Selskabslovens § 318 p – Grænseoverskridende omdannelse til et dansk kapitalselskab
Selskabsloven · Kapitel 16 – Grænseoverskridende fusion, spaltning og omdannelse › Grænseoverskridende omdannelse til et dansk kapitalselskab
Lovbekendtgørelse nr. 331 af 20. marts 2025 (konsolideret tekst fra Retsinformation). Ændringer vedtaget efter denne bekendtgørelse er ikke indarbejdet.
Et kapitalselskab med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land kan omdanne den retlige form, hvorunder selskabet er registreret, til et dansk kapitalselskab.
Med henblik på registreringen af omdannelsen skal der indsendes en attest til Erhvervsstyrelsen fra den kompetente myndighed i det land, hvor kapitalselskabet hidtil har haft hjemsted, samt den af generalforsamlingen godkendte omdannelsesplan.
Attesten skal være et endeligt bevis for, at alle de handlinger og formaliteter, der skal opfyldes i det pågældende land forud for omdannelsen, er afsluttet, og at den udenlandske registreringsmyndighed vil registrere omdannelsen efter modtagelsen af underretningen fra Erhvervsstyrelsen, jf. stk. 2.
Herefter registrerer Erhvervsstyrelsen gennemførelsen af den grænseoverskridende omdannelse og underretter hurtigst muligt derefter registeret i det land, hvor kapitalselskabet hidtil har haft hjemsted, om, at den grænseoverskridende omdannelse har fået virkning.
Har omdannelsen fået virkning i overensstemmelse med reglerne for grænseoverskridende omdannelser, må omdannelsen ikke erklæres ugyldig.
Adgangen til at indføre foranstaltninger og sanktioner vedrørende bl.a. strafferet, forebyggelse og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, socialret, beskatning og retshåndhævelse berøres ikke af den endelige registrering af omdannelsen.