Obsah (5)

§ 267§ 275§ 273§ 280§ 146

højesterets dom afsagt torsdag den 17. januar 2013 sag 303/2012 (2. afdeling) rigsadvokaten mod t (advokat søren bech, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i lyngby den 1. november

§ 267

, og som angår a’s virke i offentlig tjeneste og ville kunne have medført fortabelse af hans stilling, jf.

§ 275, stk.

2. - 3 - der foreligger ikke et grundlag for t’s udtalelser, som indebærer, at de efter straffeloven og den europæiske menneskerettighedskonvention kan anses for at være fremsat berettiget. t kunne have givet udtryk for synspunkter om den konkrete domfældelse og retssystemet gene- relt uden at fremsætte de omhandlede udtalelser rettet mod dommer a. der er i retspraksis i flere tilfælde udmålt højere bøder på dette område, og der er efter karak- teren af t’s udtalelser grundlag for at skærpe straffen. fastsættelsen af en bødestraf i den fo- religgende sag kan ikke antages at ville udgøre en uproportional sanktion efter den europæi- ske menneskerettighedskonvention. da udtalelserne indeholder en ubeføjet ærefornærmende sigtelse, skal udtalelserne endvidere mortificeres, jf.

§ 273, stk.

1. supplerende sagsfremstilling t blev ved højesterets dom af
2. april 2008 (gengivet i ufr 2008 s. 1607) idømt fængsel i 2 år for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, jf.

§ 280

. i denne sag (benævnt sponsorsagen) havde retten i hillerød – som førsteinstans – afsagt dom den

1. juni 2006, a var retsformand, og straffen var ligeledes fastsat til fængsel i 2 år. ved østre landsrets ankedom af
2. oktober 2009 blev t idømt en tillægsstraf af fængsel i 2 år for embedsmisbrug og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. i denne sag (benævnt hoved- sagen) havde retten i hillerød – som førsteinstans – afsagt dom den
3. april 2007, a var retsformand, og straffen var også fastsat til fængsel i 2 år. a gik på pension i
4. under hovedforhandlingen i højesteret er interviewet i tv 2 news den
5. oktober 2009 ble- vet vist. nordsjællands politi har uarbejdet en udskrift af interviewet, og heri hedder det: ”tv2 news – t b=t i = interviewer - 4 - b: det er absurd. fuldstændig. jeg har ikke gjort noget, og det kom også frem i retten, uden at revisionen har sagt god for det, og uden at byrådsmedlemmerne har kendt til det. så det er fuldstændig, det er en politisk dom, og jeg siger bare, at det er synd for danmark, fordi farum er et pragtfuldt sted. vi har lavet så mange fantastiske resul- tater, og jeg ved ikke, hvorfor vi skal kanøfles på den måde gennem mig og som sagt, når hvis jeg skal dømmes, så bliver vi saftsuseme mange deroppe. i: men alligevel, byretten har idømt dig 2 års fængsel for det her, nu også østre lands- ret. altså er det ikke på tide at, at man måske også indser, okay kan det være, at jeg måske tager fejl. b: ikke det fjerneste. og byrettens dommer a var min åbenlyse politiske modstander, det er ham, der har tilrettelagt det hele, han er en yderliggående nationalist som i ugeskrift for retsvæsen direkte har sagt, man skal diskriminere udlændinge også ved domstolene. det kan jeg bevise, det har han selv skrevet, og det vil sige, det er politi- ske modstandere, som har dømt mig, og det har jeg ingen respekt for. i: i præmissen fra, fra østre landsret i dag, der lægger dommeren fast at i præmissen, har du har sat dig ud over de regler, der begrænser en borgmesters virke bl.a. med indkøb af meget dyre vine og rejser, og det er jo det, hele sagen handler om. hvad siger du til det. b: ja, det er rene sludder og vås, og der siger jeg, så skal vi have rigspolitichefens tur til rio de janeiro sammen med statsadvokaten, som er hans kone, så skal de jo også ind, så vi bliver mange deroppe. i. men er der ikke noget, der tyder på, at der har været noget i gærde, at der har været noget galt, når så mange retsinstanser efterhånden har sagt, nej t, du har ikke ret i dine udmeldinger, vi dømmer dig. b. nej, det er bare danmark, når det er værst. og vi har haft så mange resultater i fa- rum, alle har været i arbejde, jeg har sparet 50 millioner for kommunen, og så har vi brugt 1 million i repræsentation til at sikre, at vi havde et godt forhold til netværket. der er overhovedet ikke nogen rimelighed i det her. det er, jeg kan kun sige, vi skal have højhuse i horserød, og så håber jeg naturklagenævnet vil gå ind for det. i: denne her sag, den har kørt siden 2002 nu, du er en gang blevet dømt for, for det man kalder altså skanska sagen, og nu er det så det der i folkemunde hedder rødvinssa- gen, æh kan, kan du blive ved, vil du gå til højesteret med det. b: ja, selvfølgelig. jeg skal gå til den øverste instans, hvis jeg ikke får medhold der, så kan jeg jo gå til menneskerettighedsdomstolen. og det er synd for danmark, jeg er trist på danmarks vegne. at en kommune som farum med dets pragtfulde borgere, at de skal på den måde nedgøres på denne her måde, fordi vi har været meget dygtigere end alle andre. i: men netop det her med dygtige altså, der er jo mange dygtige mennesker, der har kik- ket på de her sager siden
6. de har alle sammen fundet dig skyldig i de her sager. er du ikke sikker på, at det kan være, eller kan det ikke være dig selv, der tager fejl. - 5 - b: nej, jeg er 100% sikker på, at vi har gavnet kommunen og borgerne har en fantastisk kommune, med en infrastruktur, med et plejehjem, der er helt unikt, med ungdoms- boliger, med idrætsfaciliteter, med rejser for de ældre og med en fuld beskæftigelse for alle inklusive udlændinge. men det er nok det sidste, som jo nok har provokeret den del af danmark der er meget højrenationalistiske med dommer a i spidsen, som er en meget yderliggående og en ja – han burde aldrig have været dommer. i: nu siger du at man har alle de her mange ting i farum, men man har jo også et under- skud som er videregået til furesø kommune. har du ikke også et ansvar for det. b: ikke det fjerneste. man havde et kæmpe overskud. det sidste regnskab for farum var fra
7. viser overskud på 150 millioner kroner. hvad er det for noget. har i slet ikke sat jer ind i tingene. i: hvor kommer de tal så fra. b: ja, fra regnskabet, det må i da læse. det er jo fordi, i kommer aldrig ind til, det gør ingen journalister, det er ikke dig, jeg bebrejder, men det er almindelighed, der er in- gen der kommer ind når forsvaret taler, det er kun når anklagemyndigheder taler. i: men anklagemyndigheden må jo også have de tal et sted fra. hvor har de dem så fra. b: ja, fra kpmg stein baggers revisor. jeg siger velbekomme. i. t, siden 2002 har du kæmpet denne her sag. nu er der blevet slået endnu et søm i ki- sten, hvis man må sige det på den måde, er det ikke på tide at give op. b: aldrig, fordi at det, som vi har stået for i farum er så vigtigt for danmark og for hele verden, nemlig at man kan moderniserer den offentlige sektor, mindre administra- tion, færre offentlige ansatte, færre på overførselsindkomster. alt det har vi gennem- ført, en sportsby med caroline wozniaki, fc nordsjælland alt muligt. alt det har vi gennemført, den bedste golfbane i nordeuropa, det bedste plejehjem, ja hvorfor skal man prøve at kvæle det i danmark, hvad er det for et land. i: men retssystemet er jo åbenbart ikke enige i, at du har gjort det på den rigtige måde. b: nej, men de har taget fejl før. i: tror du de vil kende dig, hvad hedder det eller se på det igen nu her, nu skal du jo søge procesbevillingsnævnet, for at få den til højesteret. altså du har hele tiden sagt pure frifindelse. men er det ikke næsten utopisk at tro, at højesteret vil gå den vej. b: hvis ikke højesteret frifinder mig pure, så er det et politisk korrupt land. i: sidst men ikke mindst din kollega, som jo også blev dømt i dag, blev idømt 2 års be- tinget fængsel. altså også en stadfæstelse af hans dom. hvad siger du til det. - 6 - b: helt urimeligt, det er den bedste embedsmand, der overhovedet findes i danmark nogensinde. en ildsjæl som har knoklet, og det er utroligt, at han overhovedet skal belastes på den måde. jeg er så ked af det på hans vegne. i: men det er vel også et tegn på, at retten trods alt lægger mere vægt på din rolle i sa- gen end hans og resten af byrådets. b: det er et tegn på at retten overhovedet ikke har forstået noget som helst. har lænet sig op ad anklagemyndigheden og at kpmg, som jo i hvert fald har bevist deres to- tale uduelighed i stein bagger sagen, og som har vist en endnu større uduelighed i min sag. i: så det vil sige byretten i sponsorsagen, landsretten i sponsorsagen, højesteret i spon- sorsagen, byretten i den nuværende sag, hovedsagen og landsretten i hovedsagen, de tager alle sammen fejl. b: vi kan starte med sponsorsagen til byretten, det er a en yderliggående nationalist, som så har allieret sig med en formand for det konservative folkeparti i allerød, som har været min politiske modstander i årevis, de to har dømt mig. jeg ved ikke, hvad i kalder det, sådan startede det. i: hvor ender det her. b: jeg håber, at det ender med at jeg får oprejsning i eu-domstolen og ja, jeg kan i hvert fald se mine borgere i øjnene. i: nu ser det jo så ud som om, at du må have 2 år mere bag tremmer i horserød for- mentligt. hvordan ser du frem til det. b: ja, men altså, jeg går ud fra at der skal bygges højhuse, så kommer jeg, fordi alle de andre, hvis man skal lade være med at sige, at det er et korrupt samfund, så skal jo alle de andre med også, alle dem, som har haft regninger på mere end 1.000,- kr. pr. deltager. forleden var det københavns kommune 3.500,- kr. pr. deltager, og justits- ministeriets selv havde i 2001 1.600,- kr. pr. deltager for de højeste embedsmænd. hvad er det for et samfund, vi lever i. i: jeg kan ikke lade være med at spørge, t, mange vil jo nok stå og se det her interview og tænke – her har vi en mand, der har overbevist sig selv om sin uskyld, og han kan simpelthen ikke se skoven for bare træer. kan man have ret i det. b: ikke det fjerneste. jeg har sådan en god samvittighed. i kan bare komme til farum. i kunne bare være kommet til retssagen, når vores forsvarere havde ordet. så havde i fået en hel anden version af det her. men det en simpelthen kørt så ensidigt i pressen, så og dermed også ved domstolen, så det er en skamplet for dansk retshistorie.” retsgrundlag der er en meget omfattende praksis fra den europæiske menneskerettighedsdomstol om rækkevidden af ytringsfrihedsbestemmelsen i artikel 10, herunder om betingelserne for ind- - 7 - greb i ytringsfriheden efter artikel 10, stk.
8. menneskerettighedsdomstolen har i den forbin- delse også behandlet spørgsmålet om privates ret til at udtale sig om domstolene eller om konkrete retssager. der kan bl.a. henvises til dom af
9. juli 2012 i sagen lopuch mod polen. i den pågældende sag var klageren idømt en bøde på 700 polske zlotys for injurier. hun havde i et processkrift i en civil sag, hvor hun repræsenterede sin mor, anført, at hendes mor havde betalt det beløb, som sagsøgeren havde fået dom for. herefter udtalte hun bl.a., at indsatsen med at få dommen fuldbyrdet var et resultat af kriminel aktivitet udøvet af en gruppe af personer, der handlede med henblik på at intimidere, true og afpresse penge fra moderen og fra klageren og hendes familie og truede hendes mors liv. dette indebar en reel fare for moderen, der var 89 år og havde et dårligt helbred. hun udtalte endvidere, at denne gruppe ”af en kriminel natur” bestod af en advokat, der handlede i en korrupt mafia-lignende opsætning under ledelse af præsiden- ten for den pågældende ret. domstolen, der ikke fandt artikel 10 krænket, udtalte bl.a.: ”
10. according to the court’s well-established case-law, freedom of expression consti- tutes one of the essential foundations of a democratic society and one of the basic con- ditions for its progress and for individual self-fulfilment. subject to paragraph 2 of ar- ticle 10, it is applicable not only to “information” or “ideas” that are favourably recei- ved or regarded as inoffensive or as a matter of indifference, but also to those that of- fend, shock or disturb. such are the demands of pluralism, tolerance and broadminded- ness, without which there is no “democratic society”.
11. the test of “necessity in a democratic society” that an interference with this freedom must meet the requirement of the court to determine whether the interference complai- ned of corresponded to a “pressing social need”. the contracting states have a certain margin of appreciation in assessing whether such a need exists, but it goes hand in hand with european supervision, embracing both the legislation and the decisions applying it, even those delivered by an independent court (see bladet tromsø and stensaas v. nor- way [gc], no. 21980/93, § 58, echr 1999-iii; cumpănă and mazăre, cited above, § 88; and bezymyannyy v. russia, no. 10941/03, § 36, 8 april 2010).
12. this article of the convention does not guarantee wholly unrestricted freedom of expression. the exercise of this freedom carries with it “duties and responsibilities” (see, for example, europapress holding d.o.o. v. croatia, no. 25333/06, § 58, 22 octo- ber 2009). as set forth in article 10 § 2, this freedom is subject to exceptions, which must, however, be construed strictly, and the need for any restrictions must be estab- lished convincingly (see, for example, skałka v. poland, no. 43425/98, § 32, 27 may 2003).
13. in particular, the court must determine whether the measure taken was “proportio- nate to the legitimate aims pursued” (see, among many other authorities, chauvy and - 8 - others v. france, no. 64915/01, § 70, echr 2004-vi). in doing so, the court has to sa- tisfy itself that the national authorities, basing themselves on an acceptable assessment of the relevant facts, applied standards which were in conformity with the principles embodied in article 10 (see, among many other authorities, zana v. turkey, judgment of 25 november 1997, reports 1997-vii, pp. 2547-48, § 51). in exercising its supervisory jurisdiction, the court must look at the impugned interfe- rence in the light of the case as a whole, including the content in which the remarks by the applicant were made.
14. in addition, the nature and severity of the penalties imposed are also factors which should be taken into account when assessing the proportionality of an interference with the freedom of expression guaranteed by article 10 (see, among many other authorities, skałka, cited above, §§ 41-42; kwiecień v. poland, no. 51744/99, § 56, 9 january 2007; and semik-orzech v. poland, no. 39900/06, § 49, 15 november 2011).
15. the court has to examine whether, taking into consideration all the relevant cir- cumstances of the present case, the final domestic court’s judgment amounted to a dis- proportionate interference with the applicant’s right to freedom of expression. in so doing the court must ascertain whether on the facts of the case a fair balance was struck between, on the one hand, the need to protect the authority of the judiciary and, on the other, the protection of the applicant’s freedom of expression.
16. the court notes that, unlike in the vast majority of cases it has examined so far, the defamation proceedings in the present case did not originate in the publication in the media. when writing her letter the applicant did not act as a journalist, but in her perso- nal capacity as a party to judicial proceedings.
17. the court observes in this connection that the work of the courts, which are the gua- rantors of justice and which have a fundamental role in a state governed by the rule of law, needs to enjoy public confidence. it should therefore be protected against un- founded attacks (see, for instance, de haes and gijsels v. belgium, judgment of 24 feb- ruary 1997, reports of judgments and decisions 1997-i, pp. 233-234, § 37). the phrase “authority of the judiciary” includes, in particular, the notion that the courts are, and are accepted by the public at large as being, the proper forum for the settlement of legal disputes and for the determination of a person’s guilt or innocence on a criminal charge (see worm v. austria, judgment of 29 august 1997, reports 1997-v, p. 1549, § 40). what is at stake as regards protection of the authority of the judiciary is the confidence which the courts in a democratic society must inspire in the accused, as far as criminal proceedings are concerned, and also in the public at large (see, mutatis mutandis, among many other authorities, fey v. austria, judgment of 24 february 1993, series a no. 255-a, p. 12, § 30). the courts, as with all other public institutions, are not immune from criticism and scrutiny (see skałka, cited above, § 34). therefore, while parties are certainly entitled to comment on the administration of justice in order to protect their rights, their criticism must not overstep certain bounds (see saday v. turkey, no. 32458/96, § 43, 30 march 2006). in particular, a clear distinction must be made between criticism and insult. if the sole intent of any form of expression is to insult a court, or members of that court, an - 9 - appropriate sanction would not, in principle, constitute a violation of article 10 of the convention (see skałka, loc.cit.).” der kan endvidere henvises til dom af
18. februar 1989 i sagen barfod mod danmark. klage- ren var blevet dømt til at betale en bøde på 2.000 kr. for injurier i anledning af en artikel om en konkret retssag, som klageren ikke var involveret i. klageren beskyldte de to medvirkende lægdommere for at være inhabile og for at ville dømme til fordel for deres arbejdsgiver, grønlands hjemmestyre. domstolen, der ikke fandt artikel 10 krænket, udtalte bl.a.: ”
19. the applicant did not contest either that the interference was "prescribed by law" or that its aims were those invoked by the government, namely the protection of the repu- tation of others and, indirectly, the maintenance of the authority of the judiciary. like the commission, the court has no cause to doubt that the interference satisfied the re- quirements of article 10 para. 2 (art. 10-2) in these respects.
20. the sole issue debated before the court was whether the interference was "neces- sary in a democratic society" for achieving the above-mentioned aims. …
21. in the present case proportionality implies that the pursuit of the aims mentioned in article 10 para. 2 (art. 10-2) has to be weighed against the value of open discussion of topics of public concern (see, mutatis mutandis, the lingens judgment of 8 july 1986, series a no. 103, p. 26, para. 42). when striking a fair balance between these interests, the court cannot overlook, as the applicant and the commission rightly pointed out, the great importance of not discouraging members of the public, for fear of criminal or other sanctions, from voicing their opinions on issues of public concern.
22. the applicant’s article contained two elements: firstly, a criticism of the composi- tion of the high court in the 1981 tax case and, secondly, the statement that the two lay judges "did their duty", which in this context could only mean that they cast their votes as employees of the local government rather than as independent and impartial judges (see paragraph 9 above).
23. the interference with the applicant’s freedom of expression was prompted by the second element alone. …
24. the basis of the greenland high court’s judgment was its finding, made in the pro- per exercise of its jurisdiction, that "the words of the article to the effect that the two ... lay judges did their duty - namely their duty as employees of the local government to rule in its favour - represent a serious accusation which is likely to lower them in public esteem". having regard to this and to the other circumstances of the applicant’s convic- tion, the court is satisfied that the interference with his freedom of expression did not aim at restricting his right under the convention to criticise publicly the composition of the high court in the 1981 tax case. indeed, his right to voice his opinion on this issue - 10 - was expressly recognised by the high court in its judgment of 3 july 1984 (see para- graph 13 above).
25. furthermore, the applicant’s conviction cannot be considered even to have had the result of effectively limiting this right. it was quite possible to question the composition of the high court without at the same time attacking the two lay judges personally. in addition, no evidence has been submit- ted to the effect that the applicant was justified in believing that the two elements of criticism raised by him (see paragraph 30 above) were so closely connected as to make the statement relating to the two lay judges legitimate. the high court’s finding that there was no proof of the accusations against the lay judges (see paragraph 13 above) remains unchallenged; the applicant must accordingly be considered to have based his accusations on the mere fact that the lay judges were employed by the local govern- ment, the defendant in the 1981 tax case. although this fact may give rise to a differ- ence of opinion as to whether the court was properly composed, it was certainly not proof of actual bias and the applicant cannot reasonably have been unaware of that.
26. the state’s legitimate interest in protecting the reputation of the two lay judges was accordingly not in conflict with the applicant’s interest in being able to participate in free public debate on the question of the structural impartiality of the high court. when it assessed the amount of the fine to be imposed, the high court nevertheless took into account that the impugned statement was published in the context of the appli- cant’s criticism of its composition in 1981 (see paragraph 13 above).
27. the applicant alleged that, having regard to the political background to the 1981 tax case, his accusations against the lay judges should be seen as part of political debate, with its wider limits for legitimate criticism. the court cannot accept this argument. the lay judges exercised judicial functions. the impugned statement was not a criticism of the reasoning in the judgment of 28 january 1981, but rather, as found by the high court in its judgment of 3 july 1984, a defama- tory accusation against the lay judges personally, which was likely to lower them in public esteem and was put forward without any supporting evidence (see paragraph 13 above). in view of these considerations, the political context in which the tax case was fought cannot be regarded as relevant for the question of proportionality.
28. having regard to the foregoing, the court reaches the conclusion that no breach of article 10 (art. 10) has been established in the circumstances of the present case.” højesterets begrundelse og resultat hovedspørgsmålet i denne sag er, om t har overtrådt

§ 267i forbindelse med nogle udtalelser om forhenværende dommer a, som t den 6.

oktober 2009 fremsatte under et interview på tv 2 news. anledningen til interviewet var, at østre landsret samme dag under anke af retten i hillerøds dom af 10. april 2007 havde idømt t en tillægsstraf af fængsel i 2 - 11 - år for embedsmisbrug og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. retten i hillerød havde også idømt t fængsel i 2 år, og a var retsformand i den pågældende straffesag ved retten i hillerød. i nærværende sag fandt landsretten det i samme omfang som byretten bevist, at t under inter- viewet forsætligt fremsatte udtalelser, som må anses for at indeholde en ærefornærmende sigtelse mod a for at have udøvet uretfærdighed ved behandlingen og afgørelsen af den oven- nævnte straffesag. landsretten tiltrådte således byrettens vurdering, hvorefter den ærefor- nærmende sigtelse omfattede et udsagn under interviewet om, at ”dommer a var min åben- lyse politiske modstander, det er ham, der har tilrettelagt det hele, han er en yderliggående na- tionalist, som i ugeskrift for retsvæsen direkte har sagt, man skal diskriminere udlændinge også ved domstolene”, og et udsagn om, at ”vi kan starte med sponsorsagen til byretten, det er a en yderliggående nationalist, som så har allieret sig med en formand for det konserva- tive folkeparti i allerød, som har været min politiske modstander i årevis, de to har dømt mig”. ifølge landsretten var essensen af de fremsatte udtalelser utvivlsomt, at der fra as side lå usaglige politiske hensyn bag domfældelsen af t. landsretten var enig med byretten i, at en sådan sigtelse, hvis den var sand, kunne have ført til embedsfortabelse for a på grund af strafbart forhold, jf.

§ 146

. højesteret tiltræder, at de ovennævnte udsagn, som t fremsatte under tv-interviewet, udgør en ærefornærmende sigtelse i

§ 267

’s forstand, og at sigtelsen, hvis den var sand, kunne have ført til embedsfortabelse for a, jf.

§ 146

. spørgsmålet er herefter, om fremsættelsen af den ærefornærmende sigtelse var berettiget. det bemærkes herved, at

§ 267og § 269, stk.

1, må fortolkes i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention. det må i den forbindelse på den ene side tages i betragtning, at t udtalte sig efter ønske fra tv 2 news i en sag, som havde offentlig interesse, bl.a. fordi den havde sin baggrund i t’s virke som borgmester. interviewet fandt sted umiddelbart efter, at landsretten havde afsagt dom i ankesagen om embedsmisbrug og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. t må under disse omstændigheder have ganske vide rammer for at udtale sig kritisk om den straffesag, som han var involveret i. - 12 - det må på den anden side tages i betragtning, at de nævnte udtalelser udgør et groft personligt angreb på a, der for sit vedkommende havde afsluttet sagen ca. 2½ år tidligere. essensen i udtalelserne er som nævnt en sigtelse om, at a har overtrådt

§ 146

. tv-interviewet varede mere end 7 minutter, og under interviewet gav t udtryk for sin opfat- telse af straffesagen, herunder at dommen var forkert. det er kun de udtalelser i interviewet, hvorved der rettes personlige beskyldninger mod a, der er rejst tiltale for. et strafansvar for disse udtalelser som fastslået af landsretten har ikke den virkning, at t reelt har været afskåret fra at give udtryk for sin opfattelse af straffesagen eller retssystemet. t har ikke ført sandhedsbevis for rigtigheden af den ærefornærmende sigtelse, jf. straffelo- vens § 269, stk. 1. de udtalelser, som den ærefornærmende sigtelse er baseret på, er endvidere uden faktuel underbygning. efter en samlet afvejning af hensynet til t’s ytringsfrihed over for hensynet til a’s omdømme og tilliden til retssystemet finder højesteret, at den ærefornærmende sigtelse, som t har frem- sat, ikke er berettiget efter

§ 267eller § 269, stk.

1, som fortolket i lyset af ar- tikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention. t er herefter med rette fundet skyldig i overtrædelse af

§ 267

. højesteret finder ikke grundlag for at ændre straffen, som er fastsat til 10 dagbøder af 1.000 kr. højesteret tiltræder landsrettens bestemmelse om mortifikation. det bemærkes herved, at ud- talelsen ”...det er en politisk dom...” må ses i sammenhæng med de øvrige mortificerede ud- talelser og således er en del af den ærefornærmende sigtelse. højesteret stadfæster herefter dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. t skal betale sagens omkostninger for højesteret.