højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt mandag den

1. juni 2018 sag 232/2017 anklagemyndigheden mod t (advokat jakob iuel lunøe) i tidligere instanser er afsagt kendelse af københavns byret den
2. august 2017 og af østre landsrets
3. afdeling den
4. september
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: marianne højgaard pedersen, lars hjortnæs og lars apostoli. påstande anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at østre landsrets kendelse af
6. september 2017 ændres, således at t ikke anses for at have haft lovligt forfald under retsmødet den
7. august
8. t har påstået afvisning, subsidiært stadfæstelse af landsrettens kendelse. anbringender anklagemyndigheden har anført bl.a., at anklagemyndigheden har retlig interesse i at få prø- vet, om t havde lovligt forfald den
9. august 2017, selv om straffesagen nu er blevet udskilt fra de øvrige sager, som den var forenet med. straffesagen mod t blev påbegyndt den
10. januar 2015, og i perioden frem til den
11. august 2017 har sagen været udsat på grund af ts forhold. retslægerådet har i perioden fra den
12. - 2 - juni 2015 til den
13. juli 2017 fire gange forholdt sig til de psykiske og somatiske sygdomme, som er omtalt i de lægeerklæringer, t har fremlagt, og hver gang har retslægerådet udtalt, at t var i stand til at deltage i retsmøder af en dags varighed. det er derfor væsentligt at få afkla- ret spørgsmålet om lovligt forfald. spørgsmålet er også aktuelt ud over, at ts sag nu er blevet udskilt fra de fire medtiltaltes sager. under den fremtidige behandling af ts sag vil det være væsentligt at få fastslået, at t ikke havde lovligt forfald den
14. august 2017, således at det under den senere del af sagen kan afvises, at der foreligger lovligt forfald, hvis der fremlægges lægeerklæringer med et til- svarende indhold. t har anført bl.a., at anklagemyndigheden ikke har en retlig interesse i at få afgørelsen om lovligt forfald ændret. ts sag er blevet udskilt fra sagerne mod de øvrige tiltalte, og på nuværende tidspunkt har der været afholdt ca. 50 retsmøder uden ts deltagelse. der skal berammes en ny sag mod t, og der vil derfor ikke kunne udstedes en anholdelsesbeslutning som følge af højesterets afgørel- se i denne sag. retsvirkningen vil heller ikke kunne være, at sagen skal fortsætte uden tiltaltes tilstedeværelse efter reglen i retsplejelovens §
15. anklagemyndigheden har således ikke på noget tidspunkt under sagen i byretten eller i landsretten begæret hovedforhandlingen fortsat uden ts tilstede- værelse. det spørgsmål, der er kæret, er spørgsmålet om lovligt forfald, ikke om sagen kan fortsætte uden ts tilstedeværelse. det er ikke en kæremålsgrund, at anklagemyndigheden ønsker at anvende en afgørelse i nær- værende sag til fremtidige hypotetiske situationer, hvor der måtte blive fremlagt lægeerklæ- ringer med lignende indhold som i det foreliggende tilfælde, jf. herved afgørelserne i ufr 2005.1385/1 v og ufr 2005.3310 ø. højesterets begrundelse og resultat københavns byret har ved kendelse af
16. august 2017 truffet afgørelse om, at anklagemyn- dighedens anmodning om anholdelse og fremstilling i retten af tiltalte t, jf. retsplejelovens § - 3 - 757, ikke tages til følge, idet t havde lovligt forfald på grund af sygdom. østre landsret stad- fæstede byrettens kendelse ved påkærede kendelse af
17. september
18. straffesagen mod t blev ved københavns byrets kendelse af
19. august 2017 adskilt fra de øvrige straffesager, som den tidligere var blevet forenet med, jf. retsplejelovens § 706, jf. §
20. østre landsret stadfæstede byrettens kendelse ved kendelse af
21. september 2017, og landsrettens kendelse er ikke kæret til højesteret. spørgsmålet om, hvorvidt t havde lovligt forfald ved retsmødet den
22. august 2017, angår således ikke behandlingen af den verserende straffesag mod t. højesteret finder, at anklage- myndigheden under de foreliggende omstændigheder ikke har retlig interesse i, at kæremålet behandles, idet afgørelsen af, om t havde lovligt forfald den
23. august 2017, heller ikke har videregående betydning eller konkret betydning for mulighederne for at få behandlet den ver- serende straffesag mod t, når den er blevet berammet. højesteret afviser herefter kæremålet. thi bestemmes: kæremålet afvises. statskassen skal betale kæresagens omkostninger.