LOV H#LOKDOK 01 A A20230176530 CQ002760 241119 Lov om håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester 2023 2023-12-28 2023-12-28 2026-06-04 Valid 1765

Lovtidende A 2023-12-28 Nej MARGRETHE R. Morten Bødskov Givet på Marselisborg Slot Erhvervsmin.,\nKonkurrence- og Forbrugerstyrelsen, j.nr. 23/05703 Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet Lov om håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester 1) Som bilag til loven er medtaget Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 af

oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester), EU-Tidende 2022, nr. L 277, side
Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af forordningen i lovens bilag er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark. VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: Formål §
Loven supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 af
oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester), jf. bilag 1 til denne lov. Anvendelsesområde §
Loven finder anvendelse på formidlingstjenester, der udbydes til tjenestemodtagere, som er etableret eller befinder sig i Den Europæiske Union, uanset hvor udbyderne af disse formidlingstjenester er etableret, og hvor Danmark i henhold til forordningen om digitale tjenester er tillagt tilsyns- og håndhævelseskompetence. Stk.
Loven finder anvendelse på fysiske og juridiske personer som nævnt i artikel 51, stk. 1, i forordningen om digitale tjenester. Stk.
Loven finder anvendelse på forhold omfattet af danske kompetente myndigheders bistand til andre medlemsstater i Den Europæiske Union eller Europa-Kommis‍si‍onen i henhold til artikel 57, stk. 2, artikel 60, stk. 4, og artikel 66, stk. 3, i forordningen om digitale tjenester. Udpegning §
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udpeges som kompetent myndighed, jf. artikel 49, stk. 1, i forordningen om digitale tjenester, og som koordinator for digitale tjenester, jf. artikel 49, stk. 2, i forordningen om digitale tjenester. Stk.
Erhvervsministeren kan efter aftale med vedkommende minister fastsætte regler om udpegning af andre myndigheder som kompetente myndigheder, jf. artikel 49, stk. 1, i forordningen om digitale tjenester. Uafhængighed §
Kompetente myndigheder og koordinatoren for digitale tjenester udfører deres opgaver og udøver deres beføjelser efter forordningen om digitale tjenester og denne lov og regler udstedt i medfør heraf i fuld uafhængighed af politisk eller anden udefrakommende indblanding og uden at søge eller modtage instrukser fra regeringen eller nogen offentlig eller privat enhed, jf. artikel 50, stk. 2, i forordningen om digitale tjenester. Opgaver §
Kompetente myndigheder kan af egen drift, på baggrund af en klage eller som følge af en anmodning fra Europa-Kommissionen eller andre koordinatorer for digitale tjenester i Den Europæiske Union optage sager til behandling om mulige overtrædelser af forordningen om digitale tjenester elle denne lov eller regler udstedt i medfør heraf. Stk.
Kompetente myndigheder skal ved prioriteringen af optagelse af sager til behandling navnlig lægge vægt på formålet i forordningen om digitale tjenester, jf. forordningens artikel
Stk.
Kompetente myndigheders afgørelser i medfør af forordningen om digitale tjenester, denne lov og regler udstedt i medfør heraf kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Stk.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, hvorledes klager efter artikel 53 i forordningen om digitale tjenester over manglende efterlevelse af forordningen indgives, og om formkrav til klager. Beføjelser §
Kompetente myndigheder har de beføjelser, der fremgår af artikel 51, stk. 1-3, i forordningen om digitale tjenester. Kontrolundersøgelser §
Ved udøvelse af beføjelser efter artikel 51, stk. 1, litra b, i forordningen om digitale tjenester, der er tillagt kompetente myndigheder, jf. § 6, finder stk. 2-9 anvendelse. Stk.
Kontrolundersøgelser af lokaler, arealer og transportmidler kan foretages af repræsentanter for den kompetente myndighed og andre ledsagende personer, som myndigheden har bemyndiget eller udpeget hertil, efter indhentet retskendelse og mod behørig legitimation. Kontrol kan finde sted uanmeldt. Stk.
Adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at kompetente myndigheder får adgang til lokaler, arealer og transportmidler, der anvendes af kontrolunderlagte udbydere af formidlingstjenester eller personer, jf. artikel 51, stk. 1, litra a, i forordningen om digitale tjenester, som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, med henblik på der at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning relateret til en formodet overtrædelse, herunder bøger og andre optegnelser, i enhver form og uanset lagringsmedium. Kontrolunderlagte udbydere af formidlingstjenester og personer, jf. artikel 51, stk. 1, litra a, i forordningen om digitale tjenester, har pligt til at underkaste sig en kontrolundersøgelse. I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan kompetente myndigheder afkræve faktiske oplysninger vedrørende kontrolundersøgelsens genstand og formål fra repræsentanter for eller ansatte hos den kontrolunderlagte udbyder eller fra den kontrolunderlagte person og registrere deres svar. Stk.
Kompetente myndigheder kan i forbindelse med en kontrolundersøgelse kræve, at den kontrolunderlagte udbyder af en formidlingstjeneste eller person giver adgang til og forklarer it-systemers og algoritmers funktioner og strukturer. Stk.
Kompetente myndigheder kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå kopien. De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning, inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data gøres tilgængelige for læsning, og at den kompetente myndighed gennemgår det indsamlede materiale. Den kompetente myndighed har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens afslutning at give en kopi af de oplysninger, som myndigheden måtte have taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, jf. dog stk.
Når gennemgangen af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De indsamlede data skal slettes, hvis den kompetente myndighed vurderer, at materialet ikke indeholder dokumentation for en overtrædelse. Beslutter den kompetente myndighed at fortsætte behandlingen af sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort. Stk.
Medfører forhold hos den kontrolunderlagte udbyder af formidlingstjenester eller person, at det ikke er muligt for den kompetente myndighed, samme dag som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, kan myndigheden forsegle de relevante forretningslokaler og oplysninger i op til 3 hverdage herefter, jf. dog stk.
Stk.
Under samme betingelser som i stk. 6 kan den kompetente myndighed medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det materiale, som den kompetente myndighed har taget med, skal sammen med et sæt kopier af de oplysninger, som myndigheden har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til den pågældende udbyder af formidlingstjenester eller person senest 3 hverdage efter kontrolundersøgelsen, jf. dog stk.
Stk.
Fristerne i stk. 5-7 kan i særlige tilfælde forlænges. Stk.
Politiet kan yde bistand ved den kompetente myndigheds udøvelse af beføjelserne efter artikel 51, stk. 1, litra b, i forordningen om digitale tjenester og stk. 2, 3 og 5-
Erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom. Påbud §
Kompetente myndigheder kan ud over at meddele påbud efter artikel 51, stk. 1 og stk. 2, litra b, i forordningen om digitale tjenester meddele påbud til udbydere af formidlingstjenester og personer som omhandlet i artikel 51, stk. 1, i forordningen om digitale tjenester om at bringe overtrædelser af regler fastsat i medfør af § 15, stk. 2 og 3, til ophør. Stk.
Kompetente myndigheder fastsætter en frist for efterlevelse af et påbud efter stk.
Tvangsbøder §
Kompetente myndigheder kan ud over at pålægge tvangsbøder efter artikel 51, stk. 2, litra d, i forordningen om digitale tjenester pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder ved manglende efterlevelse af påbud meddelt efter § 8, stk.
Stk.
Tvangsbøder pålagt ved manglende efterlevelse af påbud meddelt efter § 8, stk. 1, eller artikel 51, stk. 1, litra a eller b, eller stk. 2, litra b, i forordningen om digitale tjenester udgør pr. dag op til 5 pct. af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters gennemsnitlige daglige omsætning på verdensplan i det forudgående regnskabsår eller op til 5 pct. af den pågældende persons gennemsnitlige daglige indkomst på verdensplan i det forudgående år. Tvangsbøden påløber fra den dato, der er angivet i afgørelsen om at pålægge tvangsbøder. Straf §
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder artikel 11 eller 12, artikel 13, stk. 1, 2 eller 4, artikel 14, artikel 15, stk. 1, artikel 16, stk. 1, 2 eller 4-6, artikel 17, stk. 1-4, artikel 18 eller 20, artikel 21, stk. 1,
pkt., eller stk. 2,
eller
pkt., artikel 22, stk. 1 eller 6, artikel 23, artikel 24, stk. 1-3 eller 5, artikel 25, stk. 1, artikel 26 eller 27, artikel 28, stk. 1 eller 2, artikel 30, stk. 1, stk. 2, 1.,
eller
pkt., eller stk. 3 eller 5-7, eller artikel 31 eller 32 i forordningen om digitale tjenester eller undlader at efterleve et tilsagn, der er gjort bindende, jf. artikel 51, stk. 2, litra a, i forordningen om digitale tjenester. Stk.
På samme måde straffes den, der undlader at efterleve et påbud meddelt i medfør af artikel 51, stk. 1, litra a eller b, i forordningen om digitale tjenester eller i medfør af § 8, stk.
Stk.
Bøder efter stk. 1 kan højst udgøre 6 pct. af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters omsætning på verdensplan i det forudgående regnskabsår. Bøder efter stk. 2 kan højst udgøre 1 pct. af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters omsætning på verdensplan i det forudgående regnskabsår eller 1 pct. af den pågældende persons indkomst på verdensplan i det forudgående år. Stk.
Ved udmåling af bøder efter stk. 1 og 2 lægges der vægt på udbyderen af formidlingstjenesters omsætning i det forudgående regnskabsår eller personens indkomst i det forudgående år. Ved udmåling af bøder efter stk. 1 og 2 lægges der i skærpende retning vægt på samtidig pådømmelse af flere overtrædelser. Stk.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
kapitel. Administrative bødeforelæg §
Skønnes en overtrædelse af artikel 11, stk. 1, artikel 13, stk. 1, stk. 2,
pkt., eller stk. 4, artikel 16, stk. 1,
pkt., artikel 24, stk. 1 eller 2, artikel 26, stk. 2,
pkt., artikel 27, stk. 3,
pkt., artikel 30, stk. 1, stk. 2,
pkt., stk. 3,
pkt., eller stk. 7,
pkt., artikel 31, stk. 1, eller artikel 32, stk. 1, i forordningen om digitale tjenester eller en undladelse af at efterleve et tilsagn, der er gjort bindende, jf. artikel 51, stk. 2, litra a, i forordningen om digitale tjenester, ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan kompetente myndigheder i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget. Fristen kan efter anmodning forlænges af den pågældende kompetente myndighed. Stk.
Bødeforelæg som omhandlet i stk. 1 kan også anvendes ved undladelse af at efterleve et påbud meddelt i medfør af artikel 51, stk. 1, litra a eller b, i forordningen om digitale tjenester eller i medfør af § 8, stk.
Stk.
Bødeforelæg som omhandlet i stk. 1 kan også anvendes, hvor den, der har begået overtrædelsen, ikke har opfyldt nogen del af pligten i artikel 11, stk. 2,
pkt., artikel 12, artikel 13, stk. 2,
pkt., artikel 14, stk. 1,
eller
pkt., eller stk. 5 eller 6, artikel 15, stk. 1, artikel 20, stk. 1, eller stk. 4,
pkt., artikel 21, stk. 1,
pkt., artikel 23, stk. 4, artikel 24, stk. 3,
pkt., eller stk. 5, artikel 27, stk. 1, artikel 30, stk. 2,
pkt., stk. 5 eller stk. 7,
pkt., eller artikel 31, stk. 3, i forordningen om digitale tjenester. Stk.
Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter stk. 1-
Stk.
Vedtages et bødeforelæg, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom. Offentlighed §
Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager og undersøgelser efter forordningen om digitale tjenester eller denne lov eller regler udstedt i medfør heraf. §§ 13 og 15 om notatpligt og journaliseringspligt i lov om offentlighed i forvaltningen gælder dog for sådanne sager og undersøgelser.
pkt. gælder tillige, når oplysninger tilvejebragt efter forordningen om digitale tjenester eller denne lov eller regler udstedt i medfør heraf er videregivet til en anden forvaltningsmyndighed. Stk.
Kompetente myndigheder offentliggør følgende, jf. dog stk. 3: 1) Afgørelser om påbud meddelt i medfør af artikel 51, stk. 2, litra b, i forordningen om digitale tjenester eller efter §
2) Domme eller bødevedtagelser eller et resumé heraf, hvor der i medfør af § 10 idømmes bødestraf eller vedtages en bøde. Stk.
Ved offentliggørelse efter stk. 2 kan oplysninger om tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåder og drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den udbyder af formidlingstjenester eller den person, som oplysningerne angår. Partsaktindsigt §
Retten til partsaktindsigt efter forvaltningsloven i sager, der involverer en overtrædelse af forordningen om digitale tjenester eller denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, omfatter kun den del af korrespondancen og udvekslingen af dokumenter mellem Europa-Kommissionen, Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester, koordinatorerne for digitale tjenester, kompetente myndigheder og offentlige myndigheder i andre medlemsstater og mellem disse myndigheder indbyrdes, som indeholder oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Begrænsning i forhold til databeskyttelsesforordningen §
I sager og undersøgelser efter forordningen om digitale tjenester eller denne lov eller regler udstedt i medfør heraf finder reglerne om oplysningspligt og indsigtsret i artikel 13-15 i databeskyttelsesforordningen ikke anvendelse. Kommunikation §
En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Stk.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra kompetente myndigheder om forhold, som er omfattet af forordningen om digitale tjenester eller denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal foregå digitalt. Stk.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra kompetente myndigheder skal ske ved anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign. Krav til visse påbud §
Myndigheders påbud til udbydere af formidlingstjenester om at gribe ind over for ulovligt indhold skal opfylde betingelserne i artikel 9, stk. 2, i forordningen om digitale tjenester. Stk.
Myndigheders påbud til udbydere af formidlingstjenester om at give oplysninger om tjenestens brugere skal opfylde betingelserne i artikel 10, stk. 2, i forordningen om digitale tjenester. Ikrafttræden §
Loven træder i kraft den
februar
Ændringer i anden lovgivning §
I lov nr. 227 af
april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel, som ændret ved § 5 i lov nr. 569 af
maj 2022, foretages følgende ændringer:
Overskriften før § 14 ophæves.
§§ 14-16 ophæves. Territorialbestemmelser §
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Under Vor Kongelige Hånd og Segl Bilag 1 EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2022/2065 af
oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester) (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114, under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1), under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget

(2), efter den almindelige lovgivningsprocedure

(3), og ud fra følgende betragtninger:

(1)Informationssamfundstjenester og navnlig formidlingstjenester er blevet en vigtig del af Unionens økonomi og EU-borgernes dagligdag. Tyve år efter vedtagelsen af den eksisterende retlige ramme for sådanne tjenester, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF

(4), har nye og innovative forretningsmodeller og tjenester såsom sociale netværk og onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, givet erhvervsbrugere og forbrugere mulighed for at give og få adgang til oplysninger og indgå i transaktioner på nye måder. Et flertal af EU-borgerne bruger nu disse tjenester dagligt. Den digitale omstilling og den øgede brug af disse tjenester har imidlertid også medført nye risici og udfordringer for de enkelte modtagere af den relevante tjeneste, virksomheder og samfundet som helhed.

(2)Medlemsstaterne indfører eller overvejer i stigende grad at indføre national lovgivning om de forhold, der er omfattet af denne forordning, og pålægger navnlig udbydere af formidlingstjenester at udvise omhu, med hensyn til hvordan de bør håndtere ulovligt indhold, desinformation på internettet eller andre samfundsmæssige risici. Denne divergerende nationale lovgivning har en negativ indvirkning på det indre marked, som i henhold til artikel 26 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og etableringsfrihed, da internettet, som normalt anvendes til at yde disse tjenester, i sagens natur er grænseoverskridende. Betingelserne for ydelse af formidlingstjenester i hele det indre marked bør harmoniseres for at give virksomhederne adgang til nye markeder og muligheder for at udnytte fordelene ved det indre marked, samtidig med at forbrugerne og andre tjenestemodtagere får flere valgmuligheder. Erhvervsbrugere, forbrugere og andre brugere betragtes som »tjenestemodtagere« med henblik på denne forordning.

(3)Ansvarlig og påpasselig adfærd udvist af udbydere af formidlingstjenester er afgørende for et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø og for, at EU-borgere og andre personer har mulighed for at udøve deres grundlæggende rettigheder garanteret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), navnlig ytrings- og informationsfriheden og friheden til at oprette og drive egen virksomhed, retten til ikkeforskelsbehandling og opnåelsen af et højt niveau af forbrugerbeskyttelse.

(4)For at sikre og forbedre det indre markeds funktion bør der derfor fastsættes et sæt målrettede ensartede, effektive og forholdsmæssige ufravigelige regler på EU-plan. Denne forordning fastsætter betingelserne for udvikling og opskalering af nye innovative digitale tjenester i det indre marked. En indbyrdes tilnærmelse af nationale reguleringsforanstaltninger på EU-plan vedrørende krav til udbydere af formidlingstjenester er nødvendig for at undgå og sætte en stopper for fragmenteringen af det indre marked og for at sikre retssikkerheden og dermed mindske usikkerheden for udviklere og fremme interoperabilitet. Ved at stille teknologineutrale krav bør innovation ikke blive hæmmet, men i stedet stimuleret.

(5)Denne forordning bør finde anvendelse på udbydere af visse informationssamfundstjenester som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535

(5), dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager. Denne forordning bør specifikt finde anvendelse på udbydere af formidlingstjenester, navnlig formidlingstjenester i form af ren videreformidling (»mere conduit«) og caching- og hostingtjenester, da den eksponentielle vækst i anvendelsen af disse tjenester, hovedsagelig til legitime og samfundsnyttige formål af enhver art, også har givet dem en større rolle i formidlingen og udbredelsen af ulovlige eller på anden måde skadelige oplysninger og aktiviteter.

(6)I praksis formidler visse udbydere af formidlingstjenester tjenester, der kan formidles ad elektronisk vej eller på anden vis, f.eks. IT-fjerntjenester og transport-, indkvarterings- eller leveringstjenester. Denne forordning bør kun finde anvendelse på formidlingstjenester og ikke berøre krav i EU-retten eller national ret vedrørende produkter eller tjenester, der formidles gennem formidlingstjenester, herunder i situationer, hvor formidlingstjenesten udgør en integrerende del af en anden tjeneste, som ikke er en formidlingstjeneste som anerkendt i Den Europæiske Unions Domstols retspraksis.

(7)For at sikre at de regler, der er fastsat i denne forordning, er effektive, og for at sikre lige vilkår i det indre marked bør disse regler finde anvendelse på udbydere af formidlingstjenester, uanset etableringssted eller placering, for så vidt som de udbyder tjenester i Unionen, der har en væsentlig tilknytning til Unionen.

(8)En sådan væsentlig tilknytning til Unionen anses for at eksistere, hvis en tjenesteudbyder er etableret i Unionen, eller hvis dette ikke er tilfældet, hvis antallet af tjenestemodtagere i en eller flere medlemsstater er betydeligt i forhold til deres befolkningstal, eller at tjenesteudbyderen retter sin virksomhed mod en eller flere medlemsstater. Målretning af virksomheden mod en eller flere medlemsstater kan fastslås på grundlag af alle relevante omstændigheder, herunder faktorer såsom anvendelsen af et sprog eller en valuta, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat, eller muligheden for at bestille produkter eller tjenester eller anvendelsen af et relevant topdomæne. Målretningen af virksomheden mod en medlemsstat kan ligeledes udledes af tilgængeligheden af en applikation i den relevante nationale appbutik, af lokal annoncering eller annoncering på et sprog, der anvendes i den pågældende medlemsstat, eller ved håndteringen af kunderelationer, f.eks. ved at yde kundeservice på et sprog, der normalt anvendes i den pågældende medlemsstat. Det må endvidere antages, at der er en væsentlig tilknytning, hvis tjenesteudbyderen retter sin virksomhed mod en eller flere medlemsstater, jf. artikel 17, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012

(6). Derimod kan den blotte tekniske adgang til et websted fra Unionen ikke i sig selv anses for at skabe en væsentlig tilknytning til Unionen.

(9)Denne forordning harmoniserer fuldt ud de gældende regler for formidlingstjenester i det indre marked med henblik på at sikre et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø, håndtere udbredelsen af ulovligt indhold på internettet og de samfundsmæssige risici, som udbredelsen af desinformation eller andet indhold kan generere, hvor de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret, beskyttes effektivt, og innovation fremmes. Medlemsstaterne bør derfor ikke vedtage eller opretholde yderligere nationale krav vedrørende de forhold, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, medmindre det udtrykkeligt er fastsat i denne forordning, da dette ville berøre den direkte og ensartede anvendelse af de fuldt ud harmoniserede regler, der finder anvendelse på udbydere af formidlingstjenester i overensstemmelse med denne forordnings mål. Dette bør ikke udelukke muligheden for at anvende anden national lovgivning, der finder anvendelse på udbydere af formidlingstjenester, i overensstemmelse med EU-retten, herunder direktiv 2000/31/EF, navnlig artikel 3 i nævnte direktiv, hvis disse nationale retsregler forfølger andre legitime mål af almen interesse end dem, der forfølges med denne forordning.

(10)Denne forordning bør ikke berøre andre EU-retsakter, der regulerer ydelsen af informationssamfundstjenester generelt, regulerer andre aspekter af ydelsen af formidlingstjenester i det indre marked eller præciserer og supplerer de harmoniserede regler i denne forordning såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU

(7), herunder nævnte direktivs bestemmelser om videodelingsplatforme, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1148

(8), (EU) 2019/1150

(9), (EU) 2021/784

(10), (EU) 2021/1232

(11), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF

(12), og EU-retlige bestemmelser i en forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager og i et direktiv om fastsættelse af harmoniserede regler for udpegelse af retlige repræsentanter med henblik på indsamling af bevismateriale i straffesager. Ligeledes bør denne forordning af klarhedshensyn ikke berøre EU-retten om forbrugerbeskyttelse, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394

(13)og (EU) 2019/1020

(14), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF

(15), 2005/29/EF

(16), 2011/83/EU

(17)og 2013/11/EU

(18)og Rådets direktiv 93/13/EØF

(19), og om beskyttelse af personoplysninger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679

(20). Nærværende forordning bør heller ikke berøre EU-reglerne om international privatret, navnlig reglerne om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som forordning (EU) nr. 1215/2012, samt lovvalgsreglerne for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt. Beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger er udelukkende reguleret af EU-rettens bestemmelser på dette område, navnlig forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF. Denne forordning bør heller ikke berøre EU-rettens bestemmelser om arbejdsvilkår og EU-rettens bestemmelser om civil- og strafferetligt samarbejde. I det omfang disse EU-retsakter forfølger de samme mål som dem, der er fastsat i denne forordning, bør reglerne i denne forordning imidlertid finde anvendelse på spørgsmål, der ikke eller ikke fuldt ud behandles i disse andre retsakter, samt på spørgsmål, hvor disse andre retsakter giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage visse foranstaltninger på nationalt plan.

(11)Det bør præciseres, at denne forordning ikke berører EU-retten om ophavsret og beslægtede rettigheder, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF

(21), 2004/48/EF

(22)og (EU) 2019/790

(23), som fastsætter specifikke regler og procedurer, som ikke bør berøres.

(12)For at nå målet om at sikre et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø bør begrebet »ulovligt indhold« med henblik på denne forordning generelt afspejle de gældende regler i offlinemiljøet. Navnlig bør begrebet »ulovligt indhold« defineres bredt for at omfatte information om ulovligt indhold og ulovlige produkter, tjenester og aktiviteter. Dette begreb bør navnlig forstås som en henvisning til information, uanset form, der i henhold til gældende ret enten i sig selv er ulovlig, f.eks. ulovlig hadefuld tale eller terrorrelateret indhold og ulovligt forskelsbehandlende indhold, eller som de anvendelige regler gør ulovlig, i betragtning af at den vedrører ulovlige aktiviteter. Illustrative eksempler omfatter deling af billeder, der viser seksuelt misbrug af børn, ulovlig deling af private billeder uden samtykke, onlinestalking, salg af ulovlige eller forfalskede produkter, salg af produkter eller ydelse af tjenester, der overtræder forbrugerbeskyttelseslovgivningen, ulovlig brug af ophavsretligt beskyttet materiale, ulovligt udbud af indkvarteringstjenester eller ulovligt salg af levende dyr. Derimod bør en øjenvidnevideooptagelse af en potentiel forbrydelse ikke betragtes som ulovligt indhold, blot fordi den afbilder en ulovlig handling, når optagelse eller udbredelse af en sådan video til offentligheden ikke er ulovlig i henhold til national ret eller EU-retten. I denne henseende er det uden betydning, om informationens eller aktivitetens ulovlighed følger af EU-retten eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, og denne rets art eller særlige genstand er ligeledes uden betydning.

(13)I betragtning af de pågældende tjenesters særlige karakteristika og det tilsvarende behov for at pålægge udbydere heraf visse specifikke forpligtelser er det inden for den bredere kategori af hostingtjenesteudbydere som defineret i denne forordning nødvendigt at skelne mellem underkategorien af onlineplatforme. Onlineplatforme såsom sociale netværk eller onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, bør defineres som hostingtjenesteudbydere, der ikke blot lagrer information fra tjenestemodtagerne på deres anmodning, men som også udbreder denne information til offentligheden, på tjenestemodtagerens anmodning. For at undgå at pålægge alt for brede forpligtelser bør hostingtjenesteudbydere imidlertid ikke betragtes som onlineplatforme, hvis udbredelsen til offentligheden blot udgør en mindre eller rent accessorisk funktion, der er uløseligt knyttet til en anden tjeneste, eller en mindre funktionalitet under den primære tjeneste, og som af objektive tekniske grunde ikke kan anvendes uden den anden eller primære tjeneste, og hvis integration af denne funktion eller funktionalitet ikke er et middel til at omgå anvendelsen af de regler i denne forordning, der finder anvendelse på onlineplatforme. F.eks. kan kommentarsektionen i en onlineavis udgøre en sådan funktion, hvor det er klart, at den er accessorisk i forhold til den primære tjeneste, nemlig offentliggørelsen af nyheder under udgiverens redaktionelle ansvar. Derimod bør lagring af kommentarer på et socialt netværk anses for en onlineplatformstjeneste, hvor det er klart, at det ikke er en mindre del af den tjeneste, der udbydes, også hvis den er accessorisk i forhold til offentliggørelsen af tjenestemodtageres indlæg. Med henblik på denne forordning bør cloud computing eller webhostingtjenester ikke betragtes som en onlineplatform, hvis udbredelsen af specifik information til offentligheden udgør en mindre og accessorisk funktion eller en mindre funktionalitet ved sådanne tjenester. Desuden bør cloud computingtjenester og webhostingtjenester, når de fungerer som infrastruktur, f.eks. som understøttende infrastrukturelle lager- og cloud computingtjenester for en internetbaseret applikation, et websted eller en onlineplatform, ikke i sig selv anses for at udbrede information til offentligheden, der lagres eller behandles på anmodning af en modtager af applikationen, webstedet eller onlineplatformen, som de oplagrer.

(14)Begrebet »udbredelse til offentligheden« i denne forordning bør forstås således, at information stilles til rådighed for et potentielt ubegrænset antal personer, dvs. at informationen gøres let tilgængelig for tjenestemodtagerne generelt, uden at den tjenestemodtager, der leverer informationen, skal foretage sig andet, uanset om disse personer rent faktisk har adgang til den pågældende information. Hvis adgang til information kræver registrering hos eller adgang til en gruppe af tjenestemodtagere, bør denne information derfor kun anses for at blive udbredt til offentligheden, hvis tjenestemodtagere, der ønsker adgang til informationen, automatisk registreres eller gives adgang, uden at et menneske træffer beslutning om eller foretager udvælgelse af, hvem der skal tildeles adgang. Interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972

(24), f.eks. e-mail eller private beskedtjenester, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for definitionen af onlineplatforme, da de anvendes til interpersonel kommunikation mellem et afgrænset antal personer bestemt af afsenderen af meddelelsen. Forpligtelserne i denne forordning for udbydere af onlineplatforme kan dog finde anvendelse på tjenester, der gør det muligt at stille information til rådighed for et potentielt ubegrænset antal modtagere, der ikke bestemmes af afsenderen af meddelelsen, f.eks. gennem offentlige grupper eller åbne kanaler. Information bør kun anses for at blive udbredt til offentligheden i henhold til denne forordning, hvis udbredelsen sker efter direkte anmodning fra den tjenestemodtager, der leverer informationen.

(15)Hvis nogle af de tjenester, der ydes af en tjenesteudbyder, er omfattet af denne forordning, mens andre ikke er omfattet, eller hvis de tjenester, der ydes af en tjenesteudbyder, er omfattet af forskellige afdelinger i denne forordning, bør de relevante bestemmelser i denne forordning kun finde anvendelse på de tjenester, der falder ind under deres anvendelsesområde.

(16)Den retssikkerhed, som den horisontale ramme for tjenesteudbyderes betingede fritagelse for formidleransvar fastsat i direktiv 2000/31/EF giver, har gjort det muligt at udvikle og opskalere mange nye tjenester i hele det indre marked. Denne ramme bør derfor opretholdes. I betragtning af den forskellige gennemførelse og anvendelse af de relevante regler på nationalt plan og af hensyn til klarheden og sammenhængen bør denne ramme imidlertid indarbejdes i denne forordning. Det er også nødvendigt at præcisere visse elementer i denne ramme under hensyntagen til Den Europæiske Unions Domstols retspraksis.

(17)I reglerne om ansvar for udbydere af formidlingstjenester fastsat i denne forordning bør det kun fastsættes, hvornår den berørte udbyder af formidlingstjenester ikke kan drages til ansvar for ulovligt indhold, der leveres af tjenestemodtagerne. Disse regler bør ikke forstås som et positivt grundlag for at fastslå, hvornår en tjenesteudbyder kan drages til ansvar, idet dette henhører under gældende EU-ret eller national ret. Desuden bør de ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, finde anvendelse på enhver form for ansvar for enhver form for ulovligt indhold, uanset denne rets særlige genstand eller art.

(18)De ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, bør ikke finde anvendelse, hvis udbyderen af formidlingstjenester i stedet for at begrænse sig til at yde tjenesterne neutralt ved en udelukkende teknisk og automatisk behandling af den information, der leveres af tjenestemodtageren, spiller en aktiv rolle på en måde, der giver udbyderen viden om eller kontrol over denne information. Disse fritagelser bør derfor ikke indrømmes for ansvar for information, der ikke leveres af tjenestemodtageren, men af udbyderen af formidlingstjenesten selv, herunder når informationen er blevet udarbejdet under denne udbyders redaktionelle ansvar.

(19)I betragtning af den forskellige karakter af ren videreformidling (»mere conduit«) og caching- og hostingaktiviteter og de pågældende tjenesteudbyderes forskellige position og muligheder er det nødvendigt at sondre mellem de regler, der finder anvendelse på disse aktiviteter, for så vidt de er underlagt forskellige krav og betingelser i denne forordning, og deres anvendelsesområde er forskelligt, som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol.

(20)Hvis en udbyder af formidlingstjenester bevidst samarbejder med en tjenestemodtager om at begå ulovlige handlinger, bør tjenesten anses for ikke at være blevet ydet neutralt, og udbyderen bør derfor ikke kunne omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning. Dette bør f.eks. være tilfældet, når udbyderen udbyder sin tjeneste med det hovedformål at lette ulovlige aktiviteter, f.eks. ved at gøre det tydeligt, at dens formål er at lette ulovlige aktiviteter, eller at dens tjenester egner sig til dette formål. Alene den omstændighed, at en tjeneste udbyder krypterede transmissioner eller ethvert andet system, der gør det umuligt at identificere brugeren, bør ikke i sig selv betragtes som fremme af ulovlige aktiviteter.

(21)En udbyder bør kunne fritages for ansvar for ren videreformidling (»mere conduit«) og for cachingtjenester, hvis udbyderen på ingen måde er involveret i de informationer, der transmitteres eller tilgås. Dette kræver bl.a., at udbyderen ikke ændrer de informationer, den pågældende transmitterer, eller som denne giver adgang til. Dette krav bør dog ikke fortolkes således, at det omfatter tekniske manipulationer, der finder sted i løbet af transmissionen eller under adgangen, så længe disse manipulationer ikke ændrer de transmitterede informationers integritet eller integriteten af de informationer, som der er givet adgang til.

(22)For at blive omfattet af ansvarsfritagelsen for hostingtjenester bør tjenesteudbyderen, når denne har fået konkret kendskab til ulovlige aktiviteter eller ulovligt indhold, straks tage skridt til at fjerne det pågældende indhold eller hindre adgangen hertil. Fjernelse af informationen eller hindring af adgangen hertil bør ske under overholdelse af tjenestemodtagernes grundlæggende rettigheder, herunder retten til ytrings- og informationsfrihed. Udbyderen kan bl.a. få dette konkrete kendskab til indholdets ulovlige karakter gennem undersøgelser på eget initiativ eller gennem anmeldelser indgivet til udbyderen af enkeltpersoner eller enheder i overensstemmelse med denne forordning, for så vidt disse anmeldelser er tilstrækkelig præcise og underbyggede til, at en påpasselig erhvervsdrivende med rimelighed kan identificere, vurdere og i givet fald gribe ind over for det påståede ulovlige indhold. Dette konkrete kendskab kan dog ikke anses for at være opnået alene med den begrundelse, at udbyderen generelt har kendskab til, at dens tjeneste også anvendes til at lagre ulovligt indhold. Desuden er den omstændighed, at en udbyder automatisk indekserer information, der uploades til dens tjeneste, at den har en søgefunktion, eller at den anbefaler information på grundlag af tjenestemodtagernes profiler eller præferencer, ikke tilstrækkelig grund til at antage, at den pågældende udbyder har et »specifikt« kendskab til ulovlige aktiviteter, der udføres på den pågældende platform, eller til ulovligt indhold, der er lagret på den.

(23)Ansvarsfritagelsen bør ikke finde anvendelse, hvis tjenestemodtageren handler under hostingtjenesteudbyderens myndighed eller kontrol. Hvis udbyderen af en onlineplatform, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, fastsætter prisen på de varer eller tjenester, som den erhvervsdrivende udbyder, bør det antages, at den erhvervsdrivende handler under denne platforms myndighed eller kontrol.

(24)For at sikre en effektiv beskyttelse af forbrugere, der indgår i formidlede kommercielle transaktioner på internettet, bør visse hostingtjenesteudbydere, nemlig onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, ikke kunne nyde godt af den ansvarsfritagelse for hostingtjenesteudbydere, der er fastsat i denne forordning, for så vidt som disse onlineplatforme præsenterer den relevante information vedrørende de pågældende transaktioner på en sådan måde, at forbrugerne får den opfattelse, at informationen blev leveret af disse onlineplatforme selv eller af erhvervsdrivende, der handler under deres myndighed eller kontrol, og at disse onlineplatforme derfor har kendskab til eller kontrol over informationen, selv om det i realiteten ikke altid er tilfældet. Eksempler på sådan opførsel kunne være, hvis en onlineplatform ikke tydeligt viser den erhvervsdrivendes identitet som krævet ved denne forordning, eller hvis en onlineplatform tilbageholder den erhvervsdrivendes identitets- eller kontaktoplysninger indtil efter indgåelse af aftalen mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, eller hvis en onlineplatform markedsfører produktet eller tjenesten i eget navn i stedet for at bruge navnet på den erhvervsdrivende, der vil levere produktet eller yde tjenesten. I denne forbindelse bør det på grundlag af alle relevante omstændigheder objektivt bestemmes, om præsentationen kunne få en gennemsnitsforbruger til at tro, at den pågældende oplysning blev givet af selve onlineplatformen eller af erhvervsdrivende, der handler under dennes myndighed eller kontrol.

(25)De ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, bør ikke berøre muligheden for udstedelse af påbud af forskellig art til udbydere af formidlingstjenester, selv om de opfylder de betingelser, der er fastsat for disse fritagelser. Sådanne påbud kunne navnlig bestå i påbud fra domstole eller administrative myndigheder, udstedt i overensstemmelse med EU-retten, hvori det kræves, at eventuelle overtrædelser bringes til ophør eller forhindres, herunder at ulovligt indhold præciseret i sådanne påbud, fjernes, eller at adgangen hertil hindres.

(26)For at skabe retssikkerhed og undgå at hæmme aktiviteter, der har til formål at påvise, identificere og bekæmpe ulovligt indhold, som udbydere af alle kategorier af formidlingstjenester udfører på frivillig basis, bør det præciseres, at den blotte omstændighed, at udbydere udfører sådanne aktiviteter, ikke betyder, at de ikke kan omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, forudsat at disse aktiviteter udføres i god tro og omhyggeligt. Betingelsen om at handle i god tro og omhyggeligt bør omfatte handling på en objektiv, ikkeforskelsbehandlende og forholdsmæssigt afpasset måde under behørig hensyntagen til alle involverede parters rettigheder og legitime interesser og tilvejebringelse af de nødvendige garantier mod uberettiget fjernelse af lovligt indhold i overensstemmelse med denne forordnings mål og krav. Med henblik herpå bør de pågældende udbydere f.eks. træffe rimelige foranstaltninger til at sikre, at den relevante teknologi, når der anvendes automatiserede værktøjer til at udføre sådanne aktiviteter, er tilstrækkelig pålidelig til i videst muligt omfang at begrænse fejlprocenten. Det bør desuden præciseres, at den blotte omstændighed, at disse udbydere i god tro træffer foranstaltninger for at opfylde kravene i EU-retten, herunder kravene i denne forordning vedrørende gennemførelse af deres vilkår og betingelser, ikke betyder, at de ikke kan omfattes af ansvarsfritagelserne fastsat i denne forordning. Derfor bør sådanne aktiviteter og foranstaltninger, som en udbyder måtte have gennemført, ikke tages i betragtning ved afgørelsen af, om udbyderen kan indrømmes ansvarsfritagelse, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt udbyderen udbyder sin tjeneste neutralt og derfor kan omfattes af anvendelsesområdet for den relevante bestemmelse, om end denne regel ikke betyder, at udbyderen nødvendigvis indrømmes ansvarsfritagelse. Frivillige tiltag bør ikke anvendes til at omgå forpligtelserne for alle udbydere af formidlingstjenester i henhold til denne forordning.

(27)Selv om der i reglerne om ansvar for udbydere af formidlingstjenester fastsat i denne forordning er fokus på ansvarsfritagelse for udbydere af formidlingstjenester, er det vigtigt at minde om, at problemet med ulovligt indhold og ulovlige aktiviteter på internettet på trods af disse udbyderes generelt vigtige rolle ikke bør løses ved udelukkende at fokusere på deres forpligtelser og ansvar. Tredjeparter, som berøres af ulovligt indhold, der transmitteres eller lagres online, bør så vidt muligt forsøge at løse konflikter vedrørende sådant indhold uden at inddrage de berørte udbydere af formidlingstjenester. Tjenestemodtagere bør drages til ansvar for det ulovlige indhold, som de leverer, og som de kan udbrede til offentligheden gennem formidlingstjenester, hvor dette er foreskrevet i gældende EU-retlige regler og nationale retsregler på dette område. Andre aktører såsom gruppemoderatorer i lukkede onlinemiljøer, navnlig i tilfælde af store grupper, bør i givet fald også bidrage til at undgå udbredelsen af ulovligt indhold på internettet i overensstemmelse med gældende ret. Når det er nødvendigt at inddrage udbydere af informationssamfundstjenester, herunder udbydere af formidlingstjenester, bør anmodninger eller påbud om en sådan inddragelse desuden som hovedregel rettes til den specifikke udbyder, der har den tekniske og operationelle evne til at gribe ind over for specifikt ulovligt indhold, med henblik på at forhindre og minimere eventuelle negative virkninger for tilgængeligheden af og adgangen til information, der ikke er ulovligt indhold.

(28)Siden 2000 er der fremkommet nye teknologier, som forbedrer tilgængeligheden, effektiviteten, hastigheden, pålideligheden, kapaciteten og sikkerheden af systemer til transmission, søgbarhed og lagring af data online, hvilket fører til et stadig mere komplekst onlineøkosystem. I denne forbindelse bør det erindres, at de tjenesteudbydere, der etablerer og fremmer internettets underliggende logiske arkitektur og korrekte funktion, herunder tekniske hjælpefunktioner, også kan omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, i det omfang deres tjenester kan betegnes som ren videreformidling (»mere conduit«) eller caching- eller hostingtjenester. Sådanne tjenester omfatter alt efter omstændighederne, trådløse lokalnet, DNS-tjenester, topdomæneadministratorer og -registratorer, certificeringsmyndigheder, der udsteder digitale certifikater, virtuelle private netværk, onlinesøgemaskiner, cloud-infrastrukturtjenester eller netværk til levering af indhold, der muliggør, lokaliserer eller forbedrer andre udbydere af formidlingstjenesters funktioner. På samme måde har de tjenester, der anvendes til kommunikationsformål, og de tekniske midler til ydelse heraf også udviklet sig betydeligt, hvilket har givet anledning til onlinetjenester som f.eks. internettelefoni, beskedtjenester og webbaserede e-posttjenester, hvor kommunikationen leveres via en internetadgangstjeneste. Disse tjenester kan også omfattes af ansvarsfritagelserne, i det omfang de kan betegnes som ren videreformidling (»mere conduit«) eller caching- eller hostingtjenester.

(29)Formidlingstjenester omfatter en lang række økonomiske aktiviteter, der finder sted online, og som løbende udvikler sig for at sørge for hurtig og sikker transmission af information og for at sikre bekvemmelighed for alle deltagere i onlineøkosystemet. Rene videreformidlingstjenester (»mere conduit«-tjenester) omfatter f.eks. generiske kategorier af tjenester såsom internetudvekslingspunkter, trådløse adgangspunkter, virtuelle private netværk, DNS-tjenester og -resolvere, topdomæneadministratorer og -registratorer, certificeringsmyndigheder, der udsteder digitale certifikater, internettelefoni og andre interpersonelle kommunikationstjenester, mens generiske eksempler på »caching«-formidlingstjenester kun omfatter udbud af netværk til levering af indhold, omvendte proxyservere eller proxyservere til tilpasning af indhold. Sådanne tjenester er afgørende for at sikre gnidningsløs og effektiv transmission af information, der leveres på internettet. Eksempler på »hostingtjenester« omfatter kategorier af tjenester såsom cloudcomputing, webhosting, søge- og annonceringsydelser mod betaling eller tjenester, der gør det muligt at dele information og indhold online, herunder fillagring og -deling. Formidlingstjenester kan ydes isoleret som en del af en anden type formidlingstjeneste eller samtidig med andre formidlingstjenester. Hvorvidt en bestemt tjeneste udgør ren videreformidling (»mere conduit«) eller en caching- eller hostingtjeneste afhænger udelukkende af dens tekniske funktionaliteter, som kan udvikle sig med tiden, og bør vurderes fra sag til sag.

(30)Udbydere af formidlingstjenester bør hverken de jure eller de facto være underlagt generelle overvågningsforpligtelser. Dette vedrører ikke overvågningsforpligtelser i et specifikt tilfælde, og navnlig berører det ikke nationale myndigheders påbud i overensstemmelse med national lovgivning, som er i overensstemmelse med EU-retten som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol, og i overensstemmelse med betingelserne fastsat i denne forordning. Intet i denne forordning bør fortolkes som en generel overvågningsforpligtelse eller en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller som en generel forpligtelse for udbyderne til at træffe proaktive foranstaltninger vedrørende ulovligt indhold.

(31)Afhængigt af den enkelte medlemsstats retssystem og det pågældende retsområde kan de nationale retslige eller administrative myndigheder, herunder de retshåndhævende myndigheder, pålægge udbydere af formidlingstjenester at gribe ind over for en eller flere specifikke forekomster af ulovligt indhold eller give visse specifikke oplysninger. Der er stor forskel på den nationale lovgivning, som ligger til grund for udstedelsen af sådanne påbud, og påbuddene anvendes i stigende grad i grænseoverskridende situationer. For at sikre at disse påbud kan efterkommes på en effektiv måde, navnlig i en grænseoverskridende sammenhæng, uden at krænke tredjemands rettigheder og legitime interesser unødigt, således at de berørte offentlige myndigheder kan udføre deres opgaver og udbyderne ikke pålægges uforholdsmæssige byrder, er det nødvendigt at fastsætte visse betingelser, som disse påbud skal opfylde, og visse supplerende krav vedrørende behandlingen af disse påbud. Derfor bør denne forordning kun harmonisere visse specifikke minimumsbetingelser, som sådanne påbud bør opfylde for at gøre forpligtelsen for udbydere af formidlingstjenester til at underrette de relevante myndigheder om disse påbuds virkninger gældende i overensstemmelse med denne forordning. Denne forordning udgør derfor hverken et retsgrundlag for udstedelse af sådanne påbud og regulerer ikke deres territoriale anvendelsesområde eller grænseoverskridende håndhævelse.

(32)Gældende EU-ret eller national ret, som ligger til grund for udstedelsen af disse påbud, kan kræve yderligere betingelser og bør danne grundlag for håndhævelsen af de respektive påbud. I tilfælde af manglende overholdelse af sådanne påbud bør den udstedende medlemsstat kunne håndhæve dem i overensstemmelse med sin nationale ret. Den gældende nationale ret bør være i overensstemmelse med EU-retten, herunder chartret og de i TEUF fastsatte bestemmelser om etableringsfrihed og frihed til udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, navnlig med hensyn til onlinespil og -væddemål. Tilsvarende berører anvendelsen af sådan national lovgivning til håndhævelse af de respektive påbud ikke gældende EU-retsakter eller internationale aftaler, som Unionen eller medlemsstaterne har indgået vedrørende grænseoverskridende anerkendelse, fuldbyrdelse og håndhævelse af disse påbud, navnlig i civilretlige sager og straffesager. På den anden side bør håndhævelsen af forpligtelsen til at underrette de relevante myndigheder om virkningerne af påbuddene i modsætning til håndhævelsen af selve påbuddet være omfattet af reglerne fastsat i denne forordning.

(33)Udbyderen af formidlingstjenester bør underrette udstedelsesmyndigheden om enhver opfølgning på sådanne påbud uden unødig forsinkelse i overensstemmelse med de frister, der er fastsat i relevant EU-ret eller national ret.

(34)De relevante nationale myndigheder bør kunne udstede sådanne påbud mod indhold, der anses for at være ulovligt, eller påbud om at give oplysninger på grundlag af EU-retten eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig chartret, og rette dem mod udbydere af formidlingstjenester, herunder dem, der er etableret i en anden medlemsstat. Denne forordning bør dog ikke berøre EU-retten på området for civil- og strafferetligt samarbejde, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 og en forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager, og national straffeprocesret eller civilprocesret. Hvis denne lovgivning i forbindelse med straffesager eller civile sager fastsætter betingelser, der er supplerende eller uforenelige med betingelserne fastsat i denne forordning, for så vidt angår påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold eller om at give oplysninger, kan det derfor være, at betingelserne i denne forordning ikke finder anvendelse eller tilpasses. Navnlig kan det være, at forpligtelsen om, at koordinatoren for digitale tjenester i den udstedende myndigheds medlemsstat skal fremsende en kopi af påbuddene til alle andre koordinatorer for digitale tjenester, ikke finder anvendelse i forbindelse med straffesager eller tilpasses, hvis det er fastsat i gældende national straffeprocesret. Desuden bør forpligtelsen om, at påbuddene skal indeholde en begrundelse for, hvorfor oplysningerne er ulovligt indhold, om nødvendigt tilpasses i henhold til gældende national straffeprocesret med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger. Endelig kan forpligtelsen om, at udbyderne af formidlingstjenester skal underrette tjenestemodtageren udsættes i overensstemmelse med gældende EU-ret eller national ret, navnlig i forbindelse med strafferetlige, civilretlige eller administrative procedurer. Desuden bør påbuddene udstedes i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og forbuddet mod generelle forpligtelser til at overvåge information eller aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig aktivitet, som fastsat i denne forordning. De betingelser og krav, der er fastsat i denne forordning, og som finder anvendelse på påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold, berører ikke andre EU-retsakter med bestemmelser om tilsvarende systemer til bekæmpelse af specifikke former for ulovligt indhold, f.eks. forordning (EU) 2021/784, forordning (EU) 2019/1020 eller forordning (EU) 2017/2394, der tillægger medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder på forbrugerområdet specifikke beføjelser til at udstede påbud om at give oplysninger, selv om de betingelser og krav, der gælder for påbud om at give oplysninger, ikke berører andre EU-retsakter med tilsvarende relevante regler for specifikke sektorer. Disse betingelser og krav bør ikke berøre reglerne om opbevaring og sikring af data i gældende national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, og de retshåndhævende myndigheders anmodninger om fortrolig behandling i forbindelse med afslag på aktindsigt. Disse betingelser og krav bør ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at kræve, at en udbyder af formidlingstjenester forebygger en overtrædelse i overensstemmelse med EU-retten, herunder denne forordning, og navnlig forbuddet mod generelle overvågningsforpligtelser.

(35)De betingelser og krav, der er fastsat i denne forordning, bør være opfyldt senest, når påbuddet sendes til den pågældende udbyder. Derfor kan påbuddet udstedes på et af den berørte medlemsstats udstedende myndigheds officielle sprog. Hvis dette sprog imidlertid er forskelligt fra det sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har angivet, eller fra et andet officielt sprog i medlemsstaten, der er aftalt mellem den myndighed, der har udstedt påbuddet, og udbyderen af formidlingstjenester, bør fremsendelsen af påbuddet ledsages af en oversættelse af mindst de elementer i påbuddet, der er fastsat i denne forordning. Hvis en udbyder af formidlingstjenester har aftalt med en medlemsstats myndigheder at anvende et bestemt sprog, bør den tilskyndes til at acceptere påbud på samme sprog udstedt af myndigheder i andre medlemsstater. Påbuddene bør indeholde elementer, der gør det muligt for adressaten at identificere den udstedende myndighed, herunder kontaktoplysninger for et kontaktpunkt i denne myndighed, hvor det er relevant, og at kontrollere ægtheden af påbuddet.

(36)Det territoriale anvendelsesområde for sådanne påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold bør fastsættes klart på grundlag af gældende EU-ret eller national ret om udstedelse af påbud og bør ikke gå ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at nå dets mål. I denne henseende bør den nationale retslige eller administrative myndighed, der kan være en retshåndhævende myndighed, der udsteder påbuddet, afveje det mål, som det pågældende påbud søger at opfylde i overensstemmelse med retsgrundlaget for udstedelse heraf, med alle potentielt berørte tredjeparters rettigheder og legitime interesser, navnlig deres grundlæggende rettigheder i henhold til chartret. Navnlig i en grænseoverskridende sammenhæng bør påbuddets virkninger principielt begrænses til den udstedende medlemsstats område, medmindre indholdets ulovlighed følger direkte af EU-retten, eller den udstedende myndighed mener, at de rettigheder, der er på spil, kræver et bredere territorialt anvendelsesområde i overensstemmelse med EU-retten og folkeretten, samtidig med at der tages hensyn til venskabelig international sameksistens.

(37)De påbud om at give oplysninger, der reguleres i denne forordning, vedrører specifikke oplysninger om individuelle modtagere af den pågældende formidlingstjeneste, som angives i disse påbud, med henblik på at fastslå, om tjenestemodtagerne overholder gældende EU-regler eller nationale regler. Sådanne påbud bør anmode om oplysninger, der gør det muligt at identificere den berørte tjenestemodtager. Påbud vedrørende oplysninger om en gruppe af tjenestemodtagere, som ikke er specifikt identificeret, herunder påbud om at levere sammenfattede oplysninger til statistiske formål eller evidensbaseret politikudformning, er ikke omfattet af kravene i denne forordning om tilvejebringelse af oplysninger.

(38)Påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold og give oplysninger er omfattet af de regler, der fastsætter kompetencen i den medlemsstat, hvor den berørte tjenesteudbyder er etableret, med mulighed for fravigelser fra denne kompetence i visse tilfælde, jf. artikel 3 i direktiv 2000/31/EF, hvis betingelserne i nævnte artikel er opfyldt. Da de pågældende påbud vedrører specifikt ulovligt indhold og specifik ulovlig information, begrænser disse påbud udstedt til udbydere af formidlingstjenester, som er etableret i en anden medlemsstat, i princippet ikke disse udbyderes frihed til at yde deres tjenester på tværs af grænserne. Derfor finder bestemmelserne i artikel 3 i direktiv 2000/31/EF, herunder bestemmelserne om at begrunde foranstaltninger, der fraviger kompetencen i den medlemsstat, hvor tjenesteudbyderen er etableret, med henvisning til visse specifikke grunde, og om meddelelse af sådanne foranstaltninger, ikke anvendelse på disse påbud.

(39)Kravene om at give oplysninger om klagemekanismer for udbyderen af formidlingstjenesten og den tjenestemodtager, der leverede indholdet, omfatter et krav om at give oplysninger om administrative klagebehandlingsmekanismer og domstolsprøvelse, herunder klager over påbud udstedt af retslige myndigheder. Desuden kan koordinatorerne for digitale tjenester udvikle nationale værktøjer og national vejledning for så vidt angår klage- og søgsmålsmekanismer, der finder anvendelse på deres respektive områder, for at lette tjenestemodtagernes adgang til sådanne mekanismer. Endelig bør medlemsstaterne ved anvendelsen af denne forordning overholde den grundlæggende ret til effektive retsmidler og til en upartisk domstol som fastsat i chartrets artikel 47. Denne forordning bør derfor ikke forhindre de relevante nationale retslige eller administrative myndigheder på grundlag af gældende EU-ret eller national ret i at udstede et påbud om at genetablere indhold, hvis et sådant indhold har været i overensstemmelse med udbyderen af formidlingstjenesters vilkår og betingelser, men fejlagtigt er blevet betragtet som ulovligt af denne udbyder og er blevet fjernet.

(40)For at nå målene i denne forordning og navnlig for at forbedre det indre markeds funktion og sikre et sikkert og gennemsigtigt onlinemiljø er det nødvendigt at fastsætte et klart, effektivt, forudsigeligt og afbalanceret sæt harmoniserede due diligence-forpligtelser for udbydere af formidlingstjenester. Disse forpligtelser bør navnlig have til formål at sikre forskellige offentlige politiske mål såsom at skabe sikkerhed og tillid for tjenestemodtagerne, herunder forbrugere, mindreårige og brugere, der har en særlig risiko for at blive udsat for hadefuld tale, seksuel chikane eller andre forskelsbehandlende handlinger, at beskytte de relevante grundlæggende rettigheder nedfældet i chartret, at sikre, at udbyderne er reelt ansvarlige, og at styrke tjenestemodtagerne og andre berørte parter og samtidig lette de kompetente myndigheders nødvendige tilsyn.

(41)I denne forbindelse er det vigtigt, at due diligence-forpligtelserne tilpasses typen, størrelsen og arten af den pågældende formidlingstjeneste. I denne forordning fastsættes derfor grundlæggende forpligtelser for alle udbydere af formidlingstjenester og yderligere forpligtelser for hostingtjenesteudbydere og mere specifikt udbydere af onlineplatforme og af meget store onlineplatforme samt af meget store onlinesøgemaskiner. Udbydere af formidlingstjenester, der henhører under et antal forskellige kategorier som følge af arten af deres tjenester og deres størrelse, bør opfylde alle de tilsvarende forpligtelser i denne forordning med relation til disse tjenester. Disse harmoniserede due diligence-forpligtelser, som bør være rimelige og ikkevilkårlige, er nødvendige for at imødekomme de identificerede offentlige politiske mål såsom beskyttelse af tjenestemodtagernes legitime interesser, bekæmpelse af ulovlig praksis og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret, online. Due diligence-forpligtelserne er forenelige med og uafhængige af spørgsmålet om formidlingstjenesteudbyderes ansvar og skal derfor vurderes særskilt.

(42)For at fremme en gnidningsløs og effektiv tovejskommunikation, herunder, hvor det er relevant, ved at anerkende modtagelsen af en sådan kommunikation, vedrørende forhold, der er omfattet af denne forordning, bør udbydere af formidlingstjenester pålægges at udpege ét enkelt elektronisk kontaktpunkt og offentliggøre og ajourføre relevante oplysninger om dette kontaktpunkt, herunder om de sprog, der skal anvendes i denne kommunikation. Det elektroniske kontaktpunkt kan også anvendes af pålidelige indberettere og af professionelle enheder, som har en særlig tilknytning til udbyderen af formidlingstjenester. I modsætning til den retlige repræsentant bør det elektroniske kontaktpunkt tjene operationelle formål og bør ikke pålægges at have en fysisk placering. Udbydere af formidlingstjenester kan udpege det samme enkelte kontaktpunkt med henblik på kravene i denne forordning samt med henblik på andre EU-retsakter. Ved fastlæggelsen af kommunikationssprogene tilskyndes udbydere af formidlingstjenester til at sikre, at de valgte sprog ikke i sig selv udgør en hindring for kommunikationen. Udbydere af formidlingstjenester og medlemsstaternes myndigheder bør om nødvendigt kunne indgå en særskilt aftale om kommunikationssproget eller kunne søge alternative metoder til at overvinde sprogbarrieren, herunder ved hjælp af alle tilgængelige teknologiske midler eller interne og eksterne menneskelige ressourcer.

(43)Udbydere af formidlingstjenester bør desuden pålægges at udpege ét enkelt kontaktpunkt for tjenestemodtagere, som muliggør hurtig, direkte og effektiv kommunikation, navnlig ved brug af lettilgængelige midler såsom telefonnumre, e-mailadresser, elektroniske kontaktformularer, chatbots eller instant messaging. Det bør udtrykkeligt angives, når en tjenestemodtager kommunikerer med chatbots. Udbydere af formidlingstjenester bør gøre det muligt for tjenestemodtagerne at vælge metoder til direkte og effektiv kommunikation, som ikke udelukkende er baseret på automatiske værktøjer. Udbydere af formidlingstjenester bør gøre enhver rimelig indsats for at sikre, at der afsættes tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer til at sikre, at denne kommunikation gennemføres rettidigt og effektivt.

(44)Udbydere af formidlingstjenester, der er etableret i et tredjeland, og som udbyder tjenester i Unionen, bør udpege en tilstrækkelig bemyndiget retlig repræsentant i Unionen og give oplysninger om deres retlige repræsentanter til de relevante myndigheder og gøre dem offentligt tilgængelige. For at opfylde denne forpligtelse bør sådanne udbyderne af formidlingstjenester desuden sikre, at den udpegede retlige repræsentant har de nødvendige beføjelser og ressourcer til at samarbejde med de relevante myndigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en udbyder af formidlingstjenester udpeger en dattervirksomhed i samme koncern som udbyderen eller dens modervirksomhed, hvis dattervirksomheden eller modervirksomheden er etableret i Unionen. Det er dog muligvis ikke tilfældet, når den retlige repræsentant f.eks. er omfattet af rekonstruktionsprocedurer, konkurs, personlig insolvens eller en virksomheds insolvens. Denne forpligtelse bør muliggøre et effektivt tilsyn med og om nødvendigt en effektiv håndhævelse af denne forordning i forhold til disse udbydere. Det bør være muligt for en retlig repræsentant i overensstemmelse med national ret at blive bemyndiget af mere end én udbyder af formidlingstjenester. Den retlige repræsentant bør også kunne fungere som kontaktpunkt, forudsat at de relevante krav i denne forordning er opfyldt.

(45)Selv om aftalefriheden for udbydere af formidlingstjenester i princippet bør respekteres, er det hensigtsmæssigt at fastsætte visse regler for indholdet, anvendelsen og håndhævelsen af disse udbyderes vilkår og betingelser af hensyn til gennemsigtigheden og beskyttelsen af tjenestemodtagere og for at undgå urimelige eller vilkårlige resultater. Udbydere af formidlingstjenester bør i deres vilkår og betingelser klart angive og vedligeholde ajourført information om de forhold, på grundlag af hvilke de kan begrænse udbuddet af deres tjenester. Disse oplysninger bør navnlig omfatte oplysninger om alle politikker, procedurer, foranstaltninger og værktøjer, der anvendes med henblik på indholdsmoderation, herunder algoritmisk beslutningstagning og menneskelig gennemgang, og procedurereglerne for deres interne klagebehandlingssystem. De bør ligeledes medtage let tilgængelige oplysninger om retten til at opsige brugen af tjenesten. Udbydere af formidlingstjenester kan i deres tjenestevilkår anvende grafiske elementer såsom ikoner eller billeder til at illustrere de væsentligste elementer i de i denne forordning fastsatte oplysningskrav. Udbydere bør ved hjælp af passende midler underrette tjenestemodtagerne om væsentlige ændringer i vilkår og betingelser, f.eks. når de ændrer reglerne for, hvilke oplysninger der er tilladt på deres tjeneste, eller andre sådanne ændringer, der direkte kan påvirke modtagernes mulighed for at gøre brug af tjenesten.

(46)Udbydere af formidlingstjenester, der primært er rettet mod mindreårige, f.eks. gennem tjenestens udformning eller markedsføring, eller som hovedsagelig anvendes af mindreårige, bør gøre en særlig indsats for at gøre forklaringen af deres vilkår og betingelser let forståelig for mindreårige.

(47)Udbydere af formidlingstjenester bør ved udformningen, anvendelsen og håndhævelsen af disse begrænsninger handle på en ikkevilkårlig og ikkeforskelsbehandlende måde og tage hensyn til tjenestemodtagernes rettigheder og legitime interesser, herunder de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret. F.eks. bør udbydere af meget store onlineplatforme navnlig tage behørigt hensyn til ytrings- og informationsfriheden, herunder mediefrihed og mediepluralisme. Alle udbydere af formidlingstjenester bør også tage behørigt hensyn til relevante internationale standarder for beskyttelse af menneskerettighederne såsom De Forenede Nationers vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder.

(48)I betragtning af deres særlige rolle og rækkevidde er det hensigtsmæssigt at pålægge meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner yderligere krav vedrørende oplysning om og gennemsigtighed af deres vilkår og betingelser. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør derfor fastsætte deres vilkår og betingelser på alle de officielle sprog i alle de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester, og bør også give tjenestemodtagerne et kortfattet og letlæseligt sammendrag af hovedelementerne i vilkårene og betingelserne. Dette sammendrag bør udpege de væsentligste elementer i oplysningskravene, herunder muligheden for let fravælgelse af frivillige betingelser.

(49)For at sikre en passende grad af gennemsigtighed og ansvarlighed bør udbydere af formidlingstjenester i overensstemmelse med de harmoniserede krav i denne forordning offentliggøre en årlig rapport om deres indholdsmoderation i et maskinlæsbart format, som de forpligter sig til, herunder om de trufne foranstaltninger som følge af anvendelsen og håndhævelsen af deres vilkår og betingelser. For at undgå uforholdsmæssige byrder bør disse rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed dog ikke gælde for udbydere, der er mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF

(25), og som ikke er meget store onlineplatforme i den i denne forordning anvendte betydning.

(50)Hostingtjenesteudbydere spiller en særlig vigtig rolle i bekæmpelsen af ulovligt indhold på internettet, da de lagrer oplysninger, der leveres af tjenestemodtagerne og på disses anmodning, og typisk giver andre brugere adgang hertil, nogle gange i stor skala. Det er vigtigt, at alle hostingtjenesteudbydere, uanset deres størrelse, indfører let tilgængelige og brugervenlige anmeldelsesmekanismer og handlepligt, der gør det lettere at anmelde specifik information, som anmelderen anser for at være ulovligt indhold, til den berørte hostingtjenesteudbyder (anmeldelse), som derefter afgør, om vedkommende er enig i denne vurdering og vil fjerne det pågældende indhold eller hindre adgangen hertil (indgreb). Sådanne mekanismer bør klart kunne identificeres, placeres tæt på de pågældende oplysninger og være mindst lige så lette at finde og anvende som anmeldelsesmekanismer for indhold, der er i strid med hostingtjenesteudbyderens vilkår og betingelser. Forudsat at kravene til anmeldelser er opfyldt, bør det være muligt for enkeltpersoner eller enheder at anmelde flere specifikke eksempler på påstået ulovligt indhold i en enkelt anmeldelse med henblik på at sikre en effektiv funktion af anmeldelsesmekanismerne og handlepligten. Anmeldelsesmekanismen bør muliggøre, men ikke kræve, identificering af den enkeltperson eller enhed, som indgiver en anmeldelse. For visse typer af oplysninger, der anmeldes, kan identiteten på den enkeltperson eller enhed, som indgiver en anmeldelse, være nødvendig for at afgøre, om de pågældende oplysninger udgør ulovligt indhold som påstået. Forpligtelsen til at indføre anmeldelsesmekanismer og handlepligt bør f.eks. gælde for fillagrings- og delingstjenester, webhostingtjenester, reklameservere og pastebins, hvis de er hostingtjenester og omfattet af denne forordning.

(51)Under hensyntagen til behovet for at tage behørigt hensyn til alle berørte parters grundlæggende rettigheder i henhold til chartret bør ethvert tiltag, der iværksættes af en hostingtjenesteudbyder i forbindelse med modtagelse af en anmeldelse, være strengt målrettet i den forstand, at det bør tjene til at fjerne eller hindre adgangen til den specifikke information, der anses for at udgøre ulovligt indhold, uden at det unødigt berører tjenestemodtagernes ytrings- og informationsfrihed. Anmeldelser bør derfor som hovedregel rettes til hostingtjenesteudbydere, som med rimelighed kan forventes at have den tekniske og operationelle evne til at gribe ind mod sådan specifik information. Hostingtjenesteudbyder, der modtager en anmeldelse om specifik information, som de af tekniske eller operationelle årsager ikke kan fjerne, bør underrette den person eller enhed, der har indgivet anmeldelsen.

(52)Reglerne om disse anmeldelsesmekanismer og denne handlepligt bør harmoniseres på EU-plan for at sikre rettidig, omhyggelig og ikkevilkårlig behandling af anmeldelser på grundlag af ensartede, gennemsigtige og klare regler, der giver solide garantier for beskyttelse af alle berørte parters rettigheder og legitime interesser, navnlig deres grundlæggende rettigheder garanteret i chartret, uanset i hvilken medlemsstat disse parter er etableret eller har bopæl, og uanset det pågældende retsområde. De grundlæggende rettigheder omfatter, men er ikke begrænset til: for tjenestemodtagerne retten til ytrings- og informationsfrihed, retten til respekt for privatliv og familieliv, retten til beskyttelse af personoplysninger, retten til ikkeforskelsbehandling og retten til effektive retsmidler; for tjenesteudbyderne friheden til at oprette og drive egen virksomhed, herunder aftalefrihed; for parter, der er berørt af ulovligt indhold, retten til menneskelig værdighed, børns rettigheder, retten til beskyttelse af ejendom, herunder intellektuel ejendomsret, og retten til ikkeforskelsbehandling. Hostingtjenesteudbyder bør følge op på anmeldelser rettidigt, navnlig ved at tage hensyn til, hvilken form for ulovligt indhold der anmeldes, og hvor meget det haster at iværksætte tiltag. Sådanne udbydere kan f.eks. forventes at gribe ind straks, når det påståede ulovlige indhold, der anmeldes, indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed. Hostingtjenesteudbyderen bør underrette den enkeltperson eller enhed, der anmelder det specifikke indhold, uden unødig forsinkelse, efter at den har truffet beslutning om, hvorvidt der skal følges op på anmeldelsen eller ej.

(53)Anmeldelsesmekanismerne og handlepligten bør gøre det muligt at indgive anmeldelser, der er tilstrækkelig præcise og tilstrækkelig underbyggede til, at den pågældende hostingtjenesteudbyder kan træffe en informeret og omhyggelig beslutning, der er forenelig med ytrings- og informationsfriheden, med hensyn til det indhold, som anmeldelsen vedrører, navnlig om det pågældende indhold skal anses for at være ulovligt indhold og skal fjernes, eller om adgangen til det skal hindres. De pågældende mekanismer bør gøre det let at foretage anmeldelser, som indeholder en begrundelse for, hvorfor den enkeltperson eller enhed, der indgiver en anmeldelse, anser indholdet for ulovligt, og en klar angivelse af, hvor indholdet er placeret. Hvis en anmeldelse indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at en påpasselig hostingtjenesteudbyder uden en detaljeret juridisk undersøgelse kan fastslå, at det er tydeligt, at indholdet er ulovligt, bør anmeldelsen anses for at give anledning til, at der foreligger et konkret kendskab til eller bevidsthed om ulovlig aktivitet. Bortset fra indgivelse af anmeldelser vedrørende lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 3-7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU

(26), bør sådanne mekanismer anmode den enkeltperson eller enhed, der indgiver en anmeldelse, om at oplyse sin identitet for at undgå misbrug.

(54)Hvis en hostingtjenesteudbyder beslutter at fjerne eller hindre adgangen til information fra en tjenestemodtager eller på anden måde at begrænse synligheden eller den kommercielle udnyttelse heraf med den begrundelse, at informationen leveret af modtagerne er ulovligt indhold eller i strid med platformens vilkår og betingelser, f.eks. efter modtagelse af en anmeldelse eller på eget initiativ, herunder udelukkende ved anvendelse af automatiserede redskaber, bør denne udbyder på en klar og let forståelig måde underrette modtageren om sin beslutning og om begrundelsen herfor og om de tilgængelige muligheder for at klage over beslutningen i betragtning af de negative konsekvenser, som sådanne beslutninger kan have for modtageren, herunder for så vidt angår udøvelsen af dennes grundlæggende ret til ytringsfrihed. Denne forpligtelse bør gælde uanset begrundelsen for beslutningen, navnlig om der er iværksat tiltag, fordi den anmeldte information anses for at være ulovligt indhold eller i strid med de gældende vilkår og betingelser. Hvis beslutningen blev truffet efter modtagelsen af en anmeldelse, bør hostingtjenesteudbyderen kun afsløre identiteten af den person eller enhed, der indgav anmeldelsen til tjenestemodtageren, hvis disse oplysninger er nødvendige for at identificere indholdets ulovlighed såsom i tilfælde af overtrædelser af intellektuelle ejendomsrettigheder.

(55)Begrænsning af synligheden kan bestå i nedrangering i rangordningen eller i anbefalingssystemet samt i begrænsning af tilgængeligheden for en eller flere tjenestemodtagere eller blokering af brugeren fra et onlinefællesskab, uden at brugeren er klar over det (»shadow banning«). Kommerciel udnyttelse via reklameindtægter af information, der leveres af tjenestemodtageren, kan begrænses ved at suspendere eller bringe den pengebetaling eller de indtægter, der er forbundet med den pågældende information, til ophør. Forpligtelsen til at give en begrundelse bør dog ikke gælde, hvis indholdet er vildledende kommercielt indhold i store mængder, der udbredes gennem forsætlig manipulation af tjenesten, navnlig ikkeautentisk brug af tjenesten såsom brug af botter, oprettelse af falske konti eller vildledende brug af en tjenesten. Uanset de tilgængelige retsmidler til anfægtelse af hostingtjenesteudbyderens beslutning, bør tjenestemodtageren altid have ret til at anlægge sag ved en domstol i overensstemmelse med national ret.

(56)En hostingtjenesteudbyder kan i visse tilfælde, f.eks. gennem en anmeldelse fra en anmeldende part eller gennem sine egne frivillige foranstaltninger, få kendskab til oplysninger om visse aktiviteter, der udføres af en tjenestemodtager, såsom levering af visse former for ulovligt indhold, der under hensyntagen til alle relevante omstændigheder, som hostingtjenesteudbyderen er bekendt med, med rimelighed kan begrunde mistanken om, at denne modtager kan have begået, begår eller sandsynligvis vil begå en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, såsom de lovovertrædelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU

(27), direktiv 2011/93/EU eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541

(28). For eksempel kan specifikt indhold give anledning til mistanke om en trussel mod offentligheden såsom opfordring til terrorisme som omhandlet i artikel 21 i direktiv (EU) 2017/541. I sådanne tilfælde bør hostingtjenesteudbyderen straks underrette de kompetente retshåndhævende myndigheder om en sådan mistanke. Hostingtjenesteudbyderen bør give alle relevante oplysninger, den har adgang til, herunder, hvis det er relevant, det pågældende indhold og, hvis det er tilgængeligt, tidspunktet for indholdets offentliggørelse, herunder den udpegede tidszone, en begrundelse for sin mistanke og de oplysninger, der er nødvendige for at lokalisere og identificere den relevante tjenestemodtager. Denne forordning udgør ikke retsgrundlaget for profilering af tjenestemodtagere med henblik på hostingtjenesteudbyderes mulige identifikation af strafbare handlinger. Hostingtjenesteudbyder bør også overholde andre gældende EU-regler eller national ret til beskyttelse af enkeltpersoners rettigheder og frihedsrettigheder, når de underretter de retshåndhævende myndigheder.

(57)For at undgå uforholdsmæssigt store byrder bør de yderligere forpligtelser, der i medfør af denne forordning pålægges udbydere af onlineplatforme, herunder platforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, ikke gælde for udbydere, der er mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF. Af samme grund bør disse yderligere forpligtelser heller ikke gælde for udbydere af onlineplatforme, der tidligere har kvalificeret sig som mikrovirksomheder eller små virksomheder i en periode på 12 måneder efter, at de mister denne status. Sådanne udbydere bør ikke udelukkes fra forpligtelsen til at give oplysninger om de gennemsnitlige månedlige aktive tjenestemodtagere efter anmodning fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen. I betragtning af at meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner har større rækkevidde og en større indvirkning med hensyn til at påvirke, hvordan tjenestemodtagere indhenter information og kommunikerer online, bør sådanne udbydere imidlertid ikke drage fordel af denne udelukkelse, uanset om de er eller for nylig blev mikrovirksomheder eller små virksomheder. Konsolideringsreglerne i henstilling 2003/361/EF bidrager til at sikre, at enhver omgåelse af disse yderligere forpligtelser hindres. Intet i denne forordning forhindrer udbydere af onlineplatforme, der er omfattet af denne udelukkelse, i på frivillig basis at etablere et system, der opfylder en eller flere af disse forpligtelser.

(58)Tjenestemodtagerne bør have let og effektiv adgang til at anfægte visse beslutninger truffet af udbydere af onlineplatforme vedrørende ulovligheden af indhold eller dettes uforenelighed med vilkårene og betingelserne, som påvirker dem negativt. Derfor bør udbydere af onlineplatforme forpligtes til at indføre interne klagebehandlingssystemer, som opfylder visse betingelser, der skal sikre, at systemerne er let tilgængelige og fører til hurtige, ikkeforskelsbehandlende, ikkevilkårlige og retfærdige resultater, og at de underkastes menneskelig gennemgang, når der benyttes automatiserede metoder. Sådanne systemer bør gøre det muligt for alle tjenestemodtagere at indgive en klage og bør ikke fastsætte formkrav såsom henvisning til specifikke relevante lovbestemmelser eller udførlige juridiske redegørelser. Tjenestemodtagere, der har indgivet en anmeldelse gennem den anmeldelsesmekanisme og handlepligt, der er fastsat i denne forordning, eller gennem anmeldelsesmekanismen for indhold, der er i strid med vilkår og betingelser hos udbyderen af onlineplatforme, bør have ret til at anvende klagemekanismen til at anfægte beslutningen fra udbyderen af onlineplatforme om deres anmeldelser, herunder når de mener, at de tiltag, som udbyderen har iværksat, ikke var tilstrækkelige. Muligheden for at indgive en klage med henblik på omgørelse af de anfægtede beslutninger bør være tilgængelig i mindst seks måneder regnet fra det tidspunkt, hvor udbyderen af onlineplatforme underrettede tjenestemodtageren om beslutningen.

(59)Desuden bør der være mulighed for udenretslig tvistbilæggelse i god tro, herunder af sådanne tvister, der ikke kan løses på tilfredsstillende vis gennem de interne klagebehandlingssystemer, forestået af certificerede organer, der har den nødvendige uafhængighed og midlerne og ekspertisen til at udføre deres aktiviteter på en retfærdig, hurtig og omkostningseffektiv måde. Udenretslige tvistbilæggelsesorganernes uafhængighed bør også sikres hos de fysiske personer, der er ansvarlige for tvistebilæggelse, herunder ved hjælp af regler om interessekonflikter. De gebyrer, som de udenretslige tvistbilæggelsesorganer opkræver, bør være rimelige, tilgængelige, attraktive, billige for forbrugere og forholdsmæssige og bør vurderes fra sag til sag. Hvis et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan certificeres af den kompetente koordinator for digitale tjenester, bør denne certificering være gyldig i alle medlemsstater. Udbydere af onlineplatforme bør kunne nægte at indlede tvistbilæggelse i henhold til denne forordning, såfremt den samme tvist, navnlig for så vidt angår de pågældende oplysninger og grundlaget for at træffe den anfægtede beslutning, virkningerne af beslutningen og grundlaget for at anfægte beslutningen, allerede er blevet løst eller allerede er genstand for en igangværende procedure ved den kompetente domstol eller ved et andet kompetent udenretsligt tvistbilæggelsesorgan. Tjenestemodtagerne bør kunne vælge mellem den interne klagemekanisme, en udenretslig tvistbilæggelse og muligheden for på et hvilket som helst tidspunkt at indlede en retssag. Da resultatet af den udenretslige tvistbilæggelsesprocedure ikke er bindende, bør parterne ikke forhindres i at indlede en retssag vedrørende den samme tvist. Mulighederne for at anfægte beslutninger truffet af udbydere af onlineplatforme bør på ingen måde berøre muligheden for domstolsprøvelse i overensstemmelse med lovgivningen i den pågældende medlemsstat og dermed ikke berøre udøvelsen af deres adgang til effektive retsmidler i henhold til chartrets artikel 47. Bestemmelserne i denne forordning om udenretslig tvistbilæggelse bør ikke medføre en forpligtelse for medlemsstaterne til at oprette sådanne udenretslige tvistbilæggelsesorganer.

(60)I forbindelse med aftaleretlige tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende vedrørende køb af varer eller tjenesteydelser sikrer direktiv 2013/11/EU, at EU-forbrugere og EU-virksomheder har adgang til kvalitetscertificerede alternative tvistbilæggelsesinstanser. I denne forbindelse bør det præciseres, at denne forordnings bestemmelser om udenretslig tvistbilæggelse ikke berører nævnte direktiv, herunder forbrugernes ret i henhold til nævnte direktiv til at trække sig ud af proceduren på ethvert trin, hvis de er utilfredse med den måde, proceduren foregår eller udføres på.

(61)Der kan gribes hurtigere og mere pålideligt ind over for ulovligt indhold, hvis udbydere af onlineplatforme træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at behandlingen af anmeldelser indgivet af pålidelige indberettere inden for deres respektive udpegede ekspertiseområde gennem de anmeldelsesmekanismer og den handlepligt, der foreskrives i denne forordning, prioriteres, uden at dette berører kravet om at behandle og træffe afgørelse om alle anmeldelser indgivet gennem disse mekanismer på en rettidig, omhyggelig og ikkevilkårlig måde. En sådan status som pålidelig indberetter bør tildeles af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor ansøgeren er etableret, og bør anerkendes af alle udbydere af onlineplatforme inden for denne forordnings anvendelsesområde. En sådan status som pålidelig indberetter bør kun tildeles enheder og ikke enkeltpersoner, der bl.a. har påvist, at de har særlig ekspertise og kompetence til at bekæmpe ulovligt indhold, og at de arbejder på en rettidig, omhyggelig og ikkevilkårlig måde. Sådanne enheder kan være offentlige, f.eks. for så vidt angår terrorrelateret indhold, nationale retshåndhævende myndigheders enheder for internetindberetning eller Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (»Europol«), eller de kan være ikkestatslige organisationer og private eller halvoffentlige organer såsom de organisationer, der indgår i INHOPE-netværket af hotlines til indberetning af materiale med seksuelt misbrug af børn, og organisationer, der anmelder ulovlige, racistiske og fremmedfjendske tilkendegivelser online. For ikke at mindske merværdien af en sådan mekanisme bør det samlede antal pålidelige indberettere, der tildeles status i overensstemmelse med denne forordning, begrænses. Navnlig opfordres erhvervssammenslutninger, der repræsenterer deres medlemmers interesser, til at ansøge om status som pålidelige indberettere, uden at dette berører private enheders eller enkeltpersoners ret til at indgå bilaterale aftaler med udbydere af onlineplatforme.

(62)Pålidelige indberettere bør offentliggøre let forståelige og detaljerede rapporter om anmeldelser, der er indgivet i overensstemmelse med denne forordning. Disse rapporter bør angive oplysninger såsom antallet af anmeldelser kategoriseret efter hostingtjenesteudbyder, typen af anmeldt indhold og udbyderens iværksatte tiltag. Eftersom pålidelige indberettere har påvist ekspertise og kompetence, kan behandlingen af indgivne anmeldelser fra pålidelige indberettere forventes at blive mindre byrdefuld og derfor hurtigere i forhold til anmeldelser indgivet af andre tjenestemodtagere. Den gennemsnitlige behandlingstid kan dog stadig variere afhængigt af faktorer, herunder formen for ulovligt indhold, anmeldelsernes kvalitet og de faktiske tekniske procedurer, der er indført for indgivelse af sådanne anmeldelser. Selv om adfærdskodeksen for bekæmpelse af ulovlig hadefuld tale på internettet fra 2016 f.eks. fastsætter et benchmark for de deltagende virksomheder med hensyn til den tid, der er nødvendig for at behandle gyldige anmeldelser om fjernelse af ulovlig hadefuld tale, kan andre former for ulovligt indhold kræve længere eller kortere frister for behandling afhængigt af de specifikke faktiske forhold og omstændigheder og former for ulovligt indhold. For at undgå misbrug af status som pålidelig indberetter bør det være muligt at suspendere en sådan status, når en koordinator for digitale tjenester i etableringslandet har indledt en undersøgelse af legitime grunde. Reglerne i denne forordning om pålidelige indberettere bør ikke forstås således, at de forhindrer udbydere af onlineplatforme i at behandle anmeldelser indgivet af enheder eller enkeltpersoner, der ikke er blevet tildelt status som pålidelige indberettere i henhold til denne forordning, på samme måde og i at samarbejde med andre enheder på anden vis i overensstemmelse med gældende ret, herunder denne forordning og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794

(29). Reglerne i denne forordning bør ikke forhindre udbydere af onlineplatforme i at gøre brug af sådanne pålidelige indberettere eller lignende mekanismer til at gribe hurtigt og pålideligt ind over for indhold, som er i strid med deres vilkår og betingelser, navnlig over for indhold, der er skadeligt for sårbare tjenestemodtagere såsom mindreårige.

(63)Misbrug af onlineplatforme ved hyppigt at levere åbenbart ulovligt indhold eller ved hyppigt at indgive åbenbart grundløse anmeldelser eller klager inden for rammerne af de respektive mekanismer og systemer oprettet i henhold til denne forordning underminerer tilliden og skader de berørte parters rettigheder og legitime interesser. Der er derfor behov for at indføre passende, forholdsmæssige og effektive forholdsregler mod et sådant misbrug, som skal respektere alle involverede parters rettigheder og legitime interesser, herunder de gældende grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder som nedfældet i chartret, navnlig ytringsfriheden. Information bør betragtes som åbenbart ulovligt indhold, og anmeldelser eller klager bør betragtes som åbenbart grundløse, hvis det er indlysende for en lægmand uden nogen materiel analyse, henholdsvis at indholdet er ulovligt, eller at anmeldelserne eller klagerne er grundløse.

(64)Under visse omstændigheder bør udbydere af onlineplatforme midlertidigt suspendere de pågældende aktiviteter relateret til den person, der er involveret i misbrug. Dette berører ikke udbydere af onlineplatformes frihed til at fastsætte deres vilkår og betingelser og indføre strengere foranstaltninger i tilfælde af åbenbart ulovligt indhold i forbindelse med grov kriminalitet såsom materiale med seksuelt misbrug af børn. Af hensyn til gennemsigtigheden bør denne mulighed fastsættes klart og tilstrækkelig detaljeret i onlineplatformenes vilkår og betingelser. Der bør altid være mulighed for at klage over de beslutninger, der træffes af udbydere af onlineplatforme i denne henseende, og de bør være underlagt den kompetente koordinator for digitale tjenesters tilsyn. Udbydere af onlineplatforme bør, inden der træffes beslutning om suspension, sende en forudgående advarsel, som bør omfatte årsagerne til en eventuel suspension og mulighederne for at klage over den beslutning, som udbyderne af onlineplatformen har truffet. Når udbydere af onlineplatforme træffer beslutning om suspension, bør de sende begrundelsen i overensstemmelse med reglerne fastsat i denne forordning. Reglerne i denne forordning om misbrug bør ikke forhindre udbydere af onlineplatforme i at træffe andre foranstaltninger til at håndtere ulovligt indhold fra modtagere af deres tjeneste eller andre former for misbrug af deres tjenester, herunder gennem overtrædelse af deres vilkår og betingelser, i overensstemmelse med gældende EU-ret og national ret. Disse regler berører ikke muligheden for at holde de personer, der er involveret i misbrug, ansvarlige, herunder for skadeserstatning, i henhold til EU-retten eller national ret.

(65)I betragtning af udbydere af onlineplatformenes særlige ansvar og forpligtelser bør de være underlagt en række rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed, der anvendes i tillæg til de rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed, der gælder for alle udbydere af formidlingstjenester i henhold til denne forordning. Med henblik på at fastslå, om onlineplatforme og onlinesøgemaskiner er henholdsvis meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner, der er underlagt visse yderligere forpligtelser i henhold til denne forordning, bør onlineplatformenes og onlinesøgemaskinernes rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed omfatte visse forpligtelser vedrørende offentliggørelse og meddelelse af oplysninger om antallet af aktive modtagere af tjenesten i Unionen i gennemsnit pr. måned.

(66)For at sikre gennemsigtighed og muliggøre kontrol med beslutninger om indholdsmoderation truffet af udbydere af onlineplatforme og overvågning af udbredelsen af ulovligt indhold på internettet bør Kommissionen vedligeholde og offentliggøre en database, der indeholder beslutninger og begrundelser fra udbyderne af onlineplatforme, når de fjerner eller på anden måde begrænser tilgængeligheden af og adgangen til information. For at holde databasen løbende ajour bør udbydere af onlineplatforme i et standardformat indgive beslutninger og begrundelser uden unødig forsinkelse, efter at en beslutning er truffet, for at give mulighed for realtidsopdateringer, hvor det er teknisk muligt og står i et rimeligt forhold til den pågældende onlineplatforms midler. Den strukturerede database bør give adgang til og muliggøre forespørgsler om relevante oplysninger, navnlig hvad angår den pågældende form for påstået ulovligt indhold.

(67)Mørke mønstre (»dark patterns«) på onlineplatformes onlinegrænseflader er praksis, der enten bevidst eller reelt i væsentlig grad forvrider eller forringer tjenestemodtagernes evne til at træffe selvstændige og informerede valg eller beslutninger. Denne praksis kan anvendes til at påvirke tjenestemodtagerne til at udvise uønsket adfærd eller træffe uønskede beslutninger, som har negative konsekvenser for dem. Udbydere af onlineplatforme bør derfor forbydes at vildlede eller tilskynde tjenestemodtagere og at undergrave eller fordreje tjenestemodtagernes autonomi, beslutningstagning eller valg via strukturen, udformningen eller funktionen af en onlinegrænseflade eller en del deraf. Dette bør omfatte, men ikke være begrænset til, udnyttende designvalg for at lede modtageren til handlinger, som er til fordel for udbyderen af onlineplatforme, men som ikke nødvendigvis er i modtagerens interesse, præsentation af valg på en ikkeneutral måde, f.eks. ved at give visse valgmuligheder en mere fremtrædende plads gennem visuelle, auditive eller andre komponenter, når tjenestemodtageren anmodes om at træffe et valg. Det bør også omfatte gentagne gange at anmode en tjenestemodtager om at træffe et valg, hvis et sådant valg allerede er truffet, at gøre det væsentligt mere besværligt at opsige en tjeneste end at tilmelde sig den eller at gøre visse valg mere vanskelige eller tidskrævende end andre, at gøre det urimeligt vanskeligt at afbryde køb eller at logge ud fra en given onlineplatform, der giver forbrugerne mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, og at vildlede tjenestemodtagerne ved at presse dem til at træffe beslutninger om transaktioner eller standardindstillinger, der er meget vanskelige at ændre, og dermed på urimelig vis skævvride tjenestemodtagerens beslutningstagning på en måde, der forvrider og forringer deres autonomi, beslutningstagning og valgmuligheder. Regler, der forhindrer mørke mønstre, bør imidlertid ikke forstås således, at de forhindrer udbyderne i at interagere direkte med tjenestemodtagerne og tilbyde dem nye eller supplerende tjenester. Legitim praksis, f.eks. inden for reklame, der er i overensstemmelse med EU-retten, bør ikke i sig selv betragtes som mørke mønstre. Disse regler om mørke mønstre bør fortolkes således, at de omfatter forbudte praksisser, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, i det omfang disse praksisser ikke allerede er omfattet af direktiv 2005/29/EF eller forordning (EU) 2016/679.

(68)Onlinereklame spiller en vigtig rolle i onlinemiljøet, herunder i forbindelse med ydelse af onlineplatformes tjenester, hvor ydelsen af tjenesten undertiden helt eller delvist betales direkte eller indirekte gennem reklameindtægter. Onlinereklame kan imidlertid indebære betydelige risici, lige fra reklamer, der i sig selv er ulovligt indhold, til finansielle incitamenter til offentliggørelse eller udbredelse af ulovligt eller på anden vis skadeligt indhold og aktiviteter på internettet eller en forskelsbehandlende visning af reklamer med indvirkning på lige muligheder for og ligebehandlingen af borgerne. Ud over kravene i artikel 6 i direktiv 2000/31/EF bør udbydere af onlineplatforme derfor være forpligtet til at sikre, at tjenestemodtagerne har visse individualiserede oplysninger, der er nødvendige for, at de kan forstå, hvornår og på hvis vegne reklamen vises. De bør sikre, at oplysningerne er fremtrædende, herunder gennem standardiserede visuelle eller lydlige tegn, som er klart identificerbare og utvetydige for den gennemsnitlige tjenestemodtager, og de bør tilpasses arten af den enkelte tjenestes onlinegrænseflade. Desuden bør tjenestemodtagerne have direkte adgang til oplysninger fra den onlinegrænseflade, hvor reklamen præsenteres, om de vigtigste parametre, der anvendes til at bestemme, at en specifik reklame præsenteres for dem, med en meningsfuld forklaring af logikken heri, herunder når den er baseret på profilering. Sådanne forklaringer bør omfatte oplysninger om den metode, der anvendes til at vise reklamen – f.eks. om der er tale om kontekstuel eller anden form for reklame – og, hvor det er relevant, de vigtigste anvendte profileringskriterier; den bør også underrette modtageren om, hvilke midler vedkommende råder over til at ændre sådanne kriterier. Kravene i denne forordning om tilvejebringelse af oplysninger i forbindelse med reklame berører ikke anvendelsen af de relevante bestemmelser i forordning (EU) 2016/679, navnlig bestemmelserne om retten til at gøre indsigelse, automatiske individuelle afgørelser, herunder profilering, og specifikt kravet om at indhente den registreredes samtykke forud for behandlingen af personoplysninger med henblik på målrettet reklame. De berører heller ikke bestemmelserne i direktiv 2002/58/EF, navnlig bestemmelserne om lagring af oplysninger i terminaludstyr og adgang til oplysninger, som er lagret på dette udstyr. Endelig supplerer denne forordning anvendelsen af direktiv 2010/13/EU, som pålægger foranstaltninger, der skal gøre det muligt for brugerne at angive oplysning om audiovisuel kommerciel kommunikation i brugergenererede videoer. Den supplerer også de erhvervsdrivendes forpligtelser med hensyn til oplysning om kommerciel kommunikation, der følger af direktiv 2005/29/EF.

(69)Når tjenestemodtagerne får forelagt reklamer baseret på målretningsteknikker, der er optimeret til at matche deres interesser og potentielt appellerer til deres sårbarheder, kan dette have særligt alvorlige negative virkninger. I visse tilfælde kan manipulerende teknikker have en negativ indvirkning på hele grupper og forstærke samfundsmæssige skader, f.eks. ved at bidrage til desinformationskampagner eller ved at forskelsbehandle visse grupper. Onlineplatforme udgør miljøer, der er særligt følsomme for en sådan praksis, og de udgør en større samfundsmæssig risiko. Udbydere af onlineplatforme bør derfor ikke præsentere reklamer baseret på profilering, som defineret i artikel 4, nr. 4), i forordning (EU) 2016/679 ved anvendelse af særlige kategorier af personoplysninger som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i nævnte forordning, herunder ved at anvende profileringskategorier baseret på disse særlige kategorier. Dette forbud berører ikke de forpligtelser, der gælder for udbydere af onlineplatforme eller enhver anden tjenesteudbyder eller annoncør, der er involveret i udbredelsen af reklamer, i henhold til EU-retten om beskyttelse af personoplysninger.

(70)En central del af onlineplatformens virksomhed er den måde, hvorpå information prioriteres og præsenteres på dens onlinegrænseflade for at lette og optimere tjenestemodtagernes adgang til information. Dette sker f.eks. ved at foreslå, rangordne og prioritere information ved at skelne gennem tekst eller andre visuelle fremstillinger eller på anden vis kuratere informationen fra modtagerne ved brug af algoritmer. Sådanne anbefalingssystemer kan have en betydelig indvirkning på modtagernes evne til at hente og interagere med oplysninger online, herunder til at lette søgningen efter relevant information for tjenestemodtagere og bidrage til en forbedret brugeroplevelse. De spiller også en vigtig rolle i forstærkningen af visse budskaber, den virale udbredelse af information og stimuleringen af onlineadfærd. Derfor bør onlineplatformene konsekvent sikre, at modtagerne af deres tjenester informeres på passende vis om, hvordan anbefalingssystemerne påvirker den måde, hvorpå oplysninger vises, og kan have en indvirkning på, hvordan oplysningerne præsenteres for dem. De bør anføre parametrene for sådanne anbefalingssystemer på en klar og let forståelig måde for at sikre, at tjenestemodtagerne forstår, hvordan informationen prioriteres for dem. Disse parametre bør som minimum omfatte de vigtigste kriterier for fastlæggelse af de oplysninger, der foreslås tjenestemodtageren, og årsagerne til deres respektive betydning, herunder hvor oplysninger prioriteres på grundlag af profilering og deres onlineadfærd.

(71)Beskyttelse af mindreårige er et vigtigt politisk mål for Unionen. En onlineplatform kan anses for at være tilgængelig for mindreårige, hvis dens vilkår og betingelser tillader mindreårige at bruge tjenesten, når dens tjeneste er rettet mod eller overvejende anvendes af mindreårige, eller hvis udbyderen på anden måde er klar over, at nogle af modtagerne af dens tjeneste er mindreårige, f.eks. fordi den allerede behandler personoplysninger om modtageren af dens tjeneste, der afslører deres alder til andre formål. Udbydere af onlineplatforme, der anvendes af mindreårige, bør træffe passende og forholdsmæssige foranstaltninger for at beskytte mindreårige, f.eks. ved at udforme deres onlinegrænseflader eller dele heraf med det højeste niveau af privatlivets fred, tryghed og sikkerhed for mindreårige som standard, hvis det er relevant, eller ved at vedtage standarder for beskyttelse af mindreårige eller ved at deltage i adfærdskodekser til beskyttelse af mindreårige. De bør tage hensyn til bedste praksis og tilgængelig vejledning, f.eks. Kommissionens meddelelsen om Et digitalt årti for børn og unge: den nye europæiske strategi for et bedre internet for børn (BIK+). Udbydere af onlineplatforme bør ikke vise reklamer baseret på profilering ved brug af personoplysninger om tjenestemodtageren, hvis de med rimelig sikkerhed er klar over, at tjenestemodtageren er mindreårig. I overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679, navnlig princippet om dataminimering, jf. nævnte forordnings artikel 5, stk. 1, litra c), bør dette forbud ikke føre til, at udbyderen af onlineplatformen opbevarer, erhverver eller behandler flere personoplysninger, end udbyderen allerede har for at vurdere, om tjenestemodtageren er mindreårig. Denne forpligtelse bør derfor ikke tilskynde udbydere af onlineplatforme til at indsamle tjenestemodtagerens alder, inden de anvendes. Dette bør ikke berøre EU-retten om beskyttelse af personoplysninger.

(72)For at bidrage til et sikkert, pålideligt og gennemsigtigt onlinemiljø for forbrugerne og for andre berørte parter såsom konkurrerende erhvervsdrivende og indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder og for at afskrække erhvervsdrivende fra at sælge produkter eller tjenester i strid med de gældende regler bør onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, sikre, at sådanne erhvervsdrivende er sporbare. Den erhvervsdrivende bør derfor forpligtes til at give visse væsentlige oplysninger til udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, herunder med henblik på at fremme budskaber om eller udbyde produkter. Dette krav bør også gælde for erhvervsdrivende, der fremmer budskaber om produkter eller tjenester på vegne af varemærker på grundlag af underliggende aftaler. Disse udbydere af onlineplatforme bør lagre alle oplysninger på en sikker måde, under hele varigheden af deres kontraktforhold med den erhvervsdrivende, og i yderligere seks måneder for at gøre det muligt at rejse eventuelle krav mod den erhvervsdrivende, eller at påbud vedrørende den erhvervsdrivende efterkommes. Denne forpligtelse er nødvendig og forholdsmæssig, således at offentlige myndigheder og private parter med en legitim interesse kan få adgang til oplysningerne i overensstemmelse med gældende ret, herunder om beskyttelse af personoplysninger, f.eks. gennem de påbud om at give oplysninger, der er omhandlet i denne forordning. Denne forpligtelse berører ikke eventuelle forpligtelser til at bevare visse former for indhold i længere perioder på grundlag af anden EU-ret eller national lovgivning, som er i overensstemmelse med EU-retten. Uden at det berører definitionen i denne forordning, bør enhver erhvervsdrivende, uanset om det er en fysisk eller juridisk person, der er identificeret på grundlag af artikel 6a, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/83/EU og artikel 7, stk. 4, litra f), i direktiv 2005/29/EF, være sporbar, når vedkommende udbyder et produkt eller en tjeneste gennem en onlineplatform. Direktiv 2000/31/EF forpligter alle leverandører af informationssamfundstjenester til at give tjenestemodtagerne og de kompetente myndigheder let, umiddelbar og vedvarende adgang til visse oplysninger, der gør det muligt at identificere alle tjenesteudbydere. De sporbarhedskrav for udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, der er fastsat i denne forordning, berører ikke anvendelsen af Rådets direktiv (EU) 2021/514

(30), som forfølger andre legitime mål af samfundsmæssig interesse.

(73)For at sikre en effektiv og hensigtsmæssig anvendelse af denne forpligtelse, uden at der pålægges uforholdsmæssige byrder, bør udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, gøre deres bedste for at vurdere pålideligheden af de oplysninger, som de pågældende erhvervsdrivende fremlægger, navnlig ved at anvende frit tilgængelige officielle onlinedatabaser og onlinegrænseflader såsom nationale handelsregistre og momsinformationsudvekslingssystemet, eller ved at anmode de pågældende erhvervsdrivende om at fremlægge troværdig dokumentation såsom kopier af identitetsdokumenter, bekræftede betalingskontoudtog, virksomhedscertifikater og handelsregistercertifikater. De kan også anvende andre fjernkilder, som giver en tilsvarende grad af pålidelighed med henblik på at opfylde denne forpligtelse. De berørte udbydere af onlineplatforme bør dog ikke være forpligtet til at foretage uforholdsmæssigt store eller omkostningstunge onlineundersøgelser eller overdreven kontrol på stedet. Det bør heller ikke forstås således, at sådanne udbydere, der har gjort deres bedste som krævet i denne forordning, garanterer for pålideligheden af oplysningerne over for forbrugerne eller andre interesserede parter.

(74)Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, bør udforme og organisere deres onlinegrænseflade på en måde, der giver erhvervsdrivende mulighed for at opfylde deres forpligtelser i henhold til relevant EU-ret, navnlig kravene i artikel 6 og 8 i direktiv 2011/83/EU, artikel 7 i direktiv 2005/29/EF, artikel 5 og 6 i direktiv 2000/31/EF og artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF

(31). Med henblik herpå bør berørte udbydere af onlineplatforme gøre deres bedste for at vurdere, om de erhvervsdrivende, der benytter deres tjenester, har uploadet fuldstændige oplysninger på deres onlinegrænseflader i overensstemmelse med den relevante gældende EU-ret. Udbydere af onlineplatforme bør sikre, at produkter eller tjenester ikke tilbydes, så længe sådanne oplysninger ikke er fuldstændige. Dette bør ikke udgøre en forpligtelse for berørte udbydere af onlineplatforme til generelt at overvåge de produkter eller tjenester, der leveres eller ydes af erhvervsdrivende gennem deres tjenester, eller en generel forpligtelse til at undersøge forhold, navnlig til at vurdere nøjagtigheden af oplysningerne fra de erhvervsdrivende. Onlinegrænsefladerne bør være brugervenlige og lettilgængelige for erhvervsdrivende og forbrugere. Desuden bør berørte udbydere af onlineplatforme, efter at have givet den erhvervsdrivende mulighed for at tilbyde produktet eller tjenesten, gøre en rimelig indsats for stikprøvevis at kontrollere, om de udbudte produkter eller tjenester er blevet identificeret som ulovlige i officielle, frit tilgængelige og maskinlæsbare onlinedatabaser eller onlinegrænseflader, der er tilgængelige i en medlemsstat eller i Unionen. Kommissionen bør også tilskynde til produkters sporbarhed ved hjælp af teknologiske løsninger såsom digitalt underskrevne Quick Response-koder (eller »QR-koder«) eller ikkefungible tokens. Kommissionen bør fremme udviklingen af standarder og i mangel heraf markedsstyrede løsninger, som kan accepteres af de berørte parter.

(75)I betragtning af betydningen af meget store onlineplatforme som følge af deres rækkevidde, navnlig som udtrykt i antallet af tjenestemodtagere, med hensyn til at fremme den offentlige debat, økonomiske transaktioner og udbredelsen af oplysninger til offentligheden, holdninger og idéer og med hensyn til at påvirke måden, hvorpå modtagerne indhenter og videregiver oplysninger online, er det nødvendigt at pålægge udbydere af disse platforme specifikke forpligtelser ud over de forpligtelser, der gælder for alle onlineplatforme. På grund af deres afgørende rolle med hensyn til at lokalisere og gøre det muligt at hente oplysninger online er det også nødvendigt at pålægge udbydere af meget store onlinesøgemaskiner disse forpligtelser, i det omfang de finder anvendelse. Disse yderligere forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner er nødvendige for at imødekomme disse offentlige hensyn, da der ikke findes alternative og mindre restriktive foranstaltninger, som effektivt vil kunne opnå det samme resultat.

(76)Meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner kan medføre samfundsmæssige risici, der er forskellige med hensyn til omfang og virkninger fra dem, som mindre platforme medfører. Udbydere af sådanne meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør derfor have den højeste standard for due diligence-forpligtelser, der står i rimeligt forhold til deres samfundsmæssige betydning. Når antallet af aktive modtagere af en onlineplatform eller aktive modtagere af en onlinesøgemaskine beregnet som et gennemsnit over en periode på seks måneder når op på en betydelig andel af EU's befolkning, kan de systemiske risici, som onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen udgør, have en uforholdsmæssig stor indvirkning i Unionen. En sådan betydelig rækkevidde bør anses for at eksistere, hvis et sådant antal overstiger en operationel tærskel på 45 mio., dvs. et antal svarende til 10 % af Unionens befolkning. Denne operationelle tærskel bør i givet fald ajourføres, og derfor bør Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere bestemmelserne i denne forordning ved at vedtage delegerede retsakter.

(77)For at fastslå rækkevidden af en given onlineplatform eller onlinesøgemaskine er det nødvendigt at fastslå det gennemsnitlige antal aktive modtagere af hver tjeneste individuelt. Antallet af gennemsnitlige månedlige aktive modtagere af en onlineplatform bør derfor afspejle alle de modtagere, der rent faktisk bruger tjenesten, mindst én gang i en given periode ved at blive eksponeret for information, der udbredes på onlineplatformens onlinegrænseflade, f.eks. ved at se det eller lytte til det eller ved at levere information såsom erhvervsdrivende på en onlineplatform, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende. I denne forordning er brug ikke begrænset til interaktion med information ved at klikke på, kommentere, forbinde, dele, købe eller gennemføre transaktioner på en onlineplatform. Følgelig er begrebet aktiv tjenestemodtager ikke nødvendigvis sammenfaldende med begrebet registreret bruger af en tjeneste. Hvad angår onlinesøgemaskiner, bør begrebet aktive tjenestemodtagere omfatte dem, der ser information på deres onlinegrænseflade, men ikke f.eks. indehaverne af de websteder, der indekseres af en onlinesøgemaskine, da de ikke gør aktiv brug af tjenesten. Antallet af aktive modtagere af en tjeneste bør omfatte alle unikke tjenestemodtagere, der bruger den specifikke tjeneste. Med henblik herpå bør en tjenestemodtager, der anvender forskellige onlinegrænseflader såsom websteder eller applikationer, herunder når tjenesterne tilgås via forskellige Uniform Resource Locators (URL'er) eller domænenavne, om muligt kun tælles én gang. Begrebet aktiv tjenestemodtager bør dog ikke omfatte tilfældig brug af tjenesten hos modtagere af andre onlineformidlingstjenester, der indirekte stiller information, der oplagres af udbyderen af onlineplatformen, til rådighed ved at linke eller indeksere indhold fra en udbyder af onlinesøgemaskiner. Desuden kræver denne forordning ikke, at udbydere af onlineplatforme eller onlinesøgemaskiner foretager specifik sporing af enkeltpersoner online. Hvis sådanne udbydere kan se bort fra automatiserede brugere såsom bots eller skrabere uden yderligere behandling af personoplysninger og sporing, må de gerne. Fastsættelsen af antallet af aktive tjenestemodtagere kan påvirkes af markedsudviklingen og den tekniske udvikling, og Kommissionen bør derfor tillægges beføjelser til at supplere bestemmelserne i denne forordning ved at vedtage delegerede retsakter, der fastsætter metoden til at bestemme de aktive modtagere af en onlineplatform eller af en onlinesøgemaskine, hvor det er nødvendigt, som afspejler tjenestens art og den måde, hvorpå tjenestemodtagerne interagerer med den.

(78)I lyset af de netværkseffekter, der karakteriserer platformsøkonomien, kan en onlineplatforms eller en onlinesøgemaskines brugerbase vokse hurtigt og blive til en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine med de deraf følgende virkninger i det indre marked, f.eks. i tilfælde af eksponentiel vækst i korte perioder eller en stor global tilstedeværelse og omsætning, der gør det muligt for onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen at udnytte netværkseffekter og stordriftsfordele og synergieffekter. En høj årlig omsætning eller markedskapitalisering kan navnlig være et tegn på hurtig skalerbarhed med hensyn til brugerrækkevidde. I disse tilfælde bør koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen kunne anmode om hyppigere rapportering fra udbyderen af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen om antallet af aktive tjenestemodtagere for rettidigt at kunne fastslå det tidspunkt, hvor platformen bør udpeges som henholdsvis en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine med henblik på denne forordning.

(79)Meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner kan anvendes på en måde, der i høj grad påvirker onlinesikkerheden, udformningen af den offentlige meningsdannelse og debat samt onlinehandelen. Den måde, hvorpå de udformer deres tjenester, optimeres generelt til gavn for deres ofte reklamedrevne forretningsmodeller og kan give anledning til samfundsmæssige betænkeligheder. En effektiv regulering og håndhævelse er nødvendig for at afdække og afbøde risiciene og den potentielle samfundsmæssige og økonomiske skade, som kan opstå. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør derfor vurdere de systemiske risici, der udspringer af udformningen, funktionen og anvendelsen af deres tjenester samt tjenestemodtagernes potentielle misbrug, og bør træffe passende afbødende foranstaltninger under overholdelse af de grundlæggende rettigheder i henhold til denne forordning. Ved fastlæggelsen af betydningen af potentielle negative indvirkninger bør udbyderne tage hensyn til alvoren af den potentielle indvirkning og sandsynligheden for alle sådanne systemiske risici. De kan f.eks. vurdere, om den potentielle negative indvirkning kan påvirke et stort antal personer, dens potentielle irreversibilitet, eller hvor vanskeligt det er at afhjælpe og genoprette den situation, der var fremherskende forud for den potentielle indvirkning.

(80)Fire kategorier af systemiske risici bør vurderes indgående af udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner. Den første kategori vedrører de risici, der er forbundet med udbredelse af ulovligt indhold, f.eks. udbredelse af materiale om seksuelt misbrug af børn eller ulovlig hadefuld tale eller andre former for misbrug af deres tjenester til strafbare handlinger, og ulovlige aktiviteter, f.eks. salg af produkter eller tjenester, der er forbudt i henhold til EU-retten eller national ret, herunder farlige eller forfalskede produkter eller ulovligt handlede dyr. F.eks. kan en sådan udbredelse eller sådanne aktiviteter udgøre en betydelig systemisk risiko, hvis adgangen til ulovligt indhold kan spredes hurtigt og bredt gennem konti med særlig stor rækkevidde eller andre forstærkningsmidler. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør vurdere risikoen for udbredelse af ulovligt indhold, uanset om informationen også er i strid med deres vilkår og betingelser. Denne vurdering berører ikke det personlige ansvar, der påhviler modtageren af tjenesten på meget store onlineplatforme eller ejerne af websteder indekseret af meget store onlinesøgemaskiner, for en eventuel ulovlighed af deres aktivitete

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.

lta/2023/1765

LOV H#LOKDOK 01 A A20230176530 CQ002760 241119 Lov om håndhævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester 2023 2023-12-28 2023-12-28 2026-06-04 Valid 1765