Aftalelovens § 33 – Erklæringsmodtagerens ond tro
Aftaleloven · III. Om ugyldige viljeserklæringer · uofficiel overskrift
Kort fortalt
§ 33 fastslår, at selv om en viljeserklæring ellers ville være gyldig, kan modtageren ikke påberåbe sig den, hvis det ville stride mod almindelig hæderlighed. Dette gælder, når det skyldes omstændigheder, der forelå, da erklæringen kom til modtagerens kundskab, og som modtageren må antages at have kendt til på det tidspunkt. Konsekvensen er, at erklæringen ikke kan gøres gældende af modtageren.
Letforståeligt resumé. Kun bestemmelsens ordlyd er retligt bindende.
Lovbekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016 (konsolideret tekst fra Retsinformation). Ændringer vedtaget efter denne bekendtgørelse er ikke indarbejdet.
Selv om en viljeserklæring ellers måtte anses for gyldig, kan den, til hvem erklæringen er afgivet, dog ikke påberåbe sig den, når det på grund af omstændigheder, som forelå, da erklæringen kom til hans kundskab, og hvorom han må antages at have været vidende, ville stride imod almindelig hæderlighed, om han gjorde den gældende.
Øvrige bestemmelser i afsnittet
- § 28Tvang som ugyldighedsgrund
- § 29Ugyldighed ved tvang
- § 30Viljeserklæring fremkaldt ved svig
- § 31Udnyttelse af andens vanskeligheder
- § 32Fejlskrift og forvanskning af viljeserklæringer
- § 34Skinerklæring og godtroende tredjemands ret
- § 35Frigørende betaling mod bortkommet kvittering
- § 36Aftalers urimelighed og tilsidesættelse