Aftalelovens § 39 – Tidspunkt for vurdering af god tro
Aftaleloven · V. Almindelige bestemmelser · uofficiel overskrift
Kort fortalt
§ 39 fastslår, at når en viljeserklærings bindende virkning efter loven afhænger af, om modtageren var i god tro eller ikke havde eller burde have kendskab til et bestemt forhold, skal der lægges vægt på, hvad modtageren indså eller burde have indset på det tidspunkt, hvor erklæringen kom til hans kundskab. Under særlige omstændigheder kan der dog også lægges vægt på kundskab, modtageren har fået eller burde have fået efter dette tidspunkt, men inden erklæringen har virket bestemmende på hans handlemåde.
Letforståeligt resumé. Kun bestemmelsens ordlyd er retligt bindende.
Lovbekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016 (konsolideret tekst fra Retsinformation). Ændringer vedtaget efter denne bekendtgørelse er ikke indarbejdet.
Når en viljeserklærings forbindende kraft ifølge denne lov er afhængig af, at den, til hvem erklæringen er afgivet, ikke havde eller burde have kundskab om et vist forhold eller i øvrigt var i god tro, bliver hensyn at tage til, hvad han indså eller burde indse på det tidspunkt, da viljeserklæringen blev ham bekendt.
Dog kan der under særlige omstændigheder også tages hensyn til den kundskab, han har fået eller burde have fået efter det nævnte tidspunkt, men forinden viljeserklæringen har virket bestemmende på hans handlemåde.