lta/2021/2536

BEK H#LOKDOK04 B B20210253605 DB000428 227575 Bekendtgørelse om håndbog om dokumentation for opfyldelse af CO2e-fortrængningskrav m.v. (HB 2022) 2021 2021-12-14 2021-12-22 2023-05-31 Historic 2536 Lovtidende A 2021-12-22 2023-05-30 32009L0030 32018L2001 A20210216729 2021-11-29 Bekendtgørelse af lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser (biobrændstofloven) Nej Stig Uffe Pedersen Lisbet Ølgaard Energistyrelsen Klima-, Energi- og Forsyningsmin.,\nEnergistyrelsen, j.nr. 2021-13315 Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet Energistyrelsen Bekendtgørelse om håndbog om dokumentation for opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskrav m.v. (HB 2022) 1) Bekendtgørelsen gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/30/EF af 23. april 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 88, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1513/EU af 9. september 2015, EU-Tidende 2015, nr. L 239, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2015/652/EU af 20. april 2015, EU-Tidende 2015, nr. L 107, side 26, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 82. I medfør af § 3, stk. 2, 4 og 5, § 3 a, § 3 b, § 5, stk. 3, § 6, stk. 3, § 7 a, stk. 1, og § 9, stk. 2, i lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser (biobrændstofloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 2167 af 29. november 2021, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1068 af 25. oktober 2019 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser: § 1. Hermed offentliggøres håndbog om dokumentation for opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskrav m.v. (HB 2022), som angivet i bilag 1 til denne bekendtgørelse. § 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 91 af 25. januar 2021 om Håndbog om dokumentation for biobrændstoffers bæredygtighed (HB 2021) ophæves. Bilag 1 Energistyrelsens håndbog om dokumentation for opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskrav m.v. Indholdsfortegnelse 1. Indledning 1.1. Baggrund 1.2. Sådan læses håndbogen 2. CO 2 e-fortrængningskravet og omfattede virksomheder 2.1. Biobrændstoflovens og bekendtgørelsens omfattede virksomheder 2.2. CO 2 e-fortrængningskravet for transport 2.2.1. Opstrømsemissionsreduktioner 2.2.2. Medtælling af elektricitet fra offentligt tilgængelige ladestandere 2.3. Biogas leveret til transport 2.4. Aftaler mellem virksomheder om opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet (handel med ”tickets”) 2.5. Indberetning om overholdelse af forpligtelse 3. Oversigt over bæredygtighedskriterierne og kriterier for besparelser af drivhusgasemissioner for biobrændstoffer og biogas til transport 3.1. Generelt 3.2. Overvågnings- og håndteringsplaner 3.3. Arealkriterier for biobrændstoffer og biogas til transport 3.3.1. Oversigt 3.3.2. Undtagelser 3.4. Bæredygtighedskriterier for biomasse fra skove 3.5. Mindstekrav til reduktion af drivhusgasemissioner 3.5.1. Oversigt 3.6. Chain of custody og massebalance 3.7. Særlige regler om bæredygtighedskriterier for affald og restprodukter 4. Biobrændstoffer og biogas baseret på affald eller restprodukter 4.1. Generelt om affald 4.2. Drivhusgasreduktion og bæredygtighedskriterier 4.3. Energistyrelsens positivliste 4.3.1. Tilføjelse af affaldsmaterialer til Energistyrelsens positivliste 4.3.2. Forbehold på positivlisten 4.4. Import af affald til biobrændstof- eller biogasproduktion 5. Anvendelse af UER’ere til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet 5.1. Generelt 5.2. Hvad er UER’ere, og hvilke krav skal UER’ere opfylde? 5.2.1. Uddybning af metodedirektivet krav til berettigelse 5.2.2. Uddybning af kravene til beregninger, validering og verificering 5.3. Krav til leverandørens indberetning til Energistyrelsen af UER’ere 5.4. Energistyrelsens vurdering af om UER’ere kan godkendes til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet 5.5. Energistyrelsens offentliggørelse af godkendte UER’ere 6. Indberetning og dokumentation for overholdelse af bæredygtighedskriterierne 6.1. Muligheder for at dokumentere overholdelse af bæredygtighedskriterierne 6.2. Frivillige kontrolordninger 6.2.1. Frivillige kontrolordninger godkendt af Kommissionen 6.2.2. Frivillige ordninger godkendt af andre medlemsstater 6.3. Obligatorisk at bruge frivillige ordninger 6.4. Indberetning til Energistyrelsen 6.4.1. Indberetning af elektricitet fra offentligt tilgængelige ladestandere 6.4.2. Forsinket eller ufuldstændig indberetning 6.5. Frivillige ordninger set i et bredere perspektiv 7. Dokumentation for overholdelse af arealkriterierne 7.1. Regler om arealkriterierne 7.1.1. Indledning 7.1.2. Særlige foranstaltninger for græsarealer med stor biodiversitet 8. Dokumentation for overholdelse af mindstekravet til reduktion af drivhusgasemissioner 8.1. Generelt 8.2. Beregning af CO 2 -intensitet 8.2.1. Indledning 8.2.2. Oversigt over metoder til at fastslå drivhusgasintensitet og -reduktioner ved biobrændstof 8.2.3. Anvendelse af overordnede standardværdier 8.2.4. Anvendelse af data om faktiske udledninger 8.2.5. Kombination af disaggregerede standardværdier og faktiske værdier 8.3. Udledningsberegning ved ændring i arealanvendelse 8.3.1. Organisk kulstof i jorden Mineralsk jordbund Organisk jord (histosol) 8.3.2. Kulstoflager i planter over og under jorden 8.3.3. Bonus for nedbrudt areal 8.4. Beregning af drivhusgasreduktion 9. Dokumentation for overholdelsen af principperne for massebalance 9.1. Generelt 9.2. Principper for massebalancesystemet 9.2.1. Udarbejdelse af et massebalancesystem 9.3. Regler for udformning af massebalancesystem 9.3.1. Omfang 9.3.2. Ansvar og procedurer 9.3.3. Salg af produkter med forskellige bæredygtighedsoplysninger 9.3.4. Massebalancens geografiske og tidsmæssige afgrænsning 9.3.5. Samlet rapportering af flere partier 9.3.6. Allokering af bæredygtighedsoplysninger mellem partier 9.3.7. Allokering af bæredygtighedskarakteristika mellem forskellige produkter fremstillet af samme råmateriale 9.3.8. Opbevaring af dokumenter 10. Uafhængig kontrol af oplysninger, som indberettes til Energistyrelsen 10.1. Krav om kontrol 10.2. Standarder for udførelse af kontrol 10.3. Omfanget af kontrollen 10.4. Etablering af system til indberetning af bæredygtighedsoplysninger 10.4.1. God praksis 10.5. Organisering af kontrol 10.5.1. God praksis 10.6. Kriterier til brug for kontrollen 10.7. Kontrolrapport Bilag A Eksempler på chain of custody dokumenter Bilag B Kontrollantens erklæring ved indberetning Bilag C Indberetningsemner 1. Indledning 1.1. Baggrund I bekendtgørelse om CO 2 e-fortrængningskrav og bæredygtighed m.v., som i det følgende bliver benævnt ”bekendtgørelsen”, er der implementeret et CO 2 e-fortrængningskrav på 6 pct., som i 2030 stiger til 7 pct. Kravet er i det følgende benævnt ”CO 2 e-fortrængningskravet”. Endvidere er der i bekendtgørelsen implementeret et delkrav om, at mindst 3,4 procentpoint i 2022-2024, mindst 5,2 procentpoint i 2025-2027, mindst 6 procentpoint i 2028-2029 og mindst 7 procentpoint fra 2030 af CO 2 e-fortrængningskravet skal opfyldes med drivhusgasreducerende brændstoffer. CO 2 e-fortrængningskravets opbygning uddybes i afsnit 2.2. I henhold til direktiv om fremme af anvendelse af energi fra vedvarende energikilder af 11. december 2018, som i det følgende er benævnt ”VE-direktivet”, skal virksomheder, der leverer biobrændstoffer til transport kunne påvise, at deres produkter opfylder bæredygtighedskriterierne fastsat i direktiverne, for at produkterne kan modtage støtte fra nationale regeringer 2) Støtte så som fritagelse fra CO 2 -afgift forudsætter ligeledes overholdelse af bæredygtighedskriterierne, men håndbogen omfatter ikke dokumentation af, at denne forudsætning er opfyldt, eller konsekvenserne af manglende opfyldelse i relation til afgiftsfritagelsen samt blive medregnet i opfyldelsen af målene for vedvarende energimål og -forpligtelser. 3) Kriterierne gælder også for flydende biobrændsler til brug for varme- og el-forsyning, dokumentation for overholdelse i relation til denne anvendelse er ikke omfattet af denne håndbog. Kriterierne gælder både for biobrændstoffer fremstillet i EU og dem, der importeres til EU fra tredjelande. Danmark har gennemført bæredygtighedskriterierne i bekendtgørelsen, hvor det fremgår, at biobrændstoffer skal overholde bæredygtighedskriterierne, hvis de skal medregnes i opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet. Det er beskrevet i bekendtgørelsen, at biobrændstoffer kun kan indgå til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet, såfremt de ikke er fremstillet af palmeolie med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager 4) Råprodukter med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet, som fastsat efter kriterier i Kommissions forordning (EU) 2019/807 af den 13. marts 2019. . Det fremgår endvidere af bekendtgørelsen, at biobrændstoffer baseret på råproduktet sojabønner ikke kan medtælles i opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet, medmindre råproduktet er certificeret som havende lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen efter kriterier i EU-Kommissionens delegerede forordning om høj og lav risiko for ILUC. Når der i det følgende anvendes betegnelsen ”transport”, menes der drift af vejgående køretøjer, jernbaner og mobile ikke-vejgående maskiner, herunder fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er til søs, landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til søs. Når der i det følgende anvendes betegnelsen ”virksomheder”, menes der hermed de virksomheder, som er pålagt CO 2 e-fortrængningskravet til transport, og som skal indberette til Energistyrelsen om opfyldelsen heraf. Virksomheder skal årligt og senest den 31. marts indberette om opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet og om overholdelsen af bæredygtighedskriterierne til Energistyrelsen. Denne håndbog tydeliggør reglerne for, hvordan virksomhederne kan dokumentere, at CO 2 e-fortrængningskravet og bæredygtighedskriterierne i henhold til bekendtgørelsen er opfyldt. Herved beskriver håndbogen samtidig det danske nationale system til kontrol af oplysninger om opfyldelse af bæredygtighedskriterier for biobrændstoffer, som hvert EU-medlemsland skal etablere i henhold til direktiverne. Virksomheder skal også senest den 31. marts 2022 indberette oplysninger om overholdelse af iblandingskravet og det avancerede iblandingskrav for kalenderåret 2021. 1.2. Sådan læses håndbogen I kapitel 2 beskrives det nærmere, hvem der er omfattet af CO 2 e-fortrængningskravet, samt hvordan CO 2 e-fortrængningskravet opgøres, og hvordan der indberettes for den enkelte virksomhed. Endvidere uddybes det, hvordan reglerne for medtælling af elektricitet leveret igennem offentligt tilgængelige ladestandere er, og hvordan reglerne for medtælling af biogas leveret til transport er. I kapitel 3 gives der en oversigt over bæredygtighedskriterierne i henhold til bekendtgørelsen. Bæredygtighedskriterierne omfatter arealkriterierne og andre bæredygtighedskriterier for biomasse fra skove. Endvidere beskrives minimumskravene til reduktion af drivhusgasemissioner samt krav om anvendelse af massebalanceprincip ved dokumentation af produkters bæredygtighed. Kapitel 4 indeholder nærmere regler om brug af biobrændstoffer og biogas baseret på affald og restprodukter, der benyttes i transport, og dermed er omfattet af CO 2 e-fortrængningskravet. I kapitel 5 beskrives, hvad der skal forstås ved opstrømsemissionsreduktioner (UER’ere), og hvilke krav UER’ere skal opfylde, for at kunne tælle med mod CO 2 e-fortrængningskravet. Endvidere beskrives, hvilke oplysninger virksomhederne skal indberette til Energistyrelsen, hvis UER’ere ønskes anvendt, samt styrelsens henholdsvis foreløbige og endelige vurdering af, om de indberettede UER’ere kan godkendes til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet. Til sidst beskrives, hvilke oplysninger styrelsen som udgangspunkt offentliggør i forbindelse med den endelige godkendelse af UER’erne. I kapitel 6 beskrives det, hvordan virksomhederne skal dokumentere overholdelse af de bindende bæredygtighedskriterier og drivhusgasreduktioner. Endvidere beskrives proceduren for virksomhedernes indberetning til Energistyrelsen om opfyldelsen af forpligtelserne i henhold til loven og bekendtgørelsen. Kapitlerne 7-9 indeholder henholdsvis beskrivelser af dokumentation for overholdelse af arealkriterierne, dokumentation for overholdelse af minimumstærsklerne og dokumentation for overholdelse af massebalanceprincippet. Indberetningen, som virksomhederne skal indsende til Energistyrelsen, skal kontrolleres af en uafhængig kontrollant. I kapitel 10 forklares, hvordan denne kontrol skal gennemføres, og der gives vejledning om god praksis i forbindelse med kontrolprocessen. 2. CO 2 e-fortrængningskravet og omfattede virksomheder I dette kapitel beskrives, hvilke virksomheder der er omfattet af biobrændstofloven og bekendtgørelse om drivhusgasreduktion og bæredygtighed m.v. Endvidere beskrives forpligtelserne, som virksomhederne skal opfylde, og det uddybes, hvordan biogas og elektricitet leveret til transport kan medtælles i CO 2 e-fortrængningskravet. 2.1. Biobrændstoflovens og bekendtgørelsens omfattede virksomheder Det fremgår af biobrændstofloven, at virksomheder, der angiver og betaler energiafgift efter mineralolieafgiftsloven for det flydende brændstof, der sælges til transport, er omfattet af forpligtelserne fastsat i loven eller i medfør af loven. Hvor en virksomhed sælger flydende brændstof til en anden virksomhed, som videresælger brændstoffet til den endelige forbruger, er det således den sidstnævnte virksomhed, som er omfattet af forpligtelserne, da det er denne, der svarer energiafgift efter mineralolieafgiftsloven. Af loven fremgår det også, at det er den naturgasleverandør, der er leverandør af gasformige brændstoffer til en gastankstation, der er omfattet af forpligtelserne. Dette betyder, at den ansvarlige for drift af tankstationen opfattes som gasleverandøren og er den forpligtede. Endvidere fremgår det, at selskaber, som hverken angiver eller betaler energiafgift for brændstoffet, men sælger brændstoffet til et selskab, som angiver og betaler energiafgift og selv forbruger brændstoffet, er omfattet af forpligtelserne. Et bus- eller transportselskab, der efter aftale med SKAT selv betaler energiafgift, vil derfor ikke være omfattet af forpligtelserne, fordi de selv forbruger brændstoffet og dermed ikke videresælger brændstoffet til landtransport. Dette indebærer, at det er de virksomheder, der leverer brændstof til disse bus- og transportselskaber, der er omfattet af forpligtelserne for den mængde brændstof, de leverer til bus- og transportselskaberne. 2.2. CO 2 e-fortrængningskravet for transport Det fremgår af § 3, stk. 1, i bekendtgørelsen om CO 2 e-fortrængningskrav og bæredygtighed m.v., at virksomheder har pligt til at reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof til transport og leveret elektricitet til brug i vejgående køretøjer til transport med mindst 6 pct. i hvert af årene 2022-2029, og mindst 7 pct. fra år 2030. Til at opfylde CO 2 e-fortrængningskravet kan der benyttes: - drivhusgasreducerende brændstoffer (herunder drivhusgasreducerende gas leveret til transport), - elektricitet leveret til vejtransport igennem offentligt tilgængelige ladestandere og - UER’ere. Der er dog krav om, at mindst 3,4 procentpoint af CO 2 e-fortrængningskravet opfyldes med drivhusgasreducerende brændstoffer i årene 2022-2024 og mindst 5,2 procentpoint af kravet opfyldes med drivhusgasreducerende brændstoffer i årene 2025-2027. Fra og med år 2028 skal hele CO 2 e-fortrængningskravet opfyldes med drivhusgasreducerende brændstoffer. CO 2 e-fortrængningskravet er illustreret i Tabel 1. Drivhusgasreducerende brændstoffer er brændstoffer, der reducerer vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed målt i forhold til 94,1 gCO2eq/MJ. År CO 2 e-fortrængningskrav Minimum drivhusgasreduktion fra drivhusgasreducerende brændstoffer 2022-2024 6 pct. 3,4 procentpoint 2025-2027 6 pct. 5,2 procentpoint 2028-2029 6 pct. 6 procentpoint 2030- 7 pct. 7 procentpoint Tabel 1 – CO 2 e-fortrængningskravet og minimum drivhusgasreduktion fra drivhusgasreducerende brændstoffer Regneregler for opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet er bl.a. implementeret i dansk lovgivning igennem bekendtgørelse om fastlæggelse af beregningsmetoder og indberetningskrav i henhold til biobrændstofloven (metodebekendtgørelsen). Regnereglerne er uddybet i denne håndbog. 2.2.1. Opstrømsemissionsreduktioner Ved opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet har forpligtede virksomheder i et vist omfang mulighed for at anvende opstrømsemissionsreduktioner (UER’ere), jf. afsnit 2.2. UER’ere defineres som alle drivhusgasreduktioner, som finder sted, inden at et fossilt råmateriale når frem til det raffinaderi eller behandlingsanlæg, hvor fossilt brændstof fremstilles af råmaterialet. Kravene til gyldigheden af UER’ere, som en forpligtet virksomhed ønsker at anvende, er præciseret i kapitel 5. 2.2.2. Medtælling af elektricitet fra offentligt tilgængelige ladestandere I opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet er det tilladt i begrænset omfang at medtælle elektricitet leveret igennem offentligt tilgængelige ladestandere, jf. Tabel 1. Den leverede el skal kunne måles, overvåges og dokumenteres på fyldestgørende vis. En offentligt tilgængelig ladestander er defineret i Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2014/94/EU om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer af 22. oktober 2014. Medtælles elektricitet fra offentligt tilgængelige ladestandere af en virksomhed, som i forvejen er omfattet af CO 2 e-fortrængningskravet, indberettes den leverede elektricitet som en del af deres indberetning om opfyldelse af CO2e-fortrængningskravet. Hvis en leverandør af elektricitet igennem offentligt tilgængelige ladestandere ikke er omfattet af CO 2 e-fortrængningskravet, kan denne leverandør ved at sælge reduktionsværdien af den leverede elektricitet bidrage til, at en anden virksomhed, der er omfattet, kan opfylde sit CO 2 e-fortrængningskrav. Elleverandøren vil i så fald skulle indberette sin leverede mængde elektricitet til Energistyrelsen, jf. afsnit 6.4.1., og indberetningen vil skulle underlægges uafhængig kontrol, jf. kapitel 10. 2.3. Biogas leveret til transport Bæredygtig biogas leveret til transport kan anvendes til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet. Til transportformål anvendes biogas normalt i opgraderet form. I det følgende anvendes betegnelsen ”biogas” om både den opgraderede biogas, som leveres direkte fra biogasanlæg til tankstation med henblik på anvendelse i transport, og den opgraderede biogas, der leveres til tankstationen via gassystemet. Hvis biogassen fremføres via gassystemet, kan massebalanceprincippet anvendes, og gassystemet betragtes i den forbindelse som ét ”sted”. Et ”sted” kan også være en container, et forarbejdnings- eller logistikanlæg eller en transmissions- og distributionslokalitet. Dette indebærer, at biogas eksempelvis kan tilføres gassystemet på én lokalitet, blandes med fossil gas i systemet og tages ud af gassystemet på en anden lokalitet som biogas. Virksomheden kan ikke tage mere biogas ud af gassystemet til anvendelse til transport, end den mængde bæredygtig biogas, som virksomheden har dokumenteret, og som er tilført gassystemet. Bæredygtig biogas kan kun transporteres via gassystemet inden for Danmarks grænser. Såfremt biogas importeres til Danmark via gassystemet, anses det ikke længere for at være biogas men i stedet naturgas. Importeres biogassen i selvstændige tanke via f.eks. lastvogn, tog eller skib, vil biogassen ikke miste sin eventuelle bæredygtighed, når denne er dokumenteret via frivillige ordninger, der er godkendt af Kommissionen. Når biogas indgår i opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet, skelnes der mellem støttet biogas, som er defineret i bekendtgørelsens § 2, nr. 17, og biogas, som ikke er omfattet af den pågældende definition. Støttet biogas er i bekendtgørelsens § 2, nr. 17, defineret som opgraderet biogas, der har modtaget driftsstøtte efter en national støtteordning. Til brug for opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet tildeles støttet biogas samme vugge til grav-emissioner af drivhusgasser som naturgas, mens biogas, som ikke er omfattet af den nævnte definition, tildeles vugge til grav-emissioner efter regnereglerne beskrevet i bekendtgørelsen. Den forpligtede virksomhed skal dokumentere, at der ikke er tale om støttet biogas, jf. bekendtgørelsens § 2, nr. 17, ved hjælp af en bæredygtighedserklæring 5) En bæredygtighedserklæring udstedes af en frivillig ordning til et bæredygtighedscertificeret biogas-anlæg. Af bæredygtighedserklæringen fremgår blandt andet biogasmængder og drivhusgasbesparel-ser samt hvorvidt og hvordan biogasmængden har modtaget støtte. eller ved hjælp af anden tilsvarende og pålidelig dokumentation. Den forpligtede virksomhed skal samtidig dokumentere, at den relevante oprindelsesgaranti for det indberettede biogas er annulleret i forbindelse med, at gassen er blevet leveret til transport. Dokumentationen skal være i overensstemmelse med massebalanceprincippet og kontrolleres af en uafhængig kontrollant, jf. nærmere herom i kapitel 10 om uafhængig kontrol. 2.4. Aftaler mellem virksomheder om opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet (handel med ”tickets”) En virksomhed kan opfylde forpligtelsen ved aftale med en eller flere andre virksomheder om, at de helt eller delvist opfylder CO 2 e-fortrængningskravet i fællesskab i et givent kalenderår. Dette kan ske ved overdragelse af retten til at medregne en vis mængde drivhusgasreducerende brændstof til en anden virksomhed med henblik på opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet. Overdragelsen af rettigheder betegnes populært som henholdsvis køb og salg af ”tickets”. Det er en forudsætning for overdragelse af tickets, at den tilsvarende mængde af drivhusgasreducerende brændstof har været anvendt til transport af den virksomhed, som overdrager rettigheden inden for det kalenderår, som CO 2 e-fortrængningskravet vedrører. Det er endvidere en forudsætning, at den virksomhed, som overdrager retten, ikke medregner den anvendte mængde drivhusgasreducerende brændstof i opgørelsen af sin egen drivhusgasreduktionsprocent. Hvis en virksomhed efter kalenderårets udløb konstaterer, at noget af det biobrændstof, den har anvendt til transport, ikke opfylder bæredygtighedskriterierne og dermed ikke kan anvendes til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet, kan virksomheden fortsat købe tickets hos andre, forpligtede virksomheder med henblik på at opfylde CO 2 e-fortrængningskravet. Købet kan foretages, indtil virksomheden har indsendt sin indberetning til Energistyrelsen. Hvis det under Energistyrelsens vurdering af indberetningen viser sig, at nogle af de indkøbte biobrændstoffer ikke opfylder bæredygtighedskriterierne eller virksomheden på anden måde ikke opfylder krav, således at CO 2 e-fortrængningskravet ikke opfyldes, og forudsat virksomheden har handlet i god tro, kan virksomheden fortsat købe tickets mhp. opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet, indtil Energistyrelsen har færdigbehandlet sagen. 2.5. Indberetning om overholdelse af forpligtelse I forbindelse med den årlige indberetning til Energistyrelsen om opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet skal virksomheden oplyse om den opnåede reduktionsprocent i kalenderåret. For så vidt angår flydende brændstoffer og biobrændstoffer, anses disse for at være leveret til transport, når de forlader afgiftssuspensionspunktet. Gas anses for leveret til transport, når den er leveret til tankstationen og der i den forbindelse afregnes punktafgift. En virksomhed kan på et givet tidspunkt ikke levere mere bæredygtig biobrændstof, herunder biogas til transport, end virksomheden råder over på det pågældende tidspunkt. Ved opgørelse af hvor meget bæredygtig biogas en virksomhed råder over, kan der for så vidt angår biogas, som tilføres via gassystemet, indregnes bæredygtig biogas, som er tilført gassystemet op til 1 år (365 dage) fra ”production end date”, som den er anført på Energinets oprindelsesgarantier for biogas. Dette indebærer, at biogassen kan være gyldig i op til 365 dage plus en måned. Endvidere kan der henvises til afsnit 2.3. vedrørende skelnen mellem støttet biogas og ikke-støttet biogas samt dokumentationen herfor. I forbindelse med indberetningen skal virksomheden oplyse, om den opfylder dele af sine forpligtelser ved køb af rettigheder (”tickets”), eller om den omvendt ønsker at overdrage rettighederne til andre virksomheder. Ved den årlige indberetning af de relevante oplysninger til Energistyrelsen om overholdelse af forpligtelserne skal standardskemaerne, som beskrives i afsnit 6.4. anvendes. Skemaerne kan findes på Energistyrelsens hjemmeside. Herudover består den årlige indberetning af dokumentation for de anvendte biobrændstoffers bæredygtighed, som nærmere beskrevet i kapitel 3. De årligt indberettede oplysninger til Energistyrelsen skal underkastes den uafhængige kontrol, som er nærmere beskrevet i kapitel 10. 3. Oversigt over bæredygtighedskriterierne og kriterier for besparelser af drivhusgasemissioner for biobrændstoffer og biogas til transport I dette kapitel beskrives de bæredygtighedskriterier og mindstekrav til besparelse af drivhusgasser, som biobrændstoffer og biogas leveret til transport skal overholde for at kunne medtælles i opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet. 3.1. Generelt De bindende bæredygtighedskriterier i henhold til VE-direktivet, som er gennemført med lov om bæredygtige biobrændstoffer og bekendtgørelse om CO 2 e-fortrængningskrav og bæredygtighed m.v., omfatter arealkriterier i forbindelse med hvilken type areal, råmaterialerne til biobrændstoffet eller biogassen er dyrket på ifm. brug af landbrugsbiomasse samt andre bæredygtighedskrav til råmaterialer, som stammer fra skovområder. Endvidere er der sat mindstekrav til reduktion af drivhusgasemissioner sammenlignet med fossilt brændstof, som biobrændstofferne og biogassen leveret til transport skal leve op til. Biobrændstoffer og biogas leveret til transport skal opfylde bæredygtighedskriterierne for at kunne blive talt med i opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet. Det fremgår af bekendtgørelsen, at biobrændstoffer kun kan indgå til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet, såfremt de ikke er fremstillet af palmeolie med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet ind på arealer med stort kulstoflager 6) Råprodukter med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen, for hvilke der er konstateret en betydelig udvidelse af produktionsarealet, som fastsat efter kriterier i Kommissions forordning (EU) 2019/807 af den 13. marts 2019. . PFAD (Palm fatty acid distillate) vurderes at være et biprodukt af palmeolieproduktionen og omfattes dermed af begrænsningen i anvendelsen af palmeolie med høj risiko for ILUC til opfyldelse af iblandingskrav. Endvidere fremgår det af bekendtgørelsen, at biobrændstoffer fremstillet af råproduktet sojabønner ikke kan indgå i opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet, medmindre råproduktet er certificeret som havende lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen efter kriterier i EU-Kommissionens delegerede forordning om høj og lav risiko for ILUC. 3.2. Overvågnings- og håndteringsplaner Biobrændstoffer og biogas, der er fremstillet af affald og restprodukter, som ikke stammer fra skovbrug, men fra landbrugsarealer, kan kun tages i betragtning med henblik på opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet, hvor operatørerne eller de nationa-le myndigheder har indført overvågnings- eller håndteringsplaner for at afhjælpe virk-ningerne for jordbundens kvalitet og kulstofindholdet i jorden. 3.3. Arealkriterier for biobrændstoffer og biogas til transport 3.3.1. Oversigt Alle biobrændstoffer leveret til transport skal overholde arealkriterierne for at kunne blive medregnet ved opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet. For at et biobrændstof kan anses for at overholde arealkriterierne, skal det påvises, at råmaterialet ikke stammer fra et areal med høj biodiversitetsværdi eller med stort kulstoflager eller fra tørvebundsarealer. Disse arealkategorier forklares yderligere nedenfor. Bemærk, at biobrændstoffer fremstillet af affald og restprodukter (bortset fra restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri eller skovbrug) er undtaget fra arealkriterierne, se afsnit 3.7. Bæredygtighedskriterierne og kriterierne for besparelse af drivhusgasemissioner gælder uanset biomassens geografiske oprindelse. Ifølge bekendtgørelsen må biobrændstoffer og biogas, der produceres af biomasse fra landbrug, der bidrager til opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet, ikke fremstilles af råmaterialer fra arealer, der havde en af følgende statusser i eller efter januar 2008, uanset om arealet stadig har denne status: - primær skov og andre træbevoksede arealer, dvs. skov og andre træbevoksede arealer med hjemmehørende arter, og hvor der ikke er noget klart, synligt tegn på menneskelig aktivitet, og hvor de økologiske processer ikke er forstyrret i væsentlig grad, - skove og andre træbevoksede arealer med høj biodiversitet, som er artsrige og ikke nedbrudte eller af den relevante kompetente myndighed er blevet udpeget som areal med høj biodiversitet, medmindre det dokumenteres, at produktionen af dette råmateriale ikke har forstyrret disse naturbeskyttelsesformål, eller - områder: - der ved lov har fået status som, eller af den relevante, kompetente myndighed er udlagt som naturbeskyttelsesområde, eller - til beskyttelse af sjældne, truede eller udryddelsestruede økosystemer eller arter, der er anerkendt i internationale aftaler eller er medtaget på lister udarbejdet af mellemstatslige organisationer eller Den Internationale Naturværnsunion (IUCN), idet disse områder dog skal være anerkendt i overensstemmelse med VE-direktivets artikel 30, stk. 4, første afsnit, medmindre det dokumenteres, at produktionen af dette råmateriale ikke har forstyrret disse naturbeskyttelsesformål. - græsarealer med høj biodiversitet på over en ha, som er: - naturlige, dvs. græsarealer der ville forblive græsarealer uden menneskelig intervention, og som opretholder den naturlige artssammensætning og de økologiske kendetegn og processer, eller - ikke-naturlige, dvs. græsarealer der ville ophøre med at være græsarealer uden menneskelig intervention, og som er artsrige og ikke nedbrudte, og af en relevant kompetent myndighed er blevet udpeget som areal med høj biodiversitet, medmindre det dokumenteres, at det er nødvendigt at høste råmaterialet for at bevare deres status som græsarealer med høj biodiversitet. Derudover må biobrændstoffer og biogas, der bidrager til opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet, ikke fremstilles af råmaterialer fra arealer med stort kulstoflager, dvs. arealer der havde en af følgende statusser i januar 2008, og som ikke længere har denne status (dette finder ikke anvendelse, hvis arealet på det tidspunkt, hvor råmaterialet blev udvundet, havde samme status som i januar 2008): - vådområder, dvs. arealer der permanent eller i en betydelig del af året er vanddækkede eller vandmættede, - sammenhængende skovarealer, dvs. arealer på over en hektar bevokset med træer af en højde på over fem meter og med en kronedækningsgrad på mindst 30 %, eller med træer, der kan nå disse tærskler på lokaliteten, eller - arealer på over en hektar bevokset med træer af en højde over fem meter og med en kronedækningsgrad på mellem 10 % og 30 % eller med træer, der kan nå disse tærskler på lokaliteten, medmindre det dokumenteres, at arealets kulstoflager før og efter omlægning er således, at det ved anvendelse af metoden i bilag V, del C, i VE-direktivet vil opfylde mindstekravene til reduktion af drivhusgasemissioner beskrevet i denne håndbogs afsnit 3.5. Biobrændstoffer og biogas produceret af biomasse fra landbrug, der bidrager til opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet, må ikke fremstilles af råmaterialer fra arealer, der var tørvebundsarealer i januar 2008, medmindre det dokumenteres, at dyrkning og høst af dette råmateriale ikke indebærer afvanding af hidtil udrænet jord. Kapitel 7 indeholder nærmere retningslinjer for, hvordan overholdelsen af arealkriterierne kan dokumenteres. 3.3.2. Undtagelser Biobrændstoffer og biogas fra affald og restprodukter (bortset fra restprodukter fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug) er undtaget fra arealkriterierne. 3.4. Bæredygtighedskriterier for biomasse fra skove Biobrændstoffer og biogas produceret af biomasse fra skove, som tages i betragtning med henblik på opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet skal opfylde følgende kriterier for at minimere risikoen for, at der anvendes skovbiomasse fra ikke-bæredygtig produktion: - Det land, hvor skovbiomassen blev fældet skal have indført national eller regional lovgivning, der finder anvendelse i fældningsområdet, samt overvågnings- og håndhævelsessystemer, der sikrer: - fældningens lovlighed, - at skove genplantes på fældede arealer, - at områder, der ved international eller national ret eller af den relevante kompetente myndighed er udlagt som naturbeskyttelsesområder, herunder i vådområder og tørvemoser, beskyttes, - at fældningen udføres under hensyntagen til opretholdelsen af jordbundens kvalitet og biodiversiteten med det formål at minimere negative virkninger og - at fældningen opretholder eller forbedrer skovens produktionskapacitet på lang sigt. - Når ovenstående dokumentation, ikke er tilgængelig, skal biobrændstoffer og biogas produceret af skovbiomasse tages i betragtning med henblik på opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet, hvis der er indført systemer til styring på skovbrugets kildeområdeniveau for at sikre: - fældningens lovlighed, - at skove genplantes på fældede arealer, - at områder, der ved international eller national ret eller af den relevante kompetente myndighed er udlagt som naturbeskyttelsesområder, herunder i vådområder og tørvemoser, beskyttes, medmindre det dokumenteres, at fældning af dette råmateriale ikke indvirker på disse naturbeskyttelsesområder, - at fældningen udføres under hensyntagen til opretholdelsen af jordbundens kvalitet og biodiversiteten med det formål at minimere de negative virkninger, og - at fældningen opretholder eller forbedrer skovens produktionskapacitet på lang sigt. Biobrændstoffer og biogas produceret af biomasse fra skove, der tages i betragtning med henblik på opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet, skal opfylde følgende kriterier for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF): - Landet eller den regionale organisation for økonomisk integration, hvorfra skov-biomasse stammer, skal være part i Parisaftalen og skal: - have forelagt et nationalt bestemt bidrag for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), som omfatter emissioner og optag i landbrug, skovbrug og arealanvendelse, hvormed det sikres, at ændringer i kulstoflagrene i forbindelse med hugst af biomasse medregnes i landets forpligtelse til at mindske eller begrænse drivhus-gasemissioner, jf. det nationalt bestemte bidrag, eller - have indført nationale eller regionale love i overensstemmelse med Parisaftalens artikel 5, som finder anvendelse i fældningsområdet, med henblik på at bevare og øge kulstoflagre og -dræn, og dokumenterer, at rapporterede emissioner fra LULUCF-sektoren ikke overstiger optag. - Hvor den ovenstående dokumentation, ikke er tilgængelig, tages biobrændstoffer og biogas produceret af skovbiomasse i betragtning med henblik på opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet, hvis der er indført systemer til styring på skovbrugets kildeområdeniveau for at sikre, at niveauet af kulstoflagre og -dræn i skovene op-retholdes eller forbedres på lang sigt. 3.5. Mindstekrav til reduktion af drivhusgasemissioner 3.5.1. Oversigt Alle biobrændstoffer og al biogas, der bidrager til opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet, skal opfylde mindstekravet til reduktion af drivhusgasemissioner sammenlignet med udledningerne fra fossile brændstoffer. - Mindstekravet udgør 50 pct. for alle biobrændstoffer og biogas leveret til transport. - For biobrændstoffer og biogas, der er produceret i anlæg, som er sat i drift fra den 6. oktober 2015 og indtil 31. december 2020, er mindstekravet 60 pct. - For biobrændstoffer og biogas, der er produceret i anlæg, som er sat i drift efter den 1. januar 2021, er mindstekravet 65 pct. Den opnåede reduktion af drivhusgasudledning ved brug af biobrændstoffer sammenlignet med fossile brændstoffer kan påvises ved hjælp af standardværdier for reduktion af drivhusgasudledning for specifikke produktionsveje eller beregnes ved hjælp af faktiske drivhusgasinputdata eller ved en kombination af faktiske værdier og disaggregerede standardværdier. Kapitel 8 indeholder nærmere retningslinjer for, hvordan besparelsen i drivhusgasemissionen beregnes og dokumenteres. 3.6. Chain of custody og massebalance Ved videregivelse af bæredygtighedsoplysninger gennem produktionskæden skal der etableres en såkaldt "chain of custody" fra råmaterialeproducent til brændstofleverandøren. Chain of custody skal sikre, at der er forbindelse mellem bæredygtighedsoplysningerne for råmaterialerne ved starten af produktionskæden (f.eks. arealkriterierne) og de påstande, der fremsættes angående biobrændstoffets bæredygtighed ved slutningen af produktionskæden. Ifølge biobrændstofloven og bekendtgørelsen skal principperne i et såkaldt massebalancesystem følges. Et massebalancesystem er et system, hvor 'bæredygtighedskarakteristika' forbliver tildelt 'partier', og som er underlagt følgende grundlæggende regler: - Partier af råmaterialer med forskellige bæredygtighedskarakteristika kan være fysisk blandet. Det samme gælder mellemprodukter og biobrændstoffer længere nede i produktionskæden. - Oplysninger om bæredygtighedskarakteristika og størrelser på hvert parti skal tilknyttes blandingen, - Summen af alle partier, der udtages fra blandingen, beskrives som havende de samme bæredygtighedskarakteristika i de samme mængder, som summen af alle partier føjet til blandingen. Alle aktører i produktionskæden fra landbrug til virksomheder skal følge et massebalancesystem, når biobrændstofoplysninger leveres videre i produktionskæden. Kapitel 9 indeholder nærmere retningslinjer for overholdelse af principperne i et massebalancesystem. Chain of custody typer, som er mindre stringente end massebalancesystemet, for eksempel det såkaldte ”book and claim”-system, tillades ikke. Dette betyder også, at ækvivalensudskiftning, som praktiseres i henhold til den fælles landbrugspolitik, ikke er tilladt 7) Ækvivalensudskiftning var almindelig praksis i EU under den fælles landbrugspolitik. Det beskriver, hvordan afgrøder dyrket under kontrakt til energianvendelse (enten dyrket på brakmark eller med EU-energibistand) kan erstattes af andre materialer inden for EU, der ikke er blevet dyrket under en energikontrakt. Der er i princippet tale om en book and claim-metode. . 3.7. Særlige regler om bæredygtighedskriterier for affald og restprodukter Bæredygtighedskriterierne for biobrændstoffer og biogas baseret på affald og restprodukter afviger fra kriterierne for andre biobrændstoffer og andet biogas. Biobrændstoffer og biogas fra affald og restprodukter uanset om det først forarbejdes til et produkt, inden de videreforarbejdes til biobrændstoffer: 1. er undtaget fra arealkriterierne, hvis de blev produceret på råmaterialer, der var: a. affald eller b. et restprodukt (som ikke er restprodukt fra landbrug, akvakultur, skovbrug eller fiskeri). 2. anses for ikke at have nogen drivhusgasudledning i de processer i deres livscyklus, der ligger forud for deres indsamling. Kapitel 4 indeholder en nærmere beskrivelse af reglerne for affald og restprodukter vedrørende medtælling i opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet. 4. Biobrændstoffer og biogas baseret på affald eller restprodukter Dette kapitel indeholder nærmere regler om brug af biobrændstoffer og biogas baseret på affald eller restprodukter til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet. 4.1. Generelt om affald Som angivet i bekendtgørelse nr. 2159 af 9. december 2020 om affald defineres affald som ”ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med”. Affaldslovgivningen tilstræber, at alt affald anvendes og benyttes på højest mulige niveau. Hierarkiet mellem de forskellige niveauer for anvendelse refereres til som ”affaldshierarkiet”. Det fremgår af meddelelse nr. 160/02 fra Kommissionen, at råmaterialer ikke må forsætligt modificeres til at blive regnet som affald. Såvel affald som restprodukter skal overholde affaldslovgivningen. 4.2. Drivhusgasreduktion og bæredygtighedskriterier Biobrændstoffer og biogas baseret på affald eller restprodukter kan sættes til at have drivhusgasemissioner på nul i de processer i deres livscyklus, der ligger forud for indsamlingen af disse materialer, uanset om de forarbejdes til mellemprodukter, inden de omdannes til det endelige produkt jf. bilag 2, del C, punkt 18 og bilag 3, del B, punkt 17 i bekendtgørelse om CO 2 e-fortrængningskrav og bæredygtighed m.v. Biobrændstoffer og biogas, der leveres til transport og er baseret på affald eller restprodukter, bortset fra restprodukter, som stammer fra landbrug, akvakultur, fiskeri og skovbrug, skal ikke opfylde bæredygtighedskriterierne i kapitel 3. Mindstekravene til reduktion af drivhusgasemissioner skal dog overholdes. 4.3. Energistyrelsens positivliste Energistyrelsen har en vejledende positivliste over affald og restprodukter, som kan findes på Energistyrelsens hjemmeside. Positivlisten indeholder som udgangspunkt de affaldsmaterialer og restprodukter, som er angivet i VE-direktivet. Det er endvidere muligt at få tilføjet yderligere affaldsmaterialer til positivlisten. 4.3.1. Tilføjelse af affaldsmaterialer til Energistyrelsens positivliste For at få tilføjet et yderligere affaldsmateriale til Energistyrelsens positivliste, skal der indsendes en ansøgning til Energistyrelsen. Ansøgningen skal indeholde en afgørelse eller tilsvarende fra affaldsmyndigheden i det geografiske område, hvor det pågældende materiale er opstået. Dette gælder både for materialer, som opstår i Danmark eller uden for Danmark. Såfremt materialet oprinder uden for EU, vil Energistyrelsen forbeholde sig ret til, at bede om yderligere information om materialet m.h.p. at vurdere om materialet kan tilføjes til positivlisten. I Danmark er det kommunerne, som er affaldsmyndighed. Den indsendte afgørelse eller lignende skal indeholde oplysninger fra affaldsmyndigheden om: - at materialet er affald, og - at der må produceres biobrændstof eller biogas på basis af affaldsmaterialet. I tilfælde af at ovenstående punkter er opfyldt for affaldsmaterialer, som er opstået inden for EU, tilføjer Energistyrelsen affaldsmaterialet til positivlisten, jf. dog punkt 4.4 om import af affald. 4.3.2. Forbehold på positivlisten Positivlisten indeholder et forbehold for alle affaldsmaterialer om, at det skal sikres, at det er i overensstemmelse med affaldsmyndigheden i det geografiske område, hvor affaldsmaterialet er opstået, at materialet er affald, og at det skal sikres, at det ifølge affaldsmyndigheden er tilladt at producere biobrændstof eller biogas af affaldsmaterialet. Det vil derfor altid være den lokale affaldsmyndigheds afgørelse, som bestemmer, om der må produceres biobrændstof eller biogas af et affaldsmateriale, selvom materialet er tilføjet til positivlisten. 4.4. Import af affald til biobrændstof- eller biogasproduktion Hvis affald importeres til brug for biobrændstof- eller biogasproduktion, skal det også sikres, at affaldsmaterialet klassificeres som affald, i det land det importeres til, og det skal sikres, at affaldsmaterialet i dette land må benyttes til biobrændstof- eller biogas-produktion. 5. Anvendelse af UER’ere til opfyldelse af CO2e-fortrængningskravet Dette kapitel indeholder retningslinjer for brugen af UER’er til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet i bekendtgørelse om CO 2 e-fortrængningskrav og bæredygtighed m.v. 5.1. Generelt Metodebekendtgørelsen, der gennemfører Rådets direktiv om fastlæggelse af beregningsmetoder og indberetningskrav i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie (metodedirektivet) i dansk lovgivning, beskriver muligheden for at anvende UER’er til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet. I hvilket omfang UER’ere kan anvendes til at opfylde CO 2 e-fortrængningskravet er nærmere beskrevet i afsnit 2.2. Metodedirektivet er indsat i metodebekendtgørelsens bilag 1. Metodedirektivets artikel 2, nr. 1, og metodedirektivets bilag I, del 1, nr. 3, pkt. d, og del 2, nr. 1, fastlægger, hvad der skal forstås ved UER’ere, hvilke krav de skal opfylde og nogle af de oplysninger, der skal indberettes til Energistyrelsen, hvis UER’ere skal kunne indgå i opfyldelsen CO 2 e-fortrængningskravet. Desuden har Kommissionen offentliggjort følgende to dokumenter, som forklarer og uddyber de krav vedrørende UER’ere, der fremgår af metodedirektivet: - Guidance note on approaches to quantify, verify, validate, monitor and report upstream emission reductions - Non-paper related to the implementation of article 7a of the FQD (side 12-18) De to nævnte dokumenter er ikke retligt bindende, men har til formål at give bedre forståelse af indholdet af metodedirektivet. Den nævnte Guidance note kan findes via følgende link: https://ec.europa.eu/clima/sites/clima/files/guidance_note_on_uer_en. pdf Beskrivelserne i afsnittene nedenfor tager udgangspunkt i kravene i metodedirektivet, hvorefter der foretages en uddybende forklaring af disse krav baseret på de to ovennævnte dokumenter fra Kommissionen. Der er herved udvalgt elementer fra de to dokumenter, som efter Energistyrelsens opfattelse er de væsentligste til forståelse af metodedirektivet. De øvrige dele af dokumenterne vil dog ligeledes kunne anvendes med henblik på at opnå en bedre forståelse af direktivkravene. Følgende standarder, som der henvises til i dette kapitel, kundgøres ikke i Lovtidende, men kundgøres ved, at de pågældende standarder ligger til gennemsyn i Energistyrelsen: - DS/EN ISO 14064-1:2019 - DS/EN ISO 14064-2:2019 - DS/EN ISO 14064-3:2019 - DS/EN ISO 14065:2013 - DS/ISO 14066:2011 For så vidt angår henvisninger til standarder m.v., der henvises til uden årstalsreference som normativ reference, i de standarder, der er oplistet ovenfor, anvendes til brug for denne bekendtgørelse den senest udgivne standard m.v. på tidspunktet for denne bekendtgørelses ikrafttræden. Tilsvarende gælder for henvisninger til standarder m.v. i disse standarder. 5.2. Hvad er UER’ere, og hvilke krav skal UER’ere opfylde? Ifølge metodedirektivets artikel 2 forstås der ved opstrømsemissioner alle drivhusgasemissioner, som finder sted, inden råmaterialet når frem til et raffinaderi eller behandlingsanlæg, hvor brændstoffet blev fremstillet. Ifølge metodedirektivets bilag I, del 1, nr. 3, pkt. d, er UER’ere den reduktion i de opstrøms-drivhusgasemissioner, som leverandøren gør gældende, målt i gCO2-ækvivalenter, forudsat at den kvantificeres og indberettes i overensstemmelse med følgende krav om berettigelse, beregning, validering og verificering: Berettigelse: - UER’ere må kun anvendes på andelen af opstrømsemissioner, der svarer til gennemsnitlige standardværdier for benzin, diesel, CNG og LPG. - UER’ere, der opstår i et hvilket som helst land, kan medregnes som en reduktion af drivhusgasemissioner i forhold til brændstoffer fra enhver råmaterialekilde, der leveres af en hvilken som helst leverandør. - UER’ere kan kun medregnes, hvis de er knyttet til projekter, som er påbegyndt efter den 1. januar 2011. - Det er ikke et krav at bevise, at reduktionen af opstrømsemissionen ikke ville have fundet sted uden indberetningskravet, der er fastsat i artikel 7a i brændstofkvalitetsdirektivet. Beregninger, validering og verificering: - UER’ere estimeres og valideres i overensstemmelse med de principper og standarder, der er anført i internationale normer og navnlig ISO 14064:2019, ISO 14065:2013 og ISO 14066:2011. 5.2.1. Uddybning af metodedirektivet krav til berettigelse Alle projekter, som reducerer opstrømsemissioner i produktionskæden for transportbrændstoffer af ikke-biologisk oprindelse, kan anvendes til at skabe UER’ere. De råmaterialer, som indgår i produktionskæderne, fremgår af metodedirektivets bilag I, del 2, nr. 5. For den produktionskæde, som leder frem til benzin og diesel, er råvarerne konventionel råolie, GTL (natural gas to liquid), coal-to-liquid, naturlig bitumen eller skiferolie. For CNG/LPG/LNG er råvaren naturgas. Ethvert anlæg eller enhver infrastruktur i forsyningskæden, forud for det anlæg hvor det færdige brændstof produceres, kan generere UER’ere. For brændstoffer, som produceres med råolie som råvare, er alle anlæg i forsyningskæden forud for raffinaderiet omfattet. Emissionsreduktioner i produktionen af brint, som anvendes til produktionen i raffinaderier, kan ikke anses for UER’ere, uanset hvor brinten fysisk produceres. Det skyldes, at brint ikke indgår i listen over råvarer i metodedirektivets bilag I, del 2, nr. 5. For naturgas og ”liquid petroleum gas” er produktionsanlæg, såsom gasoprensnings eller likvifaktionsanlæg, omfattet, hvis de er beliggende tidligere i forsyningskæden end de anlæg, som leverer det færdige transportbrændstof til markedet. Emissionsreduktioner fra opstrøms benzin- eller gasproduktionsprocesser, f.eks. CCS fra en dieselmotor der driver boreudstyret, kan anvendes til at skabe UER’ere. En leverandør kan maksimalt medregne en UER-værdi svarende til standardværdien for opstrømsemissioner fra de brændstoffer, som leveres. For benzin er standardværdien for opstrømsemissionsintensiteten 11,0 gCO2eq/MJ, for diesel er den tilsvarende standardværdi 11,3 gCO2eq/MJ, for CNG er standardværdien 9,1 gCO2eq/MJ, for LNG er den 15,0 gCO2eq/MJ og for LPG er den 6,2 gCO2eq/MJ. Den maksimale brug af UER’ere (målt i gCO2eq), som må bruges fra olieforsyningskæden til opfyldelse for en brændstofleverandør, er: MJ benzin * 11,0 + MJ diesel * 11,3 + ɑ ∗ MJ LPG ∗ 6,2 Den maksimale brug af UER’ere (målt i gCO2eq), som må bruges fra gasforsyningskæden til opfyldelse for en gasleverandør, er: MJ CNG ∗ 9,1 + MJ LNG ∗ 15,0 + (1 − ɑ ) ∗ MJ LPG ∗ 6,2 Værdien af a i ovenstående ligninger skal være andelen (imellem 0 og 1) af LPG leveret, som en leverandør vælger at tælle UER’ere fra olieforsyningskæden imod, og (1 - a ) er derfor den andel (imellem 0 og 1) af LPG leveret, som en leverandør vælger at tælle UER’ere fra gasforsyningskæden imod. UER’ere fra et hvilket som helst land inden for EU eller uden for EU kan blive regnet som reduktion i forhold til et brændstof fra en hvilken som helst råvare, der leveres af en hvilken som helst leverandør. Der er derfor ikke noget krav om at påvise, at brændstoffer fra de omhandlede UER-projekter fysisk leveres til EU's marked, eller at der er en fysisk forbindelse til den europæiske transportsektor. En UER skal som udgangspunkt være skabt i samme kalenderår, som den bliver anvendt til at opfylde CO 2 e-fortrængningskravet. Det er således eksempelvis kun UER’ere, som er skabt i kalenderåret 2021, som kan anvendes til at opfylde CO 2 e-fortrængningskravet i 2021. Såfremt en forpligtet virksomhed overopfylder CO 2 e-fortrængningskravet, kan virksomheden dog overføre overskydende UER’ere i et år til opfyldelse af kravet året efter. De overførte UER’ere skal fremgå af indberetningsskemaerne i begge år, dvs. både i året, der overføres fra, og i året der overføres til. Virksomheden kan maksimalt overføre overskydende UER’ere op til et niveau på 0,5 procentpoint af kravet. ISO 14064-2:2019 foreskriver, at reduktionerne skal være additionelle, dvs. opgøres som reduktioner der ligger ud over, hvad der ville være sket uden gennemførelse af projektet. Reduktionerne skal ligge ud over, hvad der kunne forventes ved ”baseline”, dvs. det mest sandsynlige scenarie, hvis projektet ikke gennemføres. Baseline er en hypotetisk situation, som beskriver de forhold, som er mest sandsynlige, hvis projektet ikke var blevet gennemført. Det skal påvises, at baselineemissionerne ville være lovlige under den lokale lov, eller at manglende overholdelse af denne lov kan anses for normal praksis. Det er ikke nødvendigt at bevise, at reduktionerne ikke ville have fundet sted uden forpligtelserne i artikel 7a i brændstofkvalitetsdirektivet. UER’ere må ikke anvendes til eller have været anvendt til opfyldelse af andre CO 2 e-fortrængningskrav eller andre emissionsbegrænsningssystemer. 5.2.2. Uddybning af kravene til beregninger, validering og verificering UER’ere estimeres, valideres og verificeres i overensstemmelse med de principper og standarder, der er anført i internationale normer og navnlig ISO 14064:2019, ISO 14065:2013 og ISO 14066:2011. ISO 14064:2019 opstiller krav til validering og verificering af reduktionsprojekterne, mens ISO 14065:2013 og 14066:2011 opstiller krav til akkreditering af verifikationsorganer og til deres kompetencer. Projektbeskrivelserne skal sendes til et akkrediteret valideringsorgan, og når projektet er valideret kan det levere reduktioner, som skal verificeres af et akkrediteret verificeringsorgan. Ifølge ISO 14065:2013 må det samme organ ikke både validere projektet og verificere de opnåede reduktioner. UER’ere og referenceemissionerne overvåges, indberettes og kontrolleres i overensstemmelse med ISO 14064:2019, og resultater heraf skal være af tilsvarende pålidelighed som Kommissionens gennemførelsesforordning 2018/2067/EU af 19. december 2018 om verifikation af data og om akkreditering af verifikatorer i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (forordning 2018/2067) og Kommissionens gennemførelsesforordning 2018/2066/EU af 19. december 2018 om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og om ændring af Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012 (forordning 2018/2066) 8) Disse to forordninger erstatter Kommissionens forordning 600/2012/EU af 21. juni 2012 om verifikation af rapporter om drivhusgasemissioner og rapporter om tonkilometer og akkreditering af verifikatorer i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF og Kommissionens forordning 601/2012/EU af 21. juni 2012 om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF. . Verifikationen af metoderne til estimering af UER’ere verificeres i overensstemmelse med ISO 14064-3:2019, og den organisation, som foretager verifikationen, skal være akkrediteret i overensstemmelse med ISO 14065:2013. 5.3. Krav til leverandørens indberetning til Energistyrelsen af UER’ere For at kunne gøre UER’ere gældende til brug for opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet, skal virksomheden indberette følgende til Energistyrelsen:

1. a)projektets navn
2. b)begyndelsestidspunktet for projektet, som skal ligge efter den 1. januar 2011. Begyndelsestidspunktet er det tidspunkt, hvorpå projektet først har skabt emissionsreduktioner.
3. c)årlige emissionsreduktioner i g CO2eq
4. d)varigheden af den periode, hvor de reduktioner, der søges gjort gældende, fandt sted. Reduktionerne skal have fundet sted, før de kan rapporteres. En UER skal som udgangspunkt være skabt i samme kalenderår, som den bliver anvendt til at opfylde CO2e-fortrængningskravet, jf. dog undtagelsen vedrørende mulighed for overførsel beskrevet under afsnit 5.2.1.
5. e)projektsted nærmest kilden til emissionerne i bredde- og længdegradskoordinater i grader med fire decimaler. Hvor et projekt medfører emissionsreduktioner, som er geografisk spredt, kan der rapporteres en placering, som repræsenterer det geografiske midtpunkt for projektet, eller som repræsenterer den primære infrastruktur i projektet. Såfremt sidstnævnte mulighed ønskes anvendt, skal verifikationsrapporten angive, hvad der kan betegnes som projektets ”geografiske midtpunkt” eller ”primære infrastruktur”.
6. f)de årlige referenceemissioner før installation af reduktionsforanstaltninger (”baseline”) og de årlige emissioner efter gennemførelsen af reduktionsforanstaltninger i g CO2eq/MJ af produceret råmateriale. ISO 14064-2:2019 definerer en baseline som en hypotetisk tilstand, som beskriver de forhold, som er mest sandsynlige, hvis projektet ikke gennemføres. Det skal påvises, at baselineemissionerne ville være lovlige under den lokale lov, eller at manglende overholdelse af denne lov kan anses for normal praksis. De årlige baselineemissioner og de årlige emissioner efter gennemførelsen af projektet opgøres som de totale emissioner fra infrastrukturen inden for projektets systemafgrænsning divideret med den totale mængde energi (LHV) af olie eller gas, som passerer gennem infrastrukturen i det pågældende år.
7. g)mængden af emissionsreduktioner (UER) i g CO2eq, som gøres gældende i forhold til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet
8. h)ikke-genbrugeligt certifikatnummer, der entydigt identificerer ordningen og de drivhusgasreduktioner, der søges gjort gældende. Eksempel på en entydig nummerering findes i EU Guidance Note, bilag A.
9. i)ikke-genbrugeligt nummer, der entydigt identificerer beregningsmetoden og den tilhørende ordning. Eksempel på en entydig nummerering findes i EU Guidance Note, bilag A.
10. j)projektbeskrivelse, som er enslydende med den beskrivelse, som ligger til grund for valideringen af projektet
11. k)valideringsrapport for projektet fra akkrediteret validator med angivelse af niveauet for sikkerhed. Validator skal i valideringsrapporten stille en rimelig grad af sikkerhed, jf. ISO 14064-3:2019.
12. l)verificeringsrapport for emissionsreduktionerne fra akkrediteret verifikator
13. m)erklæring fra alle aktører, der har produceret eller handlet UER’erne, om, at de rapporterede drivhusgasreduktioner kun er solgt én gang og kun er rapporteret én gang med henblik på opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet i bekendtgørelsen, herunder at reduktionerne ikke er rapporteret til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet i andre medlemsstater, og at reduktionerne ikke er anvendt i andre reduktionsmekanismer. Disse aktører kan f.eks. være ejeren af UER-projektet, selskaber, der har købt eller solgt UER’erne, eller den forpligtede virksomhed, der er omfattet af CO 2 e-fortrængningskravet. 5.4. Energistyrelsens vurdering af om UER’ere kan godkendes til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet Energistyrelsen kan godkende nedenstående typer af kreditter, som indberettes til styrelsen, som UER’ere til brug for opnåelse af CO 2 e-fortrængningskravet i bekendtgørelsen. - Specificerede emissionsreduktioner, som er godkendt af andre medlemsstaters kompetente myndigheder som UER’ere. - Reduktioner fra andre projekter, der opfylder principper og standarder, der er anført i internationale normer og navnlig ISO 14064:2019, ISO 14065:2013 og ISO 14066:2011. Hvis en virksomhed ønsker at anvende UER’ere til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet, skal disse UER’ere indberettes som en del af virksomhedens indberetning af opfyldelse af CO2e-fortrængningskravet og ved brug af det indberetningsskema, som findes på Energistyrelsens hjemmeside. Energistyrelsen foretager den endelige godkendelse af drivhusgasreduktioner fra UER’ere i forbindelse med virksomhedernes årlige indberetning af opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet til styrelsen. Energistyrelsen tilbyder, at virksomheder, der er omfattet af CO 2 e-fortrængningskravet i bekendtgørelsen, forud for den endelige godkendelse, kan anmode styrelsen om forhåndsgodkendelse af, at et konkret projekt kan danne grundlag for generering af UER’ere, som kan anvendes til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet. Disse virksomheder kan ligeledes anmode styrelsen om forhåndsgodkendelse af konkrete UER’ere på et hvilket som helst tidspunkt forud for indsendelse af indberetningen af opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet. På samme måde tilbyder Energistyrelsen, at andre selskaber kan anmode styrelsen om forhåndsgodkendelse på vegne af en virksomhed, der er omfattet af CO 2 e-fortrængningskravet i bekendtgørelsen. I så fald skal anmodningen om forhåndsgodkendelse medsendes en underskrevet erklæring fra en virksomhed, der er omfattet af CO 2 e-fortrængningskravet, hvoraf det fremgår, at virksomheden forventer at anvende projektet eller UER’erne, der søges forhåndsgodkendelse om, til deres opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet i bekendtgørelsen. Det er en forudsætning for, at Energistyrelsen kan vurdere en anmodning om forhåndsgodkendelse af et konkret projekt , at der foreligger en underskrevet valideringsrapport for projektet. For så vidt angår forhåndsgodkendelse af konkrete UER’ere , er det en forudsætning, at der foreligger både en underskrevet valideringsrapport og verificeringsrapport. Såfremt Energistyrelsen forhåndsgodkender et konkret projekt vil projektet ikke efterfølgende kunne afvises af Energistyrelsen på baggrund af den information, som fremgår af valideringsrapporten. Dette forudsætter dog, at den efterfølgende verificering bekræfter oplysningerne i valideringsrapporten. Såfremt Energistyrelsen forhåndsgodkender konkrete UER’ere indebærer dette, at de pågældende reduktioner ikke efterfølgende vil kunne underkendes af Energistyrelsen på baggrund af information i valideringsrapporten eller verificeringsrapporten. I begge tilfælde er er de beskrevet virkninger betinget af, at der i forbindelse med styrelsens endelige godkendelse af UER’erne foreligger en erklæring fra en uafhængig kontrollant i overensstemmelse med punkterne beskrevet nedenfor i dette afsnit. Det er en forudsætning for Energistyrelsens endelige godkendelse af et projekt og UER’ere, at de opfylder de krav vedrørende berettigelse, beregning og indberetning, som fremgår af metodedirektivet, og som er nærmere beskrevet i afsnit 5.2. og 5.3. Energistyrelsens fremgangsmåde ved vurdering af om kravene er opfyldt afhænger af hvilken type projekt, der er tale om. For alle typer af projekter og UER’ere gælder, at de indberettede oplysninger til Energistyrelsen vedrørende opfyldelse af kravene skal verificeres af en uafhængig kontrollant, jf. nærmere nedenfor. Omfanget af kontrollantens erklæring afhænger af hvilken type projekt, der er tale om. I det følgende er for hver type reduktioner beskrevet Energistyrelsens fremgangsmåde ved godkendelsen af reduktionerne og omfanget af den uafhængige kontrollants erklæring. Emissionsreduktioner, der er godkendt af andre medlemsstaters kompetente myndigheder som UER’ere Energistyrelsen påser i forbindelse med godkendelsen, at følgende krav er opfyldt:
14. a)Der foreligger dokumentation på, at den pågældende myndighed har godkendt, at reduktioner fra projektet kan anvendes som UER’ere
15. b)Der foreligger dokumentation på, at den pågældende myndighed har godkendt emissionsreduktionen som UER’ere til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet
16. c)Der foreligger dokumentation på, at den pågældende reduktion er annulleret i den pågældende medlemsstats register over godkendte reduktioner
17. d)Der foreligger dokumentation for, at den pågældende UER er skabt i samme kalenderår, som den bliver anvendt til at opfylde CO 2 e-fortrængningskravet, jf. dog undtagelsen vedrørende mulighed for overførsel beskrevet under afsnit 5.2.1.
18. e)Der foreligger en erklæring fra alle aktører, der har produceret eller handlet UER’erne, om, at de rapporterede drivhusgasreduktioner kun er solgt én gang og kun er rapporteret én gang med henblik på opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet i bekendtgørelsen, herunder at reduktionerne ikke er rapporteret til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet i andre medlemsstater, og at reduktionerne ikke er anvendt i andre reduktionsmekanismer, jf. afsnit 5.3, pkt. m.
19. f)Der foreligger en erklæring fra en uafhængig kontrollant om, at de oplysninger, som indberettes til Energistyrelsen om projektets navn m.m., jf. afsnit 5.3., er i overensstemmelse med oplysningerne i projektdokumenterne, dvs. projektbeskrivelsen, valideringsrapport og verifikationsrapport. Den uafhængige kontrollant skal ved udførelse af kontrollen følge International Standard on Assurance Engagements (ISAE 3000) og være en godkendt revisor Emissionsreduktioner fra andre projekter, som opfylder kravene i ISO 14064:2019, 14065:2013 og 14066:2011 Energistyrelsen påser ved godkendelsen, at følgende krav er opfyldt:
20. a)Reduktionerne vedrører de opstrøms dele af produktionskæden for transportbrændstoffer af ikke biologisk oprindelse
21. b)Reduktionsprojektet er påbegyndt efter den 1. januar 2011
22. c)Den pågældende UER er skabt i samme kalenderår, som den bliver anvendt til at opfylde CO 2 e-fortrængningskravet, jf. dog undtagelsen vedrørende mulighed for overførsel beskrevet under afsnit 5.2.1.
23. d)Reduktionerne er estimeret, valideret og verificeret i overensstemmelse med de principper og standarder, der er anført i internationale normer og navnlig ISO 14064:2019, ISO 14065:2013 og ISO 14066:2011
24. e)UER og referenceemissionerne er overvåget, indberettet og kontrolleret i overensstemmelse med ISO 14064:2019 og med tilsvarende pålidelighed som forordning 2018/2067 og forordning 2018/2066
25. f)Validering af projektet og verificering af UER’ere fra projektet er ikke foretaget af samme organ
26. g)De organer, som foretager henholdsvis verificering af reduktionerne og validering af det projekt, som reduktionerne hidrører fra, har akkreditering i overensstemmelse med ISO 14065:2013
27. h)Der foreligger en erklæring fra alle aktører, der har produceret eller handlet UER’erne, om, at de rapporterede drivhusgasreduktioner kun er solgt én gang og kun er rapporteret én gang med henblik på opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet i bekendtgørelsen, herunder at reduktionerne ikke er rapporteret til opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet i andre medlemsstater, og at reduktionerne ikke er anvendt i andre reduktionsmekanismer, jf. afsnit 5.3., pkt. m.
28. i)Der foreligger dokumentation for, at de pågældende emissionsreduktioner er slettet hos de myndigheder eller virksomheder, hvor reduktionerne er eller tidligere har været registreret
29. j)Der foreligger en erklæring fra en uafhængig kontrollant om, at de oplysninger, som indberettes til Energistyrelsen om projektets navn m.m., jf. afsnit 5.3., er i overensstemmelse med oplysningerne i projektdokumenterne, dvs. projektbeskrivelse, valideringsrapport og verifikationsrapport. Kontrollanten skal endvidere erklære, at validering og verifikation er foretaget i overensstemmelse med ISO 14064:2019, 14065:2013 og 14066:2011 og af to forskellige, akkrediterede organer, og at valideringsrapport og verifikationsrapport er uden anmærkninger. Kontrollanten skal ligeledes erklære, at UER’ere og referenceemissionerne er overvåget, indberettet og kontrolleret i overensstemmelse med ISO 14064:2019, og at resultaterne heraf er af tilsvarende pålidelighed som forordning 2018/2067 og forordning 2018/2066. Den uafhængige kontrollant skal ved udførelse af kontrollen følge International Standard on Assurance Engagements (ISAE 3000) og være en godkendt revisor. 5.5. Energistyrelsens offentliggørelse af godkendte UER’ere Når Energistyrelsen har truffet endelig afgørelse om godkendelse af UER’ere i forbindelse med virksomhedernes indberetning af opfyldelse af CO 2 e-fortrængningskravet i bekendtgørelsen, offentliggøres følgende informationer vedrørende de godkendte UER’ere på Energistyrelsens hjemmeside: - Projektnavn - Projektets geografiske placering (bredde- og længdegrad med 4 decimaler) og startdato - Hvorvidt der er tale om reduktioner i olie- eller gasforsyningskæden - Identifikationsnummer på valideringsrapport - Valideringsorgan og akkrediteringsnummer - Identifikationsnummer på verificeringsrapporter - Verificeringsorgan og akkrediteringsnummer - Mængde (g CO2eq) af godkendte emissionsreduktioner - Unikt nummer for godkendte emissionsreduktioner fra det pågældende projekt 6. Indberetning og dokumentation for overholdelse af bæredygtighedskriterierne I dette kapitel beskrives, hvordan overholdelse af bæredygtighedskriterierne dokumenteres ved hjælp af certificering under en godkendt frivillig ordning. I kapitlet beskrives endvidere, hvilke oplysninger vedrørende bæredygtighed der skal inkluderes i indberetningen til Energistyrelsen om overholdelse af CO 2 e-fortrængningskrav og ved indberetning for 2021 om opfyldelse af iblandingsforpligtelsen og den avancerede iblandingsforpligtelse. 6.1. Muligheder for at dokumentere overholdelse af bæredygtighedskriterierne Virksomheder kan benytte følgende muligheder for at bevise overholdelse af bæredygtighedskriterierne 9) Direktivet tillader også brug af bilaterale eller multilaterale aftaler mellem EU og tredjelande som dokumentation for over-holdelse af bæredygtighedskriterierne. På nuværende tidspunkt er der ikke indgået sådanne aftaler. : 1. Certificering under frivillige kontrolordninger godkendt af EU-Kommissionen, eller 2. Certificering under frivillige kontrolordninger godkendt af en anden EU-medlemsstat og godkendt af Energistyrelsen efter en såkaldt ”quick scan”. Det giver virksomhederne og Energistyrelsen størst sikkerhed for, at bæredygtighedskriterierne er opfyldt, når alle produkter er omfattet af en forudgående certificering under en frivillig kontrolordning. 6.2. Frivillige kontrolordninger Ifølge VE-direktivet er brug af frivillige kontrolordninger 10) En frivillig ordning, som nævnt i VE-direktivet kan være et certificeringssystem ifølge hvilket virksomheder i produktionskæden certificeres af en uafhængig certificeringsinstitution efter en række bæredygtighedskriterier og -indikatorer. , som er godkendt af Kommissionen, en af måderne, hvorpå overholdelse af bæredygtighedskravene kan dokumenteres. Ifølge direktivet kan medlemsstater også vurdere og godkende frivillige ordninger på nationalt plan. De to muligheder gennemgås nærmere i afsnit 6.2.1. og 6.2.2. 6.2.1. Frivillige kontrolordninger godkendt af Kommissionen Kommissionen påtager sig den formelle vurdering af frivillige kontrolordninger 11) Det er den frivillige ordnings indehavers ansvar at ansøge Kommissionen om godkendelse i henhold til Direktiv om fremme af anvendelse af energi fra vedvarende energikilder. for at bedømme, hvorvidt ordningerne er egnede til at dokumentere overholdelse af bæredygtighedskriterierne. Bemærk, at en kontrolordning ikke nødvendigvis dækker alle bæredygtighedskriterier. For eksempel kan en frivillig ordning blive godkendt til kontrol af et eller flere af arealkriterierne og til massebalanceprincipperne men ikke til drivhusgasoplysninger. Kommissionens afgørelse om frivillige ordninger offentliggøres på Kommissionens gennemsigtighedsplatform 12) Https://ec.europa.eu/energy/topics/renewable-energy/renewable-energy-directive/renewable-energy-transparency-platform. . EU-medlemsstaterne skal acceptere certificering under alle frivillige kontrolordninger i den udstrækning, de er blevet godkendt af Kommissionen. Energistyrelsen anerkender alle frivillige kontrolordninger godkendt af Kommissionen fra datoen, hvor Kommissionens afgørelse blev offentliggjort 13) Forudsat, at aktørerne i produktionskæden bliver certificeret ifølge den version af den frivillige ordning, som Kommissionens afgørelse henviser til. . Enhver beslutning taget af Kommissionen har forrang frem for enhver vurdering foretaget af andre medlemsstater. Bemærk, at Energistyrelsen kun anerkender samme version af den frivillige kontrolordning, som er godkendt af Kommissionen samt senere versioner. Tidligere versioner af samme frivillige kontrolordning anerkendes ikke. Bemærk, at en frivillig kontrolordning også kan omfatte certificering af oplysninger om biobrændstoffet ud over bæredygtighedsoplysninger, for eksempel information om råmateriale og oprindelsesland. Hvis Kommissionen har godkendt en sådan kontrolordning, vil Energistyrelsen også godkende denne type af oplysninger, herunder også som dokumentation for, at det anvendte råmateriale svarer til råmateriale, som måtte være optaget på positivlisten på Energistyrelsens hjemmeside (se kapitel 4). 6.2.2. Frivillige ordninger godkendt af andre medlemsstater EU-medlemsstater kan foretage vurderinger af frivillige ordninger som del af deres nationale system 14) Se Meddelelse om frivillige ordninger (2010/C 160/01), afsnit 2. . En sådan national vurdering indgår ikke i det danske nationale kontrolsystem som beskrevet i denne håndbog, idet det danske system baserer sig på vurderingerne fra Kommissionen. Det er muligt, at andre medlemsstater vil vurdere og godkende frivillige ordninger. Energistyrelsen agter at tillade virksomheder at benytte frivillige ordninger godkendt af andre medlemsstater. Før en frivillig ordning godkendt af en anden medlemsstat kan benyttes i Danmark, vil den blive underlagt en såkaldt quick scan, dvs. en overordnet vurdering hos Energistyrelsen. Energistyrelsen forbeholder sig retten til ikke at anerkende en certificering under en frivillig ordning godkendt af en anden medlemsstat, hvis der er stærke grunde til at betvivle, at den frivillige ordning giver et passende niveau af sikkerhed for, at bæredygtighedskriterierne er overholdt. Endelig vil Energistyrelsen kun anerkende en certificering efter samme version af den frivillige ordning, som er godkendt af den relevante medlemsstat, samt senere versioner. Certificering efter tidligere versioner af samme frivillige ordning godkendes ikke. Der kan opstå en situation, hvor Kommissionen beslutter ikke at godkende en ordning i et omfang, som en anden EU-medlemsstat tidligere har godkendt ordningen til. I de fleste tilfælde vil Energistyrelsen fortsat anerkende ordningen i det omfang, den anden medlemsstat har godkendt ordningen, for den resterende del af det kalenderår, der rapporteres for. Derefter vil ordningen kun være anerkendt af Energistyrelsen i det omfang, som Kommissionen har godkendt den. Hvis en sådan beslutning tages af Kommissionen efter 30. september, vil Energistyrelsen almindeligvis fortsat anerkende ordningen i det omfang, som medlemsstaten havde godkendt den, også for det følgende kalenderår, der rapporteres for. Hvis Kommissionen har godkendt en frivillige ordning til et eller flere formål og senere offentliggør en revideret beslutning, hvor ordningen ikke længere er godkendt, enten fuldstændigt eller på et eller flere områder, som den tidligere har været godkendt til, tillader Energistyrelsen aktørerne at fortsætte med at benytte ordningen for resten af det kalenderår, der rapporteres for. Hvis en sådan beslutning tages af Kommissionen efter 30. september, vil Energistyrelsen almindeligvis fortsat godkende ordningen i det hidtidige omfang også for det følgende kalenderår, der rapporteres for. 6.3. Obligatorisk at bruge frivillige ordninger Som nævnt vil det give både myndigheder og producenter størst mulig sikkerhed for overholdelse af bæredygtighedskriterierne, hvis kontrollen baseres på certificering under godkendte, frivillige ordninger. Energistyrelsen har derfor gennem en årrække opstillet vejledende mål for den procentdel af biobrændstoffer anvendt af den enkelte virksomhed, som bør være omfattet af en certificering under en godkendt, frivillig ordning. Procentsatsen har været stigende i takt med den forventede stigning i antallet af godkendte, frivillige ordninger til rådighed, og i takt med, at certificering rent praktisk kan være gennemført. Der har været forskellige procentsatser for arealkriterier, drivhusgasoplysninger og massebalance, fordi Energistyrelsen forventede, at udviklingen af frivillige ordninger for disse områder ville foregå i forskellige tempi, ligesom certificeringen af massebalance vil være mere udfordrende end certificering af de øvrige kriterier, da certificering efter massebalance kræver certificering af alle aktører i produktionskæden. Energistyrelsen har konstateret, at der fra 2022 vil være så stort et antal frivillige ordninger på markedet, at Energistyrelsen fra 1. januar 2022 fastsætter krav om, at alt biobrændstof, der skal kunne tælle med mod de forpligtelser, der er i lovgivningen, vil skulle være certificeret efter en frivillig ordning. Dette indebærer samtidigt, at den mulighed, der frem til og med 2021 fandtes for ”efterfølgende kontrol” afskaffes pr. 1. januar 2022. 6.4. Indberetning til Energistyrelsen Det fremgår af bekendtgørelsen, at virksomheder, der er omfattet af CO 2 e-fortrængningskravet, skal indsende en indberetning til Energistyrelsen senest den 31. marts det følgende kalenderår. Indberetningen skal indeholde oplysninger om opfyldelsen af gældende forpligtelser. Indberetningen skal være ledsaget af en erklæring fra en uafhængig kontrollant. I kapitel 10 og bilag B anvises nærmere regler for den kontrol, som den uafhængige kontrollant skal gennemføre, og den erklæring, kontrollanten skal udstede. Energistyrelsen vil godkende indberetninger senest 3 måneder efter fristen for indberetning til Energistyrelsen, under forudsætning af, at indberetningen indeholder alle relevante oplysninger. Hvis en eller flere leverancer af biobrændstof ikke overholder bæredygtighedskriterierne, medregnes biobrændstofferne ikke ved opfyldelse af forpligtelserne. En virksomhed kan efter aftale med en eller flere virksomheder helt eller delvist opfylde CO 2 e-fortrængningskravet i fællesskab. En sådan aftale mellem virksomheder vil være underlagt den kontrol som en uafhængig kontrollant vil skulle udføre – jævnfør kapitel 10. Dokumentation for overholdelse af bæredygtighedskriterierne (f.eks. landkort, drivhusgasdata, bæredygtighedscertifikater m.v.) kan forblive hos den aktør i kæden, som dokumentationen vedrører, og skal således ikke videregives til de følgende led i produktionskæden. Al dokumentation skal dog opbevares og gøres tilgængelig om nødvendigt i forbindelse med kontrol. Aktørerne i produktionskæden skal videresende oplysninger, som i sidste ende skal indberettes til Energistyrelsen af virksomheder som er omfattet af kravet. I forbindelse med den årlige indberetning af gældende forpligtelser benyttes indberetningsskemaerne på Energistyrelsens hjemmeside 15) Se skemaer via link: https://ens.dk/ansvarsomraader/transport/biobraendstoffer. . På hjemmesiden findes der også en vejledning, som beskriver, hvordan indberetningsskemaerne skal udfyldes. For indberetningsåret 2021 skal der indberettes for både den avancerede og generelle iblandingsforpligtelse samt for CO 2 e-fortrængningskravet. Fra 2022 udgår iblandingsforpligtelserne og der vil fremover udelukkende skulle indberettes mhp. at dokumentere opfyldelsen af CO 2 e-fortrængningskravet. I indberetningerne skal virksomheden medtage oplysninger om de forhold, der er beskrevet i skemaerne, for hvert parti af biobrændstoffer. Alle oplysninger er obligatoriske, medmindre andet er angivet. 6.4.1. Indberetning af elektricitet fra offentligt tilgængelige ladestandere Som udgangspunkt er leverandører af el til transport fritaget fra at skulle opfylde CO 2 e-fortrængningskravet og fritaget fra indberetningspligten. Fra 2022 bliver det muligt at medtælle elektricitet leveret igennem offentligt tilgængelige ladestandere i opfyldelsen af en del af CO 2 e-fortrængningskravet, jf. afsnit 2.2. Hvis en leverandør af elektricitet vil bidrage til opfyldelsen af en omfattet virksomheds CO 2 e-fortrængningskrav, skal mængderne af leveret elektricitet indberettes til Energistyrelsen ved at udfylde indberetningsskemaet på Energistyrelsens hjemmeside 16) https://ens.dk/ansvarsomraader/transport/biobraendstoffer . Denne leverandør bliver dermed også omfattet af indberetningspligten. Det er muligt for en virksomhed, der er omfattet af CO 2 e-fortrængningskravet, at påtage sig indberetningsforpligtelsen for en leverandør, der leverer elektricitet igennem en offentlig tilgængelig ladestander. I så fald skal der indsendes en revisorerklæring fra begge parter til Energistyrelsen om, at den omfattede virksomhed har påtaget sig indberetningspligten. Metoden for medtælling af elektricitet uddybes i vejledningen på Energistyrelsens hjemmeside, herunder hvilken drivhusgasintensiteten for det danske el-miks, som skal benyttes ved indberetning. Dokumentation for, at den elektricitet, som indberettes til Energistyrelsen, er leveret igennem en offentligt tilgængelig ladestander, og dokumentation for at elektriciteten ikke er medtalt flere gange skal, jf. kapitel 10, underlægges kontrol efter revisionsstandarden ISAE 3000. 6.4.2 Forsinket eller ufuldstændig indberetning I biobrændstofloven og bekendtgørelsen er konsekvenserne fastsat for situationer, hvor indberetningen indsendes senere end den 31. marts eller indeholder ufuldstændige oplysninger, eller hvor indberetningen viser, at virksomheder ikke har oplyst de nødvendige drivhusgasreduktioner til at opfylde CO 2 e-fortrængningskravet. 6.5 Frivillige ordninger set i et bredere perspektiv Ud over at sikre, at biobrændstoffer overholder de obligatoriske bæredygtighedskrav fastlagt i VE-direktivet, skal EU-medlemsstater aflægge rapport til Kommissionen om miljømæssige og sociale indvirkninger af biobrændstoffer (herunder beskyttelse af jord, luft og vand, samt sociale problemer) set i et bredere perspektiv. Den 12. januar 2011 offentliggjorde Kommissionen en afgørelse 17) Kommissionens beslutning af 12. januar 2011 om visse typer af oplysninger om biobrændstoffer og flydende biobrændsler, som de økonomiske aktører skal indberette til medlemsstaterne. , der betyder, at Kommissionen kan godkende frivillige ordninger med henblik på at levere nøjagtige data om yderligere miljømæssige og sociale aspekter. Denne afgørelse anmoder medlemsstaterne om at sikre, at virksomheder leverer oplysninger om frivillige ordninger, der er blevet benyttet til at certificere deres biobrændstoffer. Sammen med Kommissionens vurdering af frivillige ordninger angående sikkerhedsforanstaltninger, som de benytter angående bæredygtighedsindvirkninger af biobrændstoffer set i bredere perspektiv, vil dette sikre indsigt i bæredygtighed set i et bredere perspektiv af biobrændstoffer hentet til det danske marked af en virksomhed. 7. Dokumentation for overholdelse af arealkriterierne 7.1. Regler om arealkriterierne 7.1.1. Indledning Aktørerne skal benytte en godkendt, frivillig ordning til at dokumentere overholdelse af arealkriterierne. Den frivillige ordning vil indeholde retningslinjer for, hvordan overholdelse af arealkriterierne skal dokumenteres. Når der benyttes en frivillig ordning indebærer dette, at en virksomhed ikke vil blive afkrævet yderlige dokumentation for overholdelse af arealkriterierne. 7.1.2. Særlige foranstaltninger for græsarealer med stor biodiversitet Til information kan det oplyses, at Kommissionens forordning 1307/2014 af 8. december 2014 nærmere definerer, hvad der forstås ved græsarealer med høj biodiversitet, der ikke må anvendes til at fremstille biobrændstoffer af råmaterialer fra arealer, der i eller efter januar 2008 havde status som græsareal med høj biodiversitet. 8. Dokumentation for overholdelse af mindstekravet til reduktion af drivhusgasemissioner 8.1. Generelt Virksomhederne skal i forbindelse med den årlige indberetning af overholdelsen af CO 2 e-fortrængningskravet kunne dokumentere, at det biobrændstof, som er leveret til transport, overholder mindstekravet til reduktion af drivhusgasemissioner som beskrevet i afsnit 3.5. For 2021 vil det også være gældende for iblandingsforpligtelsen og den avancerede iblandingsforpligtelse. Den oven for nævnte dokumentation vil være opfyldt ved anvendelsen af de obligatoriske frivillige ordninger. 8.2. Beregning af CO 2 -intensitet 8.2.1. Indledning Når virksomhederne benytter en godkendt, frivillig ordning til beregning af drivhusgasudledning, kan de benytte en standardreduktionsfaktor vedrørende drivhusgasemissioner, fastsat i bekendtgørelse om CO 2 e-fortrængningskrav og bæredygtighed m.v., eller de kan foretage egne drivhusgasberegninger ved brug af faktiske værdier og drivhusgasberegningsmetoden BioGrace 18) BioGrace er et EU-finansieret projekt koordineret af NL Agency i Holland. BioGrace har udviklet et værktøj til beregning af drivhusgasser, som er tilgængeligt på http://www.BioGrace.net/. . Endelig kan de benytte en kombination af standardværdier og faktiske beregninger. Den korrekte brug af en standardværdi for drivhusgasser og den korrekte beregning af drivhusgasudledning og drivhusgasreduktion vil være underlagt uafhængig kontrol som del af indberetningen til Energistyrelsen. 8.2.2. Oversigt over metoder til at fastslå drivhusgasintensitet og -reduktioner ved biobrændstof Ved fastlæggelse af CO 2 -intensiteten for biobrændstoffer medregnes udledninger fra alle trin i produktionskæden, herunder også udledning ved ændring af kulstoflagre som følge af ændringer i arealanvendelsen ved produktion af råmaterialer (f.eks. skovrydning udført for at dyrke råmaterialer til biobrændstof). Fastlæggelsen af CO 2 -intensiteten af et parti biobrændstof kan ske ved hjælp af en af følgende tre metoder: - Anvendelse af en overordnet standardværdi for drivhusgasemission for en bestemt produktionskæde, hvis en sådan fremgår af bekendtgørelsen. Da disse standardværdier dækker hele den pågældende produktionskæde, benævnes de overordnede standardværdier. - Beregning af CO 2 -intensitet baseret på faktiske udledningsdata ved anvendelse af beregningsreglerne i BioGrace 19) Beregningsreglerne fra BioGrace er tilgængelige på BioGraces websted: http://www.biograce.net/content/ghgcalculationtools/excelghgcalculations. . - Anvendelse af data om faktiske udledninger for nogle af procestrinene og anvendelse af såkaldte disaggregerede standardværdier for andre af procestrinene, hvor sådanne disaggregerede standardværdier fremgår af bekendtgørelsen. Det er op til virksomhederne at beslutte, hvilken af de tre metoder, de ønsker at anvende. Der er dog visse forudsætninger, som skal være opfyldt, for at standardværdierne kan anvendes, jf. nedenfor. Hvis brugen af en overordnet standardværdi betyder, at partier af biobrændstof ikke opfylder mindstekravet til drivhusgasreduktion, skal virksomheden kunne dokumentere overholdelsen af mindstekravet ved hjælp af en af de to andre metoder. Bemærk: - Beregninger ud fra faktiske udledningsdata kan være tidskrævende og kan kræve en stor indsats og kontrol. - Standardværdierne for CO 2 -intensitet er konservative, dvs. de er generelt højere end CO 2 -intensiteten beregnet ved hjælp af faktiske data. Bemærk følgende definitioner anvendt i dette afsnit: - Udledningsfaktor : En udledningsfaktor er den gennemsnitlige drivhusgasudledning for en given parameter i forhold til den specifikke aktivitetsenhed. Udledningsfaktorer udtrykkes typisk i g CO 2 eq eller kgCO 2 eq pr. aktivitetsenhed. Eksempelvis gCO 2 eq pr. kg. kvælstofgødningsinput eller gCO 2 eq pr. MJ anvendt elektricitet/brændstof. - Inputdata : Inputdata henviser til den faktiske værdi for en given parameter, der resulterer i drivhusgasudledning over en given tidsperiode. Eksempelvis kg kvælstofgødningsinput p.a. eller MJ anvendt elektricitet/brændstof p.a. 8.2.3. Anvendelse af overordnede standardværdier Hvis der anvendes en overordnet standardværdi for hele produktionskæden af et biobrændstof, skal virksomheden kunne dokumentere, at det pågældende biobrændstofs karakteristika (biobrændstoftype, råmateriale og eventuelt produktionsprocestype) svarer til den pågældende standardværdi. Brugen af overordnede standardværdier for hele produktionskæder er underlagt visse begrænsninger: - For biobrændstofråmateriale fremstillet i EU, kan de overordnede standardværdier for CO 2 -intensitet kun anvendes, hvis råstoffet blev dyrket i en region (defineret som niveau 2 i nomenklaturen for statistiske territoriale enheder (NUTS)), der har vist sig at have udledning ved råstofdyrkning lavere end eller lig med den disaggregerede standardværdi for dyrkning af råmaterialet. Medlemsstaternes rapporter med lister over "NUTS 2-regioner, der overholder direktiv om fremme af anvendelse af energi fra vedvarende energikilder" pr. råmateriale, findes på Kommissionens gennemsigtighedsplatform. - De overordnede standardværdier for CO 2 -intensitet må kun benyttes, hvis der ikke er sket drivhusgasemissioner som følge af ændret arealanvendelse (se beregningsreglerne fra BioGrace angående udførelsen af disse beregninger). Standardværdierne kan dog anvendes, hvis de kombineres med en beregning af udledninger i forbindelse med ændring i arealanvendelse. Hvis de ovennævnte forudsætninger ikke er opfyldt, skal aktøren beregne CO 2 -intensitet enten ved anvendelse af faktiske værdier eller ved en kombination af faktiske værdier og disaggregerede standardværdier. Derudover skal nævnes, at hvis en virksomhed ønsker at foretage en samlet beregning af emissioner for flere partier af biobrændstof 20) Bemærk, at det er tilladt fysisk at blande alle biobrændstoffer på et hvilket som helst tidspunkt i forsyningskæden. , kan virksomheder kun gøre dette, hvis mindstekravet til reduktion af drivhusgasemissioner er overholdt for hvert af partierne. Der er flere oplysninger om at foretage samlet beregning for flere partier i afsnit 8.2.5. 8.2.4. Anvendelse af data om faktiske udledninger Ved beregning af CO 2 -intensitet på basis af faktiske udledninger skal udledninger fra alle trin i produktionskæden medtages. Produktionskæden for biobrændstof består typisk af tre hovedtrin: - Dyrkning af råmateriale - Bearbejdning af råmateriale og fremstilling af mellemprodukter og biobrændstof - Transport og distribution af råmateriale, mellemprodukter og biobrændstof Der kan være mere end et transport- eller bearbejdningsled i produktionskæden. Mange forskellige typer af produktionskæder er mulige. Hvis der f.eks. er tale om biobrændstoffer baseret på afgrøder, starter kæden med dyrkning og høst af råmaterialet, hvorefter det gennemgår en række bearbejdningsprocesser. Der er endvidere involveret en række transportprocesser i løbet af kæden frem til levering til tankstationen. Et eksempel på en sådan produktionskæde er givet i figur 1. Figur 1: Eksempel på forsyningskæde for rapsbiodiesel. Oversættelse til figur 1 Engelsk Dansk Rapeseed cultivation Rapsdyrkning Rapeseed drying Rapstørring Transport from farm to crusher Transport fra gård til bearbejdningsanlæg Rapeseed crushing to rapeseed oil Bearbejdning af raps til rapsolie Transport from crusher to biodiesel plant Transport fra bearbejdningsanlæg til biodieselfabrik Rapeseed oil purification Rensning af rapsolie Rapeseed oil transesterification into biodiesel Transesterificering af rapsolie til biodiesel Transport from biodiesel plant to depot Transport from biodieselfabrik til depot Biodiesel depot Biodieseldepot Transport from biodiesel depot to filling station Transport fra biodieseldepot til tankstation. I beregningerne skal indgå de emissioner, som fremkommer i forbindelse med fremstilling og transport af de hjælpestoffer og øvrige inputs, som indgår ved forskellige produktionstrin. Det omfatter eksempelvis udledninger fra: - fremstilling og transport af gødning - fremstilling og transport af pesticider - fremstilling og transport af såsæd - diesel, benzin, svær fyringsolie og andre fossile brændstoffer til produktion og transport - fremstilling og transport af kemikalier til bearbejdning Hvis en virksomhed ønsker at beregne faktiske udledningsværdier for hele forsyningskæden, skal drivhusgasberegningsmetoden BioGrace 21) BioGrace er et EU-finansieret projekt koordineret af NL Agency i Holland. Beregningsreglerne fra BioGrace er tilgængelige på BioGraces websted anvendes. I BioGrace-projektet er fastsat emissionsfaktorer for en række af de inputs, der indgår i produktionskæden, f.eks. emission fra produktion af kunstgødning og ved afbrænding af fossilt brændstof ved transport. Virksomheden skal selv bidrage med størrelsen af inputfaktorerne, f.eks. mængden af anvendt kunstgødning eller antal transport-kilometer. Det anbefales at anvende BioGraces beregningsværktøj 22) Beregningsreglerne fra BioGrace er tilgængelige på BioGraces websted , hvor de omtalte emissionsfaktorer er indarbejdet, som hjælp til beregningerne, men man kan også benytte andre værktøjer. 8.2.5. Kombination af disaggregerede standardværdier og faktiske værdier Virksomhederne kan vælge at anvende en kombination af faktiske værdier og disaggregerede standardværdier ved beregning af den samlede drivhusudledning fra produktionskæden. For en række produktionskæder er der i bekendtgørelsen fastsat disaggregerede standardværdier for de tre hovedtrin i kæden: - Dyrkning - Bearbejdning - Transport og distribution Hvis de disaggregerede standardværdier for en produktionskæde adderes, bliver resultatet den samlede CO 2 -intensitet for den pågældende kæde, dog bortset fra eventuelle udledninger som følge af ændret arealanvendelse. Hvis en virksomhed ønsker at beregne faktiske udledningsværdier for en del af produktionskæden, skal drivhusgasberegningsmetoden BioGrace 23) BioGrace er et EU-finansieret projekt koordineret af NL Agency i Holland. Beregningsreglerne fra BioGrace er tilgængelige på BioGraces websted: http://www.biograce.net/content/ghgcalculationtools/excelghgcalculations. anvendes. I BioGrace-projektet er fastsat emissionsfaktorer for en række af de inputs, der indgår i produktionskæden, f.eks. emission fra produktion af kunstgødning og ved afbrænding af fossilt brændstof ved transport. Virksomheden skal selv bidrage med størrelsen af inputfaktorerne, f.eks. mængden af anvendt kunstgødning eller antal transport-kilometer. Det anbefales at anvende BioGraces beregningsværktøj 24) Beregningsreglerne fra BioGrace er tilgængelige på BioGraces websted: http://www.biograce.net/content/ghgcalculationtools/excelghgcalculations. , hvor de omtalte emissionsfaktorer er indarbejdet, som hjælp til beregningerne, men man kan også benytte andre værktøjer. I BioGraces beregningsmetode er der foretaget en yderligere dekomponering af de disaggregerede standardværdier, således at der f.eks. er medtaget under-standardværdier for de enkelte transportled i kæden. Inden for hvert hovedtrin i kæden, f.eks. transport, skal virksomheden enten anvende alle understandardværdier, eller bruge egne input. Det er ikke tilladt at benytte faktiske inputdata for et transportled og understandardværdier for et andet transportled. En virksomhed eller den relevante aktør i forsyningskæden skal kunne bevise, at de anvendte, disaggregerede standardværdier i beregningen svarer til biobrændstofkarakteristikken (der omfatter biobrændstoftype, råstof og, hvis relevant, produktionsprocestype). Bemærk, at der er følgende begrænsninger angående brug af disaggregerede standardværdier: - For biobrændstofråmateriale fremstillet i EU, kan de disaggregerede standardværdier for CO 2 -intensitet kun anvendes, hvis råstoffet blev dyrket i en region (defineret som niveau 2 i nomenklaturen for statistiske territorial enheder (NUTS)), der har vist sig at have udledning ved råstofdyrkning lavere end eller lig med den disaggregerede standardværdi for dyrkning af råmaterialet. Hvis NUTS 2-regionen har højere dyrkningsudledninger end standarden, eller hvis ingen NUTS 2-rapport offentliggøres, skal faktiske værdier anvendes i beregningen af dyrkningsudledninger. Aktørerne kan bruge de af medlemsstaterne beregnede NUTS 2-værdier som faktisk værdi for deres beregninger. De disaggregerede standardværdier for bearbejdning, transport og distribution kan fortsat benyttes. Medlemsstaters rapporter med lister over "NUTS 2-regioner, der overholder direktiv om fremme af anvendelse af energi fra vedvarende energikilder" pr. råmateriale, findes på Kommissionens gennemsigtighedsplatform. - De disaggregerede standardværdier for dyrkning må kun benyttes, hvis der ikke er sket drivhusgasemissioner som følge af ændret arealanvendelse. (se beregningsreglerne fra BioGrace angående udførelsen af disse beregninger). Standardværdierne kan dog anvendes, hvis de kombineres med en beregning af udledninger i forbindelse med ændring i arealanvendelse. 8.3. Udledningsberegning ved ændring i arealanvendelse Nedenfor beskrives reglerne for beregning af drivhusgasudledninger på grund af ændringer af arealanvendelse. Kommissionen har på sin gennemsigtighedsplatform offentliggjort et kommenteret eksempel af sådanne udledningsberegninger. Alle beregninger i dette afsnit henviser til direkte ændringer i arealanvendelse. Der er aktuelt ingen krav til virksomheder om at medtage i deres CO 2 -intensitetberegninger udledninger fra indirekte ændringer i arealanvendelse. Beregningen af udledninger som følge af ændringer i arealanvendelse skal baseres på forskellen mellem størrelsen af kulstoflagre på arealet ved aktuel og ved tidligere arealanvendelse (pr. 1. januar 2008), som vist i Ligning 1. Kommissionens afgørelse 2010/335/EU af 10. juni 2010 om retningslinjer for beregning af arealers kulstoflager til formål for bilag V til direktiv 2009/28/EF 25) Denne afgørelse er tilgængelig online: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do? uri=OJ:L:2010:151:0019:0041:EN:PDF. definerer beregning af kulstoflager som: Den væsentligste del af beregningen af emissioner som følge af ændringer i arealanvendelsen er derfor en vurdering af ændringen i CO 2 -lagre. Dette er baseret på forskellen mellem kulstoflager nu og kulstoflager i januar 2008 (eller 20 år, før råstoffet blev opsamlet, hvad der end måtte komme sidst). De følgende afsnit forklarer, hvad kulstoflagervurderinger er baseret på, nemlig: - Tidligere arealanvendelse - Klima og i visse tilfælde økologisk zone - Jordbundstype - Forvaltningspraksis (for både forrige og nye arealanvendelse) - Tilførsler til jorden (for både forrige og nye arealanvendelse) Virksomheden, der indberetter ændringer i arealanvendelse, skal være bekendt med beliggenheden og typen af ændringer i arealanvendelse. Når man er bekendt med disse forhold, er det muligt at benytte opslagstabellerne i Kommissionens afgørelse 2010/335/EU for de forskellige parametre anført ovenfor for at vurdere ændringen i kulstoflageret. - Oplysninger om klima, økologisk zone og jordbundstype kan skaffes fra landkort og data angivet i Kommissionens afgørelse og på EU's gennemsigtighedsplatform - Forvaltningspraksis (fuldt opdyrket, begrænset opdyrket eller uopdyrket) og tilførsler til jorden (lav, middel, gødningsintensivt eller uden gødning) skal indberettes af den virksomhed som indberetter om ændring af arealanvendelsen Kommissionens afgørelse indeholder ikke definition af kulstoflageret i to arealtyper: bebyggelse og nedbrudt areal. Hvis sådanne arealer omlægges til brug for dyrkning af råmaterialer til biobrændstoffer, anbefales det, at kulstoflageret måles. 8.3.1. Organisk kulstof i jorden Mineralsk jordbund Aktører kan bruge flere metoder til at bestemme organisk kulstof i jorden, herunder målinger 26) Organiske kulstofniveauer i jorden kan traditionelt måles ved hjælp af massetab ved antændelse eller vådoksidation. Dog er nyere teknikker ved at blive udviklet, der enten kan udføres i felten eller som fjernmåling (infrarød refleksspektrometri, hyperspektral fjernmåling). . I det omfang metoderne ikke er baseret på målinger, skal de tage klima, jordbundstype, arealanvendelseskategori, forvaltningspraksis og kulstoftilførsel i betragtning. Som standardmetode kan følgende ligning også anvendes: SOC ST kan findes i tabel 1 i Kommissionens beslutning 2010/335/EU afhængig af klimaregion og jordbundstype. Klimaregionen kan bestemmes ud fra de tilgængelige klimaregiondata på Kommissionens gennemsigtighedsplatform 27) Klimaregion og jordbundstypedatalag er tilgængelig online fra http://eusoils.jrc.ec.europa.eu/projects/RenewableEnergy/. . Jordbundstypen kan bestemmes ved at følge flowdiagrammet på side 12 af Kommissionens afgørelse 2010/335/EU 25 eller ved at følge jordbundstypedata, som også er tilgængelige på gennemsigtighedsplatformen 28) Denne afgørelse er tilgængelig online: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do? uri=OJ:L:2010:151:0019:0041:EN:PDF. . F LU , F MG og F I kan findes i tabellerne 2-8 i beslutning 2010/335/EU, afhængig af klimaregion, arealanvendelse, forvaltningspraksis og tilførsler til jorden. Hvis en virksomhed ikke indberetter en ændringer i arealanvendelse men ønsker, at en forøgelse af jordbundskulstof som følge af forbedret landbrugspraksis skal tages i betragtning, udføres de samme beregninger, men det vil så kun være FMG og/eller FI der fører til forskelle mellem CS R og CS A . Organisk jord (histosol) Der findes ingen standardmetode til at bestemme kulstofværdien i organisk jord. Den metode, som aktørerne vælger, skal dog tage hele dybden af det organiske jordbundslag samt klima, arealanvendelseskategori, forvaltningspraksis og tilførsler til jorden i betragtning. Sådanne metoder kan omfatte målinger. Når det gælder kulstoflager påvirket af jordbundsdræning, skal tab af kulstof som følge af dræning tages i betragtning ved brug af passende metoder, potentielt baseret på årlige kulstofstab som følge af dræning. 8.3.2. Kulstoflager i planter over og under jorden. For visse typer af plantevækst kan C VEG aflæses direkte i tabellerne 9-18 i Kommissionens beslutning 2010/335/EU 25 . Hvis der ikke findes en opslagsværdi, skal kulstoflageret i planter tage både kulstoflager over og under jorden i levende plantemateriale (C BM i g C/
30. ha)og kulstoflager over og under jorden i dødt organisk materiale (C DOM i g C/
31. ha)i betragtning. Disse størrelser kan beregnes ud fra følgende ligninger: Disse værdier afgøres som følger: - B AGB er gennemsnitsvægten af levende biomasse over jorden i løbet af produktionscyklussen for agerjord, flerårige afgrøder og skovplantager - CF B = 0,47 - B BGB er gennemsnitsvægten af levende biomasse under jorden i løbet af produktionscyklussen for agerjord, flerårige afgrøder og skovplantager - R kan aflæses i tabellerne 11-18 i Kommissionens afgørelse 2010/335/EU - CF DW = 0,5 - CF LI = 0,4 8.3.3. Bonus for nedbrudt areal En bonus på 29 gCO 2eq /MJ tildeles, hvis det dokumenteres, at jorden, som biobrændstofråmaterialet blev dyrket på: - ikke var i brug til landbrug eller nogen anden aktivitet i januar 2008, og - falder ind under en af følgende kategorier: - (
32. a)alvorligt nedbrudt areal, herunder areal der tidligere blev brugt til landbrug, - (
33. b)stærkt forurenet areal Denne bonus gælder for en periode på 10 år fra datoen for omlægning af arealet til landbrugsanvendelse, hvis der for så vidt angår arealer under punkt (
34. a)sikres en stadig forøgelse af kulstoflageret samt en betydelig reduktion i forekomsten af erosion, og hvis der for så vidt angår arealer, der hører ind under (b), sikres en reduktion af jordforureningen. 8.4. Beregning af drivhusgasreduktion I forbindelse med indberetningen beskrevet i afsnit 6.4. skal virksomhederne indberette CO 2 -intensiteten for hvert parti biobrændstof i deres indberetning til Energistyrelsen, opgjort som gCO 2eq /MJ. Den opnåede drivhusgasreduktion skal ligeledes opgives og beregnes som forholdet mellem CO 2 -intensiteten for det pågældende parti, set i forhold til den såkaldte komparator for fossile brændstoffer på 94 gCO 2eq /MJ. For at f.eks. kunne leve op til minimumskravet på 50 pct. drivhusgasreduktion, skal CO 2 -intensiteten af biobrændstoffet således være 47 gCO2eq/MJ eller derunder. 9. Dokumentation for overholdelsen af principperne for massebalance Dette kapitel indeholder regler om overholdelsen af principperne for massebalance for biobrændstoffer, som fremgår af artikel 30 i VE-direktivet, og som er implementeret i lov om bæredygtige biobrændstoffer og bekendtgørelse om CO 2 e-fortrængningskrav og bæredygtighed m.v. 9.1. Generelt Oplysninger om bæredygtighed, der indberettes til Energistyrelsen, skal kunne kontrolleres. Derfor skal de bæredygtighedsoplysninger, der indberettes til Energistyrelsen af virksomhederne, kunne spores tilbage til alle aktører i produktionskæden. Der skal derfor etableres en såkaldt chain of custody, som sikrer, at bæredygtighedsoplysninger om de enkelte aktørers leverancer til produktionskæden følger med leverancerne ned igennem produktionskæden. Chain of custody skal sikre, at der er forbindelse mellem bæredygtighedsoplysningerne for råmaterialerne ved starten af produktionskæden (f.eks. overholdelse af arealkriterierne) og de påstande, der fremsættes angående biobrændstoffets bæredygtighed ved slutningen af produktionskæden. Chain of custody skal samtidig sikre, at en leverance af bæredygtige råmaterialer, mellemprodukter eller biobrændstoffer ikke medregnes flere gange ved opfyldelsen af virksomhedernes forpligtelser. De oplysninger om bæredygtighedskarakteristika, som viderebringes gennem produktionskæden og i sidste ende når frem til de virksomheder, som skal indberette til Energistyrelsen, skal således kunne anvendes til at godtgøre, at der for hvert parti biobrændstoffer, som virksomhederne leverer til transport, også er blevet tilført en tilsvarende mængde af leverancer af bæredygtige materialer i løbet af produktionskæden. Ved videregivelse af bæredygtighedsoplysningerne i chain of custody skal der anvendes en såkaldt "massebalancemetode". Dette kapitel beskriver de principper, som gælder for massebalancemetoden, samt nærmere regler for brugen af metoden med henblik på de tilfælde, hvor der endnu ikke er sket certificering af det anvendte massebalancesystem under en godkendt, frivillig ordning. 9.2. Principper for massebalancesystemet Den metode, som skal anvendes til at knytte bæredygtighedsoplysninger til de enkelte partier af produkter (råmaterialer, mellemprodukter og biobrændstoffer) i produktionskæden, kaldes massebalancemetoden 29) VE-direktivet, lov om bæredygtige biobrændstoffer og bekendtgørelsen om biobrændstoffers bæredygtighed m.v. kræver, at der anvendes et massebalancesystem. Kommissionen offentliggjorde i januar 2011 en oversigt over chain of custody systemer, og i henhold hertil er massebalancesystemet det eneste tilladte system. . Brug af andre typer effektstyringskæder, såsom book-and-claim, er ikke tilladt. Et massebalancesystem er et system, hvor 'bæredygtighedskarakteristika' forbliver knyttet til 'partier af produkter', og hvor følgende grundlæggende principper gælder: - Partier af råmaterialer eller brændstoffer med forskellige bæredygtigheds- og driv-husgasemissionsbesparelseskarakteristika blandes eksempelvis i en container, i et forarbejdnings- eller logistikanlæg samt i transmissions- og distributionsinfrastruk-tur eller i en transmissions- og distributionslokalitet, - Partier af råmaterialer med forskelligt energiindhold blandes med henblik på yderli-gere forarbejdning, forudsat at partiernes størrelse justeres efter deres energiind-hold, - det kræves, at oplysninger om partiernes størrelse og bæredygtighedskarakteristika forbliver knyttet til blandingen, og - det kræves, at summen af alle partier, der trækkes ud af blandingen, beskrives som havende de samme bæredygtighedskarakteristika i de samme mængder som summen af alle partier, der tilføres blandingen. Figur 2: Eksempel på massebalancesystem. (Bemærk, at partier med forskellige bæredygtighedskarakteristika kan blandes fysisk på ethvert tidspunkt i produktionskæden. For at forenkle figuren vises denne blandingsproces kun på det sidste trin i kæden i dette eksempel). I chain of custody skal hver aktør i produktionskæden videregive oplysninger om produkternes bæredygtighedskarakteristika til næste led i kæden. Den underliggende dokumentation for oplysningerne, f.eks. landkort der dokumenterer overholdelse af arealkriterierne, eller emissionsopgørelser som dokumenter emission fra behandlingsanlæg, skal ikke videresendes. Aktøren skal dog opbevare dokumentationen, og den skal udleveres i forbindelse med kontrol. De oplysninger, der skal videregives gennem produktionskæden, er de oplysninger, der kræves, når virksomhederne i deres indberetninger til Energistyrelsen skal dokumentere, at de biobrændstoffer, der leveres til transport, er bæredygtige. I bilag A er givet yderligere vejledning om, hvordan de nødvendige oplysninger videregives gennem produktionskæden. Kravet om at anvende massebalancemetoden indebærer, at det ikke er tilladt at anvende et såkaldt book-and-claim system, dvs. et system, hvor oplysninger om bæredygtighedskarakteristika ikke forbliver tilknyttet til fysiske blandinger, men kan handles frit. Omvendt vi det være tilladt at anvende et system, hvor bæredygtighedskarakteristika forbliver knyttet til partier af produkter, og hvor disse partier ikke blandes fysisk på noget tidspunkt i produktionskæden. Et sådant system giver lige så stor sikkerhed for, at bæredygtighedsoplysningerne vedrørende biobrændstoffet kan følges opstrøms i produktionskæden i forbindelse med kontrol, som et massebalancesystem. 9.2.1. Udarbejdelse af et massebalancesystem I mangel af en godkendt, frivillig ordning for massebalance skal aktørerne i produktionskæden etablere deres eget massebalancesystem. Afsnit 9.3. indeholder nærmere regler for et sådant massebalancesystem og beskriver, hvilke oplysninger, der skal registreres til brug herfor. Overholdelse af principperne for massebalancesystemet vil blive kontrolleret som led i kontrollen af virksomhedens indberetning, som skal sendes til Energistyrelsen. Hvis nogle af aktørerne i en produktionskæde er certificeret under en frivillig ordning, som er godkendt til kontrol af massebalance, mens andre aktører i samme kæde ikke er certificeret, skal sidstnævnte etablere deres eget massebalancesystem. Hvis eksempelvis en plantage og en mølle er certificeret, men møllen derefter sælger produktet til en forhandler, som ikke er certificeret, skal forhandleren (og de aktører som denne efterfølgende sælger til) etablere sit eget massebalancesystem. 9.3. Regler for udformning af massebalancesystem Reglerne er henvendt til aktører, som etablerer et massebalancesystem i mangel af certificering under en frivillige ordning, der er godkendt til massebalance. Hvis der anvendes en godkendt, frivillig ordning, vil den frivillige ordning indeholde nærmere regler for udformningen af massebalancesystemet. 9.3.1. Omfang Aktørerne i produktionskæden skal sørge for at fastlægge nødvendige, administrative procedurer for at kunne videregive de nødvendige oplysninger til informationskæden. 9.3.2. Ansvar og procedurer Aktørerne skal: - udnævne en person eller funktion med overordnet ansvar for videregivelse af oplysningerne i chain of custody og overholdelse af principperne for massebalance - fastsætte skriftlige procedurer eller anvisninger for at sikre gennemførelse af principperne for massebalancemetoden 9.3.3. Salg af produkter med forskellige bæredygtighedsoplysninger Registreringer af kommercielle transaktioner skal give aktørerne i produktionskæden og den kontrollant, som er udnævnt af virksomheden, mulighed for at gå tilbage i produktionskæden for at kontrollere de biobrændstofoplysninger, der er indberettet til Energistyrelsen. En aktør, som sælger produkter med bæredygtighedsoplysninger, skal specificere bæredygtighedsoplysningerne på fakturaen eller i et dokument, som fakturaen henviser til. Fakturaen eller relevant dokumentation skal indeholde følgende oplysninger: - køberens navn og adresse, - dato for udstedelse af fakturaen, - beskrivelse af produktet – dette skal svare til den beskrivelse af produktet, som fremgår af indgående og udgående dokumenter, se nedenfor, - mængden af produkter, som er solgt med specifikke bæredygtighedsoplysninger. Hvis fakturaen indeholder produkter med forskellige bæredygtighedsoplysninger, skal disse anføres separat, så det er tydeligt, hvilke produkter bæredygtighedsoplysningerne vedrører, - hvis leverandøren er certificeret, bør navnet på certificeringsordningen fremgå. En aktør i produktionskæden kan ikke sælge mere output med bestemte bæredygtighedsoplysninger end indkøbt input med samme bæredygtighedsoplysninger (under hensyntagen til konverteringsfaktorer for omdannelse af indgående produkt til udgående produkt). En aktør kan dog vælge at føre massebalancen over bestemte, adskilte tidsperioder, se afsnit 9.3.4. 9.3.4. Massebalancens geografiske og tidsmæssige afgrænsning Massebalanceopgørelsen skal afgrænses til et sted, som virksomheden eller dens leverandør ejer/driver/lejer 30) Det er ikke tilladt at inddrage flere fysiske lokaliteter i opgørelsen, selv om den pågældende aktør ejer disse lokaliteter. . Ved 'sted' forstås "en geografisk lokalitet med præcise grænser, indenfor hvilke produkter kan blandes". Et sted kan f.eks. omfatte flere siloer eller tanke, så længe de befinder sig på samme fysiske lokalitet. Figur 3 – eksempel på massebalancesystem på stedniveau. Alle aktører i forsyningskæden skal lave en opgørelse over deres bæredygtighedsoplysninger på stedniveau mindst hver tredje måned. 31) Aktører, som benytter en frivillig ordning til massebalancen, skal benytte den periode for opgørelse af massebalancen, som fastlægges i den frivillige ordning. Det anbefales dog, at opgørelsen udarbejdes en gang om måneden. Opgørelse må ikke blive negativ, dvs. at aktøren ikke må have solgt en større mænge af produkter med bestemte bæredygtighedskarakteristika i perioden, end aktøren har købt af produkter med samme bæredygtighedskarakteristika i perioden tillagt eventuelt lager ved starten af perioden. Opgørelsen må godt være positiv, dvs. aktøren må godt have købt flere produkter med samme bæredygtighedskarakteristika i perioden, end aktøren har solgt. Overskuddet kan videreføres til næste periode. Aktører i forsyningskæden kan selv vælge, på hvilke datoer af året, de vil lave opgørelserne. De virksomheder, som er underlagt iblandingsforpligtelsen eller CO 2 e-fortrængningskravet og skal indberette herom til Energistyrelsen skal dog sikre, at deres periodiske opgørelser balancerer ved udgangen af hvert kalenderår. Den handlede mængde bæredygtighedsoplysninger for alle transaktioner må ikke overstige den handlede mængde af fysiske produkter. Omvendt må aktørerne ved opgørelsestidspunktet ikke ligge inde med flere bæredygtighedsoplysninger, end de ligger inde med fysiske produkter. 9.3.5. Samlet rapportering af flere partier Som tidligere nævnt, følger det af massebalanceprincippet, at partier af biobrændstoffer, mellemprodukter eller råvarer kan blandes fysisk, men at oplysninger om bæredygtighedskarakteristika skal bevares og kunne tilskrives produkterne, når de videresælges i produktionskæden. Oplysninger om flere partier kan dog adderes og videresendes som en samlet information om de pågældende partier, hvis partiernes bæredygtighedskarakteristika (bortset fra drivhusgasintensitet), er de samme. F.eks. kan oplysninger om flere partier raps, der er certificeret ifølge samme frivillige ordning, og som kommer fra samme land, og som alle kommer fra en region under NUTS-2, adderes. Oplysninger om partier, der har forskellige bæredygtighedskarakteristika (bortset fra drivhusgasintensitet), skal holdes adskilt og kan således ikke adderes. Hvis oplysningerne om flere partier adderes, og partierne har forskellig drivhusgasintensitet, opgøres den samlede drivhusgasintensitet som det vægtede gennemsnit af partiernes drivhusgasintensitet (vægtningen sker på baggrund af partiernes nedre brændværdi). Det er ikke tilladt at addere oplysninger fra fysisk blandede partier af biobrændstoffer, hvis et eller flere af partierne ikke overholder mindstekravet for drivhusgasreduktion. Hvis der beregnes en samlet drivhusgasemission for flere partier af mellemprodukter eller råvarer, antages det, at den resterende produktionskæde benytter standardværdier. Dette er relevant, fordi drivhusgasemissionerne af den resterende produktionskæde skal være kendt for at kunne fastlægge, om biobrændstoffet, der kommer ud af et parti mellemprodukt, vil overholde mindstekravet for drivhusgasemission. Bemærk, at hvis der anvendes standardværdier for drivhusgasemission for alle partier af produkter, der blandes, så vil oplysningerne uden videre kunne adderes. Hvis der anvendes faktiske værdier for et biobrændstof, for hvilket standardværdien overholder mindstekravet til drivhusgasreduktion, og for hvilket de faktiske værdier er bedre end standardværdien, så vil betingelserne for at addere oplysningerne også være opfyldt. 9.3.6. Allokering af bæredygtighedsoplysninger mellem partier Ved videregivelse af biobrændstofoplysninger igennem forsyningskæden er det tilladt at benytte et massebalancesystem til frit at videregive bæredygtighedsoplysninger om biobrændstof til udgående partier, så længe oplysningerne om forskellige bæredygtighedskarakteristika forbliver samlet. Det drejer sig bl.a. om oplysningerne vedrørende råmateriale, oprindelsesland, eventuelt certificering under en frivillig ordning og drivhusgasintensitet. Hvis f.eks. en aktør har to partier i én tank, en med "rapsolie fra beskyttet agerjord" og en med "solsikkeolie fra ikke-beskyttet agerjord", kan bæredygtighedskarakteristikane ikke ”byttes ud” mellem partierne. Det vil ikke være tilladt at tildele oplysningerne "rapsolie fra ikke-beskyttet agerjord" til et parti, som f.eks. er taget fra denne tank. For de dele af produktionskæden, hvor produkterne handles som enkeltstående råmaterialer, skal udgående partier råmaterialer sælges med de oplysninger, der svarer til det pågældende råmateriale. Hvis en lokalitet f.eks. har siloer indeholdende ren solsikkeolie og ren rapsolie, skal ren solsikkeolie, som sælges som enkeltstående råmateriale fra lokaliteten, sælges med solsikkeoliedata. Bemærk, at inden for råstoftype kan bæredygtighedsoplysninger stadig frit videregives. Hvis lokaliteten f.eks. indeholder rapsolier fra forskellige kilder med forskellige bæredygtighedskarakteristika, er det tilladt frit at videregive de forskellige bæredygtighedsoplysninger til udgående partier rapsolie. Bemærk også, at mens det er tilladt frit at videregive bæredygtighedsoplysninger mellem partier af samme råstof, skal de forskellige sæt af bæredygtighedsoplysninger stadig holdes samlet. F.eks.