Selskabslovens § 271 – Grænseoverskridende fusion
Selskabsloven · Kapitel 16 – Grænseoverskridende fusion, spaltning og omdannelse · uofficiel overskrift
Lovbekendtgørelse nr. 331 af 20. marts 2025 (konsolideret tekst fra Retsinformation). Ændringer vedtaget efter denne bekendtgørelse er ikke indarbejdet.
Kapitalselskaber omfattet af denne lov kan deltage i grænseoverskridende fusioner, hvor de øvrige deltagende selskaber er tilsvarende kapitalselskaber, der hører under EU/EØS-landes lovgivning.
Den grænseoverskridende fusion kan gennemføres uden kreditorernes samtykke.
Stk. 2.Et kapitalselskab kan efter bestemmelserne i dette kapitel opløses uden likvidation ved overdragelse af kapitalselskabets aktiver og forpligtelser som helhed til et andet kapitalselskab mod vederlag til kapitalejerne i det ophørende kapitalselskab, dvs. uegentlig fusion.
Det samme gælder, når to eller flere kapitalselskaber sammensmeltes til et nyt kapitalselskab, dvs. egentlig fusion.
Stk. 3.Reglerne om grænseoverskridende fusion finder ikke anvendelse på selskaber, der er omfattet af de afviklingsværktøjer, -beføjelser og -ordninger, der er fastsat i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og selskaber, der er omfattet af de kriseforebyggelsesforanstaltninger, der er fastsat i § 71 c, stk. 2, og §§ 243 a, 243 c, 264, 265-265 c, 272 og 273 i lov om finansiel virksomhed samt §§ 17-18 a i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder.
Henvisninger i denne bestemmelse
1
Bestemmelser, der henviser hertil
3