højesterets dom afsagt tirsdag den 24. maj 2016 sag 11/2015 (2. afdeling) a (advokat lars sandager, beskikket) mod alm. brand forsikring a/s (advokat christina neugebauer) i tidligere instanser er afs

§ 384, da påstanden reelt ikke er ny.

rentespørgsmålet har hele tiden været inde i sagen, og i øvrigt må rentekravet anses for det mindre i det mere i forhold til anerkendelsespåstanden. alm. brand forsikring har navnlig anført, at as årsløn i året før tilskadekomsten ikke giver et retvisende billede af værdien af hans arbejdskraft, da den var resultatet af to samtidige fuld- tidsansættelser. lønnen var derfor ekstraordinært stor. det er usandsynligt, at han vedvarende ville have været i stand til at opretholde to jobs og en ugentlig arbejdstid på mindst 60 timer, og derfor har landsretten med rette fastsat årslønnen ved et skøn, jf. erstatningsansvarslovens § 7, stk.

1. der er ikke grundlag for at anfægte landsrettens skøn, hvorved årslønnen blev fast- sat til 600.000 kr. retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, når forsikringsselskabet på et forsvar- ligt grundlag har udøvet et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet som følge af ulykken samt udbetalt erstatning for erhvervsevnetab i overensstemmelse hermed, jf. erstatningsansvarslo- vens § 2, stk. 1, og højesterets praksis. der forelå et forsvarligt grundlag for ansættelsen af erhvervsevnetabet den
2. februar 2011, hvor alm. brand forsikring traf afgørelse om at ansætte tabet til 50 % og samtidig udbetalte erstatningen. det var et rimeligt og kvalificeret skøn på baggrund af de foreliggende oplys- ninger om as restarbejdsevne mv. den omstændighed, at arbejdsskadestyrelsen den
3. juni 2011 ansatte erhvervsevnetabet til 75 %, betyder ikke, at forsikringsselskabets skøn ikke kunne afbryde hans ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. - 4 - da a først i sit sammenfattende processkrift umiddelbart før hovedforhandlingen i højesteret har nedlagt en subsidiær påstand til påstand 2 om betaling af renter, bør påstanden afskæres, jf. retsplejelovens §

§ 384

. supplerende sagsfremstilling efter jobcenter hillerøds bevilling af fleksjob til a ved afgørelsen af

1. december 2010 ret- tede advokat lars sandager henvendelse til arbejdsskadestyrelsen med anmodning om en udtalelse om erhvervsevnetabet. af hans brev af
2. januar 2011, som er nævnt i byrettens dom, fremgår bl.a.: ”jeg vedlægger endvidere kopi af ressourceprofil. der foreligger derfor den fornødne erhvervsmæssige afklaring til, at der nu kan foreta- ges en samlet vurdering af sagen, herunder af tab af erhvervsevne. … på tidspunktet for ulykken passede min klient 2 fuldtidsarbejder – dels et fuldtidsar- bejde på hverdage, og dels et arbejde, normeret til fuld tid, ved arbejde i weekender (ar- bejdsgivere henholdsvis y og virksomheden x). … det må derfor ved sagens afgørelse lægges til grund, at på tidspunktet for uheldet havde min klient fuld erhvervsevne og faktisk udnyttede denne svarende til dobbelt job med en indkomst pr. måned på godt kr. 60.000,
3. … den kommunale udredning har vist en maksimal arbejdskapacitet svarende til ca. 20 ti- mer pr. uge mod tidligere 2 x 37 timer. såvel målt efter indkomstnedgang, som efter nedgang i arbejdstid, er der således tale om en reduktion med 3/4 eller 75%. erhvervsevnetabsprocenten skal derfor fastsættes til ikke under 75%.” retsgrundlag forslag til erstatningsansvarsloven blev fremsat den
4. februar
5. i bemærkningerne til lovforslagets § 7 hedder det bl.a. (folketingstidende 1983-84, tillæg a, lovforslag nr. l 7, sp. 93-94): - 5 - ”efter stk. 1 regnes som årsløn skadelidtes samlede erhvervsindtægt i det år, der går forud for datoen for skadens indtræden… reglen i stk. 1 finder først og fremmest anvendelse på lønmodtagere. for skadelidte, der har haft særlige indtægts- eller ansættelsesforhold, eller hvor andre særlige forhold har gjort sig gældende, fastsættes årslønnen efter et skøn, jfr. stk.
6. stk. 2 vil finde anven- delse for selvstændige erhvervsdrivende med svingende indtægter, idet årslønnen for denne gruppe ikke uden videre fastsættes på grundlag af indtægten i det foregående år regnet fra skadesdatoen. indtægten er normalt ikke – som for de fleste lønmodtagere – knyttet til bestemte perioder, typisk en uge eller en måned, men opgøres dog normalt årligt. for selvstændige og andre med svingende indtægter bør årslønnen snarere fast- sættes til gennemsnitsindtægten ved eget arbejde i de sidste år inden skadens indtræden. … har skadelidte været deltidsbeskæftiget, bør årslønnen også fastsættes efter et skøn… erstatningen må endvidere fastsættes efter et skøn, når skadelidte har været arbejdsløs. … hvis skadelidte før skaden ikke eller kun delvis har udnyttet sin erhvervsevne, bør års- lønnen ligeledes fastsættes efter et skøn.” højesterets begrundelse og resultat sagens hovedspørgsmål angår størrelsen af as krav på erstatning for erhvervsevnetab og tids- punktet for ophør af hans krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af person- skaden, der indtraf ved færdselsulykken den
7. oktober 2008, hvor han påkørte en hest, som var ansvarsforsikret hos alm. brand forsikring a/s. erstatning for erhvervsevnetab der er enighed om, at as erhvervsevnetab som følge af færdselsulykken i overensstemmelse med arbejdsskadestyrelsens vurdering skal ansættes til 75 %. uenigheden angår, om den årsløn, som efter erstatningsansvarslovens § 6 indgår i beregningen af erstatningen for er- hvervsevnetabet, skal fastsættes efter § 7, stk. 1, eller efter § 7, stk.
8. efter lovens § 7, stk. 1, regnes som årsløn skadelidtes samlede erhvervsindtægt i det år, der går forud for datoen for skadens indtræden. efter § 7, stk. 2, skal årslønnen dog fastsættes efter et skøn, ”når særlige indtægts- eller ansættelsesforhold eller andre særlige forhold har gjort sig gældende.” - 6 - a havde i hvert fald i fire år forud for ulykken arbejdet svarende til to fuldtidsstillinger. han havde således arbejdet samtidig som lønmodtager i to eller flere stillinger for forskellige ar- bejdsgivere, og hans samlede lønindtægter havde været jævnt stigende i perioden 2004-
9. han havde siden 2005 haft ansættelse i to fuldtidsstillinger af varig karakter hos x a/s og y a/s. to eller flere samtidige ansættelsesforhold hos forskellige arbejdsgivere og en samlet ar- bejdsindsats og indtægt, som væsentligt overstiger sædvanligt arbejde og sædvanlig indtægt i en fuldtidsstilling, kan ikke i sig selv begrunde, at årslønnen skal fastsættes skønsmæssigt efter erstatningsansvarslovens § 7, stk.
10. efter det oplyste om as indtægts- og ansættelses- forhold finder højesteret, at hans årsløn skal fastsættes efter hovedreglen i § 7, stk. 1, til den samlede erhvervsindtægt i det år, der gik forud for ulykken den
11. oktober
12. da der ikke er uenighed om den beløbsmæssige opgørelse af erstatningskravet for erhvervs- evnetab under en forudsætning om fastsættelse af årslønnen efter § 7, stk. 1, tager højesteret as påstand om betaling af 1.215.187,60 kr. til følge. ophørstidspunkt for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, skal der, når det må antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne. i sager, hvor der ikke træffes afgørelse om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven, men alene efter erstatningsansvarsloven, vedvarer forpligtelsen til betaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil arbejdsskadestyrelsen på et forsvarligt grundlag har afgivet en midlertidig eller endelig udtalelse om erhvervsevnetabet, jf. højesterets dom af
13. november 2015 (ufr 2016.802). skadevolder eller forsikringsselskabet har dog mulighed for at bringe forpligtelsen til betaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, inden arbejdsska- destyrelsens udtalelse foreligger, ved selv at foretage et rimeligt skøn på et forsvarligt grund- lag samt udbetale erstatning for erhvervsevnetab i overensstemmelse hermed, jf. bl.a. højeste- rets domme af
14. marts 2008 (ufr 2008.1386) og
15. august 2008 (ufr 2008.2601). alm. brand forsikring har den
16. februar 2011 udbetalt erstatning for erhvervsevnetab til a efter at have ansat hans erhvervsevnetab til 50 % på baggrund af de oplysninger, der forelå - 7 - om hans helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold på dette tidspunkt. det er ubestridt, at der på dette tidspunkt forelå et forsvarligt grundlag for ansættelse af erhvervsevnetabet. sær- ligt under hensyn til de oplysninger, der på daværende tidspunkt forelå om en fremtidig er- hvervsevne på 20 timer om ugen og forsikringsselskabets vurdering af muligheden for, at han vedvarende ville have været i stand til at udføre dobbeltarbejde, hvis skaden ikke var sket, finder højesteret, at der ikke er grundlag for at fastslå, at selskabet ikke har udøvet et rimeligt skøn over hans erhvervsevnetab på dette tidspunkt. den omstændighed, at arbejdsskadesty- relsen i juni 2011 ansatte as erhvervsevnetab til 75 % – og i den forbindelse lagde til grund, at hans fremtidige erhvervsevne kun var på 15 timer om ugen på særlige skånevilkår – kan ikke føre til et andet resultat. efter det anførte finder højesteret, at as ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte den
17. februar
18. rentekrav as subsidiære påstand om anerkendelse af yderligere rentekrav er først nedlagt i det sammen- fattende processkrift umiddelbart før hovedforhandlingen for højesteret, og højesteret finder, at betingelserne for at tillade fremsættelse af den nye påstand ikke er opfyldt, jf. retsplejelo- vens §

§ 384. konklusion højesteret tager as påstand om betaling af 1.215.187,60 kr.

med procesrente fra den

1. fe- bruar 2011 til følge og stadfæster frifindelsen af alm. brand forsikring for hans anerkendel- sespåstand. sagsomkostninger a har haft fri proces for landsret og højesteret, men ikke for byretten. under hensyn til sagens genstand og udfald skal byrettens bestemmelse om sagsomkostninger opretholdes, og alm. brand forsikring skal i sagsomkostninger for landsret og højesteret betale i alt 302.160 kr. til statskassen, heraf 250.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand og 52.160 kr. til dæk- ning af de retsafgifter for landsret og højesteret, som skulle have været betalt, hvis der ikke var givet fri proces, jf. retsplejelovens §
2. - 8 - thi kendes for ret: alm. brand forsikring a/s skal til a betale 1.215.187,60 kr. med procesrente fra den
3. fe- bruar
4. i øvrigt frifindes alm. brand forsikring a/s. byrettens bestemmelse om sagsomkostninger stadfæstes. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal alm. brand forsikring a/s betale 302.160 kr. til statskassen. de idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse, og sags- omkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.