ikke udtalelser, der burde kunne forstås som personlige angreb på retten og anklageren. han anførte kritik af anklagerens anbringende om, at hvis man lagde forurettedes forklaring om volden til grund, måtte man også lægge hendes forklaring om truslerne til grund, idet han anførte, at det næppe ville gå en jurastuderende godt, hvis denne ved eksa- mensbordet på tilsvarende måde redegjorde for bevisvurderingen. han bad anklageren om at redegøre for sit synspunkt på en retsvidenskabelig forsvarlig måde i sit andet indlæg. dom- merne kan have følt sig stødt, hvilket kan være årsagen til, at forsvarerens retsvidenskabelige bemærkninger i kendelsen er beskrevet som personlige angreb. der var god grund til at anfægte bs troværdighed, og han anførte detaljeret, hvorfor man ikke kunne have tillid til hendes forklaring. det var vigtigt for tiltalte, at landsretten blev oplyst om, at forurettede ikke var den person, hun udgav sig for at være, og at landsretten vurderede hendes troværdighed i lyset heraf. han henledte rettens opmærksomhed på, hvilke retlige konsekvenser udelukkelsen af tiltaltes hovedvidne måtte have for bevisbedømmelsen. anklageren havde henvist til vidnets over- værelse af forhold 2 som en strafskærpende omstændighed, hvilket kunne udgøre et dilemma i forhold til landsrettens afvisning af vidnet. der er tale om en misforståelse, når det i kendelsen er anført, at forsvarerens bemærkninger nærmest måtte forstås som en opfordring til at straffe - 7 - hårdest muligt for at understrege forsvarerens synspunkter i relation til en bevisførelse, som landsretten tidligere havde afslået. de forhold, som landsretten har kritiseret, kunne i øvrigt være afhjulpet under hovedforhand- lingen, således at sagen ikke skulle gå om. kæremålet er omfattet af reglerne om kære for sagens parter, idet kendelsen retter sig mod tiltalte som part, og ikke mod forsvareren. landsrettens kendelse om afbeskikkelse har haft retlige virkninger for såvel tiltalte som forsvareren, og de er derfor begge berettiget til at kære. for så vidt angår spørgsmålet om salær har advokat a anført, at han har anvendt 14 timer og 30 minutter, hvoraf 6 timer er kørsel. anklagemyndigheden havde bedt om reservation af to retsdage. den anden retsdag blev aflyst med så kort varsel, at han ikke kunne aftale andre møder. anklagemyndigheden har navnlig anført, at vestre landsrets kendelse af
32. marts 2015 – selv om den er truffet under henvisning til principperne i retsplejelovens § 736, stk. 2, jf. § 733, stk. 2 – er begrundet i hensynet til, at tiltalte får et tilstrækkeligt forsvar, jf. retspleje- lovens § 736, stk.
33. en ordlydsfortolkning af retsplejelovens § 736, stk. 1, taler ikke imod, at afbeskikkelse af en forsvarer kan ske på rettens initiativ, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. bestemmel- sen skal forstås i lyset af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra c, hvorefter domstolene må antages at være forpligtet til at gribe ind i sager, hvor forsvaret synes åbenlyst ineffektivt. bestemmelsen må tillige ses i sammenhæng med de øvrige be- stemmelser om beskikkelse og afbeskikkelse af forsvarere i retsplejelovens kapitel
34. der skal således ved vurderingen af, om beskikkelse af en offentlig forsvarer kan tilbagekaldes, når det findes nødvendigt i forsvarets interesse, lægges vægt på de grundlæggende retspleje- mæssige hensyn til som led i en retfærdig rettergang at sikre et troværdigt og effektivt forsvar for den sigtede i en straffesag. dette taler ligeledes for, at tilbagekaldelse af en beskikkelse efter retsplejelovens § 736, stk. 1, kan ske på rettens initiativ, hvis retten vurderer, at det er nødvendigt i forsvarets interesse. der er således den fornødne hjemmel i retsplejelovens § 736, stk. 1, til, at afbeskikkelse af en forsvarer kan ske på rettens initiativ. - 8 - ved vurderingen af, om afbeskikkelse af advokat a i den konkrete sag har været nødvendig i forsvarets interesse, skal der foretages en afvejning af hensynet til det frie forsvarervalg over for hensynet til en retfærdig rettergang med tilstrækkeligt og effektivt forsvar. det beskrevne begivenhedsforløb giver grundlag for at antage, at den tiltalte under sagen ikke har fået det fornødne forsvar, således at en gennemførelse af straffesagen kunne risikere at kollidere med tiltaltes fundamentale rettigheder efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel
35. landsrettens vurdering af begivenhedsforløbet må tillægges afgørende betydning, og på denne baggrund er betingelserne i retsplejelovens § 736, stk. 1, for afbeskikkelse af advokat a opfyldt. landsrettens afgørelse om ikke at tilkende advokat a salær for udførelsen af forsvaret er en naturlig følge af afgørelsen om at afbeskikke advokaten. i mange sager om fastsættelse af salær er der tale om en konkret vurdering, som foretages af den ret, der har foretaget beskikkelsen, når der skal træffes afgørelse om salær. dette sker under hensyntagen til det opnåede resultat, sagens beskaffenhed og arbejdets omfang. på baggrund af en ordlydsfortolkning af retsplejelovens § 741 og sagens særegne omstændig- heder er der ikke grundlag for at tilsidesætte vestre landsrets skøn i forbindelse med afgørel- sen om salær. landsrettens afgørelse er endvidere i overensstemmelse med, at det i den juri- diske litteratur er anført, at der ikke kan gøres krav på salær for handlinger, som efter rettens opfattelse ikke burde have været foretaget, fordi de er uden betydning for forsvaret. højesterets begrundelse og resultat formalitetsspørgsmål i sag 199/2015 t kan som part i sagen for landsretten kun kære landsrettens kendelse af
36. marts 2015 om afbeskikkelse af den beskikkede forsvarer, advokat a, til højesteret under tilsvarende betingelser som nævnt i retsplejelovens § 968 og med tilladelse fra procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 968 a, stk.
37. da sådan tilladelse ikke foreligger for så vidt angår t, afvises kæremålet vedrørende landsrettens kendelse af
38. marts 2015 i forhold til t. landsrettens kendelse af
39. marts 2015 retter sig mod advokat a, som ikke var part i sagen for landsretten. advokat a kan derfor kære landsrettens kendelse om afbeskikkelse under - 9 - tilsvarende betingelser som anført i retsplejelovens § 968 uden tilladelse fra procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 968 a, stk.
40. kæremålet blev modtaget i vestre landsret den
41. september 2015, og kæremålet er derfor ikke rettidigt iværksat, jf. retsplejelovens § 969, stk.
42. efter en samlet vurdering af omstæn- dighederne i forbindelse med advokat as kære af landsrettens kendelse af
43. marts 2015 finder højesteret imidlertid, at advokat as kæremål bør tillades i medfør af retsplejelovens § 969, stk. 1, jf. § 910, stk. 2,
44. pkt., sidste led. spørgsmålet om afbeskikkelse landsrettens kendelse af
45. marts 2015 om afbeskikkelse af advokat a som forsvarer er – uanset henvisningen til principperne i retsplejelovens § 736, stk. 2, jf. § 733, stk. 3 – begrundet i hensynet til, at tiltalte får et tilstrækkeligt forsvar, jf. herved retsplejelovens § 736, stk. 1,
46. led. ifølge retsplejelovens § 736, stk. 1,
47. led, kan beskikkelsen af en offentlig forsvarer tilbage- kaldes, når det findes nødvendigt i forsvarets interesse. højesteret finder, at tilbagekaldelse efter denne bestemmelse kan ske uden anmodning fra tiltalte, hvis det er nødvendigt for som led i en retfærdig rettergang at sikre den tiltalte et effektivt forsvar, og mindre indgribende foranstaltninger end afbeskikkelse ikke findes at være tilstrækkelige, jf. herved også artikel 6, stk. 3, litra c, i den europæiske menneskerettighedskonvention. det fremgår af landsrettens kendelse, at der blandt domsmandsrettens medlemmer var enig- hed om, at det ville være uforsvarligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. retten lagde herved vægt på, at forsvarerens optræden i sagen, herunder afhøringer og proce- dure, var af en sådan karakter, at der ikke var givet tiltalte et relevant og tilstrækkeligt forsvar. retten fremhævede i den forbindelse en række forhold, herunder at forsvarerens afhøring af det vidne, som efter tiltalen i sagen havde været udsat for vold mv., var utilstrækkelig, at for- svarerens procedure ikke forholdt sig til de relevante bevistemaer i sagen, og at forsvarerens bemærkninger om strafudmålingen nærmest måtte forstås som en opfordring til at straffe hår- dest muligt for at understrege forsvarerens synspunkter i relation til en bevisførelse, som landsretten tidligere havde afslået. - 10 - højesteret tiltræder efter de foreliggende oplysninger, at forsvaret af tiltalte var så mangel- fuldt, at det var nødvendigt for landsretten at afbeskikke forsvareren for – som led i en retfær- dig rettergang – at sikre tiltalte et effektivt forsvar. dette gælder, selv om tiltalte ikke anmo- dede om afbeskikkelse. højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse af
48. marts 2015 om afbeskikkelse af advokat a som forsvarer. spørgsmålet om salær som nævnt foran var advokat as arbejde som forsvarer så mangelfuldt, at det var nødvendigt at afbeskikke ham. sagen skulle herefter gå om med nye dommere og domsmænd og ny forsvarer, og de arbejdsopgaver, som advokat a havde udført, må anses for at være uden værdi for forsvaret af tiltalte. højesteret tiltræder herefter, at advokat a ikke er berettiget til salær for det arbejde, han havde udført inden afbeskikkelsen, og stadfæster derfor landsrettens beslutning af
49. marts 2015 herom. thi bestemmes: kæremålet vedrørende landsrettens kendelse af
50. marts 2015 afvises i forhold til t. landsrettens kendelse af
51. marts 2015 og landsrettens beslutning af
52. marts 2015 stad- fæstes.