LOV H#LOKDOK 01 A A20210078030 CQ001729 222701 Lov om supplerende bestemmelser til forordningen om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informat

ions- og kommunikationsteknologi og om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 (forordningen om cybersikkerhed) (lov om cybersikkerhedscertificering) 2021 2021-05-04 2021-05-04 2026-02-20 Valid 780 Lovtidende A 2021-05-04 32019R0881 Nej MARGRETHE R. Simon Kollerup Givet på Christiansborg Slot Erhvervsmin., j.nr. EMN-00-01-000008 Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab Lov om supplerende bestemmelser til forordningen om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi og om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 (forordningen om cybersikkerhed) (lov om cybersikkerhedscertificering) 1) I loven er der medtaget en bestemmelse fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/881 af

april 2019 om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi og om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 (forordningen om cybersikkerhed), EU-Tidende 2019, nr. L 151, side
Herudover er forordningen medtaget som bilag til loven. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af forordningen i loven og i lovens bilag er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark. VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: Kapitel 1 Anvendelsesområde §
Loven supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/881 af
april 2019 om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi og om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 (forordningen om cybersikkerhed), jf. bilag 1 til denne lov. §
Loven gælder for producenter og udbydere af informations- og kommunikationsteknologier (ikt-produkter, -‌‍‌tjenester og -processer), som er omfattet af en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, og for overensstemmelsesvurderingsorganer. Kapitel 2 Den nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndighed §
Sikkerhedsstyrelsen udpeges som national cybersikkerhedscertificeringsmyndighed, jf. artikel 58, stk. 1, i forordningen om cybersikkerhed. Kapitel 3 Overensstemmelsesvurderingsorganer §
Den Danske Akkrediteringsfond (DANAK) akkrediterer overensstemmelsesvurderingsorganer efter artikel 60, stk. 1, i forordningen om cybersikkerhed, hvis organet opfylder kravene i bilaget til forordningen. §
Sikkerhedsstyrelsen kan bemyndige overensstemmelsesvurderingsorganer efter artikel 60, stk. 3, i forordningen om cybersikkerhed til at udføre opgaver i henhold til en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, jf. artikel 49 i forordningen om cybersikkerhed, hvis der i den pågældende ordning er fastsat specifikke krav eller yderligere krav end dem, der følger af artikel 54, stk. 1, litra f, i forordningen om cybersikkerhed. Stk.
Konstaterer Sikkerhedsstyrelsen, at et overensstemmelsesvurderingsorgan overtræder de specifikke eller yderligere krav, som er nævnt i stk. 1, kan Sikkerhedsstyrelsen begrænse eller suspendere bemyndigelsen og fastsætte en rimelig tidsfrist for afhjælpning af de konstaterede overtrædelser. Stk.
Sikkerhedsstyrelsen kan tilbagekalde bemyndigelsen efter stk. 1, hvis 1) forudsætningerne for bemyndigelsen efter stk. 1 ikke længere er opfyldt, 2) overensstemmelsesvurderingsorganet ikke afhjælper de konstaterede overtrædelser inden for den fastsatte frist i stk. 2 eller 3) overensstemmelsesvurderingsorganet gentagne gange eller ved grov forsømmelse overtræder de specifikke eller yderligere krav, som er nævnt i stk.
§
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om et certificeringsorgan under Sikkerhedsstyrelsen, som er udpeget efter artikel 60, stk. 2, i forordningen om cybersikkerhed. §
Sikkerhedsstyrelsen kan delegere sin kompetence til at udstede europæiske cybersikkerhedsattester efter artikel 56, stk. 6, litra b, i forordningen om cybersikkerhed til et overensstemmelsesvurderingsorgan. Stk.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om udførelsen af de opgaver, som er delegeret efter stk.
§
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om udpegning af en udenlandsk cybersikkerhedscertificeringsmyndighed, et udenlandsk offentligt organ eller et andet udenlandsk overensstemmelsesvurderingsorgan til at varetage bestemte opgaver i henhold til en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning. Kapitel 4 Tilsyn §
Sikkerhedsstyrelsen kan fra overensstemmelsesvurderingsorganer, indehavere af en europæisk cybersikkerhedsattest og udstedere af EU-overensstemmelseserklæringer kræve alle oplysninger, som er nødvendige for udførelsen af opgaven som national cybersikkerhedscertificer‌‍in‌‍gsmyndighed, herunder til afgørelse af, om et forhold er omfattet af bestemmelserne i forordningen om cybersikkerhed, regler fastsat i medfør af forordningen, denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov. §
Sikkerhedsstyrelsen kan udtage ethvert ikt-produkt og enhver ikt-tjeneste eller -proces, som er omfattet af en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, med henblik på at lave en teknisk undersøgelse. Udtagelsen kan foretages af Sikkerhedsstyrelsen uden betaling, eller Sikkerhedsstyrelsen kan kræve udgiften refunderet, hvis udtagelsen af produktet, processen eller tjenesten har nødvendiggjort en betaling. §
Sikkerhedsstyrelsen kan auditere overensstemmelsesvurderingsorganer, indehavere af en europæisk cybersikkerhedsattest og udstedere af EU-overensstemmelseserklæringer med henblik på at verificere overholdelse af forordningen om cybersikkerhed, regler fastsat i medfør af forordningen, denne lov og regler fastsat i medfør af denne lov. §
Sikkerhedsstyrelsen har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til alle lokaler hos overensstemmelsesvurderingsorganer eller indehavere af en europæisk cybersikkerhedsattest med henblik på at føre tilsyn efter dette kapitel. Stk.
Sikkerhedsstyrelsen kan være bistået af en eller flere uafhængige sagkyndige i forbindelse med adgangen efter stk.
§
Sikkerhedsstyrelsen kan udstede påbud til en indehaver af en europæisk cybersikkerhedsattest eller en udsteder af en EU-overensstemmelseserklæring, der har bragt et ikt-produkt, en ikt-tjeneste eller en ikt-proces i omsætning, som ikke overholder bestemmelserne i forordningen om cybersikkerhed, regler fastsat i medfør af forordningen, denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov, om at 1) gøre brugerne opmærksomme på risici, 2) standse markedsføring, der kan vildlede brugerne, 3) afhjælpe forhold, som ikke er i overensstemmelse med reglerne, eller 4) standse salg, levering eller udbud af produktet, tjenesten eller processen. §
Sikkerhedsstyrelsen kan tilbagekalde en europæisk cybersikkerhedsattest, der er udstedt af Sikkerhedsstyrelsen eller et overensstemmelsesvurderingsorgan i henhold til artikel 56, stk. 5, litra a, eller stk. 6, i forordningen om cybersikkerhed, hvis indehaveren af en attest 1) ikke imødekommer Sikkerhedsstyrelsens anmodning om oplysninger, jf. § 9, 2) nægter at give Sikkerhedsstyrelsen adgang, jf. § 12, 3) ikke efterkommer et påbud fra Sikkerhedsstyrelsen, jf. § 13, eller 4) gentagne gange eller ved grov forsømmelse overtræder forordningen om cybersikkerhed, regler fastsat i medfør af forordningen, denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov. Kapitel 5 Kommunikation §
Skriftlig kommunikation til og fra Sikkerhedsstyrelsen om forhold, som er omfattet af forordningen om cybersikkerhed, regler fastsat i medfør af forordningen, denne lov og regler fastsat i medfør af denne lov, skal foregå digitalt, jf. dog stk.
Stk.
Sikkerhedsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital kommunikation, når særlige omstændigheder taler for det. Stk.
En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Stk.
Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation og om anvendelse af bestemte it-systemer og særlige digitale formater. Kapitel 6 Klageadgang §
Sikkerhedsstyrelsen behandler klager vedrørende: 1) EU-overensstemmelseserklæringer udstedt af producenter og udbydere af ikt-produkter, -tjenester og -‌‍processer i henhold til artikel 53 i forordningen om cybersikkerhed, 2) europæiske cybersikkerhedsattester udstedt af Sikkerhedsstyrelsen efter artikel 56, stk. 5, litra a, og stk. 6, og 3) europæiske cybersikkerhedsattester udstedt af overensstemmelsesvurderingsorganer i overensstemmelse med artikel 56, stk. 6, i forordningen om cybersikkerhed. §
Sikkerhedsstyrelsens afgørelser i egenskab af national cybersikkerhedscertificeringsmyndighed kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Kapitel 7 Gennemførelsesforanstaltninger §
Erhvervsministeren kan fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre de af Den Europæiske Union udstedte beslutninger, som træffes med henblik på gennemførelse af forordningen om cybersikkerhed, eller regler, som er nødvendige for at anvende de af Den Europæiske Union udstedte retsakter på forordningens område. Kapitel 8 Ikrafttræden §
Loven træder i kraft den
juni
Kapitel 9 Territorialbestemmelse §
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Under Vor Kongelige Hånd og Segl Bilag 1 »Bilag1 EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2019/881 af
april 2019 om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi og om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 (forordningen om cybersikkerhed) (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114, under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1)EUT C 227 af 28.6.2018, s. 86. , under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget

(2)EUT C 176 af 23.5.2018, s. 29. , efter den almindelige lovgivningsprocedure

(3)Europa-Parlamentets holdning af 12.3.2019 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 9.4.2019. , og ud fra følgende betragtninger:

(1)Net- og informationssystemer og elektroniske kommunikationsnet og -tjenester spiller en afgørende rolle i samfundet og er blevet rygraden i den økonomiske vækst. Informations- og kommunikationsteknologier (IKT) er grundlaget for de komplekse systemer, som understøtter samfundets hverdagsaktiviteter, og sørger for, at vores økonomier fungerer inden for vigtige sektorer såsom sundhed, energi, finans og transport, og understøtter navnlig det indre markeds funktion.

(2)Borgere, organisationer og virksomheder i Unionen benytter i stort omfang net- og informationssystemer. Digitalisering og forbindelsesmuligheder er centrale elementer i et stadigt stigende antal produkter og tjenester, og med fremkomsten af tingenes internet forventes et meget højt antal forbundet digitalt udstyr at blive udbredt i hele Unionen i løbet af det næste årti. Stadigt mere udstyr er forbundet til internettet, men der tages ikke tilstrækkeligt hensyn til sikkerhed og modstandsdygtighed i udformningen, hvilket medfører utilstrækkelig cybersikkerhed. I denne forbindelse fører den begrænsede anvendelse af certificering til, at individuelle, organisatoriske og erhvervsmæssige brugere får utilstrækkelige oplysninger om IKT-produkters, -tjenesters og -processers cybersikkerhedsfunktioner, hvilket undergraver tilliden til digitale løsninger. Net- og informationssystemer er i stand til at støtte alle aspekter af vores liv og fremme Unionens økonomiske vækst. De er hjørnestenen i gennemførelsen af det digitale indre marked.

(3)Øget digitalisering og konnektivitet øger cybersikkerhedsrisici, hvilket gør samfundet som helhed mere sårbart over for cybertrusler og forværrer farerne for den enkelte, herunder også sårbare individer såsom børn. For at afbøde disse risici for samfundet bør der træffes alle nødvendige tiltag for at forbedre cybersikkerheden i Unionen, således at net- og informationssystemer, kommunikationsnet, digitale produkter, tjenester og udstyr, der anvendes af borgere, organisationer og virksomheder — fra små og mellemstore virksomheder (SMV'er) som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF

(4)Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36). til operatører af kritisk infrastruktur — er bedre beskyttet mod cybertrusler.

(4)Ved at stille de relevante oplysninger til rådighed for offentligheden bidrager Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) som oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 526/2013

(5)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 526/2013 af 21. maj 2013 om Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) og om ophævelse af forordning (EF) nr. 460/2004 (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 41). til udviklingen af cybersikkerhedsindustrien i Unionen, navnlig SMV'er og nystartede virksomheder. ENISA bør tilstræbe et tættere samarbejde med universiteter og forskningsenheder for at bidrage til at reducere afhængigheden af cybersikkerhedsprodukter og -tjenester fra lande uden for Unionen og til at styrke forsyningskæder inden for Unionen.

(5)Mængden af cyberangreb er stigende og netforbundne økonomier og samfund, som er mere sårbare over for cybertrusler og -angreb, kræver stærkere forsvarsværker. Det er dog sådan, at cyberangreb ofte sker på tværs af grænser, medens cybersikkerhedsmyndigheders og retshåndhævende myndigheders beføjelser og politiske reaktion hovedsageligt er nationale. Omfattende hændelser kunne afbryde leveringen af essentielle tjenester i hele Unionen. Dette nødvendiggør en effektiv og koordineret reaktion og krisestyring på EU-plan, der bygger på målrettede politikker og vidererækkende instrumenter for europæisk solidaritet og gensidig bistand. Det er desuden vigtigt for politikerne, erhvervslivet og brugerne, at der jævnligt foretages en vurdering af cybersikkerhedssituationen og modstandsdygtigheden i Unionen på grundlag af pålidelige EU-data samt systematiske prognoser for fremtidige udviklinger, udfordringer og trusler, både på EU-plan og globalt plan.

(6)I lyset af de tiltagende cybersikkerhedsudfordringer, som Unionen står over for, er der behov for et sammenhængende sæt foranstaltninger, som tager udgangspunkt i tidligere EU-tiltag og fremmer gensidigt forstærkende mål. Disse mål omfatter yderligere at øge medlemsstaternes og virksomhedernes kapacitet og beredskab samt at forbedre samarbejde, herunder udveksling af oplysninger, og samordning på tværs af medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer. På baggrund af cybertruslers grænseoverskridende karakter er der desuden behov for at øge kapaciteten på EU-plan, som kan supplere medlemsstaternes indsats, herunder navnlig i tilfælde af omfattende grænseoverskridende hændelser og -kriser, samtidig med, at der tages hensyn til vigtigheden af at opretholde og yderligere styrke den nationale kapacitet til at reagere på cybertrusler af ethvert omfang.

(7)Der er også behov for yderligere bestræbelser på at øge borgernes, organisationers og virksomheders bevidsthed om cybersikkerhedsspørgsmål. Eftersom hændelser undergraver tilliden til udbydere af digitale tjenester og til selve det digitale indre marked, navnlig blandt forbrugerne, bør tilliden desuden styrkes yderligere ved at give oplysninger om sikkerhedsniveauet af IKT-produkter, -tjenester og -processer på en gennemsigtig måde, idet det understreges, at selv et højt niveau af cybersikkerhedscertificering ikke kan garantere, at et IKT-produkt, en IKT-tjeneste eller en IKT-proces er fuldstændig sikker. Øget tillid kan fremmes ved certificering på EU-plan, der anvender fælles cybersikkerhedskrav og -evalueringskriterier på tværs af nationale markeder og sektorer.

(8)Cybersikkerhed er ikke kun et teknologisk spørgsmål, men ét, hvor menneskers adfærd er lige så vigtig. Der bør derfor sikres omfattende fremme af »cyberhygiejne«, dvs. enkle rutineforanstaltninger, der, når de gennemføres og regelmæssigt træffes af borgere, organisationer og virksomheder, minimerer deres eksponering for risici fra cybertrusler.

(9)Med henblik på at styrke Unionens cybersikkerhedsstrukturer er det vigtigt at opretholde og udvikle medlemsstaternes kapacitet til på en fyldestgørende måde at reagere på cybertrusler, herunder grænseoverskridende hændelser.

(10)Virksomheder og den enkelte forbruger bør modtage præcise oplysninger om, på hvilket tillidsniveau deres IKT- produkters, -tjenesters og -processers sikkerhed er blevet certificeret. Samtidig er intet IKT-produkt og ingen IKT- tjeneste helt cybersikker(t), og det er nødvendigt at fremme og prioritere grundlæggende regler for cyberhygiejne. I betragtning af den voksende tilgængelighed af tingenes internet-udstyr er der en række frivillige foranstaltninger, som den private sektor kan træffe for at styrke tilliden til IKT-produkters, -tjenesters og -processers sikkerhed.

(11)Moderne IKT-produkter og -systemer integrerer ofte og er baseret på en eller flere tredjepartsteknologier og -komponenter som f.eks. softwaremoduler, biblioteker eller programmeringsgrænseflader for applikationer. Denne »afhængighed« kan indebære yderligere cybersikkerhedsrisici, da sårbarheder konstateret i tredjepartskomponenter også kan påvirke sikkerheden i IKT-produkter, -tjenester og -processer. I mange tilfælde vil identificeringen og dokumenteringen af en sådan afhængighed gøre det muligt for slutbrugerne af IKT-produkter, -tjenester og -processer at forbedre deres aktiviteter med henblik på risikostyring af cybersikkerheden, f.eks. ved at forbedre brugernes styring af sårbarhederne i forbindelse med cybersikkerhed og hjælpeprocedurer.

(12)Organisationer, producenter eller udbydere, der er involveret i udformning og udvikling af IKT-produkter, -tjenester og -processer, bør tilskyndes til at gennemføre foranstaltninger i de tidligste faser af udformningen og udviklingen for fra starten at beskytte disse produkters, processers og tjenesters sikkerhed i videst muligt omfang på en sådan måde, at forekomsten af cyberangreb forventes, og deres konsekvenser foregribes og minimeres (»indbygget sikkerhed«). Sikkerheden bør gennem hele IKT-produktets, -tjenestens eller -processens levetid sikres, således at der sker en løbende udvikling af udformnings- og udviklingsprocesserne med henblik på at begrænse skadevirkningerne af ondsindet udnyttelse.

(13)Virksomheder, organisationer og den offentlige sektor bør konfigurere de IKT-produkter, -tjenester eller -processer, som de udformer, på en måde, der sikrer en højere grad af sikkerhed, og som bør give den første bruger mulighed for at modtage en standardkonfiguration med de sikrest mulige indstillinger (»sikkerhed gennem standardindstillinger«) og dermed mindske den byrde, det er for brugerne at skulle konfigurere et IKT-produkt, en IKT-tjeneste eller en IKT-proces hensigtsmæssigt. Sikkerhed gennem standardindstillinger bør hverken kræve omfattende konfiguration eller særlig teknisk forståelse eller en adfærd fra brugerens side, der ikke er intuitiv, og bør fungere let og pålideligt, når det anvendes. Hvis en risiko- og brugbarhedsanalyse i en konkret sag fører til den konklusion, at en sådan standardindstilling ikke er mulig, bør brugerne tilskyndes til at vælge den sikreste indstilling.

(14)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 460/2004

(6)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 460/2004 af 10. marts 2004 om oprettelse af et europæisk agentur for net- og informationssikkerhed (EUT L 77 af 13.3.2004, s. 1). oprettede ENISA med det formål at bidrage til målene om at sikre et højt og effektivt net- og informationssikkerhedsniveau i Unionen og udvikle en net- og informationssikkerhedskultur til gavn for borgerne, forbrugerne, virksomhederne og de offentlige forvaltninger. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1007/2008

(7)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1007/2008 af

september 2008 om ændring af forordning (EF) nr. 460/2004 om oprettelse af et europæisk agentur for net- og informationssikkerhed for så vidt angår agenturets mandatperiode (EUT L 293 af 31.10.2008, s. 1). forlængede ENISA's mandat frem til marts
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 580/2011

(8)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 580/2011 af

juni 2011 om ændring af forordning (EF) nr. 460/2004 om oprettelse af et europæisk agentur for net- og informationssikkerhed for så vidt angår agenturets mandatperiode (EUT L 165 af 24.6.2011, s. 3). forlængede ENISA's mandat yderligere frem til den
september
Forordning (EU) nr. 526/2013forlængede ENISA's mandat frem til den
juni 2020.

(15)Unionen har allerede gjort en stor indsats for at sikre cybersikkerheden og øge tilliden til de digitale teknologier. I 2013 blev Den Europæiske Unions strategi for cybersikkerhed vedtaget for at sætte retningen for Unionens politiske reaktion på cybertrusler og -risici. For at beskytte borgerne bedre online vedtog Unionen i 2016 den første retsakt inden for cybersikkerhed, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148

(9)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (EUT L 194 af 19.7.2016, s. 1). . Ved direktiv (EU) 2016/1148 blev der indført krav vedrørende nationale kapaciteter inden for cybersikkerhed, de første mekanismer til bedre strategisk og operationelt samarbejde mellem medlemsstaterne blev oprettet, og der blev indført forpligtelser vedrørende sikkerhedsforanstaltninger og underretning af hændelser i sektorer af afgørende betydning for økonomien og samfundet såsom energi, transport, drikkevandsforsyning og -distribution, bankvirksomhed, finansmarkedsinfrastrukturer, sundhed og digital infrastruktur samt for centrale udbydere af digitale tjenester (dvs. søgemaskiner, cloudcomputingtjenester og onlinemarkedspladser). ENISA fik tildelt en central rolle som støtte for gennemførelsen af nævnte direktiv. Hertil kommer, at effektiv bekæmpelse af cyberkriminalitet er en vigtig prioritet på den europæiske sikkerhedsdagsorden og bidrager til det overordnede mål om at nå et højere niveau af cybersikkerhed. Andre retsakter såsom Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679

(10)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1). og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF

(11)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37). og (EU) 2018/1972

(12)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36). bidrager også til et højt niveau af cybersikkerhed i det digitale indre marked.

(16)Den overordnede politiske kontekst har siden vedtagelsen af Den Europæiske Unions strategi for cybersikkerhed i 2013 og den seneste revision af ENISA's mandat ændret sig væsentligt, da det globale miljø er blevet mere uforudsigeligt og mindre sikkert. På den baggrund og i forbindelse med den positive udvikling af ENISA's rolle som et referencepunkt for rådgivning og ekspertise, som formidler af samarbejde og kapacitetsopbygning samt inden for rammerne af Unionens nye cybersikkerhedspolitik er det nødvendigt at gennemgå ENISA's mandat for at fastlægge dets rolle i det forandrede cybersikkerhedsøkosystem og for at sikre, at det bidrager effektivt til Unionens reaktioner på de cybersikkerhedsudfordringer, der opstår som følge af det radikalt ændrede cybertrusselsbillede, hvilket dets aktuelle mandat ikke er tilstrækkeligt til, som det også blev anerkendt i evalueringen af ENISA.

(17)ENISA som oprettet ved nærværende forordning bør efterfølge ENISA som oprettet ved forordning (EU) nr. 526/2013. ENISA bør udføre de opgaver, det tillægges ved nærværende forordning og andre EU-retsakter inden for cybersikkerhed, bl.a. ved at levere rådgivning og ekspertise og fungere som et center for information og viden i Unionen. Det bør fremme udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne og private interessenter, foreslå politiske initiativer for Kommissionen og medlemsstaterne, agere som et referencepunkt for EU's sektorpolitiske initiativer med hensyn til cybersikkerhedsspørgsmål, fremme det operationelle samarbejde både mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.

(18)Inden for rammerne af afgørelse 2004/97/EF, Euratom truffet ved fælles aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaterne, forsamlet på stats- og regeringschefniveau

(13)Afgørelse 2004/97/EF, Euratom truffet ved fælles aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaterne, forsamlet på stats- og regeringschefniveau, den 13. december 2003 om fastlæggelse af hjemstedet for visse af Den Europæiske Unions kontorer og agenturer (EUT L 29 af 3.2.2004, s. 15). , besluttede repræsentanterne for medlemsstaterne, at ENISA skulle have sit sæde i en by i Grækenland, som skulle fastlægges nærmere af den græske regering. ENISA's værtsmedlemsstat bør sikre de bedst mulige betingelser for, at ENISA kan fungere problemfrit og effektivt. For at ENISA korrekt og effektivt kan udføre sine opgaver og rekruttere og fastholde personale samt øge effektiviteten af netværksaktiviteter, er det afgørende, at ENISA er placeret på et passende sted, hvor der bl.a. er passende transportforbindelser og faciliteter for ægtefæller og børn, som følger med ENISA's personale. De nødvendige foranstaltninger bør fastlægges i en aftale, som efter godkendelse af ENISA's bestyrelse indgås mellem ENISA og værtsmedlemsstaten.

(19)I betragtning af de tiltagende risici og udfordringer inden for cybersikkerhed, som Unionen står over for, bør de finansielle og menneskelige ressourcer, der er tildelt ENISA, forøges i overensstemmelse med dets udvidede rolle og opgaver og dets afgørende stilling i det økosystem af organisationer, der forsvarer Unionens digitale økosystem, således at ENISA effektivt kan udføre de opgaver, som det tillægges ved denne forordning.

(20)ENISA bør udvikle og fastholde et højt ekspertiseniveau og fungere som et referencepunkt og skabe tillid til det indre marked i kraft af sin uafhængighed, kvaliteten af den rådgivning, det yder, og af de oplysninger, det videregiver, den åbenhed, der er forbundet med dets procedurer og driftsmetoder, og dets omhu ved udførelsen af sine opgaver. ENISA bør aktivt støtte den nationale indsats og proaktivt bidrage til Unionens indsats og udføre sine opgaver i fuldt samarbejde med Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer samt medlemsstaterne, idet overlap undgås, og synergier fremmes. Herudover bør ENISA bygge på bidrag fra og samarbejde med den private sektor og andre relevante interessenter. Som grundlag for, hvordan ENISA skal nå sine mål, bør der fastlægges et sæt opgaver, der samtidig giver ENISA fleksibilitet i dets aktiviteter.

(21)For at kunne yde tilstrækkelig støtte til operationelt samarbejde mellem medlemsstaterne bør ENISA yderligere styrke sine tekniske og menneskelige kapaciteter og kompetencer. ENISA bør øge sin knowhow og kapacitet. ENISA og medlemsstaterne kunne på frivillig basis udvikle programmer for udstationering af nationale eksperter til ENISA, etablering af ekspertpuljer og udveksling af personale.

(22)ENISA bør bistå Kommissionen ved at levere rådgivning, udtalelser og analyser om alle EU-spørgsmål vedrørende udvikling af politik og lovgivning samt ajourføring og revision inden for cybersikkerhed og dets sektorspecifikke aspekter med henblik på at øge relevansen af EU-politikker og -lovgivning med en cybersikkerhedsdimension og muliggøre ensartethed i gennemførelsen heraf på nationalt plan. ENISA bør fungere som et referencepunkt for rådgivning og ekspertise for Unionens sektorspecifikke politikker og lovgivningsinitiativer i tilfælde, hvor cybersikkerhed er involveret. ENISA bør regelmæssigt orientere Europa-Parlamentet om sine aktiviteter.

(23)Den offentligt tilgængelige kerne af det åbne internet, dvs. dets vigtigste protokoller og infrastruktur, som er et globalt offentligt gode, sikrer internettet som helhed dets grundlæggende funktioner og understøtter dets normale drift. ENISA bør støtte sikkerheden for den offentlige tilgængelige kerne af det åbne internet og stabiliteten i dets drift, herunder, men ikke kun, de vigtigste protokoller (navnlig DNS, BGP og IPv6), driften af domænenavnssystemet (såsom driften af alle topdomæner) og driften af rodzonen.

(24)ENISA's grundlæggende opgave er at fremme en ensartet gennemførelse af den relevante retlige ramme, navnlig en effektiv gennemførelse af direktiv (EU) 2016/1148 og andre relevante retlige instrumenter med cybersikkerhedsaspekter, hvilket er afgørende for at øge cyberrobustheden. På baggrund af det hurtigt skiftende cybertrusselsbillede står det klart, at medlemsstaterne skal støttes med en mere samlet tværpolitisk tilgang til opbygningen af cyberrobusthed.

(25)ENISA bør bistå medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i deres bestræbelser på at opbygge og forbedre deres kapacitet og beredskab med sigte på at forebygge, opdage og imødegå cybertrusler og -hændelser og i forbindelse med sikkerheden af net- og informationssystemer. ENISA bør navnlig støtte udvikling og forbedring af de i direktiv (EU) 2016/1148 fastsatte enheder, der håndterer IT-sikkerhedshændelser (»CSIRT'er«), på nationalt niveau og EU-niveau for at nå et højt fælles niveau af deres modenhed i Unionen. Aktiviteter, der udføres af ENISA vedrørende medlemsstaternes operationelle kapacitet, bør aktivt støtte medlemsstaternes indsats for at overholde deres forpligtelser i henhold til direktiv (EU) 2016/1148 og bør derfor ikke erstatte dem.

(26)ENISA bør også bistå med udviklingen og ajourføringen af Unionens og medlemsstaternes strategier for net- og informationssystemers sikkerhed på EU-niveau og efter anmodning på medlemsstatsniveau, herunder navnlig cybersikkerhed, og bør fremme udbredelse af sådanne strategier og følge fremskridtene med deres gennemførelse. ENISA bør også bidrage til at dække behovet for uddannelse og uddannelsesmateriale, herunder offentlige organers behov, og, når det er relevant, i vid udstrækning »uddanne underviserne« på grundlag af den digitale kompetenceramme for borgerne med sigte på at bistå medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med at udvikle deres egne uddannelseskapaciteter.

(27)ENISA bør støtte medlemsstaterne på området bevidstgørelse om og uddannelse i cybersikkerhed ved at fremme en tættere koordinering og udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne. En sådan støtte kunne bestå i udvikling af et netværk af nationale uddannelseskontaktpunkter og af en platform for cybersikkerhedsuddannelse. Netværket af nationale uddannelseskontaktpunkter kunne operere inden for netværket af nationale forbindelsesofficerer og udgøre et udgangspunkt for den fremtidige koordinering i medlemsstaterne.

(28)ENISA bør bistå den samarbejdsgruppe, der er nedsat ved direktiv (EU) 2016/1148, med udførelsen af dens opgaver, navnlig ved at levere ekspertise og rådgivning og ved at fremme udvekslingen af bedste praksis vedrørende risici og hændelser, bl.a. med hensyn til medlemsstaternes identificering af operatører af væsentlige tjenester samt i forbindelse med grænseoverskridende afhængighed.

(29)Med sigte på at stimulere samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor samt inden for den private sektor, navnlig for at støtte beskyttelsen af kritiske infrastrukturer, bør ENISA støtte informationsudveksling i og mellem sektorer, navnlig de sektorer, der er anført i bilag II til direktiv (EU) 2016/1148, ved at stille bedste praksis og vejledning om tilgængelige værktøjer og om procedurer til rådighed samt ved at vejlede om håndtering af reguleringsmæssige spørgsmål relateret til informationsudveksling, for eksempel gennem lettelse af etablering af centre for informationsudveksling og analyse.

(30)Eftersom de potentielle negative konsekvenser af sårbarheder i IKT-produkter, -tjenester og -processer øges konstant, er det vigtigt at finde og afhjælpe sådanne sårbarheder for at reducere den overordnede cybersikkerhedsrisiko. Det har vist sig, at et samarbejde mellem organisationer, producenter eller udbydere, der leverer sårbare IKT-produkter, -tjenester og -processer, og medlemmer af det forskningsfællesskab inden for cybersikkerhed og de regeringer, der finder sårbarheder, forbedrer såvel opdagelsen som afhjælpningen af sårbarheder i IKT-produkter, -tjenester og -processer markant. Ved koordineret offentliggørelse af sårbarheder forstås en struktureret samarbejdsproces, hvor sårbarheder meddeles til ejeren af informationssystemet, hvilket giver organisationen mulighed for at diagnosticere og afhjælpe sårbarheden, inden mere detaljerede sårbarhedsoplysninger videregives til tredjemand eller offentligheden. Processen giver også mulighed for koordinering mellem den, der finder sårbarheden, og organisationen i forbindelse med offentliggørelsen af sårbarhederne. Politikkerne for koordineret offentliggørelse af sårbarheder kan spille en vigtig rolle i medlemsstaternes indsats for at styrke cybersikkerheden.

(31)ENISA bør samle og analysere frivilligt delte nationale rapporter fra CSIRT'er og den interinstitutionelle IT-beredskabsenhed for Unionens institutioner, organer og agenturer, som er oprettet ved aftalen mellem Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Revisionsret, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Det Europæiske Regionsudvalg og Den Europæiske Investeringsbank om organisation og drift af en IT-beredskabsenhed for Unionens institutioner, organer og agenturer (CERT-EU)

(14)EUT C 12 af 13.1.2018, s. 1. med det formål at bidrage til at indføre fælles procedurer, sprog og terminologi med henblik på udveksling af oplysninger. ENISA bør i den sammenhæng inddrage den private sektor inden for rammerne af direktiv (EU) 2016/1148, som fastsætter grundlaget for frivillig udveksling af tekniske oplysninger på det operationelle plan inden for det ved nævnte direktiv nedsatte netværk af enheder, der håndterer IT-sikkerhedshændelser (»CSIRT- netværket«).

(32)ENISA bør bidrage til en reaktion på EU-niveau i tilfælde af væsentlige grænseoverskridende hændelser og -kriser relateret til cybersikkerhed. Denne opgave bør udføres i overensstemmelse med ENISA's mandat i henhold til denne forordning og en tilgang, der skal godkendes af medlemsstaterne i forbindelse med Kommissionens henstilling (EU) 2017/1584

(15)Kommissionens henstilling (EU) 2017/1584 af

september 2017 om en koordineret reaktion på væsentlige cybersikkerhedshændelser og -kriser (EUT L 239 af 19.9.2017, s. 36). og Rådets konklusioner af
juni 2018 om en koordineret EU-reaktion på væsentlige cybersikkerhedshændelser og -kriser. Opgaven kan omfatte indsamling af relevante oplysninger og formidling af kontakt mellem CSIRT-netværket og tekniske kredse samt mellem de beslutningstagere, der er ansvarlige for krisestyringen. Derudover bør ENISA, når en eller flere medlemsstater anmoder herom, støtte operationelt samarbejde mellem medlemsstaterne i forbindelse med håndteringen af hændelser fra et teknisk synspunkt ved at fremme udveksling af relevante tekniske løsninger mellem medlemsstaterne og ved at komme med input til kommunikation med offentligheden. ENISA bør støtte operationelt samarbejde ved at afprøve ordningerne for et sådant samarbejde gennem regelmæssige cybersikkerhedsøvelser.

(33)I forbindelse med støtte til operationelt samarbejde bør ENISA gøre brug af den tilgængelige tekniske og operationelle ekspertise hos CERT-EU gennem struktureret samarbejde. Sådant struktureret samarbejde kan opbygge ENISA's ekspertise. Hvor det er hensigtsmæssigt, bør der indføres specifikke ordninger mellem de to enheder med henblik på at fastlægge den praktiske gennemførelse af et sådant samarbejde og undgå overlap af aktiviteter.

(34)Ved udførelsen af dets opgaver med at støtte operationelt samarbejde inden for CSIRT-netværket bør ENISA være i stand til at yde støtte til medlemsstaterne på deres anmodning, f.eks. ved at yde rådgivning om, hvordan de kan forbedre deres kapacitet til at forebygge, opdage og reagere på hændelser, ved at lette den tekniske håndtering af hændelser, der har betydelige eller væsentlige konsekvenser, eller ved at sikre, at trusler og hændelser analyseres. ENISA bør lette den tekniske håndtering af hændelser, der har betydelige eller væsentlige konsekvenser, navnlig ved at støtte frivillig deling af tekniske løsninger mellem medlemsstaterne eller ved at tilvejebringe kombinerede tekniske oplysninger, såsom tekniske løsninger, der frivilligt deles af medlemsstaterne. Det anbefales i henstilling (EU) 2017/1584, at medlemsstaterne samarbejder i god tro og hurtigst muligt udveksler oplysninger med hinanden og med ENISA om væsentlige hændelser og -kriser relateret til cybersikkerhed. Sådanne oplysninger vil hjælpe ENISA yderligere med at udføre opgaven med at støtte operationelt samarbejde.

(35)Som led i det regelmæssige samarbejde på teknisk niveau til støtte for Unionens situationsbevidsthed bør ENISA i tæt samarbejde med medlemsstaterne regelmæssigt udarbejde en tilbundsgående teknisk EU-cybersikkerhedsrapport om hændelser og cybertrusler, der er baseret på offentligt tilgængelige oplysninger, ENISA's egen analyse og rapporter tilsendt ENISA af medlemsstaternes CSIRT'er eller de nationale centrale kontaktpunkter for sikkerheden i net- og informationssystemer (»centrale kontaktpunkter«), der er omhandlet i direktivet (EU) 2016/1148, begge på frivillig basis, Det Europæiske Center til Bekæmpelse af Cyberkriminalitet (EC3) hos Europol, CERT-EU og, hvor det er relevant, Den Europæiske Unions Efterretnings- og Situationscenter (INTCEN) ved Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Rapporten bør stilles til rådighed for de relevante instanser i Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og CSIRT-netværket.

(36)ENISA's støtte til efterfølgende tekniske undersøgelser af hændelser med betydelige eller væsentlige konsekvenser, som foretages på de berørte medlemsstaters anmodning, bør fokusere på forebyggelse af fremtidige hændelser. De berørte medlemsstater bør give de nødvendige oplysninger og yde den nødvendige bistand, så ENISA effektivt kan støtte de efterfølgende tekniske undersøgelser.

(37)Medlemsstaterne kan opfordre de virksomheder, der er berørt af hændelsen, til at samarbejde ved at give ENISA de nødvendige oplysninger og den nødvendige bistand, uden at det berører deres ret til at beskytte kommercielt følsomme oplysninger og oplysninger, der er relevante for den offentlige sikkerhed.

(38)For bedre at forstå udfordringerne inden for cybersikkerhed og med sigte på at levere strategisk langsigtet rådgivning til medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer er ENISA nødt til at analysere både nuværende og nye cybersikkerhedsrisici. Med dette mål for øje bør ENISA i samarbejde med medlemsstaterne og, alt efter hvad der er relevant, statistiske organer og andre organer indsamle relevante offentligt tilgængelige eller frivilligt delte oplysninger og udføre analyser af nye teknologier og tilvejebringe emnespecifikke vurderinger af de forventede samfundsmæssige, retlige, økonomiske og reguleringsmæssige konsekvenser af teknologiske innovationer for net- og informationssikkerheden, navnlig cybersikkerhed. ENISA bør desuden bistå medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med at identificere nye risici og forebygge hændelser ved at udføre analyser af trusler, sårbarheder og hændelser.

(39)Med henblik på at øge Unionens modstandsdygtighed bør ENISA udvikle ekspertise inden for cybersikkerhed for infrastrukturer, navnlig for at understøtte de sektorer, som er anført i bilag II til direktiv (EU) 2016/1148, og dem, der anvendes af de udbydere af digitale tjenester, som er anført i bilag III til nævnte direktiv, ved at yde rådgivning, udstede retningslinjer og udveksle bedste praksis. Med sigte på at sikre lettere adgang til bedre strukturerede oplysninger om cybersikkerhedsrisici og mulige løsninger bør ENISA udvikle og opretholde Unionens »informationsknudepunkt«, en one-stop-shop-portal, som giver offentligheden oplysninger om cybersikkerhed, der hidrører fra Unionens og de nationale institutioner, agenturer og organer. Lettere adgang til mere strukturerede oplysninger om cybersikkerhedsrisici og mulige løsninger kan også hjælpe medlemsstaterne med at styrke deres kapacitet og tilpasse deres praksis og derved øge deres samlede modstandsdygtighed over for cyberangreb.

(40)ENISA bør bidrage til at øge offentlighedens bevidsthed om cybersikkerhedsrisici, herunder gennem en oplysningskampagne på EU-plan og uddannelsesfremme, og give vejledning om god praksis for individuelle brugere, der er målrettet mod borgere, organisationer og virksomheder. ENISA bør også bidrage til at fremme bedste praksis og løsninger, herunder cyberhygiejne og cyberfærdigheder, på borger-, organisations- og virksomhedsniveau ved at indsamle og analysere offentligt tilgængelige oplysninger om væsentlige hændelser og ved at sammenstille og offentliggøre rapporter og vejledning til borgere, organisationer og virksomheder samt forbedre deres generelle niveau af beredskab og modstandsdygtighed. ENISA bør desuden tilstræbe at give forbrugere relevante oplysninger om gældende certificeringsordninger, f.eks. ved at give vejledning og anbefalinger. ENISA bør herudover i overensstemmelse med handlingsplanen for digital uddannelse fastsat i Kommissionens meddelelse af 17. januar 2018 og i samarbejde med medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer tilrettelægge regelmæssige informations- og oplysningskampagner rettet mod slutbrugere for at fremme en mere sikker adfærd på nettet blandt enkeltpersoner og fremme digitale færdigheder, øge bevidstheden om de potentielle cybertrusler, herunder kriminelle aktiviteter online, såsom phishingangreb, botnet, økonomisk svig og banksvindel, databedrageri, samt fremme grundlæggende multifaktorautentificering, patching, kryptering, anonymisering og databeskyttelsesrådgivning.

(41)ENISA bør spille en central rolle i bestræbelserne på at højne slutbrugernes bevidsthed om udstyrs sikkerhed og om sikker brug af tjenester og bør fremme indbygget sikkerhed og indbygget privatlivsbeskyttelse på EU-plan. Ved forfølgelsen af dette mål bør ENISA udnytte forhåndenværende bedste praksis og erfaring, navnlig bedste praksis og erfaring fra akademiske institutioner og IT-sikkerhedsforskere, bedst muligt.

(42)For at støtte de virksomheder, der er aktive i cybersikkerhedssektoren, samt brugerne af cybersikkerhedsløsninger bør ENISA udvikle og opretholde et »markedsobservatorium« ved at gennemføre regelmæssige analyser og formidling af de vigtigste tendenser på markedet for cybersikkerhed, både på efterspørgsels- og udbudssiden.

(43)ENISA bør bidrage til Unionens indsats for at samarbejde med internationale organisationer samt inden for relevante internationale samarbejdsrammer inden for cybersikkerhed. ENISA bør navnlig, hvor det er hensigtsmæssigt, bidrage til samarbejdet med organisationer såsom OECD, OSCE og NATO. Et sådant samarbejde kunne omfatte fælles cybersikkerhedsøvelser og fælles koordinering af reaktionen på hændelser. Disse aktiviteter skal udføres under fuld overholdelse af principperne om inklusivitet, gensidighed og Unionens beslutningsautonomi, uden at dette berører den særlige karakter af den enkelte medlemsstats sikkerheds- og forsvarspolitik.

(44)For at sikre, at det når sine mål fuldt ud, bør ENISA etablere kontakt med relevante EU-tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder i Unionen, Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, herunder CERT-EU, EC3, Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA), Det Europæiske GNSS-Agentur (GSA), Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), Det Europæiske Agentur for den Operationelle Forvaltning af Store IT-Systemer inden for Området med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed (eu- LISA), Den Europæiske Centralbank (ECB), Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Det Europæiske Databeskyttelsesråd, Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER), Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) og ethvert andet EU-agentur, der er involveret i cybersikkerhed. ENISA bør også etablere kontakt med myndigheder med ansvar for databeskyttelse for at udveksle knowhow og bedste praksis, og det bør yde rådgivning om cybersikkerhedsspørgsmål, der kan have betydning for deres arbejde. Repræsentanter for de retshåndhævende myndigheder og databeskyttelsesmyndigheder på nationalt plan og EU-plan bør kunne være repræsenteret i ENISA-Rådgivningsgruppen. I sine kontakter med retshåndhævende myndigheder vedrørende net- og informationssikkerhedsspørgsmål, der kan have indflydelse på disse myndigheders arbejde, bør ENISA respektere eksisterende informationskanaler og etablerede netværk.

(45)Der kunne etableres partnerskaber med akademiske institutioner, som har forskningsinitiativer på de relevante områder, og der bør være passende kanaler til bidrag fra forbrugerorganisationer og andre organisationer, som bør tages i betragtning.

(46)ENISA bør i sin rolle som CSIRT-netværkets sekretariat støtte medlemsstaternes CSIRT'er og CERT-EU i det operationelle samarbejde i forbindelse med CSIRT-netværkets relevante opgaver som omhandlet i direktiv (EU) 2016/1148. ENISA bør endvidere fremme og støtte samarbejdet mellem de relevante CSIRT'er i tilfælde af hændelser, angreb på eller afbrydelser af net eller infrastruktur, der styres eller beskyttes af CSIRT'erne, og som berører eller vil kunne berøre mindst to CSIRT'er, idet der tages behørigt hensyn til CSIRT-netværkets standardprocedurer.

(47)Med henblik på at øge Unionens beredskab til at reagere på cybersikkerhedshændelser bør ENISA regelmæssigt tilrettelægge cybersikkerhedsøvelser på EU-niveau og på deres anmodning støtte medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i at tilrettelægge sådanne øvelser. Omfattende øvelser i stor skala, som omfatter tekniske, operationelle og strategiske elementer, bør afholdes mindst hvert andet år. ENISA bør desuden regelmæssigt kunne afholde mindre omfattende øvelser med samme mål om at øge Unionens beredskab til at reagere på hændelser.

(48)ENISA bør videreudvikle og opretholde sin ekspertise inden for cybersikkerhedscertificering med sigte på at understøtte Unionens politik på dette område. ENISA bør bygge videre på eksisterende bedste praksis og fremme udbredelsen af cybersikkerhedscertificering i Unionen, herunder ved at bidrage til etablering og vedligeholdelse af en ramme for cybersikkerhedscertificering på EU-niveau (den europæiske ramme for cybersikkerhedscertificering), for at øge gennemsigtigheden af IKT-produkters, -tjenesters og -processers cybersikkerhedstillidsniveau og dermed styrke tilliden til det digitale indre marked og dets konkurrenceevne.

(49)Effektive cybersikkerhedsstrategier bør baseres på velgennemtænkte risikovurderingsmetoder, både i den offentlige og den private sektor. Risikovurderingsmetoder anvendes på forskellige niveauer og uden fælles praksis for, hvordan de anvendes effektivt. Ved at fremme og udvikle bedste praksis for risikovurdering og interoperable risikostyringsløsninger i den offentlige og den private sektors organisationer kan cybersikkerhedsniveauet i Unionen højnes. Til dette formål bør ENISA støtte samarbejdet mellem interessenter på EU-plan og lette deres bestræbelser på at etablere og indføre europæiske og internationale standarder for risikostyring og for målbar sikkerhed i elektroniske produkter, systemer, net og tjenester, som sammen med software udgør net- og informationssystemerne.

(50)ENISA bør tilskynde medlemsstaterne, producenter eller udbydere af IKT-produkter, -tjenester og -processer til at hæve deres generelle sikkerhedsstandarder, så alle internetbrugere kan tage de nødvendige skridt til at sikre deres egen personlige cybersikkerhed og bør give incitamenter til at gøre det. Navnlig bør producenter og udbydere af IKT-produkter, -tjenester og -processer udsende nødvendige opdateringer og tilbagekalde, tilbagetrække eller genbruge IKT-produkter, -tjenester eller -processer, som ikke overholder cybersikkerhedsstandarderne, mens importører og distributører bør sikre sig, at de IKT-produkter, -tjenester og -processer, som de bringer i omsætning på EU-markedet, opfylder de gældende krav og ikke udgør en risiko for Unionens forbrugere.

(51)I samarbejde med de kompetente myndigheder bør ENISA kunne formidle oplysninger om cybersikkerhedsniveauet for IKT-produkter, -tjenester og -processer, som udbydes i det indre marked, og det bør kunne udstede advarsler til producenter eller udbydere af IKT-produkter, -tjenester eller -processer og pålægge dem at forbedre sikkerheden af deres IKT-produkter, -tjenester og -processer, herunder cybersikkerheden.

(52)ENISA bør tage fuldt hensyn til igangværende forsknings-, udviklings- og teknologivurderingsaktiviteter, navnlig aktiviteter der gennemføres som led i de forskellige EU-forskningsinitiativer for at rådgive Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og, hvor det er relevant, medlemsstaterne, hvis de anmoder herom, om forskningsbehov og -prioriteter inden for cybersikkerhed. Med henblik på at klarlægge forskningsbehov og -prioriteter bør ENISA også høre de relevante brugergrupper. Mere specifikt kunne der etableres et samarbejde med Det Europæiske Forskningsråd (EFR), Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT) og Den Europæiske Unions Institut for Sikkerhedsstudier (EUISS).

(53)ENISA bør regelmæssigt høre standardiseringsorganisationer, navnlig europæiske standardiseringsorganisationer, i forbindelse med udarbejdelsen af de europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger.

(54)Cybertrusler er af global karakter. Der er behov for et tættere internationalt samarbejde for at forbedre cybersikkerhedsstandarderne, herunder behov for definitioner af fælles adfærdsnormer, vedtagelse af adfærdskodekser, anvendelse af internationale standarder og informationsudveksling, fremme af hurtigere internationalt samarbejde som reaktion på net- og informationssikkerhedsspørgsmål og fremme af en global tilgang til sådanne spørgsmål. ENISA bør derfor støtte yderligere EU-engagement og -samarbejde med tredjelande og internationale organisationer, ved, hvor det er relevant, at yde den nødvendige ekspertise og analyse til Unionens relevante institutioner, organer, kontorer og agenturer.

(55)ENISA bør være i stand til at imødekomme ad hoc-anmodninger om rådgivning og bistand fra medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i forhold til spørgsmål, som er omfattet af ENISA's mandat.

(56)Det er fornuftigt og anbefales at gennemføre visse principper om ENISA's forvaltning for at overholde den fælles erklæring og fælles tilgang, som Den Interinstitutionelle Arbejdsgruppe om Unionens Decentrale Agenturer nåede til enighed om i juli 2012, og som har til formål at strømline de decentrale agenturers aktiviteter og forbedre deres resultater. Anbefalingerne i den fælles erklæring og den fælles tilgang vedrørende ENISA's arbejdsprogrammer, evalueringer og rapporterings- og administrationspraksis bør også afspejles, når det er relevant.

(57)Bestyrelsen, som består af repræsentanter for medlemsstaterne og for Kommissionen, bør fastlægge de overordnede retningslinjer for ENISA's drift og sikre, at det udfører sine opgaver i overensstemmelse med denne forordning. Bestyrelsen bør have de beføjelser, der er nødvendige, til at fastlægge budgettet, kontrollere budgettets gennemførelse, vedtage passende finansielle bestemmelser, fastlægge transparente arbejdsprocedurer for ENISA's beslutningstagning, vedtage ENISA's samlede programmeringsdokument, vedtage sin egen forretningsorden, udnævne den administrerende direktør og træffe afgørelse om at forlængelse og ophør af den administrerende direktørs mandatperiode.

(58)For at ENISA kan fungere korrekt og effektivt, bør Kommissionen og medlemsstaterne sikre, at personer, der udpeges til bestyrelsen, har passende faglig ekspertise og erfaring. Kommissionen og medlemsstaterne bør også gøre en indsats for at begrænse udskiftningen af deres respektive repræsentanter i bestyrelsen, så der sikres kontinuitet i bestyrelsens arbejde.

(59)Et velfungerende ENISA kræver, at den administrerende direktør udnævnes på grundlag af kvalifikationer og dokumenterede administrative og ledelsesmæssige færdigheder samt kvalifikationer og erfaring, der er relevante for cybersikkerhed. Den administrerende direktørs opgaver bør udføres i fuld uafhængighed. Den administrerende direktør bør efter forudgående høring af Kommissionen udarbejde et forslag til ENISA's årlige arbejdsprogram og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at dette arbejdsprogram gennemføres korrekt. Den administrerende direktør bør udarbejde en årsberetning, der skal forelægges bestyrelsen, og som omhandler gennemførelsen af ENISA's årlige arbejdsprogram, udfærdige et udkast til overslag over ENISA's indtægter og udgifter samt gennemføre budgettet. Den administrerende direktør bør endvidere kunne nedsætte ad hoc-arbejdsgrupper til at behandle specifikke spørgsmål, navnlig spørgsmål af videnskabelig, teknisk, retlig eller samfundsøkonomisk art. Navnlig i forbindelse med udarbejdelsen af et forslag til en specifik europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning anses det for nødvendigt at nedsætte en ad hoc-arbejdsgruppe. Den administrerende direktør bør sikre, at medlemmerne af ad hoc-arbejdsgrupperne udvælges på grundlag af den højeste ekspertisestandard, og tage skridt til at sikre en jævn kønsfordeling og en passende balance, afhængigt af de specifikke spørgsmål, mellem medlemsstaternes offentlige forvaltninger, Unionens institutioner organer, kontorer og agenturer og den private sektor, herunder branchen, brugerne og akademiske eksperter i net- og informationssikkerhed.

(60)Forretningsudvalget bør bidrage til en velfungerende bestyrelse. Som led i det forberedende arbejde i forbindelse med bestyrelsens afgørelser bør forretningsudvalget nøje undersøge relevante oplysninger og gennemgå mulighederne og tilbyde rådgivning og løsninger til forberedelse af bestyrelsens afgørelser.

(61)ENISA bør have en ENISA-rådgivningsgruppe som et rådgivende organ, der kan sikre en løbende dialog med den private sektor, forbrugerorganisationer og andre relevante interessenter. ENISA-Rådgivningsgruppen, der nedsættes af bestyrelsen efter forslag af den administrerende direktør, bør koncentrere sig om spørgsmål, der er relevante for interessenter, og forelægge dem for ENISA. ENISA-Rådgivningsgruppen bør navnlig høres i forbindelse med udkastet til ENISA's årlige arbejdsprogram. Sammensætningen af ENISA-Rådgivningsgruppen og dens opgaver bør sikre en tilstrækkelig repræsentation af interessenter i ENISA's arbejde.

(62)Der bør nedsættes en cybersikkerhedscertificeringsgruppe for interessenter for at bistå ENISA og Kommissionen med at fremme høringen af relevante interessenter. Cybersikkerhedscertificeringsgruppen for Interessenter bør sammensættes af medlemmer, der i afbalanceret omfang repræsenterer branchen, både på efterspørgsels- og udbudssiden i forbindelse med IKT-produkter og -tjenester og herunder navnlig SMV'er, udbydere af digitale tjenester, europæiske og internationale standardiseringsorganer, nationale akkrediteringsorganer, databeskyttelsestilsynsmyndigheder og overensstemmelsesvurderingsorganer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008

(16)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30). samt akademiske kredse og forbrugerorganisationer.

(63)ENISA bør vedtage regler for forebyggelse og håndtering af interessekonflikter. ENISA bør også følge de relevante EU-bestemmelser om aktindsigt som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001

(17)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43). . ENISA's behandling af personoplysninger bør være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725

(18)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39). . ENISA bør overholde de bestemmelser, der gælder for Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, samt national lovgivning vedrørende behandling af oplysninger, navnlig følsomme ikkeklassificerede oplysninger og EU-klassificerede oplysninger (EUCI).

(64)For at ENISA kan sikres fuld selvstændighed og uafhængighed og for at sætte det i stand til at udføre supplerende og nye opgaver, herunder uforudsete hasteopgaver, bør ENISA råde over et tilstrækkeligt og selvstændigt budget, hvis indtægter hovedsageligt kommer fra et bidrag fra Unionen og bidrag fra tredjelande, der deltager i ENISA's arbejde. For at sikre, at ENISA har tilstrækkelig kapacitet til at klare alle sine voksende opgaver og opnå sine mål, er det af helt afgørende betydning, at det tildeles tilstrækkelige midler. Størstedelen af ENISA's ansatte bør være direkte involveret i den operationelle gennemførelse af ENISA's mandat. Værtsmedlemsstaten og enhver anden medlemsstat bør kunne yde frivillige bidrag til ENISA's budget. Unionens budgetprocedure bør finde anvendelse på ethvert bidrag, som kommer fra Unionens almindelige budget. Desuden bør revisionen af ENISA's regnskaber forestås af Revisionsretten for at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed.

(65)Cybersikkerhedscertificering spiller en vigtig rolle for at øge tilliden til og sikkerheden af IKT-produkter, -tjenester og -processer. Det digitale indre marked og navnlig dataøkonomien og tingenes internet kan kun trives, hvis offentligheden generelt har tillid til, at sådanne produkter, tjenester og processer har et vist cybersikkerhedsniveau. Netforbundne og selvkørende biler, elektronisk medicinsk udstyr, industrielle automatiseringskontrolsystemer og intelligente forsyningsnet er blot nogle eksempler på sektorer, hvor certificering allerede bruges i vidt omfang eller sandsynligvis vil blive brugt i nærmeste fremtid. De sektorer, der reguleres af direktiv (EU) 2016/1148, er også sektorer, hvor cybersikkerhedscertificering er afgørende.

(66)I meddelelsen fra 2016 »Styrkelse af Europas system for modstandsdygtighed over for cyberangreb og fremme af en konkurrencedygtig og innovativ cybersikkerhedsindustri«, beskrev Kommissionen nødvendigheden af cybersikkerhedsprodukter og -løsninger, som er af høj kvalitet, økonomisk overkommelige og interoperable. Udbuddet af IKT-produkter, -tjenester og -processer i det indre marked er fortsat meget fragmenteret geografisk. Det skyldes, at cybersikkerhedsindustrien i Europa hovedsageligt har udviklet sig på grundlag af national statslig efterspørgsel. Derudover mangler der også interoperable løsninger (tekniske standarder), praksis og EU-dækkende mekanismer for certificering, og det har en negativ virkning på det indre marked for cybersikkerhed. Dette gør det vanskeligt for europæiske virksomheder at konkurrere på nationalt plan, EU-plan og globalt plan. Det begrænser også udbuddet af levedygtige og brugbare cybersikkerhedsteknologier, som enkeltpersoner og virksomheder har adgang til. Ligeledes fremhævede Kommissionen i meddelelsen fra 2017 om midtvejsevalueringen om gennemførelsen af strategien for det digitale indre marked — Et forbundet digitalt indre marked for alle behovet for sikre netforbundne produkter og systemer og anførte, at indførelsen af en europæisk IKT-sikkerhedsramme, der fastsætter regler for tilrettelæggelse af IKT-sikkerhedscertificering i Unionen, både ville kunne bevare tilliden til internettet og gøre noget ved den nuværende fragmentering af det indre marked.

(67)I øjeblikket anvendes cybersikkerhedscertificering af IKT-produkter, -tjenester og -processer kun i begrænset omfang. Hvis den findes, er det som regel på medlemsstatsniveau eller inden for rammerne af en brancheordning. I den forbindelse anerkendes en attest udstedt af en national cybersikkerhedscertificeringsmyndighed i princippet ikke i andre medlemsstater. Virksomhederne kan således være nødt til at certificere deres IKT-produkter, -tjenester og -processer i flere medlemsstater, hvor de driver virksomhed, f.eks. hvis de vil deltage i nationale offentlige udbud, hvorved deres omkostninger øges. Desuden er der, selv om der laves nye ordninger, tilsyneladende ikke nogen sammenhængende og holistisk tilgang til horisontale cybersikkerhedsspørgsmål, f.eks. inden for tingenes internet. De eksisterende ordninger har væsentlige mangler og forskelle med hensyn til produktdækning, tillidsniveau, materielle kriterier og faktisk anvendelse, hvilket vanskeliggør mekanismer til gensidig anerkendelse i Unionen.

(68)Der er tidligere taget tilløb til at sikre gensidig anerkendelse af attester i Unionen. De har dog kun været delvis vellykkede. Det vigtigste eksempel herpå er Gruppen af Højtstående Embedsmænd vedrørende Informationssystemers Sikkerheds (SOG-IS') aftale om gensidig anerkendelse (MRA). Selv om det er den vigtigste model for samarbejde og gensidig anerkendelse på sikkerhedscertificeringsområdet, omfatter SOG-IS kun visse af Unionens medlemsstater. I forhold til det indre marked gør dette forhold, at SOG-IS' MRA kun er begrænset effektiv.

(69)Derfor er det nødvendigt at vedtage en fælles tilgang og etablere en europæisk ramme for cybersikkerhedscertificering, som fastlægger de vigtigste horisontale krav til kommende europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger, og som giver mulighed for anerkendelse og brug af europæiske cybersikkerhedsattester og EU-overensstemmelseserklæringer for IKT-produkter, -tjenester og -processer i alle medlemsstater. I denne forbindelse er det afgørende at bygge videre på eksisterende nationale og internationale ordninger samt på systemer for gensidig anerkendelse, navnlig SOG-IS, og at give mulighed for en smidig overgang fra de eksisterende ordninger under sådanne systemer til ordninger under den nye europæiske ramme for cybersikkerhedscertificering. Den europæiske ramme for cybersikkerhedscertificering bør have et dobbelt formål. For det første bør den bidrage til at øge tilliden til IKT-produkter, -tjenester og -processer, der er certificeret i henhold til europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger. For det andet bør den hindre udbredelsen af modstridende eller overlappende nationale cybersikkerhedscertificeringsordninger og dermed mindske omkostningerne for virksomheder, der opererer på det digitale indre marked. De europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger bør være ikkediskriminerende og baseret på europæiske eller internationale standarder, medmindre sådanne standarder er ineffektive eller uhensigtsmæssige til at opfylde Unionens legitime mål i denne henseende.

(70)Den europæiske ramme for cybersikkerhedscertificering bør etableres på en ensartet måde i alle medlemsstater for at undgå »certificeringsshopping« som følge af forskellige krav i medlemsstaterne.

(71)De europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger bør bygge på det, der allerede eksisterer på internationalt og nationalt plan, og om nødvendigt på tekniske specifikationer fra fora og konsortier, idet der drages lære af nuværende stærke sider, og svagheder vurderes og korrigeres.

(72)Industrien har brug for fleksible cybersikkerhedsløsninger for at kunne foregribe cybertrusler, og det bør derfor sikres, at ingen certificeringsordning udformes på en måde, hvor den forældes for hurtigt.

(73)Kommissionen bør tillægges beføjelse til at vedtage europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger for specifikke grupper af IKT-produkter, -tjenester og -processer. Nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder bør gennemføre og føre tilsyn med disse ordninger, og attester udstedt i henhold til disse ordninger bør være gyldige og anerkendes i hele Unionen. Certificeringsordninger, som er branchedrevne eller drives af andre private organisationer, bør ikke være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. Organer, der driver sådanne ordninger, bør dog kunne foreslå Kommissionen at betragte ordningerne som grundlaget for at godkende dem som en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning.

(74)Bestemmelserne i denne forordning bør ikke berøre EU-ret om specifikke regler for certificering af IKT-produkter, -tjenester og -processer. Navnlig fastsætter forordning (EU) 2016/679 bestemmelser om til fastlæggelse af certificeringsmekanismer for databeskyttelse samt databeskyttelsesmærkninger og -mærker med henblik på at påvise, at dataansvarliges og databehandleres behandlingsaktiviteter overholder nævnte forordning. Sådanne certificeringsmekanismer og databeskyttelsesmærkninger bør give de registrerede mulighed for hurtigt at vurdere de relevante IKT-produkters, -tjenesters og -processers databeskyttelsesniveau. Nærværende forordning berører ikke certificeringen af databehandlingsoperationer i henhold til forordning (EU) 2016/679, herunder hvis sådanne operationer er indeholdt i IKT-produkter, -tjenester og -processer.

(75)Målet med europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger bør være at sikre, at de IKT-produkter, -tjenester og -processer, der er certificeret i henhold til sådanne ordninger, opfylder de fastsatte krav med henblik på at beskytte tilgængeligheden, autenticiteten, integriteten og fortroligheden af data, der lagres, overføres eller behandles, eller af de dermed forbundne funktioner eller tjenester, der tilbydes i eller er tilgængelige via disse produkter, tjenester og processer i hele deres livscyklus. Det er ikke muligt at fastsætte detaljerede cybersikkerhedskrav for alle IKT- produkter, -tjenester og -processer i denne forordning. IKT-produkter, -tjenester og -processer og de til disse produkter, tjenester og processer hørende cybersikkerhedsbehov er så forskellige, at det er meget vanskeligt at udvikle generelle cybersikkerhedskrav, der gælder i alle situationer. Det er derfor nødvendigt at anlægge en bred og generel opfattelse af cybersikkerhed med henblik på certificering, som bør suppleres af en række specifikke cybersikkerhedsmål, som skal tages i betragtning ved udformningen af europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger. De ordninger, der skal anvendes til at nå disse mål i forhold til specifikke IKT-produkter, -tjenester og -processer, bør så præciseres yderligere i den enkelte certificeringsordning, der vedtages af Kommissionen, f.eks. i form af henvisninger til standarder eller tekniske specifikationer, hvis der ikke findes hensigtsmæssige standarder.

(76)De tekniske specifikationer, der skal anvendes i en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, bør overholde kravene i bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012

(19)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa- Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12). . Visse afvigelser fra disse krav kan dog anses for at være nødvendige i behørigt begrundede tilfælde, hvor de pågældende tekniske specifikationer skal anvendes i en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, der henviser til tillidsniveauet »højt«. Årsagerne til sådanne afvigelser bør gøres offentligt tilgængelige.

(77)Certificeret overensstemmelsesvurdering er en procedure til at evaluere, om nærmere krav til et IKT-produkt, en IKT-tjeneste eller en IKT-proces er opfyldt. Denne procedure gennemføres af en uafhængig tredjepart, som ikke er producenten eller udbyderen af de IKT-produkter, -tjenester eller -processer, der vurderes. En europæisk cybersikkerhedsattest bør udstedes efter vellykket evaluering af et IKT-produkt, en IKT-tjeneste eller en IKT-proces. En europæisk cybersikkerhedsattest bør anses som en bekræftelse af, at evalueringen er foretaget korrekt. Afhængigt af tillidsniveauet bør den europæiske cybersikkerhedscertificeringsordning angive, om den europæiske cybersikkerhedsattest udstedes af et privat eller offentligt organ. Overensstemmelsesvurdering og certificering kan ikke i sig selv garantere, at certificerede IKT-produkter, -tjenester og -processer er cybersikre. Der er snarere tale om procedurer og tekniske metoder til at attestere, at IKT-produkter, -tjenester og -processer er blevet prøvet, og at de opfylder visse krav til cybersikkerhed, som er fastsat andetsteds, f.eks. i tekniske standarder.

(78)Det valg af passende certificering og tilhørende sikkerhedskrav, som brugerne af europæiske cybersikkerhedsattester træffer, bør bygge på en analyse af de risici, der er forbundet med anvendelse af de pågældende IKT-produkter, -tjenester eller -processer. Tillidsniveauet bør således afspejle det risikoniveau, der er forbundet med den tilsigtede anvendelse af et IKT-produkt eller en IKT-tjeneste eller -proces.

(79)En europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning kan fastsætte, at en overensstemmelsesvurdering skal foretages under eneansvar af producenten eller udbyderen af IKT-produkter, -tjenester eller -processer (selvvurdering af overensstemmelse). I sådanne tilfælde bør det være tilstrækkeligt, at producenten eller udbyderen af IKT-produkter, -tjenester eller -processer selv foretager hele kontrollen med henblik på at sikre. at de pågældende IKT-produkter, -tjenester eller -processer stemmer overens med den europæiske cybersikkerhedscertificeringsordning. Selvvurdering af overensstemmelse bør betragtes som passende for IKT-produkter, -tjenester og -processer med lav kompleksitet, som udgør en lav risiko for offentligheden (enkel udformnings- og produktionsmekanisme). Desuden bør selvvurdering af overensstemmelse kun tillades for IKT-produkter, -tjenester og -processer, hvis de svarer til tillidsniveauet »grundlæggende«.

(80)En europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning kan give mulighed for både selvvurdering af overensstemmelse og certificering af IKT-produkter, -tjenester eller -processer. I så fald bør ordningen fastsætte klare og forståelige måder, hvorpå forbrugerne eller andre brugere kan skelne mellem IKT-produkter, -tjenester eller -processer, for hvilke producenten eller udbyderen af IKT-produkter, -tjenester eller -processer er ansvarlig for vurderingen, og IKT-produkter, -tjenester eller -processer, der er certificeret af en tredjepart.

(81)Producenter og udbydere af IKT-produkter, -tjenester eller -processer, som foretager selvvurdering af overensstemmelse, bør kunne udstede og undertegne en EU-overensstemmelseserklæring som led i overensstemmelsesvurderingsproceduren. En EU-overensstemmelseserklæring er et dokument, der angiver, at et bestemt IKT-produkt eller en bestemt IKT-tjeneste eller -proces opfylder kravene i den europæiske cybersikkerhedscertificeringsordning. Ved at udstede og undertegne en EU-overensstemmelseserklæring påtager producenten eller udbyderen af IKT-produkter, -tjenester eller -processer sig ansvaret for, at IKT-produktet, -tjenesten eller -processen opfylder de retlige krav i den europæiske cybersikkerhedscertificeringsordning. En kopi af EU-overensstemmelseserklæringen bør indgives til den nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndighed og ENISA.

(82)Producenter eller udbydere af IKT-produkter, -tjenester eller -processer bør stille EU-overensstemmelseserklæringen, den tekniske dokumentation og alle øvrige relevante oplysninger vedrørende IKT-produkternes, -tjenesternes eller -processernes overensstemmelse med en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning til rådighed for den kompetente nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndighed i en periode fastsat i den relevante europæiske cybersikkerhedscertificeringsordning. Den tekniske dokumentation bør præcisere de krav, der gælder i henhold til ordningen, og omfatte IKT-produktets, -tjenestens eller -processens udformning, fremstilling og drift, i det omfang dette er relevant for selvvurderingen af overensstemmelse. Den tekniske dokumentation bør være udarbejdet på en måde, der gør det muligt at vurdere, om et IKT-produkt eller en IKT-tjeneste overholder kravene i henhold til den pågældende ordning.

(83)I forvaltningen af den europæiske ramme for cybersikkerhedscertificering tages der højde for såvel inddragelse af medlemsstaterne som passende inddragelse af interessenter, og Kommissionens rolle i forbindelse med planlægning, fremsættelse af forslag, anmodninger, udarbejdelse, vedtagelse og revision af europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger fastlægges.

(84)Kommissionen bør med støtte fra Den Europæiske Cybersikkerhedscertificeringsgruppe (»ECCG«) og Cybersikkerhedscertificeringsgruppen for Interessenter og efter en åben og bred høring udarbejde Unionens rullende arbejdsprogram for europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger og offentliggøre det i form af et ikkebindende instrument. Unionens rullende arbejdsprogram bør være et strategisk dokument, der giver navnlig branchen, nationale myndigheder og standardiseringsorganer mulighed for på forhånd at forberede sig på fremtidige europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger. Unionens rullende arbejdsprogram bør omfatte en flerårig oversigt over de anmodninger om forslag til ordninger, som Kommissionen agter at forelægge for ENISA med henblik på udarbejdelse på grundlag af særlige forhold. Kommissionen bør tage hensyn til Unionens rullende arbejdsprogram, når den udarbejder den rullende plan for IKT-standardisering og standardiseringsanmodninger til europæiske standardiseringsorganisationer. I betragtning af den hurtige indførelse og udbredelse af nye teknologier, forekomsten af hidtil ukendte cybersikkerhedsrisici samt den lovgivningsmæssige udvikling og markedsudviklingen bør Kommissionen eller ECCG have ret til at anmode ENISA om at udarbejde forslag til ordninger, som ikke er opført i Unionens rullende arbejdsprogram. I sådanne tilfælde bør Kommissionen og ECCG også vurdere nødvendigheden af en sådan anmodninger under hensyntagen til denne forordnings overordnede mål og formål og til behovet for at sikre kontinuitet med hensyn til ENISA's planlægning og brug af ressourcer. ENISA bør efter en sådan anmodning udarbejde forslag til ordninger for specifikke IKT-produkter, -tjenester eller processer hurtigst muligt. Kommissionen bør evaluere sin anmodnings positive og negative indvirkninger på det specifikke marked, navnlig indvirkningerne på SMV'er, innovation, hindringer for adgang til dette marked og omkostningerne for slutbrugerne. Kommissionen bør tillægges beføjelse til på grundlag af det af ENISA udarbejdede forslag til ordning at vedtage den europæiske cybersikkerhedscertificeringsordning ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Under hensyntagen til det generelle formål og de sikkerhedsmål, der er fastsat i denne forordning, bør europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger, der vedtages af Kommissionen, angive et minimumssæt af elementer vedrørende den enkelte ordnings genstand, omfang og funktion. Disse elementer bør bl.a. omfatte cybersikkerhedscertificeringens omfang og genstand, herunder de omfattede kategorier af IKT-produkter, -tjenester og -processer, nærmere specifikation af cybersikkerhedskravene, f.eks. ved henvisning til standarder eller tekniske specifikationer, de specifikke evalueringskriterier og -metoder og det påtænkte tillidsniveau (»grundlæggende«, »betydeligt« eller »højt«), og evalueringsniveauerne, hvor det er relevant. ENISA bør kunne afvise en anmodning fra ECCG. Sådanne afgørelser bør træffes af bestyrelsen og bør begrundes behørigt.

(85)ENISA bør føre et websted med oplysninger om og offentliggørelse af europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger, bl.a. bør indeholde anmodningerne om udarbejdelse af forslag til ordning samt den feedback, der modtages under den høringsproces, som ENISA gennemfører i udarbejdelsesfasen. Webstedet bør også indeholde oplysninger om de europæiske cybersikkerhedsattester og EU-overensstemmelseserklæringer, der er udstedt i henhold til denne forordning, herunder oplysninger om tilbagekaldelse eller udløb af sådanne europæiske cybersikkerhedsattester og EU-overensstemmelseserklæringer. Webstedet bør også angive de nationale cybersikkerhedscertificeringsordninger, som er blevet erstattet af en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning.

(86)Tillidsniveauet for en europæisk certificeringsordning udgør et grundlag for tillid til, at et IKT-produkt, en IKT- tjeneste eller en IKT-proces opfylder sikkerhedskravene i en bestemt europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning. For at sikre sammenhæng i den europæiske ramme for cybersikkerhedscertificering bør en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning kunne præcisere tillidsniveauer for europæiske cybersikkerhedsattester og EU-overensstemmelseserklæringer, der udstedes i henhold til den pågældende ordning. Den enkelte europæiske cybersikkerhedsattest kan eventuelt henvise til et af tillidsniveauerne — »grundlæggende«, »betydeligt« eller »højt« — mens EU-overensstemmelseserklæringen eventuelt kun kan henvise til tillidsniveauet »grundlæggende«. Tillidsniveauerne vil indebære en tilsvarende grad af stringens og dybde i evalueringen af IKT-produktet, -tjenesten eller -processen og vil være karakteriseret ved henvisning til tekniske specifikationer, standarder og hertil knyttede procedurer, herunder tekniske kontroller, hvis formål er at afbøde eller forhindre hændelser. Hvert tillidsniveau bør være ensartet på tværs af de forskellige sektorspecifikke områder, hvor der anvendes certificering.

(87)En europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning kan fastsætte flere evalueringsniveauer, alt efter hvor stringent og dyb den anvendte evalueringsmetode er. Evalueringsniveauerne bør svare til et af tillidsniveauerne og være ledsaget af en passende kombination af tillidskomponenter. For samtlige tillidsniveauer bør IKT-produktet, -tjenesten eller -processen indeholde en række sikre funktioner som nærmere fastsat i ordningen, og som kan omfatte: sikker klar til brug-konfiguration, signeret kode, sikker opdatering og mekanismer til begrænsning af exploits og fuld stack- eller heap-hukommelsesbeskyttelse. Disse funktioner bør være udviklet og vedligeholdes ved hjælp af sikkerhedsorienterede udviklingstilgange og tilknyttede værktøjer for at sikre, at effektive software- og hardwaremekanismer er indarbejdet på pålidelig vis.

(88)For tillidsniveauet »grundlæggende« bør evalueringen som minimum tage udgangspunkt i følgende tillidskomponenter: Evalueringen bør som minimum omfatte en gennemgang af den tekniske dokumentation for IKT-produktet, -tjenesten eller -processen foretaget af overensstemmelsesvurderingsorganet. Hvis certificeringen omfatter IKT- processer, bør den proces, der anvendes til at udforme, udvikle og vedligeholde et IKT-produkt eller en IKT- tjeneste, også være omfattet af den tekniske gennemgang. I tilfælde, hvor en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning giver mulighed for selvvurdering af overensstemmelsesniveauet, bør det være tilstrækkeligt, hvis producenten eller udbyderen af IKT-produkter, -tjenester eller -processer har udført en selvvurdering af IKT- produktets, -tjenestens eller -processens overensstemmelse med certificeringsordningen.

(89)For tillidsniveauet »betydeligt« bør evalueringen ud over kravene til tillidsniveauet »grundlæggende« som minimum tage udgangspunkt i kontrol af overensstemmelsen af IKT-produktets, -tjenestens eller -processens sikkerhedsfunktioner med den tilhørende tekniske dokumentation.

(90)For tillidsniveauet »højt« bør evalueringen ud over kravene til tillidsniveauet »betydeligt« som minimum tage udgangspunkt i en effektivitetstest, der vurderer modstandsdygtigheden af IKT-produktets, -tjenestens eller -processens sikkerhedsfunktioner over for overlagte cyberangreb udført af personer med betydelige færdigheder og ressourcer.

(91)Anvendelse af europæisk cybersikkerhedscertificering og EU-overensstemmelseserklæringer bør fortsat være frivillig, medmindre andet er fastsat i EU-retten eller medlemsstaternes ret vedtaget i overensstemmelse med EU-retten. I mangel af harmoniseret EU-ret kan medlemsstaterne vedtage nationale tekniske forskrifter, der fastsætter obligatorisk certificering i henhold til en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning i overensstemmelse med Europa- Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535

(20)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1). . Medlemsstaterne anvender også europæisk cybersikkerhedscertificering i forbindelse med offentlige udbud og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU

(21)Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65). .

(92)På nogle områder kan det fremover være nødvendigt at pålægge specifikke krav til cybersikkerhed og at gøre certificering heraf obligatorisk for visse IKT-produkter, -processer eller -tjenester for at forbedre cybersikkerheden i Unionen. Kommissionen bør regelmæssigt overvåge, hvordan de vedtagne europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger påvirker tilgængeligheden af sikre IKT-produkter, -tjenester og -processer i det indre marked, og bør regelmæssigt vurdere, i hvor stor grad certificeringsordningerne anvendes af producenter eller udbydere af IKT- produkter, -tjenester og -processer i Unionen. Effektiviteten af de europæiske certificeringsordninger, og hvorvidt bestemte ordninger bør gøres obligatoriske, bør vurderes i lyset af EU-lovgivningen vedrørende cybersikkerhed, navnlig direktiv (EU) 2016/1148, under hensyntagen til sikkerheden i net- og informationssystemer, der anvendes af operatører af væsentlige tjenester.

(93)Europæiske cybersikkerhedsattester og EU-overensstemmelseserklæringer bør hjælpe slutbrugerne til at træffe informerede valg. IKT-produkter, -tjenester og -processer, der er certificeret, eller for hvilke der er udstedt en EU- overensstemmelsesvurdering, bør derfor ledsages af strukturerede oplysninger, der er tilpasset det forventede tekniske niveau hos den tilsigtede slutbruger. Alle sådanne oplysninger bør være tilgængelige online og, hvor det er hensigtsmæssigt, i et fysisk format. Slutbrugeren bør have adgang til oplysninger om certificeringsordningens referencenummer, tillidsniveauet, beskrivelsen af de cybersikkerhedsrisici, som er forbundet med IKT-produktet, -tjenesten eller -processen, samt den udstedende myndighed eller det udstedende organ, eller bør have mulighed for at rekvirere en kopi af den europæiske cybersikkerhedsattest. Desuden bør slutbrugeren informeres om den af producenten eller udbyderen af IKT-produkter, -tjenester eller -processer førte støttepolitik i forbindelse med cybersikkerhed, dvs. hvor længe slutbrugeren kan forvente at modtage cybersikkerhedsopdateringer eller -rettelser. Der bør, hvor det er relevant, vejledes om tiltag eller indstillinger, som slutbrugeren kan anvende for at opretholde eller øge IKT-produktets- eller -tjenestens cybersikkerhed, samt om kontaktoplysninger til et centralt kontaktpunkt til at indberette og modtage støtte i tilfælde af cyberangreb (i tillæg til automatisk indberetning). Disse oplysninger bør ajourføres regelmæssigt og gøres tilgængelige på et websted med oplysninger om europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger.

(94)Med sigte på at nå denne forordnings mål og undgå fragmentering af det indre marked bør de nationale cybersikkerhedscertificeringsordninger eller -procedurer for IKT-produkter, -tjenester og -processer, der er omfattet af en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, ophøre med at have virkning fra en dato, der fastsættes af Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter. Medlemsstaterne bør desuden ikke indføre nye nationale cybersikkerhedscertificeringsordninger for IKT-produkter, -tjenester eller -processer, der allerede er omfattet af en eksisterende europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning. Medlemsstaterne bør dog ikke være forhindret i at vedtage eller opretholde nationale cybersikkerhedscertificeringsordninger af nationale sikkerhedshensyn. Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen og ECCG om enhver hensigt om at udarbejde nye nationale cybersikkerhedscertificeringsordninger. Kommissionen og ECCG bør evaluere, hvordan de nye nationale cybersikkerhedscertificeringsordninger påvirker et velfungerende indre marked og i lyset af en eventuel strategisk interesse i stedet at anmode om en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning.

(95)Europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger har til formål at bidrage til at harmonisere cybersikkerhedspraksis i Unionen. De skal bidrage til at højne cybersikkerhedsniveauet i Unionen. Udformningen af de europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger bør tage hensyn til og tillade udvikling af innovative løsninger inden for cybersikkerhed.

(96)Europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger bør tage hensyn til eksisterende metoder til udvikling af software og hardware og navnlig til, hvordan hyppige opdateringer af software eller firmware påvirker de individuelle europæiske cybersikkerhedsattester. Europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger bør fastsætte betingelserne for, at en opdatering kan kræve, at et IKT-produkt, en IKT-tjeneste eller en IKT-proces recertificeres, eller at anvendelsesområdet for en specifik europæisk cybersikkerhedsattest indskrænkes, under hensyntagen til opdateringens eventuelt negative indvirkning på overholdelsen af attestens sikkerhedskrav.

(97)Når en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning er vedtaget, bør producenter eller udbydere af IKT-produkter, -tjenester eller -processer kunne indgive ansøgninger om certificering af deres IKT-produkter eller -tjenester til et overensstemmelsesvurderingsorgan efter eget valg over alt i Unionen. Overensstemmelsesvurderingsorganerne bør akkrediteres af et nationalt akkrediteringsorgan, hvis de opfylder visse nærmere krav fastsat i denne forordning. Akkreditering bør udstedes for en periode på højst fem år og bør kunne fornys på samme betingelser, forudsat at overensstemmelsesvurderingsorganet fortsat opfylder kravene. Nationale akkrediteringsorganer bør begrænse, suspendere eller tilbagekalde akkrediteringen af et overensstemmelsesvurderingsorgan, hvis betingelserne for akkrediteringen ikke eller ikke længere er opfyldt, eller hvis overensstemmelsesvurderingsorganet overtræder denne forordning.

(98)Henvisninger i national lovgivning til nationale standarder, der er ophørt med at have virkning som følge af ikrafttrædelsen af en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, kan være en kilde til forvirring. Medlemsstaterne bør derfor afspejle vedtagelsen af en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning i deres nationale lovgivning.

(99)For at sikre ensartede standarder i hele Unionen, lette gensidig anerkendelse og fremme den generelle accept af europæiske cybersikkerhedsattester og EU-overensstemmelseserklæringer er det nødvendigt at indføre et peerreviewsystem mellem de nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder. Peerreviewet bør omfatte procedurer for tilsyn med IKT-produkters, -tjenesters og -processers overensstemmelse med europæiske cybersikkerhedsattester, for overvågning af de forpligtelser, som producenter eller udbydere af IKT-produkter, -tjenester eller -processer, der foretager selvvurdering, har og for overvågning af overensstemmelsesvurderingsorganer, samt relevansen af ekspertisen hos medarbejderne i organer, der udsteder attester for tillidsniveauet »højt«. Kommissionen bør ved hjælp af gennemførelsesretsakter kunne fastsætte mindst en femårig plan for peerreview samt fastlægge kriterier og metodologier for peerreviewsystemets drift.

(100)Uden at det berører det generelle peerreviewsystem, der skal indføres for alle nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder inden for den europæiske ramme for cybersikkerhedscertificering, kan visse certificeringsordninger omfatte en peervurderingsmekanisme for de organer, der udsteder europæiske cybersikkerhedsattester for IKT-produkter, -tjenester og -processer med tillidsniveauet »højt« under sådanne ordninger. ECCG bør støtte gennemførelsen af sådanne peervurderingsmekanismer. Peervurderingerne bør navnlig vurdere, om de pågældende organer udfører deres opgaver på en harmoniseret måde, og kan omfatte appelmekanismer. Resultaterne af peervurderingerne bør offentliggøres. De pågældende organer kan vedtage hensigtsmæssige foranstaltninger for at tilpasse deres praksis og ekspertise i overensstemmelse hermed.

(101)Medlemsstaterne bør udpege en eller flere nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder til at føre tilsyn med overholdelsen af de forpligtelser, der følger af denne forordning. En national cybersikkerhedscertificeringsmyndighed kan være en eksisterende eller ny myndighed. En medlemsstat bør også efter aftale med en anden medlemsstat kunne udpege en eller flere nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder på denne anden medlemsstats område.

(102)Den nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndighed bør navnlig overvåge og håndhæve de forpligtelser, som producenter eller udbydere af IKT-produkter, -tjenester eller -processer, der er etableret på dens respektive område, er underlagt i henhold til EU-overensstemmelseserklæringen, bistå de nationale akkrediteringsorganer med overvågning af og tilsyn med overensstemmelsesvurderingsorganers aktiviteter ved at stille ekspertise og relevante oplysninger til rådighed for dem, bemyndige overensstemmelsesvurderingsorganer til at udføre deres opgaver, hvis sådanne organer opfylder yderligere krav, der er fastsat i en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, og overvåge relevante udviklinger inden for cybersikkerhedscertificering. De nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder bør også behandle klager fra fysiske eller juridiske personer i forbindelse med europæiske cybersikkerhedsattester udstedt af disse myndigheder eller i forbindelse med europæiske cybersikkerhedsattester udstedt af overensstemmelsesvurderingsorganer, når sådanne attester henviser til tillidsniveauet »højt«, undersøge genstanden for klagen i relevant omfang og underrette klageren om forløbet og resultatet af undersøgelsen inden for en rimelig frist. Herudover bør nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder samarbejde med andre nationale cybersikkerhedscertificerings myndigheder eller andre offentlige myndigheder, herunder ved at dele oplysninger om mulige tilfælde af IKT-produkters, -tjenesters og -processers manglende overholdelse af denne forordnings krav eller af specifikke cybersikkerhedscertificeringsordninger. Kommissionen bør lette denne udveksling af oplysninger ved at stille et understøttende generelt elektronisk informationssystem til rådighed, f.eks. informations- og kommunikationssystemet for markedsovervågning (ICSMS) og det hurtige varslingssystem for farlige nonfoodprodukter (RAPEX), som allerede anvendes af markedsovervågningsmyndighederne i medfør af forordning (EF) nr. 765/2008.

(103)Med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af den europæiske ramme for cybersikkerhedscertificering bør der oprettes en ECCG, som består af repræsentanter for de nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder eller andre relevante nationale myndigheder. ECCG's vigtigste opgaver bør være at rådgive og bistå Kommissionens i dens arbejde med at sikre en ensartet gennemførelse og anvendelse af den europæiske ramme for cybersikkerhedscertificering, at bistå og arbejde tæt sammen med ENISA ved udarbejdelsen af forslag til cybersikkerhedscertificeringsordninger, i behørigt begrundede tilfælde at anmode ENISA om at udarbejde et forslag til ordning samt at vedtage udtalelser rettet til ENISA vedrørende forslag til ordninger og til Kommissionen vedrørende vedligeholdelse og revision af eksisterende europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger. ECCG bør lette udvekslingen af god praksis og ekspertise mellem de forskellige nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder, der er ansvarlige for bemyndigelse af overensstemmelsesvurderingsorganer og udstedelse af europæiske cybersikkerhedsattester.

(104)For at udbrede kendskabet til og lette accepten af fremtidige europæiske cybersikkerhedsordninger kan Kommissionen udstede generelle eller sektorspecifikke cybersikkerhedsretningslinjer om f.eks. god praksis inden for cybersikkerhed eller ansvarlig cybersikkerhedsadfærd, som fremhæver den positive virkning af certificerede IKT-produkter, -tjenester og -processer.

(105)For yderligere at lette handelen og i erkendelse af, at IKT-forsyningskæderne er globale, kan aftaler om gensidig anerkendelse vedrørende europæiske cybersikkerhedsattester indgås af Unionen i overensstemmelse med artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Kommissionen kan under hensyntagen til rådgivningen fra ENISA og ECCG anbefale, at der indledes relevante forhandlinger. Hver europæisk cybersikkerhedsordning bør fastsætte specifikke betingelser for sådan gensidig anerkendelse med tredjelande.

(106)For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011

(22)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13). .

(107)Undersøgelsesproceduren bør anvendes til at vedtage gennemførelsesretsakter om europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger for IKT-produkter, -tjenester eller -processer, til at vedtage gennemførelsesretsakter om ordninger for ENISA's gennemførelse af undersøgelser, til at vedtage gennemførelsesretsakter om en plan om peerreview af de nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder samt til vedtagelse af gennemførelsesretsakter om vilkår, formater og procedurer for de nationale cybersikkerhedscertificerings myndigheders anmeldelse af akkrediterede overensstemmelsesvurderingsorganer til Kommissionen.

(108)Der bør foretages regelmæssig og uafhængig evaluering af ENISA's arbejde. Evalueringen bør tage hensyn til ENISA's mål, til dets arbejdsmetoder og til, om dets opgaver er relevante, navnlig dets opgaver vedrørende operationelt samarbejde på EU-plan. Evalueringen bør desuden vurdere virkningen og effektiviteten af den europæiske ramme for cybersikkerhedscertificering. I tilfælde af en revision bør Kommissionen evaluere, hvordan ENISA's rolle som referencepunkt for rådgivning og ekspertise kan styrkes, og bør desuden evaluere muligheden for, at ENISA får en rolle, som understøtter vurderingen af tredjelandes IKT-produkter, -tjenester og -processer, som ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne, når sådanne produkter, tjenester og processer føres ind i Unionen.

(109)Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens virkning og effekt bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(110)Forordning (EU) nr. 526/2013 bør ophæves — VEDTAGET DENNE FORORDNING: AFSNIT I GENERELLE BESTEMMELSER Artikel 1 Genstand og anvendelsesområde 1. Med henblik på at sikre et velfungerende indre marked og opnå et højt niveau af cybersikkerhed, cyberrobusthed og tillid i Unionen fastlægges i denne forordning:

a)mål, opgaver og organisatoriske forhold vedrørende ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), og
b)en ramme for etablering af europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger, der har til formål at sikre et tilstrækkeligt cybersikkerhedsniveau for IKT-produkter, -tjenester og -processer i Unionen, samt at undgå fragmentering af det indre marked med hensyn til cybersikkerhedscertificeringsordninger i Unionen. Rammen omhandlet i første afsnit, litra b), finder anvendelse, uden at det berører specifikke bestemmelser i andre EU- retsakter vedrørende frivillig eller obligatorisk certificering. 2. Denne forordning berører ikke medlemsstaternes beføjelser med hensyn til aktiviteter vedrørende offentlig sikkerhed, forsvar, statens sikkerhed og statens aktiviteter på det strafferetlige område. Artikel 2 Definitioner I denne forordning forstås ved: 1) »cybersikkerhed«: de aktiviteter, der er nødvendige for at beskytte net- og informationssystemer, brugerne af sådanne systemer og andre personer berørt af cybertrusler 2) »net- og informationssystem«: et net- og informationssystem som defineret i artikel 4, nr. 1), i direktiv (EU) 2016/1148 3) »national strategi for sikkerheden i net- og informationssystemer«: en national strategi for sikkerheden i net- og informationssystemer som defineret i artikel 4, nr. 3), i direktiv (EU) 2016/1148 4) »operatør af væsentlige tjenester«: en operatør af væsentlige tjenester som defineret i artikel 4, nr. 4), i direktiv (EU) 2016/1148 5) »udbyder af digitale tjenester«: en udbyder af digitale tjenester som defineret i artikel 4, nr. 6), i direktiv (EU) 2016/1148 6) »hændelse«: en hændelse som defineret i artikel 4, nr. 7), i direktiv (EU) 2016/1148 7) »håndtering af hændelser«: håndtering af hændelser som defineret i artikel 4, nr. 8), i direktiv (EU) 2016/1148 8) »cybertrussel«: enhver potentiel omstændighed, begivenhed eller handling, som kan skade, forstyrre eller på anden måde have en negativ indvirkning på net- og informationssystemer, brugerne af sådanne systemer og andre personer 9) »europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning«: et sammenhængende sæt regler, tekniske krav, standarder og procedurer, der er fastsat på EU-plan, og som finder anvendelse på certificeringen eller overensstemmelsesvurderingen af specifikke IKT-produkter, -tjenester og -processer 10) »national cybersikkerhedscertificeringsordning«: et sammenhængende sæt regler, tekniske krav, standarder og procedurer, der er udviklet og vedtaget af en national offentlig myndighed, og som finder anvendelse på certificeringen eller overensstemmelsesvurderingen af IKT-produkter, -tjenester og -processer, der er omfattet af den pågældende ordning 11) »europæisk cybersikkerhedsattest«: et dokument udstedt af et relevant organ, som attesterer, at et givet IKT-produkt, en given IKT-tjeneste eller en given IKT-proces er blevet evalueret med henblik på overensstemmelse med specifikke sikkerhedskrav fastsat i en europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning 12) »IKT-produkt«: et element eller en gruppe af elementer i net- og informationssystemer 13) »IKT-tjeneste«: en tjeneste, der helt eller hovedsagelig består i overførsel, lagring, indhentning eller behandling af oplysninger ved hjælp af net- og informationssystemer 14) »IKT-proces«: et sæt aktiviteter, der udføres for at udforme, udvikle, levere eller vedligeholde et IKT-produkt eller en IKT-tjeneste 15) »akkreditering«: akkreditering som defineret i artikel 2, nr. 10), i forordning (EF) nr. 765/2008 16) »nationalt akkrediteringsorgan«: et nationalt akkrediteringsorgan som defineret i artikel 2, nr. 11), i forordning (EF) nr. 765/2008 17) »overensstemmelsesvurdering«: en overensstemmelsesvurdering som defineret i artikel 2, nr. 12), i forordning (EF) nr. 765/2008 18) »overensstemmelsesvurderingsorgan«: et overensstemmelsesvurderingsorgan som defineret i artikel 2, nr. 13), i forordning (EF) nr. 765/2008 19) »standard«: en standard som defineret i artikel 2, nr. 1), i forordning (EU) nr. 1025/2012 20) »teknisk specifikation«: et dokument, der fastsætter de tekniske krav, som et IKT-produkt, en IKT-tjeneste eller en IKT-proces skal opfylde, eller de dertil hørende overensstemmelsesvurderingsprocedurer 21) »tillidsniveau«: et grundlag for tillid til, at et IKT-produkt, en IKT-tjeneste eller en IKT-proces opfylder sikkerhedskravene i en bestemt europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning, og en angivelse af, på hvilket niveau et IKT- produkt, en IKT-tjeneste eller en IKT-proces er blevet evalueret uden som sådan at måle IKT-produktets, IKT- tjenestens eller IKT-processens sikkerhed 22) »selvvurdering af overensstemmelse«: en handling foretaget af en producent eller udbyder af IKT-produkter, tjenester eller -processer, der evaluerer, hvorvidt IKT-produkterne, -tjenesterne eller -processerne opfylder kravene i en specifik europæisk cybersikkerhedscertificeringsordning. AFSNIT II ENISA (DEN EUROPÆISKE UNIONS AGENTUR FOR CYBERSIKKERHED) KAPITEL I Mandat og formål Artikel 3 Mandat 1. ENISA udfører de opgaver, det tillægges i henhold til denne forordning, med det formål at opnå et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele Unionen, herunder ved aktivt at støtte medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i at forbedre cybersikkerheden. ENISA fungerer som et referencepunkt for rådgivning om og ekspertise i cybersikkerhed for Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer samt for andre relevante EU- interessenter. ENISA bidrager til at mindske fragmenteringen af det indre marked ved at udføre de opgaver, det tillægges i henhold til denne forordning. 2. ENISA udfører de opgaver, det tillægges ved EU-retsakter, der fastsætter foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af de af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører cybersikkerhed. 3. ENISA handler uafhængigt ved udførelsen af sine opgaver, undgår overlap med medlemsstaternes aktiviteter og tager hensyn til medlemsstaternes allerede eksisterende ekspertise. 4. ENISA udvikler sine egne nødvendige ressourcer, herunder teknisk og menneskelig kapacitet og færdigheder, for at udføre de opgaver, det har fået tillagt i henhold til denne forordning. Artikel 4 Formål 1. ENISA fungerer som et ekspertisecenter for cybersikkerhed i kraft af sin uafhængighed, den videnskabelige og tekniske kvalitet af den rådgivning og bistand, det yder, de oplysninger, det leverer, den gennemsigtighed, der er forbundet med dets procedurer, dets driftsmetoder og dets omhu ved udførelsen af sine opgaver. 2. ENISA bistår Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer samt medlemsstaterne med udvikling og gennemførelse af EU-politikker vedrørende cybersikkerhed, herunder sektorspecifikke politikker om cybersikkerhed. 3. ENISA støtter kapacitetsopbygning og beredskab i hele Unionen ved at bistå Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer samt medlemsstaterne og offentlige og private interessenter for at øge beskyttelsen af deres net- og informationssystemer, udvikle og forbedre cyberrobusthed og indsatskapaciteter og udvikle færdigheder og kompetencer inden for cybersikkerhed. 4. ENISA fremmer samarbejde, herunder informationsudveksling og koordinering på EU-plan, mellem medlemsstaterne, Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og relevante private og offentlige interessenter for så vidt angår spørgsmål vedrørende cybersikkerhed. 5. ENISA bidrager til øget cybersikkerhedskapacitet på EU-plan for at støtte medlemsstaternes tiltag til at forebygge og reagere på cybertrusler, herunder navnlig i tilfælde af grænseoverskridende hændelser. 6. ENISA fremmer brugen af europæisk cybersikkerhedscertificering med henblik på at undgå fragmentering af det indre marked. ENISA bidrager til etablering og vedligeholdelse af en europæisk ramme for cybersikkerhedscertificering, jf. afsnit III, for at øge gennemsigtigheden af IKT-produkters, -tjenesters og -processers cybersikkerhedsniveau og dermed styrke tilliden til det digitale indre marked og dets konkurrenceevne. 7. ENISA fremmer et højt niveau af cybersikkerhedsoplysning, herunder cyberhygiejne og cyberfærdigheder blandt borgere, organisationer og virksomheder. KAPITEL II Opgaver Artikel 5 Udvikling og gennemførelse af Unionens politikker og lovgivning ENISA bidrager til udvikling og gennemførelse af Unionens politikker og lovgivning ved at: 1) bistå og rådgive ved udvikling og revision af Unionens politik og lovgivning inden for cybersikkerhed samt sektorspecifik politik og lovgivningsinitiativer, som involverer cybersikkerhedsanliggender, navnlig ved at levere uafhængige udtalelser og analyser samt udføre forberedende arbejde 2) bistå medlemsstaterne med en konsekvent gennemførelse af Unionens politikker og lovgivning om cybersikkerhed, navnlig i forbindelse med direktiv (EU) 2016/1148, herunder ved hjælp af udstedelse af udtalelser, retningslinjer, levering af rådgivning og bedste praksis om emner som risikostyring, indberetning af hændelser og informationsudveksling, samt ved at lette udvekslingen af bedste praksis mellem de kompetente myndigheder i denne henseende 3) bistå medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med at udvikle og fremme cybersikkerhedspolitikker, der er forbundet med at understøtte den generelle tilgængelighed eller integritet af den offentligt tilgængelige kerne af det åbne internet 4) bidrage til arbejdet i samarbejdsgruppen, jf. artikel 11 i direktiv (EU) 2016/1148, ved at stille sin ekspertise og bistand til rådighed 5) støtte:
a)udvikling og gennemførelse af Unionens politikker inden for elektroniske identifikations- og tillidstjenester, navnlig gennem rådgivning og udstedelse af tekniske retningslinjer, samt ved at fremme udvekslingen af bedste praksis mellem de kompetente myndigheder
b)fremme af et højere sikkerhedsniveau i elektronisk kommunikation, herunder ved at levere rådgivning og ekspertise, samt ved at fremme udvekslingen af bedste praksis mellem de kompetente myndigheder
c)medlemsstaterne i forhold til at gennemføre specifikke cybersikkerhedsaspekter af Unionens politik og lovgivning vedrørende databeskyttelse og privatlivets fred, herunder ved efter anmodning at levere rådgivning til Det Europæiske Databeskyttelsesråd. 6) understøtte en jævnlig gennemgang af Unionens politiske aktiviteter ved at udarbejde en årsrapport om status for gennemførelsen af de respektive retlige rammer vedrørende:
a)oplysninger om medlemsstaternes underretninger om hændelser til samarbejdsgruppen via de centrale kontaktpunkter i henhold til artikel 10, stk. 3, i direktiv (EU) 2016/1148
b)sammenfatninger af de indberetninger om brud på sikkerheden eller tab af integritet, som er modtaget fra tillidstjenesteudbyderne, og som forelægges ENISA af tilsynsorganerne i henhold til artikel 19, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014

(23)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73).

c)indberetninger af sikkerhedshændelser fra udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, som forelægges ENISA af de kompetente myndigheder i henhold til artikel 40 i direktiv (EU) 2018/1972. Artikel 6 Kapacitetsopbygning 1. ENISA bistår:
a)medlemsstaterne i deres bestræbelser på at forbedre forebyggelse, opdagelse og analyse af og kapaciteten til at reagere på cybertrusler og -hændelser ved at stille viden og ekspertise til rådighed for dem
b)medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer med at etablere og gennemføre politikker for offentliggørelse af sårbarheder på frivillig basis
c)Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i deres bestræbelser på at forbedre forebyggelse, opdagelse og analyse af cybertrusler og -hændelser, og til at forbedre deres kapacitet til at reagere på sådanne cybertrusler og -hændelser, navnlig gennem passende støtte til CERT-EU)
d)medlemsstaterne med udviklingen af nationale CSIRT'er, når der anmodes herom i henhold til artikel 9, stk. 5, i direktiv (EU) 2016/1148
e)medlemsstaterne med udviklingen af nationale strategier for sikkerhed i net- og informationssystemer, når der anmodes herom i henhold til artikel 7, stk. 2, i direktiv (EU) 2016/1148; ENISA skal også fremme udbredelsen af og notere fremskridtene med hensyn til gennemførelsen af disse strategier i hele Unionen med henblik på at fremme bedste praksis
f)Unionens institutioner med udviklingen og revisionen af Unionens strategier vedrørende cybersikkerhed og fremmer deres udbredelse og følger fremskridtene med hensyn til deres gennemførelse
g)de nationale CSIRT'er og Unionens CSIRT'er i deres kapacitetsudbygning, herunder ved at fremme dialog og udveksling af oplysninger for at sikre, at hver CSIRT har et fælles sæt af minimumskapaciteter med hensyn til det aktuelle tekniske niveau og opererer i overensstemmelse med bedste praksis
h)medlemsstaterne ved regelmæssigt og mindst hvert andet år at tilrettelægge cybersikkerhedsøvelserne på EU-plan som omhandlet i artikel 7, stk. 5, og ved at fremsætte politikanbefalinger baseret på vurderingen af øvelserne og de indhøstede erfaringer fra dem
i)relevante offentlige organer ved at tilbyde kurser om cybersikkerhed, hvor det er relevant i samarbejde med interessenter
j)samarbejdsgruppen i forbindelse med udveksling af bedste praksis, navnlig med hensyn til medlemsstaternes identificering af operatører af væsentlige tjenester, herunder i forbindelse med en grænseoverskridende afhængighed vedrørende risici og hændelser, i henhold til artikel 11, stk. 3, litra l), i direktiv (EU) 2016/1148. 2. ENISA støtter informationsudveksling i og mellem sektorer, navnlig i de sektorer, der er opført i bilag II til direktiv (EU) 2016/1148, ved at stille bedste praksis og vejledning om tilgængelige værktøjer og procedurer samt om håndtering af reguleringsmæssige spørgsmål relateret til informationsudveksling til rådighed. Artikel 7 Operationelt samarbejde på EU-plan 1. ENISA understøtter operationelt samarbejde mellem medlemsstaterne, Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og mellem interessenter. 2. ENISA samarbejder på det operationelle plan og etablerer synergier med Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, herunder CERT-EU, med de tjenestegrene, der beskæftiger sig med cyberkriminalitet, og med tilsynsmyndigheder med ansvar for beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger, med henblik på at behandle spørgsmål af fælles interesse, herunder ved at:
a)udveksle knowhow og bedste praksis
b)levere rådgivning og udstede retningslinjer om relevante cybersikkerhedsspørgsmål
c)indføre praktiske ordninger for udførelse af bestemte opgaver efter høring af Kommissionen. 3. ENISA varetager sekretariatsfunktionen for CSIRT-netværket, jf. artikel 12, stk. 2, i direktiv (EU) 2016/1148, og støtter i denne egenskab aktivt informationsudveksling og samarbejdet mellem dets medlemmer. 4. ENISA støtter medlemsstaterne med hensyn til det operationelle samarbejde i CSIRT-netværket ved at:
a)rådgive om, hvordan de forbedrer deres kapacitet til at forebygge, opdage og reagere på hændelser, og efter anmodning fra en eller flere medlemsstater yde rådgivning i forhold til en specifik cybertrussel
b)efter anmodning fra en eller flere medlemsstater at bistå i vurderingen af hændelser, der har betydelige eller væsentlige konsekvenser, ved at yde ekspertise og lette den tekniske håndtering af sådanne hændelser, herunder navnlig ved at støtte frivillig udveksling af relevante oplysninger og tekniske løsninger mellem medlemsstaterne
c)analysere sårbarheder og hændelser på grundlag af offentligt tilgængelige oplysninger eller oplysninger, som medlemsstaterne frivilligt har stillet til rådighed til dette formål, og
d)efter anmodning fra en eller flere medlemsstater yde støtte i forbindelse med efterfølgende tekniske undersøgelser af hændelser, der har betydelige eller væsentlige konsekvenser som omhandlet i direktiv (EU) 2016/1148. Ved udøvelsen af disse opgaver indgår ENISA og CERT-EU i et struktureret samarbejde med henblik på at udnytte synergier og undgå overlap af aktiviteter. 5. ENISA tilrettelægger regelmæssigt cybersikkerhedsøvelser på EU-plan og støtter medlemsstaterne og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer i at tilrettelægge cybersikkerhedsøvelser på deres anmodning. Sådanne cybersikkerhedsøvelser på EU-plan kan omfatte tekniske, operationelle eller strategiske elementer. ENISA tilrettelægger hvert andet år en omfattende samlet øvelse. Hvor det er relevant, bidrager ENISA også til og hjælper med at tilrettelægge sektorspecifikke cybersikkerhedsøvelser sammen med relevante organisationer, der også deltager i cybersikkerhedsøvelser på EU-plan. 6. ENISA udarbejder i tæt samarbejde med medlemsstaterne regelmæssigt en tilbundsgående teknisk EU-cybersikkerhedsrapport om hændelser og cybertrusler, der er baseret på offentligt tilgængelige oplysninger, ENISA's egen analyse og rapporter, som deles af bl.a. medlemsstaternes CSIRT'er eller de ved direktivet (EU) 2016/1148 oprettede centrale kontaktpunkter, begge på frivillig basis, EC3 og CERT-EU. 7. ENISA bidrager til at udvikle en samarbejdsorienteret reaktion på EU- og medlemsstatsplan på væsentlige grænseoverskridende hændelser eller -kriser relateret til cybersikkerhed ved navnlig at:
a)samle og analysere rapporter fra nationale kilder, der er offentligt tilgængelige eller delt på frivillig basis, med henblik på at bidrage til skabelsen af en fælles situationsforståelse
b)sikre en effektiv informationsstrøm og sørge for, at der er eskaleringsmekanismer på plads til brug mellem CSIRT- netværket og de tekniske og politiske beslutningstagere på EU-niveau
c)efter anmodning lette den tekniske håndtering af sådanne hændelser eller kriser, herunder navnlig ved at støtte frivillig udveksling af tekniske løsninger mellem medlemsstaterne
d)støtte Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og efter anmodning medlemsstaterne i kommunikation til offentligheden om sådanne hændelser eller kriser
e)afprøve samarbejdsplaner for reaktionen på sådanne hændelser eller kriser på EU-plan og efter anmodning støtte medlemsstaterne i afprøvningen af sådanne planer på nationalt plan. Artikel 8 Marked, cybersikkerhedscertificering og standardisering 1. ENISA støtter og fremmer udviklingen og gennemførelsen af Unionens politik vedrørende cybersikkerhedscertificering af IKT-produkter, -tjenester og -processer som fastsat i denne forordnings afsnit III ved:
a)løbende at overvåge udviklingen på beslægtede standardiseringsområder og anbefale passende tekniske specifikationer til brug for udvikling af europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger i henhold til artikel 54, stk. 1, litra c), i tilfælde, hvor der ikke findes standarder
b)forberede forslag til europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger (»forslag til ordninger«) for IKT-produkter, -tjenester og -processer i overensstemmelse med artikel 49
c)evaluere vedtagne europæiske cybersikkerhedscertificeringsordninger i overensstemmelse med artikel 49, stk. 8
d)deltage i peerreviews i henhold til artikel 59, stk. 4
e)bistå Kommissionen med at varetage sekretariatsfunktionen for ECCG i henhold til artikel 62, stk. 5. 2. ENISA varetager sekretariatsfunktionen for Cybersikkerhedscertificeringsgruppen for Interessenter i henhold til artikel 22, stk. 4. 3. ENISA samler og offentliggør retningslinjer og udvikler god praksis vedrørende cybersikkerhedskrav til IKT-produkter, -tjenester og -processer i samarbejde med nationale cybersikkerhedscertificeringsmyndigheder og branchen på en formaliseret, struktureret og gennemsigtig måde. 4. ENISA bidrager til kapacitetsopbygning i forbindelse med evaluerings- og certificeringsprocesser ved at samle og udstede retningslinjer og yde støtte til medlemsstaterne på deres anmodning. 5. ENISA fremmer indførelse og udbredelse af europæiske og internationale standarder for risikostyring og for IKT- produkters, -tjenesters og processers sikkerhed. 6. ENISA udarbejder i samarbejde med medlemsstaterne og branchen vejledning og retningslinjer om de tekniske områder vedrørende sikkerhedskrav for operatører af væsentlige tjenester og udbydere af digitale tjenester samt om allerede eksisterende standarder, herunder medlemsstaternes nationale standarder, i henhold til artikel 19, stk. 2, i direktiv (EU) 2016/1148. 7. ENISA udfører og formidler regelmæssige analyser af de vigtigste tendenser på markedet for cybersikkerhed, både på efterspørgsels- og udbudssiden, med henblik på at fremme cybersikkerhedsmarkedet i Unionen. Artikel 9 Viden og i

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.

lta/2021/780

LOV H#LOKDOK 01 A A20210078030 CQ001729 222701 Lov om supplerende bestemmelser til forordningen om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informat