← Danmark

lta/2016/1581

lov for Grønland 2016 2016-12-13 2016-12-16 2022-05-11 Valid 1581 Lovtidende A 2016-12-16 A20190016830 2019-02-27 Lov om ændring af kriminallov for Grønland og retsplejelov for Grønland (Seksualforbry

§ 145, stk.

1, 2 eller 4, kan i kriminalsager gennemse anklageskrifter på rettens kontor. Efter anmodning kan de samme personer endvidere på rettens kontor få udleveret kopi af et anklageskrift. Dokumenterne skal før gennemsynet eller kopieringen anonymiseres, således at forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår heraf. Justitsministeren fastsætter regler om, på hvilket tidspunkt gennemsyn eller udlevering kan ske. Stk.

  1. De hjælpebilag og rids over gerningsstedet, som er udarbejdet af anklagemyndigheden og forsvareren, kan udlånes til de i stk. 1 nævnte personer under hovedforhandlingen. Stk.
  2. I civile sager kan et eller flere af sagens dokumenter med parternes samtykke udlånes til de i stk. 1 nævnte personer under retsmøder. Udlån kan ikke ske i sager, der behandles efter denne lovs afsnit IV om særlige civile sager. Stk.
  3. De i stk. 1 nævnte personer kan på rettens kontor gennemse retsbogen, når den er renskrevet. Er retsmødet holdt eller forklaring afgivet helt eller delvis for lukkede døre, kan gennemsyn af retsbogen ikke ske, medmindre dørlukning alene er bestemt af hensyn til ro og orden i retslokalet. Der gives udskrift efter anmodning. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i de sager, der behandles efter denne lovs afsnit IV om særlige civile sager. Stk.
  4. Såfremt der foreligger forhold som nævnt i § 101, stk. 2, kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden eller forsvareren eller af egen drift nægte gennemsyn eller udlevering efter stk. 1 og
  5. Under hovedforhandlingen kan retten endvidere nægte udlån efter stk. 2, hvis dokumentets karakter, afgørende hensyn til sigtede, tiltalte eller vidner eller hensyn som nævnt i § 101, stk. 2, taler for det. § 101, stk. 4, finder herved tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelser træffes ved beslutning, der skal begrundes. Stk.
  6. De i stk. 1-4 nævnte dokumenter og udskrifter må ikke være tilgængelige for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og må kun bruges til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde. Stk.
  7. Justitsministeren fastsætter regler om massemediers opbevaring af retsbogsudskrifter og af kopier af anklageskrifter. Stk.
  8. For overtrædelse af stk. 6 kan der idømmes bøde. I forskrifter, der er fastsat i medfør af stk. 7, kan det fastsættes, at der for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne kan idømmes bøde. Det kan endvidere fastsættes, at der ved overtrædelse begået af selskaber m.v. (juridiske personer) kan pålægges selskabet m.v. kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel
  9. Kapitel 8 Retsledelse §
  10. Retsformanden leder forhandlingen og bestemmer rækkefølgen af de enkelte dele af forhandlingen, medmindre loven indeholder anden forskrift herom. Ingen må tage ordet uden retsformandens tilladelse, og ordet kan fratages den, som ikke vil rette sig efter retsformandens ledelse. Retsformanden har ansvaret for så vidt muligt at fjerne alt, hvad der unødvendigt trækker forhandlingen i langdrag, og slutter forhandlingens enkelte dele, når det foreliggende emne anses for tilstrækkelig behandlet. §
  11. Retsformanden har ansvaret for, at forhandlingen foregår med passende orden og værdighed, og kan i den forbindelse irettesætte parter, vidner eller andre, når de anvender upassende udtalelser eller upassende personlige angreb. Fortsætter en part med dette trods irettesættelse, kan retsformanden fratage den pågældende ordet. Personer, der ved støjende eller anden upassende opførsel forstyrrer forhandlingerne eller udviser foragt for retten, kan udvises af retslokalet. Stk.
  12. Retten kan give en advarsel til den, der fornærmer retten eller nogen af dem, der møder i retten, forstyrrer forhandlingerne eller ikke retter sig efter retsformandens påbud eller udvise den pågældende fra retslokalet. Retten kan endvidere i sådanne tilfælde pålægge en bøde. Kapitel 9 Rettens rådslagninger og afgørelser §
  13. Domme og beslutninger vedtages ved afstemning efter forudgående rådslagning. Dette gælder dog ikke, hvis retten beklædes af en enkelt dommer, eller det drejer sig om beslutninger, som retsformanden kan træffe. Ved uenighed om dommens resultat kan de afvigende meninger forlanges tilført retsbogen. I kri­mi­nal­sager skal retsformanden gøre bemærkning om afstemningen til retsbogen, når tiltalte mod retsformandens stemme dømmes skyldig i et kriminelt forhold. Stk.
  14. Rettens rådslagninger og afstemninger må ikke overværes af tilhørere med undtagelse af retssekretæren. Dog kan retten i særlige tilfælde tillade andre at være til stede. Der er tavshedspligt med hensyn til oplysninger om rettens rådslagninger og afstemninger, jf. kriminallovens §
  15. Stk.
  16. En dommer eller domsmand kan ikke deltage i afgørelsen af en sag, hvis den pågældende ikke har overværet de mundtlige forhandlinger i deres helhed. §
  17. For enhver afgørelse skal der være stemmeflerhed. Er der ikke stemmeflerhed for afgørelsen, gør retsformandens stemme udslaget, jf. dog stk.
  18. Stk.
  19. I kriminalsager gælder med hensyn til skyldsspørgsmålet og sanktionsfastsættelsen ved stemmelighed det for den tiltalte gunstigste resultat. Er der flere end to forskellige meninger, hvoraf ingen er i flertal, regnes de for tiltalte ugunstigste stemmer sammen med de nærmeste mindre ugunstige, indtil der er stemmeflerhed. §
  20. Rettens afgørelser træffes ved dom eller ved beslutning. Stk.
  21. Domme skal altid begrundes. Beslutninger skal begrundes i de tilfælde, hvor det er særligt bestemt. §
  22. Stadfæstelse af en indanket dom kan ske enten i henhold til de grunde, der er anført i den indankede dom, eller i henhold til ny begrundelse. Stk.
  23. I landsrettens dom skal det altid anføres, ved hvilken ret den indankede dom er afsagt. §
  24. Retten kan til enhver tid af egen drift eller efter anmodning berigtige skrivefejl i domme med hensyn til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt fejl og forglemmelser, som kun vedrører afgørelsens form. Stk.
  25. Hvis der inden ankefristens udløb anmodes om det, kan retten berigtige den gengivelse af parternes mundtlige angivelser og ytringer, der er indeholdt i afgørelsen af en civil sag, eller den fremstilling af sagens faktiske sammenhæng, der er indeholdt i afgørelsen af en kriminalsag, hvis fremstillingen lider af fejl i form af forbigåelser, uklarheder eller modsigelser. Retten kan derimod ikke i øvrigt foretage forandringer, hverken i begrundelsen eller resultatet. Parterne, og i kriminalsager også forsvareren, skal have lejlighed til at udtale sig, før der træffes afgørelse om sådanne berigtigelser. Retten træffer afgørelsen og underretter parterne og i kriminalsager også forsvareren efter de samme regler, som gælder for den oprindelige afgørelse. Stk.
  26. Den berigtigede afgørelse erstatter i alle henseender den oprindelige. Beslutningen vedrørende berigtigelse kan ikke kæres. §
  27. Beslutninger kan omgøres, når nye oplysninger foreligger, samt når retten i øvrigt finder det hensigtsmæssigt. Kapitel 10 Offentlighed Mundtlighed §
  28. Retssager behandles mundtligt. Skriftlig behandling anvendes kun, i det omfang det er særligt bestemt i denne lov. Stk.
  29. Når dokumenter skal oplæses, bestemmer retsformanden, hvem der skal foretage oplæsningen, medmindre andet er bestemt i loven. Offentlighed §
  30. Retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov. Stk.
  31. Domme afsiges altid i offentligt retsmøde. §
  32. Retsformanden kan begrænse antallet af personer, der får adgang til et offentligt retsmøde, for at hindre at retslokalet overfyldes. Stk.
  33. Rettens formand kan nægte adgang til et offentligt retsmøde for personer, 1) som er under 15 år, eller 2) som befinder sig i en sådan tilstand, at vedkommendes tilstedeværelse ville stride imod rettens værdighed eller god orden. Stk.
  34. Retsformanden kan endvidere nægte adgang til et offentligt retsmøde for bestemte personer eller grupper af personer, hvis det skønnes nødvendigt for at opnå en sandfærdig forklaring af et vidne eller en part. Dørlukning §
  35. Retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre (dørlukning), 1) når hensynet til ro og orden i retslokalet kræver det, 2) når statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det, eller 3) når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, herunder når der skal afgives forklaring om erhvervshemmeligheder. Stk.
  36. I kriminalsager kan der endvidere træffes bestemmelse om dørlukning, 1) når en sigtet (tiltalt) er under 18 år, 2) når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller 3) når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning. Stk.
  37. Under hovedforhandlingen kan dørlukning i medfør af stk. 2, nr. 3, kun ske i
  38. instans og kun, når det må forventes, at der senere rejses tiltale for samme forhold mod andre end de under sagen tiltalte, og ganske særlige hensyn gør det påkrævet, at dørene lukkes. Hovedforhandlingen gengives så udførligt i retsbogen, at offentligheden ved domsafsigelsen kan orienteres om hovedforhandlingens forløb, i det omfang formålet med dørlukningen tillader det. Stk.
  39. Der kan ikke træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er tilstrækkeligt at anvende reglerne om referat- eller navneforbud eller om udelukkelse af enkeltpersoner. §
  40. I sager om overtrædelse af kriminallovens § 74, § 77 og § 80, stk. 2, lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det. Det samme gælder i sager om overtrædelse af kriminallovens § 79, jf. §
  41. Stk.
  42. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse under afspilning eller anden forevisning af lyd- eller billedoptagelser, som gengiver forhold, der er rejst sigtelse eller tiltale for under sagen. §
  43. Retten træffer afgørelse om dørlukning efter anmodning eller af egen drift. Stk.
  44. Dørlukning af hensyn til en sigtet (tiltalt) på 18 år eller derover, der er til stede, kan kun bestemmes efter anmodning fra den pågældende selv. §
  45. Afgørelse om dørlukning efter § 114 træffes ved beslutning, der skal begrundes, efter at parterne og tilstedeværende personer,

§ 145, stk.

1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Retten kan, især hvis afgørende hensyn til fremmede magter eller til sagens oplysning kræver det, ved beslutning, der skal begrundes, bestemme, at også forhandling om, hvorvidt dørene skal lukkes, skal foregå for lukkede døre. Stk.

  1. Beslutning om dørlukning efter stk. 1 kan afsiges i begyndelsen af retsmødet eller i løbet af dette og kan straks eller senere indskrænkes til en del af retsmødet. Beslutningen afsiges altid i et offentligt retsmøde. §
  2. Offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i retsmøder, der holdes for lukkede døre, er forbudt, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet. §
  3. Retsformanden kan, når særlige grunde taler for det, give andre end dem, der har med sagen at gøre, tilladelse til at overvære et retsmøde, der afholdes for lukkede døre. De pågældende må ikke give meddelelse om forhandlingen til nogen, der ikke har haft adgang til mødet, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet. Referatforbud §
  4. Retten kan i kriminalsager forbyde offentlig gengivelse af forhandlingen (referatforbud), 1) når en sigtet (tiltalt) er under 18 år, 2) når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, 3) når offentlig gengivelse kan skade sagens oplysning, eller 4) når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse. §
  5. Retten træffer afgørelse om referatforbud efter anmodning eller af egen drift. Stk.
  6. Referatforbud af hensyn til en sigtet (tiltalt) på 18 år eller derover, der er til stede, kan kun bestemmes efter anmodning fra den pågældende selv. §
  7. Afgørelse om referatforbud træffes ved beslutning, der skal begrundes, efter at parterne og tilstedeværende personer,

§ 145, stk.

1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Beslutningen kan afsiges i begyndelsen af retsmødet eller i løbet af dette og kan straks eller senere indskrænkes til en del af retsmødet. Stk.

  1. Retten kan efter anmodning, herunder fra personer omfattet af § 145, stk. 1, 2 eller 4, eller af egen drift senere ophæve referatforbuddet. Navneforbud §
  2. Retten kan i kriminalsager forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud), 1) når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare, eller 2) når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødvendig krænkelse. Stk.
  3. Retten kan under samme betingelse som i stk. 1, nr. 2, forbyde offentlig gengivelse af en juridisk persons navn, herunder binavn eller kaldenavn, og adresse. Stk.
  4. Retten skal ved afgørelsen om navneforbud tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning. Det taler endvidere imod nedlæggelse af navneforbud, såfremt sigtede (tiltalte) har indtaget en stilling, som i forhold til offentligheden er særligt betroet. Stk.
  5. Navneforbuddet kan udstrækkes til at gælde også under en eventuel anke af sagen, hvis anken omfatter bedømmelse af beviserne for tiltaltes skyld. §
  6. Retten træffer afgørelse om navneforbud efter anmodning. Afgørelsen træffes ved beslutning, der skal begrundes, efter at parterne og tilstedeværende personer,

§ 145, stk.

1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Afgørelsen kan træffes i et retsmøde, der afholdes alene med henblik på at tage stilling til en anmodning om navneforbud. Stk.

  1. Retten kan efter anmodning, herunder fra personer omfattet af § 145, stk. 1, 2 eller 4, eller af egen drift senere ophæve navneforbuddet. Stk.
  2. Navneforbuddet bortfalder senest ved afsigelsen af endelig dom. Billed- og lydoptagelser §
  3. Det er forbudt under retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd, medmindre retten undtagelsesvis tillader dette. Offentliggørelse af billeder og lyd, der er optaget i strid hermed, er forbudt. Retten kan i øvrigt på ethvert tidspunkt under sagen forbyde offentlig gengivelse af billeder og lyd, der er optaget under et retsmøde. Rettens afgørelse træffes ved beslutning, der skal begrundes. Stk.
  4. Personer, der afgiver forklaring under retsmødet, skal gøres bekendt med, at der optages billeder og lyd. Stk.
  5. Billedoptagelse i rettens bygninger er forbudt, medmindre retten giver tilladelse dertil. Stk. 1, 2.-
  6. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Stk.
  7. Stk. 1 og 3 omfatter ikke de i §§ 128 og 163 omhandlede transmissioner, der sker som led i afviklingen af retsmøder. Tegning §
  8. Retten kan under særlige omstændigheder forbyde tegning under retsmøder eller offentliggørelse af tegninger fra et retsmøde. Afgørelsen træffes ved beslutning, der skal begrundes. Overtrædelser §
  9. For overtrædelse af § 118, § 119,
  10. pkt., § 125, stk. 1,
  11. og
  12. pkt., og stk. 3, eller af rettens forbud efter § 120, § 125, stk. 1,
  13. pkt., og § 126 kan der idømmes bøde. Stk.
  14. For overtrædelse af et forbud efter § 123 kan der idømmes bøde, hvis den pågældende var bekendt med forbuddet. Det samme gælder, hvis den pågældende vidste eller burde vide, at sagen verserede ved retten, eller at politiet efterforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt der var nedlagt navneforbud. Stk.
  15. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel
  16. Fjernkommunikation §
  17. Når retten i medfør af denne lov har bestemt, at en part eller en rettergangsfuldmægtig skal deltage i et retsmøde ved hjælp af fjernkommunikation, anses den pågældende som deltager i retsmødet på samme måde som ved personligt fremmøde i retten. Stk.
  18. Skal der afgives forklaring i retsmødet, må en part eller rettergangsfuldmægtig kun deltage via fjernkommunikation med billede i overensstemmelse med det i § 163 fastsatte. Kapitel 11 Forkyndelser §
  19. Meddelelser fra retten skal forkyndes, når det er bestemt ved lov. Stk.
  20. Meddelelser fra retten gives i øvrigt på den måde, som retsformanden bestemmer, medmindre loven bestemmer andet. §
  21. En part i en civil sag kan give afkald på forkyndelse. §
  22. I civile sager kan forkyndelse og anden underretning ske over for partens advokat eller anden rettergangsfuldmægtig. Stk.
  23. En part i en civil sag kan endvidere udpege en person, over for hvem forkyndelse kan ske efter reglerne i §§ 133-
  24. Reglen i § 135, stk. 5, finder dog kun anvendelse, hvis den pågældende har erklæret sig villig til at modtage forkyndelse. §
  25. Når der i et retsmøde træffes beslutning om tidspunktet for et nyt møde eller for foretagelse af en retshandling, anses beslutningen for at være forkyndt for de personer, der er til stede. Stk.
  26. Beslutningen anses endvidere for at være forkyndt for personer, der har været lovligt indkaldt til mødet, men som enten er udeblevet eller uberettiget har forladt mødet, før beslutningen blev truffet. Retten skal dog give de pågældende meddelelse om beslutningen, hvis denne må antages at være af særlig interesse for dem. §
  27. Forkyndelse kan ske i form af 1) stævningsmandsforkyndelse, 2) postforkyndelse eller 3) brevforkyndelse. Stk.
  28. Stævningsmandsforkyndelse sker ved, at en polititjenestemand, en kommunefoged eller en stævningsmand afleverer den skriftlige meddelelse til personen, som opfordres til på stedet at bekræfte modtagelsen ved sin underskrift. Stk.
  29. Postforkyndelse sker på samme måde som stævningsmandsforkyndelse, dog ved, at postvæsenet forestår afleveringen. Stk.
  30. Brevforkyndelse sker ved, at den skriftlige meddelelse sendes til personen sammen med en anmodning om, at vedkommende underskriver og returnerer en vedlagt bekræftelse for modtagelsen. Forkyndelse anses herefter for sket den dag, modtageren anfører at have modtaget meddelelsen. Er ingen modtagelsesdag anført, eller er den angivne modtagelsesdag senere end datoen i poststemplet for tilbagesendelsen, anses forkyndelse for sket på poststemplets dato. §
  31. Brevforkyndelse kan kun ske over for adressaten personligt, jf. dog §
  32. §
  33. Stævningsmandsforkyndelse og postforkyndelse bør så vidt muligt ske over for adressaten personligt på vedkommendes bopæl, midlertidige opholdssted eller arbejdssted. Forkyndelse for adressaten personligt er dog gyldig, uanset hvor den sker. Den, som foretager forkyndelsen, anfører, hvornår forkyndelsen er sket. Stk.
  34. Træffes adressaten ikke, kan forkyndelse ske 1) på bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller, hvis adressaten bor til leje i en andens bolig, for udlejeren eller dennes ægtefælle eller samlever, såfremt de pågældende træffes på bopælen eller opholdsstedet, eller 2) på adressatens arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant eller, for så vidt angår selvstændige erhvervsdrivende, på adressatens kontor, værksted eller forretningslokale over for personer, der er ansat i virksomheden, 3) for søfolks vedkommende på det skib, hvortil de hører, for en til skibet hørende person eller på rederiets kontor for rederen eller dennes repræsentant. Stk.
  35. Forkyndelse efter stk. 2 kan ikke ske for personer under 18 år. Stk.
  36. Sker forkyndelse ikke over for adressaten personligt, anføres det af den, som foretager forkyndelsen, hvor, hvornår og over for hvem forkyndelse er sket. Stk.
  37. Nægter en person, for hvem forkyndelse kan ske efter stk. 2, uden rimelig grund at modtage forkyndelse, eller undlader vedkommende at aflevere det, som den pågældende modtager ved forkyndelsen, til adressaten for forkyndelsen, selv om dette kunne være sket uden væsentlig udgift eller besvær, kan den pågældende pålægges at erstatte omkostninger, der er en følge heraf. Rettens afgørelse herom træffes ved beslutning, der skal begrundes. §
  38. Har en person kendt bopæl eller opholdssted i den øvrige del af riget eller i udlandet, og kan forkyndelse ikke ske i Grønland efter § 133, stk. 1, nr. 1 og 2, sker forkyndelse ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller ved vedkommende lands lov. Stk.
  39. Forkyndelse i udlandet iværksættes for kredsretternes vedkommende af Retten i Grønland. §
  40. Kan en persons bopæl, opholdssted eller arbejdssted her i riget ikke oplyses, eller nægter eller undlader vedkommende fremmede myndighed at efterkomme en anmodning om forkyndelse efter § 136, kan forkyndelse foretages ved bekendtgørelse i Statstidende, Atuagagdliutit (AG/Grønlandsposten), anden skreven presse eller på anden af justitsministeren fastsat måde. Stk.
  41. Bekendtgørelsen skal indeholde et uddrag af meddelelsen og en bemærkning om, at meddelelsen kan fås ved henvendelse til retten. I bekendtgørelsen skal det endvidere anføres, hvorfor denne forkyndelsesform anvendes. Stk.
  42. Hvis personen har kendt bopæl uden for riget, skal meddelelsen også sendes til den pågældende med posten. Stk.
  43. Forkyndelse efter denne bestemmelse foretages for kredsretternes vedkommende af Retten i Grønland §
  44. En forkyndelse er gyldig, selv om meddelelsen ikke kommer til adressatens kundskab. Stk.
  45. Er det dokument, der skal forkyndes, kommet adressaten i hænde, anses forkyndelse for sket, selv om forkyndelsen ikke er foretaget i overensstemmelse med §§ 133-
  46. §
  47. Polititjenestemænd og kommunefogeder kan foretage forkyndelser uden særlig beskikkelse. Stk.
  48. Politimesteren beskikker i øvrigt for hver retskreds det nødvendige antal personer til som stævningsmand at foretage forkyndelser af retlige meddelelser. En forkyndelse er gyldig, selv om stævningsmanden har handlet uden for den retskreds, hvortil vedkommende er beskikket. Stk.
  49. Politiet eller retsformanden kan om nødvendigt bemyndige en dertil egnet person til som stævningsmand at foretage enkelte forkyndelser. §
  50. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om forkyndelse, herunder regler om politiets medvirken til at fremskaffe de oplysninger, som er nødvendige for at foretage forkyndelse efter §§ 133-135 og regler om vederlaget til stævningsmænd. Sådanne vederlag afholdes af det offentlige. Stk.
  51. Polititjenestemænd har ikke krav på vederlag for forkyndelse i kriminalsager. Kapitel 12 Vidner §
  52. Enhver har pligt til at afgive forklaring som vidne i den retskreds, hvor vedkommende har bopæl. Stk.
  53. Retten kan pålægge en person, der har bopæl uden for retskredsen, at møde som vidne, 1) hvis det kan ske uden væsentlig ulempe eller omkostninger, eller 2) hvis det skønnes, at vidnets forklaring er af en sådan betydning for sagens afgørelse, og at sagen er af en sådan betydning, at det er rimeligt at pålægge vidnet at møde. Stk.
  54. Retten kan bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved hjælp af fjernkommunikation med billede, hvis det findes hensigtsmæssigt og forsvarligt. Vidnet indkaldes til at møde et nærmere angivet sted, jf. §
  55. Stk.
  56. Retten kan bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved hjælp af fjernkommunikation uden billede, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, at forklaringen afgives i retten eller ved hjælp af fjernkommunikation med billede, og afgivelse af forklaring via fjernkommunikation uden billede findes forsvarlig. Vidnet kan pålægges at være til rådighed for rettens etablering af fjernkommunikation på en nærmere angiven måde. Indkaldelsen af vidnet sker i øvrigt efter §
  57. Stk.
  58. Kan vidnet ikke afgive forklaring i medfør af stk. 2-4, indkaldes vidnet til at afgive forklaring for kredsretten i den retskreds, hvor den pågældende har bopæl. Efter anmodning fra vidnet kan vidneforklaringen i stedet afgives for en anden kredsret. Afhøringen foretages af kredsdommeren uden medvirken af domsmænd. Der skal gives parterne underretning om tid og sted for afhøringen. Efter at afhøringen er gennemført, sendes der en udskrift af retsbogen om afhøringen til den ret, der har anmodet om afhøringen. §
  59. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, må ikke uden samtykke fra vedkommende myndighed pålægges at afgive vidneforklaring om forhold, som i det offentliges interesse er undergivet tavshedspligt. For medlemmer af Landstinget eller Folketinget kræves samtykke fra tingets formand og vedkommende landsstyremedlem eller minister. Stk.
  60. Nægtes samtykke, kan retten pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen, hvis det findes at være af afgørende betydning, at den pågældende afgiver forklaring. Finder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter. §
  61. Præster i folkekirken eller andre trossamfund, kateketer, der har kirkelige opgaver, læger, forsvarere, advokater og rettergangsfuldmægtige kan ikke pålægges at afgive forklaring om det, som de i denne egenskab har fået kendskab til, medmindre den person, i hvis interesse de har tavshedspligt, giver sit samtykke. Stk.
  62. Retten kan pålægge læger, rettergangsfuldmægtige og advokater, bortset fra forsvarere i kriminalsager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen skønnes at være af afgørende betydning for sagens udfald og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet gør dette berettiget. Pålægget kan i civile sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat eller rettergangsfuldmægtig har fået kendskab til i forbindelse med en retssag, som den pågældende har ført eller rådgivet om. Stk.
  63. Retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, som vidnet efter lovgivningen har tavshedspligt om, og hvis hemmeligholdelse er af væsentlig betydning. Stk.
  64. Stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere. §
  65. En parts nærmeste har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne. Stk.
  66. Der er heller ikke pligt til at afgive forklaring, hvis forklaringen må antages at ville 1) udsætte vidnet selv for kriminalretlig forfølgning eller tab af velfærd eller 2) udsætte vidnets nærmeste for kriminalretlig forfølgning eller tab af velfærd eller 3) påføre vidnet selv eller dennes nærmeste anden væsentlig skade. Stk.
  67. I de i stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde kan retten dog pålægge vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet gør dette berettiget. §
  68. Redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et skrift,

§ 1, nr.

1, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om: 1) Hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til en artikel, eller hvem der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling. Sker der offentliggørelse, er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren ikke er identificeret i det trykte skrift. 2) Hvem et billede forestiller, eller hvem der er genstand for omtale, når de pågældende har fået tilsagn om anonymitet. Sker der offentliggørelse, gælder vidnefritagelsen, blot identiteten ikke fremgår af teksten. Stk. 2. Redaktører og redaktionelle medarbejdere ved et radio- eller fjernsynsforetagende,

§ 1, nr.

2, i medieansvarsloven, har ikke pligt til at afgive vidneforklaring om: 1) Hvem der er kilde til en oplysning eller forfatter til et værk, eller hvem der har optaget et fotografi eller frembragt en anden billedlig fremstilling. Udsendes oplysningen, værket m.v., er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at kilden, forfatteren, fotografen eller fremstilleren ikke er identificeret i udsendelsen. 2) Identiteten af medvirkende, som har fået tilsagn om at medvirke uden at kunne identificeres. Udsendes en optagelse, er det en forudsætning for vidnefritagelsen, at de pågældende ikke er angivet ved navn, og at der er truffet rimelige forholdsregler for at skjule identiteten. Stk. 3. Vidnefritagelse som nævnt i stk. 1 og 2 gælder også andre, der i kraft af deres tilknytning til skriftet eller dets fremstilling eller deres tilknytning til radio- og fjernsynsforetagendet eller til fremstillingen af vedkommende udsendelse har fået kendskab til kildens, forfatterens eller den medvirkendes identitet. Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for de massemedier,

§ 1, nr.

3, i medieansvarsloven. §

  1. Angår sagen en lovovertrædelse, som er af alvorlig karakter, kan retten pålægge de i § 145 nævnte personer vidnepligt, såfremt vidneforklaringen må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring og hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder. Stk.
  2. Retten kan også pålægge de i § 145 nævnte personer vidnepligt, hvis sagen angår en overtrædelse af kriminallovens § 50, stk. 1 og
  3. Dette gælder dog ikke, hvis det må antages, at forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning. § 146 a. En person, der er blevet videoafhørt efter § 340 a eller § 155, stk. 3, har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen. Stk.
  4. Retten kan helt undtagelsesvis pålægge en person,

stk. 1, at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen, hvis dette er af afgørende betydning for sagens afgørelse og det ikke er tilstrækkeligt, at personen genafhøres til video. §

  1. Retten vejleder vidner om indholdet af bestemmelserne i §§ 142-146 a, hvis omstændighederne giver grund til det. Stk.
  2. Afgiver et vidne forklaring i de i §§ 142-146 a nævnte tilfælde, påser retten, at der tages særligt hensyn til vidnet eller til den, der har krav på hemmeligholdelse. Retten kan i den forbindelse bestemme, at dørene skal lukkes, mens der afgives forklaring, eller forbyde offentlig gengivelse af forklaringen. §
  3. Indkaldelse til at møde som vidne udstedes, medmindre andet er bestemt, af den ret, hvor vidneforklaringen skal afgives. Indkaldelsen skal forkyndes for vidnet. Udsteder retten vidneindkaldelsen, sørger retten for, at indkaldelsen bliver forkyndt på grundlag af de oplysninger, som vedkommende part har givet. I kriminalsager indkaldes vidner af politiet. Stk.
  4. Indkaldelsen skal indeholde 1) vidnets navn og adresse, 2) oplysning om formålet med indkaldelsen, 3) navnet på den ret, hvor vidneforklaringen skal afgives, 4) oplysning om tid og sted for retsmødet, 5) oplysning om det varsel, som vidnet har krav på, og 6) oplysning om virkningerne af udeblivelse. Stk.
  5. Varslet for vidneindkaldelse er 1 uge. Stk.
  6. Retten kan fastsætte et andet varsel eller pålægge vidnet at møde straks. §
  7. Retten kan pålægge enhver, som er til stede i et retsmøde eller i umiddelbar nærhed af mødestedet, straks at afgive vidneforklaring. Det kan pålægges tilstedeværende vidner at møde på et nyt tidspunkt. §
  8. Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sit forfald, eller nægter vidnet uden lovlig grund at besvare spørgsmål, kan retten 1) pålægge vidnet en bøde, 2) lade politiet afhente vidnet, 3) pålægge vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har forårsaget, eller 4) pålægge vidnet en løbende bøde, i samme sag dog ikke for længere tidsrum end 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt. Stk.
  9. Afgørelse om anvendelse af tvangsmidler imod vidnet træffes af den ret, som vidnet er indkaldt til at afgive forklaring for. Afgørelsen, som træffes ved beslutning, der skal begrundes, kan omgøres af retten. Pålægger retten et fraværende vidne bøde eller erstatning, skal afgørelsen forkyndes for den pågældende. Anmodning om omgørelse af en sådan afgørelse skal fremsættes i det første retsmøde, som vidnet møder til, eller, hvis vidnet ikke senere møder, senest 14 dage efter at afgørelsen er forkyndt for vidnet eller kommet til vedkommendes kundskab. §
  10. Et vidne kan ikke undlade at møde i retten, fordi den pågældende mener at være berettiget til at nægte at afgive forklaring i sagen. §
  11. Vidnet skal om fornødent genopfriske sin viden om sagen, inden vidnet møder i retten, f.eks. ved at læse regnskabsbøger, breve eller optegnelser eller ved at bese genstande, som den pågældende uden omkostninger eller ulempe har adgang til. Efterkommer vidnet ikke denne pligt, finder reglerne i § 150 tilsvarende anvendelse. §
  12. Inden vidnet afhøres, sikrer retten sig vidnets identitet, og at intet er til hinder for, at vidnet afgiver forklaringen. Retten pålægger derefter alvorligt vidnet at tale sandt og gør vidnet bekendt med ansvaret for at afgive falsk forklaring. §
  13. Hvert vidne afhøres for sig. Et vidne må ikke høre forklaringer fra andre vidner, syns- og skønsmænd eller parter, medmindre retten bestemmer andet. §
  14. Vidnet afhøres først af den part, som har anmodet om, at vidnet bliver afhørt. Modparten har derefter adgang til at afhøre vidnet, hvorefter parten kan stille de spørgsmål til vidnet, som modafhøringen har givet anledning til. Retten kan tillade yderligere spørgsmål eller genoptagelse af afhøringen. Stk.
  15. Retten kan stille spørgsmål til vidnet. Retten kan overtage afhøringen, hvis parternes afhøring af vidnet sker på upassende måde eller på en måde, som strider mod bestemmelsen i § 156, stk. 1, eller omstændighederne i øvrigt gør det påkrævet. Stk.
  16. Retten bestemmer, hvordan og af hvem børn under 15 år skal afhøres. I kriminalsager gælder dette endvidere for personer, der er blevet videoafhørt efter § 340 a, eller hvis retten bestemmer, at afhøringen af en person, som opfylder betingelserne i § 340 a, stk. 1, skal ske som videoafhøring. Den kan tilkalde en repræsentant for kommunalbestyrelsen eller en anden egnet person til at yde bistand under afhøringen. Retten kan yde den pågældende godtgørelse efter reglerne i § 160, stk.
  17. §
  18. Afhøringen skal ske på en sådan måde, at den er egnet til at fremkalde en tydelig og sand forklaring. Stk.
  19. Vidnet skal så vidt muligt have adgang til at udtale sig i sammenhæng. Det bør fremgå af forklaringen, om den støtter sig på vidnets egen iagttagelse. Stk.
  20. Retten afgør, om vidnet under afhøringen må benytte medbragte notater eller andre hjælpemidler. §
  21. Bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed må kun foregå på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål om, hvorvidt vidnet er tiltalt eller tidligere straffet, stilles og besvares skriftligt. Kun retten og parterne får oplyst svaret. Stk.
  22. Stk. 1,
  23. pkt., finder tilsvarende anvendelse med hensyn til bevisførelse om den forurettedes tidligere seksuelle adfærd i sager om overtrædelse af kriminallovens § 77 og § 79, jf. §
  24. En sådan bevisførelse kan kun tillades, hvis den skønnes at være af væsentlig betydning for sagen. §
  25. Vidneforklaring under hovedforhandling refereres i retsbogen, i det omfang retten bestemmer. Retten bør herved tage hensyn til ønsker fra parter eller vidner og til, om referatet kan antages at få betydning under en ny prøvelse af sagen. Stk.
  26. I øvrigt refereres hovedindholdet af vidneforklaringen. De vigtigste udtalelser gengives så vidt muligt med vidnets egne ord. §
  27. Uenighed om vidneførsel afgøres efter anmodning ved beslutning, der skal begrundes. §
  28. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om godtgørelse til vidner. Den godtgørelse, et vidne har krav på, eller, hvis den ikke kan beregnes nøjagtigt, et passende forskud skal tilbydes betalt samtidig med indkaldelsen. Stk.
  29. Justitsministeren fastsætter regler om godtgørelse til personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet. §
  30. Hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til opklaring af alvorlige forbrydelser taler for det, kan retten eller politiet pålægge en person, der er afhørt som vidne, tavshedspligt med hensyn til den pågældendes viden om sagen. Stk.
  31. Pålægget bortfalder, når sagen er afsluttet. Pålægget kan ophæves af retten eller politiet før dette tidspunkt. Politiets nægtelse af at ophæve et pålæg skal efter anmodning forelægges for retten. Den pågældende skal vejledes om adgangen til domstolsprøvelse. Stk.
  32. Der kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for overtrædelse af et pålæg efter stk.
  33. §
  34. Reglerne i denne lov finder også anvendelse på vidneafhøringer, der gennemføres efter anmodning fra udenlandske myndigheder. En anmodning om at anvende en særlig form eller fremgangsmåde bør så vidt muligt imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden. §
  35. Skal et vidne afhøres under anvendelse af fjernkommunikation med billede, indkaldes vidnet til at møde for 1) en ret, 2) en offentlig myndighed, der er bemyndiget til at stille kommunikationsmidler til rådighed, jf. stk. 2, eller 3) en fysisk eller juridisk person, der har autorisation efter stk.
  36. Stk.
  37. Domstolsstyrelsen kan bemyndige en offentlig myndighed til at stille kommunika­tions­midler til rådighed til brug for fjernkommunikation i retssager. Der kan i bemyndigelsen fastsættes vilkår for gennemførelsen af fjernkommunikationen. Domstolsstyrelsen kan tilbagekalde en bemyndigelse, hvis vilkårene overtrædes. Stk.
  38. Domstolsstyrelsen kan give en fysisk eller juridisk person autorisation til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for fjernkommunikation med billede i retssager. Der kan i autorisationen fastsættes vilkår for gennemførelsen af fjernkommunikationen. Domstolsstyrelsen kan tilbagekalde en autorisation, hvis vilkårene overtrædes. Stk.
  39. Domstolsstyrelsen fastsætter nærmere regler om meddelelse og tilbagekaldelse af bemyndigelser, jf. stk. 2, og autorisationer, jf. stk. 3, og om fastsættelse af vilkår. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om betaling for anvendelsen af kommunikationsmidlerne. Domstolsstyrelsen kan endvidere fastsætte regler om betaling af gebyr for behandling af en ansøgning om bemyndigelse eller autorisation. Stk.
  40. Retten kan tillade, at et vidne, som befinder sig i udlandet, afgiver forklaring via fjernkommunikation med billede, hvis forklaringen skønnes at kunne afgives under lige så betryggende former som en forklaring, der afgives efter stk.
  41. Kapitel 13 Syn og skøn §
  42. Når der i en civil sag eller i en kriminalsag fremsættes anmodning om syn og skøn, og retten imødekommer anmodningen, udpeger retten en eller flere syns- eller skønsmænd. §
  43. Kun personer, der er uberygtede, kan udpeges som syns- eller skønsmænd. Personer, der ville være udelukkede fra at handle som dommere i sagen, kan ikke udpeges som syns- eller skønsmænd. §
  44. Enhver, der har pligt til at vidne, har også pligt til at lade sig udpege som syns- eller skønsmand. §
  45. Enhver af parterne kan komme med forslag til retten om valget af syns- eller skønsmændene, men retten er ikke bundet til at følge forslagene. Før retten udpeger syns- eller skønsmænd, bør parterne have lejlighed til at udtale sig om de personer, som retten agter at udpege. Dette gælder dog ikke i kriminalsager, hvis omstændighederne ikke tillader det. §
  46. I civile sager skal det i afgørelsen om at udpege syns- eller skønsmænd tydeligt angives, hvad der er genstanden for og formålet med syn og skøn. Stk.
  47. I kriminalsager foretages den besigtigelse, der er nødvendig til et syn eller skøn, i et retsmøde, medmindre retten bestemmer andet. Retten skal i afgørelsen om at udpege syns- eller skønsmænd eller under retsmødet oplyse syns- eller skønsmændene om, hvad der er genstanden for og formålet med syn og skøn, jf. stk. 1, samt andre retningslinjer, som måtte være nødvendige for at foretage syn og skøn. Skal syns- eller skønsmændene udarbejde en skriftlig erklæring, skal der i afgørelsen om syn og skøn eller i retsbogen angives bestemte spørgsmål, som syns- og skønsmændene skal svare på. §
  48. Afgørelsen om at udpege syns- eller skønsmænd skal uden ophold forkyndes for de udpegede personer i overensstemmelse med de regler, der gælder for vidner. Stk.
  49. I civile sager skal syns- og skønsmændene orientere parterne om, hvornår og hvor der gennemføres syn og skøn, ligesom de også skal give parterne en genpart af den skriftlige erklæring, jf. § 170, eller dog give dem adgang til at gøre sig bekendt med den, senest 3 dage før den fremlægges i retten. Stk.
  50. Klage over syns- og skønsmænds fremgangsmåde fremsættes over for den ret, hvor syns- og skønserklæringen skal fremlægges, jf. §
  51. Retten kan pålægge dem at omgøre eller fuldstændiggøre deres syn og skøn. §
  52. Syns- og skønsmænd afgiver deres forklaring ved en skriftlig og underskrevet erklæring til retten. Retten kan pålægge syns- og skønsmændene at supplere den skriftlige erklæring med en mundtlig forklaring i retten. Hvis retten finder, at erklæringen er mangelfuld, kan retten også pålægge dem at omgøre eller fuldstændiggøre den i en yderligere skriftlig erklæring. Vedrører manglerne erklæringens udformning, bør retten give dem den nødvendige bistand til at afhjælpe manglerne. En sådan bistand kan også, når syns- og skønsmændene ønsker det, og omstændighederne i øvrigt taler for det, ydes inden det retsmøde, hvor syns- og skønserklæringen skal fremlægges. Retten skal da senest i dette retsmøde orientere parterne herom. Stk.
  53. I kriminalsager kan retten bestemme, at der ikke skal udarbejdes en skriftlig erklæring, hvis syns- eller skønsmændene skal afgive forklaring under hovedforhandlingen. §
  54. Reglerne om vidner gælder i øvrigt for syns- og skønsmænd med de ændringer, der følger af forholdenes forskellighed. Syns- og skønsmænd har dog som udgangspunkt ret til at overvære afhøringen af andre syns- eller skønsmænd og af vidner, og retten kan pålægge dem at drøfte spørgsmål indbyrdes, før de svarer. §
  55. At syn eller skøn har fundet sted udelukker ikke fornyet syn eller skøn vedrørende samme genstand foretaget af de samme personer eller, når retten finder det hensigtsmæssigt, af andre syns- og skønsmænd. §
  56. Syns- og skønsmænd har krav på vederlag for at foretage syn og skøn og for at møde i retten samt godtgørelse for afholdte udlæg. Retten fastsætter størrelsen af vederlaget og godtgørelsen. Stk.
  57. Retten kan bestemme, at gennemførelse af syn og skøn forudsætter, at de, der anmoder om syn og skøn, stiller sikkerhed for syns- og skønsmændenes vederlag. Afsnit III Civile sagers behandling Kapitel 14 Almindelige bestemmelser Forhandlingsprincippet m.v. §
  58. En part kan ikke tilkendes mere, end parten har påstået, og der kan kun tages hensyn til anbringender, som parten har påberåbt sig, eller som ikke kan frafaldes. Stk.
  59. Der kan ikke iværksættes bevisførelse ud over, hvad parterne anmoder om, medmindre andet har særlig hjemmel. §
  60. Er en parts påstand eller anbringender uklare eller ufuldstændige, kan retten stille opklarende spørgsmål til parten. Stk.
  61. Retten kan opfordre parten til at tilkendegive sin stilling til både retlige og faktiske spørgsmål, som synes at være af betydning for sagen. Stk.
  62. Retten kan opfordre parten til at føre bevis, hvis sagens faktiske omstændigheder ikke er tilstrækkeligt belyst. §
  63. Undlader en part at udtale sig eller at føre bevis om faktiske spørgsmål, som er af betydning for sagen, eller er partens udtalelser uklare eller ufuldstændige, kan det ved bevisbedømmelsen tillægges virkning til fordel for modparten, såfremt parten er blevet opfordret til at udtale sig eller føre bevis af modparten eller retten. Vejledning af parterne §
  64. Retsformanden skal yde den vejledning, herunder om reglerne for appel, som er nødvendig, for at parten kan varetage sine inter­esser under sagen. Stk.
  65. Vejledningen må ikke have et sådant omfang eller udøves på en sådan måde, at rettens upartiskhed kan drages i tvivl. Stk.
  66. En part kan opfordres til at søge vejledning ved en retshjælp. Skønnes det, at en part har behov for mere omfattende bistand for at kunne varetage sine interesser, skal retten opfordre parten til at antage en rettergangsfuldmægtig, jf. §
  67. Har parten behov for en juridisk rettergangsfuldmægtig, vejledes parten i forbindelse hermed om mulighederne for at søge fri proces. Forlig §
  68. Retten skal mægle forlig mellem parterne. Stk.
  69. Forligsmægling kan undlades, hvis det på forhånd må antages, at mæglingen vil være forgæves eller mæglingen af praktiske grunde vanskeligt kan gennemføres. Stk.
  70. Forligsmægling bør foregå så tidligt som muligt, men kan i øvrigt ske på et hvilket som helst tidspunkt under sagen, jf. herved §
  71. Stk.
  72. Hvis parterne indgår forlig, sluttes sagen med, at forliget skrives i retsbogen. Stk.
  73. Retten kan med parternes samtykke beslutte at lukke dørene under forligsmæglingen, hvis det må antages at forbedre muligheden for at opnå forlig. Indkaldelse til retsmøder m.v. §
  74. Parterne skal indkaldes til de retsmøder, som afholdes i sagen. Dette gælder dog ikke, hvis parten har givet afkald herpå, eller hvis udsættelse af retsmødet må antages at kunne medføre væsentlig forsinkelse af sagen. Bevisførelse §
  75. Bevisførelse, der skønnes at være uden betydning for sagen, kan ikke finde sted. §
  76. Bevisførelsen skal finde sted under hovedforhandlingen. Retten kan undtagelsesvis bestemme, at bevisførelsen eller en del af denne skal foregå under forberedelsen af sagen. §
  77. Parter og vidner afhøres af den part eller den parts rettergangsfuldmægtig, som har ønsket afhøringen foretaget. Om nødvendigt foretages afhøringen dog af retsformanden. Der kan stilles supplerende spørgsmål fra rettens eller parternes side. §
  78. Retten kan tillade, at en skriftlig erklæring fra en part eller et vidne anvendes som bevis, hvis det skønnes unødvendigt, at den pågældende afgiver mundtlig forklaring for retten. Før retten træffer afgørelse efter
  79. pkt., skal modparten have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Edition §
  80. Retten kan efter begrundet anmodning fra en part pålægge modparten eller tredjemand at forevise eller udlevere dokumenter, der er undergivet vedkommendes rådighed, og som har betydning for sagen. Dette gælder dog ikke, hvis der derved vil fremkomme oplysninger om forhold, som vedkommende ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne. Før der træffes beslutning herom, skal der gives den, der har rådighed over dokumenterne, lejlighed til at udtale sig. Stk.
  81. Undlader en part uden lovlig grund at efterkomme et pålæg efter stk. 1, finder bestemmelsen i § 176 tilsvarende anvendelse. Stk.
  82. Undlader tredjemand uden lovlig grund at efterkomme et pålæg efter stk. 1, finder bestemmelsen i § 150 om vidnetvang tilsvarende anvendelse. Stk.
  83. Tredjemand kan kræve sine udgifter ved fremlæggelsen forudbetalt af parten. Sammenlægning og adskillelse af krav m.v. §
  84. Sagsøger kan fremsætte flere krav mod sagsøgte under én sag, 1) hvis alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler, 2) for kredsretternes vedkommende, hvis kredsretten er sagligt kompetent med hensyn til alle kravene og værneting for et af kravene, 3) for Retten i Grønlands vedkommende, hvis retten er sagligt kompetent med hensyn til et af kravene, og 4) hvis der er værneting for alle kravene i Grønland. Stk.
  85. Sagsøgte kan under sagen fremsætte modkrav med påstand om hel eller delvis frifindelse. Der kan gives selvstændig dom for modkravet, hvis der er værneting for det i Grønland eller modkravet udspringer af samme retsforhold, som sagsøgerens krav støttes på. Stk.
  86. Om inddragelse af nye krav under sagen gælder tillige reglen i §
  87. Stk.
  88. Er betingelserne for sammenlægning ikke opfyldt, henvises kravet om muligt til særskilt behandling ved rette domstol. Hvis betingelserne for sammenlægning kan anses for opfyldte ved en sådan anden domstol, kan retten i stedet henvise sagen i sin helhed hertil. §
  89. Flere parter kan sagsøge eller sagsøges under én sag, 1) hvis alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler, 2) for kredsretternes vedkommende, hvis kredsretten er sagligt kompetent med hensyn til alle kravene og værneting for et af kravene, 3) for Retten i Grønlands vedkommende, hvis retten er sagligt kompetent med hensyn til et af kravene, 4) hvis der er værneting for alle kravene i Grønland, og 5) hvis ingen af parterne gør indsigelse, eller kravene har en sådan sammenhæng, at de uanset fremsatte indsigelser bør behandles under én sag. §
  90. Hver af parterne kan inddrage krav mod tredjemand under sagen, hvis 1) der er værneting for kravet mod tredjemand i Grønland, 2) kravet kan behandles efter de samme processuelle regler som de øvrige krav og 3) hverken de øvrige parter eller tredjemand gør indsigelse, eller kravet har en sådan sammenhæng med et af de øvrige krav, at kravet uanset fremsatte indsigelser bør behandles under sagen. Stk.
  91. Retten kan efter anmodning fra en af de oprindelige parter afvise et krav mod tredjemand, hvis kravet burde have været inddraget i sagen tidligere. Efter forberedelsens afslutning kan krav mod tredjemand kun inddrages med rettens samtykke. §
  92. Er betingelserne i § 186, nr. 5, eller § 187, stk. 1, nr. 3, ikke opfyldt, træffer retten beslutning om særskilt behandling og afgørelse af kravene. Er retten ikke værneting for eller sagligt kompetent med hensyn til et krav, henvises kravet dog til afgørelse ved den rette domstol. §
  93. Tredjemand kan ved at indlevere stævning til retten indtræde som part i en sag i
  94. instans, hvis 1) der er værneting i Grønland for tredjemands krav, 2) tredjemand vil nedlægge selvstændig påstand med hensyn til sagens genstand, eller tredjemands krav har en sådan sammenhæng med det oprindelige krav, at det bør behandles under sagen, og 3) tredjemands indtræden ikke vil medføre væsentlige ulemper for de oprindelige parter. Stk.
  95. Retten kan efter anmodning fra en af de oprindelige parter afvise tredjemands krav, hvis indtræden i sagen burde være sket tidligere. Efter forberedelsens afslutning, kan indtræden kun ske med rettens samtykke. Stk.
  96. Har retten ikke saglig kompetence til at behandle tredjemands krav under en selvstændig sag, kan den henvise kravet til rette domstol. §
  97. Retten kan bestemme, at flere sager, der er anlagt ved retten mellem samme eller forskellige parter, skal behandles sammen. Rettens afgørelse herom kan ikke indbringes for højere ret. §
  98. Retten kan bestemme, at sagens behandling foreløbig skal begrænses til en del af det krav, som sagen angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af disse. Stk.
  99. Retten kan træffe særskilt afgørelse om en del af det krav, som sagen angår. Omfatter sagen flere krav eller spørgsmål, kan retten træffe særskilt afgørelse om et af disse. Tredjemands indtræden til støtte for en part §
  100. Tredjemand, der har en retlig interesse i sagens udfald, kan indtræde i sagen til støtte for en af parterne. Stk.
  101. Anmodning om at indtræde i sagen indleveres skriftligt til retten eller fremsættes mundtligt i et retsmøde i sagen. Retten giver parterne meddelelse om anmodningen. Afgørelse af spørgsmål om indtræden træffes efter anmodning ved beslutning, der skal begrundes. Stk.
  102. Retten bestemmer, på hvilken måde den indtrædende skal have adgang til at udtale sig og føre bevis under sagen. Stk.
  103. Retten kan efter anmodning tillægge eller pålægge den indtrædende sagsomkostninger. Kapitel 15 Parterne §
  104. En part skal være myndig for at kunne møde og indlevere processkrifter. Stk.
  105. Værgen optræder på en umyndig parts vegne. Udøver forældrene værgemålet i forening, og udebliver den ene af forældrene til et retsmøde, optræder den forælder, som er mødt, på den umyndiges vegne under retsmødet. Stk.
  106. Værgen kan ikke uden den umyndiges samtykke anlægge en retssag, der angår formuerettigheder, som den umyndige har rådigheden over, eller en sag, der vedrører en aftale, som den umyndige gyldigt har indgået på egen hånd. Værgen for en umyndiggjort kan heller ikke uden den umyndiggjortes samtykke anlægge en retssag, der vedrører legemskrænkelse eller en freds- og ærekrænkelse, medmindre umyndiggørelsen skyldes sindssygdom eller åndssvaghed. Stk.
  107. Den, der er sat under lavværgemål, kan kun optræde sammen med sin lavværge. Stk.
  108. Såfremt der ikke findes en værge eller værgen er forhindret, beskikker retten en særlig værge til at repræsentere den umyndige. §
  109. Hvis nogen, som indgår i et nødvendigt procesfællesskab, udebliver i et retsmøde, mens andre, som indgår, giver møde, repræsenterer de, der møder, de udeblevne. §
  110. Retten afviser af egen drift den, der viser sig ikke at have myndighed til at optræde som part under sagen. Partsafhøring §
  111. En part har ikke pligt, men ret til at afgive forklaring for retten. Stk.
  112. Falsk forklaring kan medføre foranstaltninger efter kriminalloven. Parten skal gøres bekendt med dette, før den pågældende afgiver forklaring. Stk.
  113. Retten kan efter anmodning fra modparten indkalde en part til at møde personligt med henblik på at afgive forklaring. Stk.
  114. En part, som af egen drift afgiver forklaring, har pligt til at besvare de yderligere spørgsmål, som modparten eller retten måtte stille. Stk.
  115. I øvrigt finder ved partsafhøring reglerne for afhøring af vidner i §§ 152, 153, 155-159 og 161-163 tilsvarende anvendelse. Kapitel 16 Rettergangsfuldmægtige §
  116. En part kan lade møde for sig og indlevere processkrifter ved enhver uberygtet og myndig person over 18 år. Stk.
  117. En rettergangsfuldmægtig, der ikke er advokat, skal kunne føre bevis for sin fuldmagt. Stk.
  118. Advokater afkræves i almindelighed ikke bevis for fuldmagten og kan forlange udsættelse til at fremskaffe denne. Stk.
  119. Retten afviser af egen drift personer, der ikke er berettiget til eller ikke har fuldmagt til at møde som rettergangsfuldmægtig. Det samme gælder for processkrifter, som er underskrevet af sådanne personer. §
  120. Retten skal opfordre en part, der skønnes at have behov for bistand fra en rettergangsfuldmægtig for at kunne varetage sine interesser under sagen, til at antage en kvalificeret rettergangsfuldmægtig. Stk.
  121. Efterkommer parten ikke en opfordring efter stk. 1, og kan sagen herefter ikke behandles på forsvarlig måde, kan retten pålægge parten at antage en kvalificeret rettergangsfuldmægtig. Pålægget kan ikke indbringes for højere ret. Stk.
  122. Undlader parten at følge et pålæg efter stk. 2, anses parten for udeblevet fra senere retsmøder, ligesom processkrifter, der indleveres af parten, betragtes som ikke indleveret. Hvis særlige omstændigheder taler for det, kan retten dog i stedet beskikke parten en kvalificeret rettergangsfuldmægtig. Stk.
  123. For fastsættelse og afholdelse af omkostningerne til den beskikkede rettergangsfuldmægtig gælder samme regler som ved fri proces. Retten kan dog pålægge en part, der ikke opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, helt eller delvis at erstatte det offentlige udgifterne. §
  124. § 198 gælder også i tilfælde, hvor parten har antaget en rettergangsfuldmægtig uden juridisk kandidateksamen, som ikke kan yde den nødvendige bistand. §
  125. Rettergangsfuldmægtigens handlinger eller undladelser er, hvis de falder inden for bemyndigelsen, lige så bindende for parten, som var de foretaget af parten selv. Stk.
  126. En part er ikke afskåret fra selv at udtale sig under retsmøderne, selv om parten er repræsenteret af en rettergangsfuldmægtig. Stk.
  127. Retten kan opfordre en part, der møder ved en rettergangsfuldmægtig, til at møde personligt. Kapitel 17 Sagens anlæg Saglig kompetence §
  128. Retten påser af egen drift, om den efter kapitel 2 har saglig kompetence til at behandle sagen. Stk.
  129. Er retten ikke sagligt kompetent, henvises sagen om muligt til rette domstol. Retten i Grønland kan dog beslutte at færdigbehandle sagen, hvis kompetencespørgsmålet først rejses på et sent tidspunkt under sagens behandling. Stk.
  130. Kan henvisning ikke ske, afviser retten sagen ved dom. §
  131. Parterne kan aftale, at en retssag, som hører under Retten i Grønland, skal behandles af kredsretten. Kredsretten kan dog uanset en sådan aftale henvise sagen til Retten i Grønland efter §
  132. Stedlig kompetence Sagsøgtes bopæl eller opholdssted §
  133. Retssager anlægges ved retten i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl, medmindre andet er bestemt ved lov. Har sagsøgte bopæl i flere retskredse, kan sagen anlægges ved ethvert af dem. Stk.
  134. Har sagsøgte ingen bopæl, kan sagen anlægges i den retskreds, hvor denne opholder sig. Stk.
  135. Har sagsøgte hverken bopæl eller kendt opholdssted, kan sagen anlægges i den retskreds, hvor sagsøgte sidst har haft bopæl eller opholdssted. Erhvervsdrivende §
  136. Sager mod personer, der driver erhvervsmæssig virksomhed, kan, når sagen vedrører virksomheden, anlægges ved retten i den retskreds, hvorfra virksomheden udøves. Fast ejendom §
  137. Sager vedrørende rettigheder over fast ejendom kan anlægges ved retten i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende. Kontraktforhold §
  138. Sager om kontraktforhold kan anlægges ved retten i den retskreds, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes. Stk.
  139. Stk. 1 gælder ikke pengekrav, medmindre kravet er opstået under ophold i retskredsen under sådanne omstændigheder, at det skulle opfyldes, inden stedet forlades. Forbrugeraftaler §
  140. I sager om forbrugeraftaler, som ikke er indgået ved personlig henvendelse på den erhvervsdrivendes faste forretningssted, kan forbrugeren anlægge sag mod den erhvervsdrivende ved retten i den retskreds, hvor forbrugeren selv har bopæl. Selskaber m.v. §
  141. Sager mod selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der kan optræde som part i retssager, anlægges ved retten i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, eller, hvis et sådant ikke kan oplyses, ved retten i den retskreds, hvor et af bestyrelsens eller direktionens medlemmer har bopæl. Stk.
  142. Driver de i stk. 1 nævnte sammenslutninger erhvervsmæssig virksomhed i andre retskredse end den eller de, som følger af stk. 1, kan sagen også anlægges ved retten i den retskreds, hvorfra virksomheden udøves. Stk.
  143. Sager, der vedrører de i stk. 1 nævnte sammenslutninger, og som rejses af sammenslutningen mod de enkelte medlemmer eller opstår mellem disse, kan anlægges i de i stk. 1 og 2 nævnte retskredse. Stk.
  144. Sager om erstatning mod stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører i de i stk. 1 nævnte sammenslutninger kan anlægges ved de i stk. 1 og 2 nævnte retskredse. Kommuner §
  145. Sager mod kommuner anlægges ved retten i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger. Hjemmestyret og staten §
  146. Sager mod hjemmestyret og staten anlægges ved retten i den retskreds, hvor den myndighed, som stævnes på hjemmestyrets eller statens vegne, har kontor. Værnetingaftaler §
  147. Parterne kan aftale, ved hvilken kredsret sagen skal anlægges. Stk.
  148. I sager om forbrugeraftaler er en forudgående aftale om værneting ikke bindende for forbrugeren. Sagsøgte, der ikke har hjemting i Grønland §
  149. Sager mod personer, selskaber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der ikke har hjemting i Grønland, kan anlægges i Grønland, hvis en ret efter bestemmelserne i §§ 204-206, § 208, stk. 2, og § 211 kan anses som værneting i sagen. I sager om forbrugeraftaler kan forbrugeren anlægge sag mod de i
  150. pkt. nævnte personer og sammenslutninger ved sit eget hjemting, hvis der blev fremsat særligt tilbud eller foretaget reklamering i Grønland, før aftalen blev indgået, og forbrugeren har foretaget de dispositioner, der er nødvendige for at indgå aftalen, i Grønland. Stk.
  151. Kan ingen ret efter stk. 1 anses som værneting i sagen, kan sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer anlægges ved retten på det sted, hvor de ved stævningens forkyndelse opholder sig. Stk.
  152. Sager vedrørende formueretsforhold mod de i stk. 1 nævnte personer og sammenslutninger kan endvidere, hvis der ikke er værneting efter reglen i stk. 1, anlægges ved retten på det sted, hvor den pågældende person eller sammenslutning på tidspunktet for sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet angår, befinder sig på tidspunktet for sagens anlæg. Afværges arrest i gods gennem sikkerhedsstillelse, betragtes sikkerhedsstillelsen som gods, der befinder sig på det sted, hvor skyldneren havde eller ville have haft værneting for arrestsagen. Stadfæstelse af arrest i skib §
  153. Sager om stadfæstelse af arrest i et skib og om det krav, der er gjort arrest for, kan anlægges ved retten på det sted, hvor der er værneting for en sag om kravet i medfør af §§ 201-
  154. Henvisning til en anden kredsret §
  155. Retten kan træffe bestemmelse om, at en sag, der er indbragt for retten, henvises til en anden ret, som efter de forudgående regler er lovligt værneting, når det på grund af vidners bopæl eller af anden grund skønnes hensigtsmæssigt. Stk.
  156. Når særlige grunde taler for det, kan Retten i Grønland bestemme, at sagen skal behandles ved en ret, der ikke er værneting efter de foranstående regler. Stk.
  157. Beslutning om overførsel efter stk. 1 træffes af den ret, hvor sagen er anlagt. Stk.
  158. Rettens afgørelser efter stk. 1 og 2 træffes ved beslutning, der skal begrundes. Rettens vurdering af værnetinget §
  159. Retten påser af egen drift, om sagen er indbragt for rette værneting. Fremsætter sagsøgte ikke indsigelse mod rettens kompetence inden forberedelsens slutning, jf. § 223, anses retten for rette værneting. Stk.
  160. Er sagen anlagt ved en ret, som ikke er rette værneting for sagen eller et af de rejste krav, henviser retten om muligt sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol. Afgørelse om henvisning træffes ved en beslutning, som skal begrundes. Kan sagen ikke henvises, afviser retten sagen ved dom. Kapitel 18 Sagens forberedelse i
  161. instans Mundtlig og skriftlig forbered

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.